Hvor megen magt må politiet benytte - Eric Garner sagen?

Eric Garner beseglede sin egen skæbne

Jack Dunphy

Besindige læsere - gentag efter mig: “Eric Garner blev ikke kvalt ihjel. Eric Garner blev ikke kvalt ihjel. Eric Garner blev ikke kvalt ihjel” Du er nu blandt den lille minoritet af amerikanere der kender sandheden.

Mens jeg har fulgt reaktionerne på hr. Garners død blev jeg slået af den uvidenhed der blev udstillet af så mange normalt fornuftige mennesker der kommenterede om sagen. Jeg benytter udtrykket “uvidenhed” ikke som en fornærmelse men snarere som en venlig tilkendegivelse af at de ganske enkelt ikke er informerede om sagens kendsgerninger.

Charles Krauthammer kaldte f.eks. Staten Islands grandjury afgørelse om ikke at lægge sag an mod politibetjenten fra New Yorks politi, den betjent der havde været involveret i Garners død, for “fuldstændig uforklarligt.”  

George Will bragte lige tingene et ekstra stykke vej da han karakteriserede beslutningen som “uforklarlig og muligvis ikke ikke til at undskylde.”  

Juraprofessor ved Berkeley og tidligere U.S. viceanklager John Yoo, diskuterede hændelsen i en  Ricochet podcast (fra cirka 57 minutter inde i programmet), og afslørede sig selv som lige så uinformeret om sagen som de to andre klummeskribenter. “Når man ser videoen om hvad der skete, “sagde Yoo, “kan jeg ikke se nogen grund til, hvorfor der skulle anvendes magt. En fyr sælger cigaretter, hvorfor skulle der være behov for at benytte dødbringende magt for at fastholde ham.”

Jeg har eller kun beundring til overs for Dr. Krauthammer, hr. Will og hr. Yoo, men jeg mener ikke jeg går for langt når jeg spekulerer på om nogen af disse mænd, trods alle deres gode gerninger, nogensinde har oplevet det at en mand på 170 kilo skal arresteres, en mand der har gjort det klart at han bare ikke vil arresteres. Det har jeg oplevet og jeg tilbyder her et par lektioner fra den erfaring.

Jeg var hos Los Angeles Police Department på et tidspunkt hvor, betjente anvendte halsgreb over for mistænkte der gjorde modstand. Udført korrekt, var et halsgreb effektivt og når man sammenligner med teknikkerne der erstattede det, også en human metode til at få afsluttet en fysisk uoverensstemmelse. Personen hvorpå grebet blev anvendt blev svimmel (forggy) som det blev kaldt, og han vågnede i håndjern, og hans indstilling blev kraftigt forbedret.

I meget sjælden tilfælde kunne det imidlertid ske, at de ikke vågnede, (lige med det samme) hvilket førte til at LAPD forbød praksis undtagen i tilfælde, hvor en betjents liv er i fare.

Mange andre politi afdelinger, herunder New York Citys har indført lignende retningslinjer. Men så fulgte loven om utilsigtede konsekvenser. Men denne mulighed for anvendelse af magt nu ikke længere mulig, blev konfrontationer med mistænkte mere voldelige og tog længere tid, og de resulterede i flere skader for for de mistænkte da betjente blev optrænet til at pacificere de mistænkte med knipler, frem for at få dem lagt hurtigt ned med et halsgreb. Jeg benyttede et greb som de fleste mistænkte langt hellere ville have foretrukket, med en midlertidig bevidstløshed, end at få lemmer og væv smadret med en metalknippel.

Når tilstrækkeligt med arme og ben var brækket og der var anlagt tilstrækkeligt med søgsmål som resultat heraf, så ledte man efter andre metoder til at få en person der gjorde modstand under kontrol: Taser (el-pistoler) peberspray, gummikugler, og den slags, der alle sammen kan være effektive i visse situationer, men ikke uden risiko for alvorlige skader og endog dødsfald.

Med alt dette i tanke, trods fremskridt i polititeknologi og taktik, er den mest almindelige brugte metode til at få et individ der gør modstand til underkastelse det som du så i videon af Eric Garner hændelsen: Hvis tiden tillader det, så få mange betjente samlet rundt om den mistænkte så hver betjent kan gribe en arm eller ben eller en anden kropsdel og få personen lagt ned på jorden, og så på med håndjern. Det sker altså hver eneste dag i alle byer, og jeg gør vove den påstand at Garner anholdelsen så langt fra var den mest voldelige arrestation i New York City den uge, eller endog blot den dag.

Tusinder af demonstranter gik på Manhattans gader i protest mod der ikke lægges sag an for Eric Garners død. (Photo by a katz / Shutterstock.com.)

I undersøgelsen af Eric Garner hændelsen er der to grundlæggende spørgsmål der bør stilles: Var der en gyldig grund til at arrestere ham? Hvis ja, var den magt der blev benyttet i arrestationen rimelig begrundet? Den gyldige grund var at hr. Garner solgte “loosies” det vil sige cigaretter uden afgift. Betjentene har et øgenavn for sådanne arrestationer, forkortet til C.S. Men C.S. eller ej loven mod sådant salg er krystalklar, og NYPD forventes at håndhæve den. Ydermere havde politiet modtaget klager over hr. Garners ulovlige handel fra de lokale butikker, mænd og kvinder der er tvunget til at indsamle skatter på de cigaretter de sælger, og således konkurrencemæssigt er langt dårligere stillet end hr. Garners laissez-faire ‘forretning.’ (Takket være de høje skatter i New York City har byen landets dyreste cigaretter.)

Men desværre for hr. Garner, havde den fatale konfrontation ikke været om cigaretter, så ville den sandsynligvis være kommet som følge af noget andet, for han var ikke en mand der beskæftigede med ærlige forretninger. “Hold nu lige inde hr. skribent” vil du måske sige. “Hvad med De mortuis nil nisi bonum, og alt det der?”  Men det er ikke jeg der har beskrevet hr. Garner som værende særdeles foretagsom, men hans hustru. Hun dukker op ved siden af Al Sharpton den 7. december på Meet thg Press, her fortalte Esaw Garner Chcuk Todd, at hendes mand “havde nogle probelmer forstår du? Han var en stor mand. Og han var luddoven, ikke sandt? Han gad ikke lave noget som helst, Det har han aldrig gjort.”  (Video er her;

Det han dog var vant til var at blive arresteret, som han har erfaret nogle og 30 gange tilbage fra 1980, herunder tidligere arrestationer for at sælge ubeskattede cigaretter. Hvorfor han syntes det var langt mere uretfædigt at blive bragt ind den pågældende dag end ved de tidligere arrestationer er et spørgsmål der ikke kan svares på, men på den dag blev han pågrebet i en ulovlig handling og han kendte rumlen. Politiet ville have ham til at stå til ansvar foran en dommer, og ikke nok så mange protesterende på gaden ville kunne forhindre det. Da politiet havde taget beslutningen - du skal i fængsel, så skal du i fængsel. Det eneste spørgsmål der står tilbage er om du skal direkte derind eller der skal et stop på et hospital til først. Du tager beslutningen.

Når nu spørgsmålet om den mulige årsag er afgjort kan vi vende os til om den magt der blev brugt af betjentene var rimelig. Modsat John Yoos vurdering, som tidligere omtalt er “rimelig magtanvendelse” ikke bestemt af forbrydelsens alvor, men snarere af den modstand der ydes ved en pågribelse. Det fremgår ikke helt klart af videoen hvor længe de to betjente talte med hr. Garner før de bad om assistance. Sandt nok havde hr. Garner kun verbalt modsat sig arrestation, men da de andre betjente ankom blev det ganske klart at hans taletid var forbi. Som tidligere bemærket var han blevet arresteret talrige gange førhen, og kendte således til hvad han kunne forvente. Betjentene forsøgte den enkelte og rutinemæssige taktik med at gribe hans arme, men hr. Garner satte sig til modstand.  

Indtil en eller anden opfinder og fremstiller et redskab der kan få en mand på 170 kilo ud af balance og få ført ham i fængsel uden at røre ham så vil betjente kun have få muligheder i den situation som betjentene befandt sig i den dag på Staten Island. Da det at tale ham til fornuft var fejlet, så er det på tide at gå mere drastisk til værks. Vi kender alle til hvordan det udviklede sig, så lad os undersøge hvilke andre magtbeføjelser der kunne være anvendt.

De kunne have anvendt peberspray, men selv en mand der er blindet skal dog stadig overmandes og lægges i håndjern, en opgave der ofte bliver vanskeligere ved bivirkningerne af sprayen der kan hæmme betjentene. Og peberspray kan sætte selv en voksen mands vejrtrækning i begrænsninger. Hvilken virkning ville peberspray mon have haft på hr. Garner der var stærkt overvægtig og led af astma og hjerteproblemer?  

Eller måske resultatet ville have været anderledes dersom betjentene havde benyttet en Taser, et redskab der skyder to spidser ind i en person hud og derpå afgiver 50,000 volt, hvilket resulterer i en midleridt lammelse af musklerne. Når man tager hr. Garnes fysiske tilstand i betragtning, ville risikoen for et hjertetilfælde da ikke have været stor ved et sådant elchock?  

Hvad så med halsgrebet? Jovist viser videoen at betjent Daniel Pantaleo havde sin arm rundt om Garners hals, men det er langt fra klart om han “kvalte” ham som man almindeligvis forstår det udtryk. Hvilket bringer os til en pointe der skal gøres helt klart dersom man skal have en kvalificeret holdning til hvad der skete med hr. Garner. Der er to typer halsgreb, det ene hæmmer vejrtrækning ved at trykke på luftrøret, og det andet begrænser tilstrømningen af blod til hjernen ved at trykke på hovedpulsåren på den anden side af halsen.

(For en uddybende forklaring på disse teknikker ved et par kampsportsinstruktører se denne  YouTube video.)  Ud fra det vi kan se i videoen, var betjent Pantaleos arm ikke i den korrekte stilling til at hæmme blodgennemstrømningen til hr. Garners hjerne. Hvis han istedet knuste mandens luftrør, hvordan kan det så være at ligsynet viste - ingen tegn på skade hr. Garners hals?  

Jeg blev oplært i begge teknikker på politiskolen, og jeg har udført dem mange gang under træningen da vi som rekrutter parvis ‘kvalte’ hinanden. Jeg kan med sikkerhed sige at metoden der begrænser vejrtrækninger er langt mere smertefuld og angstfremkaldende af de to, og der er den største fare for skader. Begge metoder kan medføre bevidstløshed, og hvis den anvendes for længe - døden, men Eric Garner var stadig ilive og ved bevidsthed efter Pantaleo ikke længere rørte ved ham. Var hr. Garner blevet kvalt ihjel, eller blot midlertidig bevidstløs, så ville han ikke kunne have udtalt de nu berømte ord. “Jeg kan ikke få vejret.”

Det er også vigtigt at bemærke, som de fleste politibetjente kan fortælle, at alle der er blevet lagt ned på jorden som Garner klager over de ikke kan få vejret. Det er når nogen ytrer dette at betjentene skal være på vagt over for risikoen af positionsbetinget asphyxia og skal flytte ham til en stilling, hvor han uhindret kan trække vejret. Hvis dette ikke blev gjort, eller gjort hurtigt nok, er det en fejl og ville betyde at den magt der blev benyttet ved Garner var overdreven og uhensigtsmæssig og NYPD kunne anklages for dette.

Således som med sagen Michael Brown i Ferguson, Missouri, er Eric Garners død ikke noget der handler om politiets taktik eller behovet for at betjente kommer på “sensivitets træning.” Det handler mere om politik, især racepolitik, der kræver vi vender det blinde øje til årsagerne til at politibetjente så ofte kommer i voldelige konfrontationer med sorte mænd. Det bedste jeg kan tilbyde som forklaring er de årsager som min ven Heather MacDonald kom frem til i maj 2010. Der blev skrevet om forbrydelser i New York City for City Journal, Manhattan Institutes tidsskrift og fr. McDonal rapporterede at:

Sorte begik 66% af alle voldelige forbrydelser i første halvdel af 2009 (skønt de kun udgjorde 55% af alle stop og blot 23% af byens befolkning). Sorte begik 80% af alle skyderierne i første halvdel af 2009. Tilsammen begik sorte og hispanics 98% af alle skyderier. Sorte begik 70% af alle røverier. Hvide begik 5% af alle voldelige forbrydelser i første halvdel af 2009, skønt de udgør 35% af byens befolkning (og kun 10% af dem blev standset for nærmere undersøgelse). Hvide begik 1,8% af alle skyderier og mindre end 5% af alle røverier. Voldelige forbrydelser i New York City, som i næsten enhver anden større amerikansk by, begås næsten udelukkende af sorte og brune. Enhver form for voldelig forbrydelse begås 13 gange så ofte af en sort som af en hvid gerningsmand.

Dette er meget ubelejlige kendsgerninger for den industri der lever af at oppiske racehad, og som er stortrivedes i de sidste tre måneder. Ligeså ubelejlig er den kendsgerning at cirka 6000 sorte bliver myrdet hvert år i USA, 93% af dem dræbes ved andre sorte.

Samtidig er antallet sorte der dræbes af politiet mindre end 100 om året i gennemsnit. Selvom man godtog den absurde holdning at ikke een eneste af disse politidrab er retfærdige, så står man stadig tilbage med en sammenligning som et bjerg versus et muldvarpeskud. Og alligevel ser vi disse demonstrationer og marcher og de endeløse hændervridende kommentatorer der beklager sidste kendsgerning mens de førnævnte blot ignoreres. Sorte liv betyder noget, får vi at vide, men åbenbart kun de som tages af politiet.

Vi har personer der burde vide bedre, som Philadelphias borgmester Michael Nutter der foreslår at politiet er et væsentligere del af problemet end de kriminelle. I samme Meet the Press program, hvor Eric Garners hustru deltog omtaler borgmester Nutter Eric Garner og Michael Brown dødsfaldene. Han spurgte “Hvad er de medvirkende faktorer?”

“To store sorte mænd er døde som resultat af sammenstød med politiet. Derfor må vi se nærmere på hvad betjentene gør, ikke sandt? Hvad tænker de på? Hvad er de bange for? Hvad i samfundet er de bange for? Jeg mener sådan set at vi har borgerne der ønsker at blive beskyttet, og som bliver mere og mere angste for politiet, og vi har de samme betjente der er mere og mere bange for samfundet.”

I den udstrækning at nogle betjente virkelig er bange for “samfundet” se det kunne have noget at gøre med de statistikker der er nævnt tidligere fra Heather MacDonalds skriveri, ikke sandt? Hvis vi “skal se på hvad ‘betjentene gør’ som borgmester Nutter forslår så kan vi også se på, hvad Eric Garner og Michael Brown foretager sig, ikke sandt? Nej, det kan vi ikke, ikke ifølge Al Sharpton. Chuck Todd bad hr. Sharpton om at svare på en udtalelse fra Patrick Lynch, præsident for New York Patrolmen’s Benevolent Association, som var den deling der ville arrestere Garner, men som han modsatte sig.

“Først og fremmest,” sagde Sharpton, “at give ofret skylden, se den ufølsomhed er slående. Og hvis man ser videoen hvor en mand lægges ned på joirden med politet over sig, og man derpå bliver ved med at holde ham i halsgreb, og det halsgreb er ulovligt, siger du så at i værste tilfælde, dersom han modsatte sig arrestation, og det gjorde han helt tydeligt, at du så kan kvæle ham så han dør? Det er dog den mest absurde præmis som noget menneske kan have.”  

Det er faktisk slet ikke absurd hr. Sharpton. Det som er absurd er hvis forkastelig anti-semitisk skattesnyderi og bedrag får en platform på det som engang var et seriøst og vigtigt TV-program.

Sandt nok er dødsfaldene af Eric Garner og Michael Brown ulykkelige og værd at diskutere, men vil Chcuk Todd og resten af den sludrende klasse moon lige tænke lidt over dødsfaldene af  Scott Patrick, Joseph Dunn, Michael Pimentel, Geniel Amaro-Fantauzzi, Daryl Pierson, Nickolaus Schultz, Jason Harwood, Joseph Matuskovic, Bryon Dickson, Michael Norris, Joe Naylor, Danny Oliver, Michael Davis, Eugene Kostiuchenko, Jesse Valdez, Shaun Diamond, David Payne, Robert White, Matthew Chism, Justin Winebrenner, Christopher Smith, og Edwin Roman-Acevedo?

Hvem er så disse personer kan du spørge, og hvad skete med dem? Det er de 22 amerikanske politibetjente der er blevet myrdet siden den dag Eric Garner døde. Der har været 33 andre dræbt tidligere i år. Du kommer til at lede længe efter deres enker på Meet the Press.

http://pjmedia.com/blog/garner-sealed-his-fate/