Lammelse i Europa
Massakren i Paris på personalet på det satiriske magasin Charlie Hebdo var en terrorhandling, men også en succesfuld krigshandling i sammenstødet mellem islamismen og Vesten.
Vi manglede ikke advarselssignaler.
I 1989 udstedte Ayatollah Khomeini en fatwa, en licens til at dræbe forfatteren Salman Rushdie for den anti-muslimske roman “De Sataniske Vers.”
De danske karikaturtegninger af Profeten med en turban som en bombe var årsag til optøjer over hele Mellemøsten. Charlie Hebdo udgav dem. Theo van Gogh blev slagtet levende på gaden i Amsterdam for at have krænket Islam i sin 10 minutter lange film “Submission.”
Har vi ikke vidst at millioner af muslimer nu tager deres tro så alvorligt at de vil dø for den, dræbe for den? Forhån og fornærm islam, latterliggør og kariker profeten, og du risikerer dit liv
Redaktøren og tegneren på Charlie Hebdo vidste dette. Deres kontor er blevet brandbombet. De havde vagter. Der var masser af låse på deres kontordøre.
Chokeret over slagtningen har vi i Vesten igen, igen fremsat vor overbevisning og tro på ytringsfrihed og pressefrihed.
“Je Suis Charlie!” stod der på skiltene ved demonstrationer i Paris for Charlie Hebdo, onsdag aften - “Jeg er Charlie.”
Sådanne bannere ser man ikke i den islamiske verden. Regimerne der kan beklage terrorismen i Paris, men ingen græder over Charlie Hebdo.
For over hele den region er islamismen i vækst, kirker brændes ned, og de tilbageværende kristne flygter. I Afghanistan, da USA var massivt til stedet, blev en muslim der var konverteret til kristendommen truet med døden og måtte forlade sit land af frygt for at miste livet.
Hvis der er et mål der forener Boko Haram i Nigeria, al-Shabab i Somalia, al-Queda i Maghreb og på den arabiske halvø, ISIS i Syrien og Irak, Taliban i Afghanistan og Pakistan så er det et rense deres samfund for ikke-troende og vesterlændinge.
Den journalistiske frihed til at tale dårligt om islam og den moralske imperativ til at fremme bøsserettigheder kan meget vel være ‘hellige’ sager i Europa. Man bør dog lægge dem i bagagerummet når man nærmer sig Mellemøsten.
Forskellene mellem et liberalt sekulariseret Europa og den islamiske verden er ikke til at få til at mødes. Og det er deres verden, ikke vores, der vokser i antal, militær, konvertitter, korsfarer og selvtillid.
Dog, hvad var det så den tyske kansler Angela Merkel begræd i sit Nyt Års budskab? Islamofobi !
.
Demonstrationer i Dresden mod de 200000 asylansøgere der er kommet ind i Tyskland fra et Mellemøsten i flammer det sidste år, og vanskeligheden med at assimilere dem, og de fire millioner andre muslimer der allerede befinder sig i Tyskland - det har sat gang i de ugentlige protester.
Gå ikke med i disse demonstrationer for Pegida - Patriotiske Europæere mod Islamisering af Vesten - tordnede Merkel, for deres organisatorer har “fordomme, er kolde, endog had i deres hjerter.”
Immigration er en “gave for os alle,” sagde Merkel.
Merkels angreb mod de stadig stærkere anti-immigrant følelser i Tyskland afspejledes i præsident Francois Hollandes Nyt Års budskab der gjorde opmærksom på de “farlige” holdninger hos National Fronts Marine Le Pen.
I præsident meningsmålinger i Frankrig ligger Le Pen som nummer et.
I stedet for at dæmonisere højrefløjen så burde Merkel og Hollande og andre ledere i Europa spørge sig selv, dersom de ikke ønsker at bliver overflødige: Hvorfor er disse populister og anti-immigrant bevægelser nærmest eksploderet på kontinentet i de seneste år på vor bekostning?
Europas elite synes at være fastfrosset i en død fortid, der hænger fast i en forestilling om at europæerne kan smelte sammen i en økonomisk og politisk enhed, som USA, og blive en model for verden.
De synes at benægte de nye realiteter der springer frem på kontinentet. Skotterne, Baskerne, Katalanere, Bretoner, Korsikanere, Flamlænderne og Piemonteserne ønsker at skille sig ud fra de nationer som de har hørt til i generationer. Partier som UK Independence Party og National Front ønsker at komme ud af EU.
I Central og Østeuropa bliver Vladimir Putins autokratiske nationalisme hyldet af mange af disse fremstormende partier.
I Grækenland kan det se ud til at det venstreorienterede Syriza Parti vil kunne overtage magten senere på måneden. Det som forener og sætter fart er dets modstand mod besparelsespolitikken påført af en tysk domineret eurozone. De samme animositeter gav liv til Podemos i Spanien. Oprør mod forestillingen om Eet Europa er fremherskende.
Europæerne stiller direkte spørgsmål til deres regeringer, og kræver svar: Hvorfor, når vore egne økonomier stagnerer, har vi så brug for alle disse nye immigranter som vi har så lidt til fælles med?
Hvorfor laver vi om på vort folks og vor nations identitet?
Hvad får vore lande ud af at bringe flere arabere, muslimer og afrikanere til at suge af vore hjemlande og lave vore nationer om i deres billede frem for vort eget?
Ofte er svaret på sådanne spørgsmål fra regeringerne i Berlin, Parisk, London og Madrid at kalde de ‘afvigende’ fremmedhadere, racister, neo-fascister og nazister. Denne skældsords taktik duer bare ikke længere.
Patrick J. Buchanan is the author of the new book “The Greatest Comeback: How Richard Nixon Rose From Defeat to Create the New Majority.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar