Vi bør holde mere af Ike Eisenhower
Eisenhower: Sikken et liv og hvilken amerikaner.
Paul Johnson’s lille bog om Dwight Eisenhowers lange og konsekvent fyldte liv kunne såmænd godt have haft titlen Ike: A Quick Review. Eller måske, Eisenhower: a Primer. Den er alt for elegant skrevet til at være, Ike: The CliffsNotes. Men jeg sikker på at noterne i nogle andre Eisenhower biografier fylder ligeså meget som denne bog på 123 sider - altså en minibiografi. Det er Eisenhower for mennesker der virkelig har en travl dag.
Det er absolut ikke sådan at den konservative historiker og journalist Paul Johnson ikke kan skrive lange bøger. Jeg vil fremhæve følgende af Johnson store og udmærkede værker for læseren:
A History of Christianity, Modern Times, A History of the Jews, The Birth of the Modern, og A History of the American People. (og ikke mindst Intellektuelle - synopsis kommentar)
Men i de senere år er den ærværdige Johnson, nu 86, gået i færd med korte, men afslørende behandlinger af vigtige historiske personer. I det sidste årti har Johnson givet kompakte afhandlinger om Socrates, Jesus, Napoleon, Darwin, og Churchill. Før Ike, gav Johnson os en bog om Mozart på 164 sider - december 2013. I disse bøger serverer han for os hele essensen af disse mænds liv, uden at drukne læseren i detaljer.
Bogen om Mozart, som jeg fik lov til at anmelde for TAS, var proppet med ‘guf’ for den som elsker hans musik. Og måske kan denne om Ike, også være en gave for de med en vis alder der godt kunne tænke sig en hurtig erindring om Eisenhower og hans tid, eller for den unge læser der genkender sig hans navn, men ikke er sikker på mandens betydning. Måske endog for den person der interesserer sig for historie, men ikke har alverdens tid til at læse op.
Eisenhower kunne være en appetitvækker for de som kunne ønske at lære mere om en mand der i den grad, mere end almindeligt værdsat, er kendt for amerikansk frihed og velstand.
De som således er motiveret vil finde mange lange redegørelser om en mand der tjente sit land i uniform, gennem 2 Verdenskrige, Den Store Depression, og som præsident under de fremgangsrige og fredelige 1950’ere (et ellers uretmæssigt nedgjort årti).
Disse bøger kan give læserne detaljer om generalen og præsidenten som Johnson blot antyder eller sammenfatter for at give læserne et hurtigt overblik over Eisenhowers enestående personlighed, og en fornemmelse af, hvordan han passer på sin tid.
En ydmyg mand fra ydmyge kår på landet i Kansas. Eisenhower steg til tops i Army og i præsidentiel politik ved analytisk intelligens, knaldhårdt arbejde, evnen til at afkode folks karakter, og det hele med stor vedholdenhed. Han var også sen til vrede, ikke impulsiv. Villig til at lade andre få æren, endog for hans egne resultater. Han søgte ikke æren - men pligten. I hans år i Army gjorde dette ham til en anti-Patton, anti-MacArthur. I politik var han anti-Christie.
Eisenhower var ikke leder af slag. I de to Verdenskrige var han aldrig der, hvor skud blev affyret i kampens hede. Han var stabsofficer, en strateg, en planlægger, og en politiker før han blev politiker. Han var den med stor indflydelse, ofte den som tog den endelige beslutning om de større operationer i Europa fra invasionen af Nordafrika i 1942 til D-Dag invasionen af Frankrig og generobringen af Vesteuropa. Hans bekymringer gjaldt ikke kun det strategiske, og den utrolige logistik der følger med at holde millioner af mænd og tusinder at tanks, fly, skibe og våben i kamp for at nå et succesrigt udfald. Ligeså vigtigt som strategien, lykkedes det Eisenhower at holde De Allierede ledere, en notorisk opsplittet forsamling, sammen og fokus på det store endemål.
En af de mere besynderlige meninger nogle har om Eisenhower i de år, hvor han var på valg var at han ikke en realpolitiker, blot en charmerende amatør som folk holdt af, fordi han havde et pænt smil og lignede den rare onkel alle holder af. Vær forsikret om, at ingen der ikke blot kunne tumle, men også få det bedste ud at kæmpe personligheder som Patton, Montgomery, Churchill, Mountbatten, og ikke mindst den særdeles besværlige De Gaulle måtte være en mester i politik. (For ikke at glemme at han havde en tålmodighed som en isgletcher).
Johnson bringer os gennem Ike’s krigsår, og gennem hans korte karriere som leder af Columbia University. Han dækker alle de vigtige punkter, men mange læsere vil sandsynligvis finde at der gerne måtte være lidt flere detaljer om disse vigtige hændelser, især krigsårene og Eisenhowers del i dem. Hvem ville ikke gerne ønske at lytte til Ike’s arbejde for at holde le grande Charlie i skak? (Det er ikke med i Johnsons bog, men Ike er blevet citeret for at sige at de Gaulle gav ham flere problemer end Mussolini).
At Ikes skulle ende med at blive præsident var en overraskelse for nogen. Han kom ud af 2. Verdenskrige som muligvis den mest populære amerikaner på planeten. Han sluttede sig til Washington (George), Jackson og Grant, som særdeles respekterede generaler, der gik fra officersklubben til Det Hvide Hus.
Ike tjente som præsident da Amerika var nummer EET på alle felter, det mest succesrige og det mest velstående land i verden, og ingen ønskede grundlæggende at lave om på dette. Der var Den Kolde Krig - Sovjets påfund i Berlin, en grænseopstand i Korea, Khrushchev der slog med sin sko i FN, et stadig større arsenal af atomvåben, U-2 fadæsen, Sputnik og andre vanskeligheder. Men i det store og hele var det en fredelig periode. Og det lykkedes Ike at forlade embedet i januar 1961 - stadig som populær.
Der er nogle misopfattelser af Eisenhover, herunder at han var dårlig til at udtrykke sig, benyttede omvendt ordstilling, kun læste westerns, ikke arbejdede særlig hårdt, og lod sine kabinetsmedlemmer tage de vigtige beslutninger. Altsammen forkert, som utallige Eisenhower biografiskribenter har påpeget og gentaget.
Jovist benyttede Ike somme tider en form for ‘sort tale’ når journalister spurgte ham om ting han ikke ønskede at komme ind på. Men hans enorme skrivevirksomhed og værker viser en mand, der forstod og beherskede sproget. Han skrevne arbejde er klarsynet selv. Og han kunne tale klart og tydeligt når han ønskede at gøre det.
Selvom Ike var godt tilfreds med at give indtryk af at være en tilbagelænet og meget rolig ‘direktør’ så var han alt andet end det. Han var Bossen, og han tog alle de vigtige beslutninger. Ve det kabinetsmedlem der fraveg hans dagsorden. Hans arbejdsdag begyndte kort efter han stod op kl. 6.00 og varede sædvanligvis til kl. 23.00. Han spillede meget mindre golf end man skulle tro hvis man lytter til komikere nu om stunder. (Og helt sikkert meget mindre end den nuværende præsident. Ike var ikke doven).
En almindelig, men kæmpefejltagelse, der hersker om de to præsidentvalgkampe mellem Ike og Adlai Stevenson, var at de var konkurrencer mellem en mand med en betragtelig intellektuel styrke, Stevenson, versus en behagelig, vellidt, men sproglig uvidende person, Eisenhower. Jeg formoder det er muligt for nogen at nå frem til den analyse, men kun hvis denne person kun har brugt fem minutter på at sammenligne de to mænds præstationer.
About the Author Larry Thornberry is a writer in Tampa.
