Det Andet Riges tre fatale fejl
I årene op til 1914 mente mange i den tyske overkommando at en krig der mere eller mindre ville vise sig som 1. Verdenskrig var uundgåelig - og da krigen kom, vandt Tyskland den næsten. Så hvordan gik det til at Det Andet Rige så endte med at tabe? Der var 3 hovedårsager.
Den første kan synes at være selvmodsigende, i betragtning af mange menneskers opfattelse af Tyskland som en krigerisk nation. Efter den Fransk Tyske Krig var Tyskland kontinentets fredsmægler.
Otto von Bismarcks udenrigspolitik have fire målsætninger: Udstille Tyskland som en “tilfredsstillet” magt, isolere Frankrig, holde Tyskland allieret med Østrig og Rusland, og undgå krige på Balkan, der “ikke var værdige til en Pommersk musketerers knogler.”
Kejser Wilhelm II, afsatte Bismarck i 1890. Da han ikke var tilfreds med at være militært dominerende på Kontinentet besluttede kejsere at Tyskland skulle have en flåde der kunne leve op til Storbritanniens. Han erklærede sig protektor af muslimerne, over og imod det franske og britiske imperium. Han fik Tyskland til at fremstå som en aggressiv magt, og dermed isolerede han sit eget land, frem for Frankrig der indgik en alliance med Rusland i en entente med Storbritannien.
Samtidig med han ikke mente Østrig-Ungarn burde gå i krig mod Serbien i 1914 - efter Serbiens kapitulation til de fleste af Østrigs krav i kølvandet på mordet på Ærkehertug Franz Ferdinand - var Kejseren ansvarlig for, som så mange andre, Det Andet Riges militarisme, hvilket i sidste end blev dets opløsning.
.
Den anden grund til nederlaget for Det Andet Rige har forbindelse med den første. Den tyske overkommando var forpligtet til Schlieffen Planen med en krig på to fronter, der omfattede invasion af Frankrig gennem det neutrale Belgien. Den tykse rigskansler Theoblad von Bethmann-Hollweg sagde at “Nødvendigheden kender ingen lov,” og var frastødt at “Blot for et stykke papir gik Storbritannien i krig med en slægtsnation.” Det Andet Rige følte sig ikke bundet af stykker af papir og pløjede direkte gennem dem.
Men Schlieffen Planens amoralitet skabte en to-fronts krig, hvor der kunne have været en. Alle de store magter i 1. Verdenskrig, med undtagelse af Storbritannien, og senere United States gik ind i krigen med tanke på at de kunne få gevinst ud af den. Frankrig, ønskede at få fingrene i Alsace-Lorraine (et område der gik tabt i den Fransk/Preussiske Krig 1871).
Frankrig var imidlertid ikke klar til at begynde en krig, og trak faktisk sine tropper væk fra den fransk tyske grænse da spændingen øgedes. Storbritannien ville helt sikkert have holdt sig ude af en landkrig man ikke havde forberedt sig på, hvis ikke Belgien var blevet invaderet.
Endelig, var det som ‘sænkede’ Det Andet Rige at samme rige sænkede amerikanske skibe og så det relaterede Zimmerman telegram (læs om dette på synopsis) der inviterede Mexico til at invadere den amerikanske sydvestlige del i tilfælde af en krig mellem Amerika og Tyskland.
Det Andet Riges beslutning om at fortsætte den uindskrænkede u-bådskrig tidligt i 1917 var med baggrund i den samme form for amoralitet der førte landet til krig mod Belgien og Frankrig. Det var også baseret på foragt for United States. De amerikanske væbnede styrker var forholdsvis små i antal og dårligt udrustet til en krig i Europa. Deres øverstkommanderende præsident Woodrow Wilson, var en mand der vedkendte sig intet at kende til krig, som han sagde i en tale i 1916. Hans moralske belæring til verden var med baggrund i at Amerika ikke var en slagkraftig magt.
Hans ‘missionsånd’ havde ført ham til at forsøge at hjælpe de europæiske magter med at finde “freden uden sejr.” Efter Tysklands sænkning af luksus passagerskibet Lusitania i 1915 hvor 1195 passagerer og besætning druknede, herunder 95 børn og 124 amerikanere, sagde han at der “kan findes en mand der er for stolt til at slås.”
Han blev udmanøvreret fra venstrefløjen af sin udenrigsminister William Jennings Bryan (som Theodore Roosevelt betragtede som kommunist). Bryan var på det tidspunkt, hvor Lusitania blev sænket, en mand der var for stolt til blot at protestere, som Wilson gjorde, at “liv af ikke kombattanter kan ikke jura mæssigt eller retfærdigheds mæssigt sættes i fare ved tilfangetagelsen og ødelæggelsen af handelsskib der ikke gør modstand.” Bryan frygtede at en sådan protest kunne provokere Tyskland til at erklære krig med USA og undlod derfor. Tyskerne, der var mindre rasende, var enig i Wilsons restriktioner, i det mindste for øjeblikket.
Men i 1917 afviste General Erich Ludendorff, de facto den person med mest magt i Reich efter General Paul von Hindenburg, Amerika som en trussel: “Hvad kan hun gøre? Hun kan ikke komme her!...Jeg er ligeglad med Amerika.” Det skulle så vise sig at være Det Andet Riges sidste og fatale fejltagelse. Som General Hindenburg senere samtykkede, “Det amerikanske infanteri i Argonne vandt krigen.”
Den helt store ironi er, at i dag anser mange mennesker i de nationer der vandt krigen (eller i det mindste mange amerikanere, franskmændene er ikke så sentimentale) Det Andet Rige som den forurettede part - på grund af de straffende betingelser i Versailles Traktaten (selvom de betingelser delvist blev lempet eller slet ikke håndhævet) - og som en konsekvens, mener de at Amerikas rolle i afslutningen af u-båds truslen og tilbagerulningen af Tysklands forsøg på militær underkastelse af kontinental Europa på en måde var uhensigtsmæssig og at
reductio ad absurdum det var United States, Storbritannien og Frankrig der sådan set var ansvarlig for at Hitler blev Rigskansler i Tyskland i 1933.
Man kunne mene at vore sejrende ‘seje’ drenge i 1918 - mænd som Sergent Alvind York,
Eddie Rickenbacker, George S. Patton, George Marshall, Harry Truman, Billy Mitchell, Douglas MacArthur, og “Wild Bill” Donovan — fortjener et bedre langt mere troværdigt eftermæle end det.
About the Author H. W. Crocker III is a bestselling author. His most recent book is The Yanks Are Coming! A Military History
http://spectator.org/articles/60549/second-reich%E2%80%99s-three-fatal-mistake
Ingen kommentarer:
Send en kommentar