Forræderne i Hollywoods filmindustri

Forræderne i Hollywood

Wes Vernon

Endelig. Efter mere end et halvt århundrede er der nu kommet en bog der på gennemført vis afviser påstanden i filmindustrien om at der ikke var kommunister i filmverdenen under og efter 2. Verdenskrig, - der var faktisk hundreder af dem.

Her er der så uigendrivelige beviser på, at de var dygtige til at benytte lærredet til at give Sovjet propaganda og ned i halsen på troskyldige amerikanere i biograferne, fra kyst til kyst.

De mere end 500 sider i bogen: Blacklisted Screenwriters – Agents of Stalin, Allies of Hitler" udstiller i detaljer og med god dokumentation pro-Sovjet propaganda maskinen - herunder de 22 måneder da Stalin og Hitler var allierede.

Denne længe ventede bog er skrevet af Allan H. Ryskind, der voksede op i Hollywood, og hvis far var Ryskind, sangtekstskriver, manuskriptforfatter, herunder til Marx Brothers.

Den ældre Ryskind, en stædig antikomnunist, var et samarbejdsvilligt “venligt” vidne foran House Committee on Un-American Activities (HUAC), der holdt høringer for at afdække kommunismen i Hollywood. I årtier har Hollywood så givet igen ved at benytte sin kontrol over store dele af filmbranchen og TV-branchen for at smæde ryet hos de som afslørede dem.

I dag har den yngre Mr. Ryskind, forfatter til den nye bog (og nu redaktør for det 70 år gamle Washington ugetidsskrift Human Events) givet os detaljer om, hvordan manuskriptforfatterne og andres talenter i Hollywood blev anvendt for at tjene Amerikas fjender.

Den underkastelse dukkede endog op i den elskede familieorienterede TV serie "Touched by an Angel." Pludselig og  helt uden for det man ellers skildrede, blev forsvaret for Hollywood kommunisterne skildret som en sag der skulle fremmes med hjælp af  "angel," den ‘kære’ skuespillerinde med den irske accent Downey.

Forundrende var det, at endog Hollywood ville ‘kidnappe’ et virkelig godt, og meget set program som ‘trojansk hest’ for en ensidig politisk propaganda i et helt særligt forsvar for “Hollywood Forrædere” - selv i 1997 netop som Hollywood markerede 50 års dagen for kongreshøringerne som i 1947 (og senere) havde bevist kommunismen i Amerikas filmhovedstad.

Som Mr. Ryskind skriver, "Kommunisten Dalton Trumbo, en fremtrædende manuskriptforfatter,  'En af Hollywoods 10 store, et ikon, førte an i kampen i Amerika for at lette ubehaget over Hitlers erobringer. Det gjorde han ved at dæmonisere Hitlers fjender.”

I de opsigtsvækkende høringer i 1947 fremførte House Committee nagelfaste beviser (herunder kopier af medlemskort fra Kommunist Partiet) der i sidste ende førte til fængselsdomme for 10 af Hollywoods mest prominente kommunister for uvillighed i at at ville samarbejde med en forfatningslovlig udspørgen for United States Congress.

Åbenlyse løgne (fremført i årtier) om de “stakkels uskyldige” alle de pro-Røde propaganda film, floder af blæk i bøger skrevet af kommunister (se f. eks. Lillian Hellmans’ “Scoundrel Time”) og lektioner i akademierne opløses som intellektuelt støv, idet Alllan Ryskind plukker det fra hinanden ved den ene altødelæggende kendsgerning efter den anden. Ingen ‘uskyldige’ blev forfulgt for deres “politiske holdninger.”

Tværtimod dæmoniserede Hollywood de patrioter i showbusiness der rejste sig for Amerika og vidnede sandfærdigt om det som foregik i Amerikas filmkoloni. (Tænk Elia Kazan, Robert Taylor, Adolphe Menjou, og andre. De blev alle ofre og kom på den “sorte liste.”)

Forfatterens får mange myter til at falde i grus, myter der fik fart ved den oldgamle metode med at gentage en løgn igen og igen, så man til sidst tror på den. Her følger så nogle eksempler på mange usandheder:

Myte: HUAC fik kun afsløret ganske få kommunister i Hollywood. Fakta: Kvalificerer mellem 200 - 300 sig som “meget få?” Nej vel.

Myte: Selv hvis der kun skulle have været få kommunister i Hollywood så ville de være uden indflydelse. Fakta: Hvorfor var John Wayne, Morrie Ryskind, Walt Disney, og Ayn Rand så bekymrede for at “det så ud til at kommunister havde kontrollen over branchen?”  Kommunister blev placeret i nøglestillinger af filmbranchens fagforeninger og studier.

Myte: Manuskriptforfattere i Hollywood var ikke ‘i lommen hos nogen,’ fordi under 2. Verdenskrig skabte de patriotiske dokumentarfilm. Fakta: Næsten hver eneste  manuskriptforfatter der stod foran HUAC benyttede First eller Fifth Amendment når der blev spurgt ind til kommunistiske forbindelser og aktiviteter.

Myte: Manuskriptforfatterne gik ikke ind for magt eller voldl for at få lavet USA om til et Sovjet Amerika. Fakta: Nogle af dem nægtede at sige om de ville støtte USA, hvis Sovjet iværksatte et uprovokeret angreb.

Myte: De “uskyldige” blev generet, forfulgt af  "Sen. Joe McCarthy's House Un-American Activities Committee." Fakta: Nr. 1: Joe McCarthy efterforskede aldrig Hollywood. Fakta Nr. 2: Som senator fik McCarthy aldrig tilladelse til at være medlem, og da slet ikke formand for en House Committee. Den som påstår noget andet forsøger enten at cementere en “kæmpeløgn” eller har brug for et opfriskningskursus i grundlæggende god opførsel.

Hvis der skal være nogen respekt for sandhed og ærlighed om Hollywood historien så vil Mr. Ryskinds bog være den eneste rigtige at “benytte” som opslagsværk og viden.

  Wes Vernon

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/150129

Terrorister mangler blot jobs - Hvad behager??

Jihadister med høje uddannelser har altså ikke brug for jobs

Bernie Planck

Hvor ville det være rart om Obama dog bare ville hurtiglæse de seneste nyhedsartikler så han kunne komme til at erkende, at de fleste terrorister ikke er arbejdsløse eller mangler økonomiske muligheder, og således kunne han undgå det pinlige i at hans administration udsteder latterlige og direkt dumme vurderinger af hvad der motiverer jihadister.

Tag for eksempel tilfældet Wesam El-Hanafi og Sabirhan Hasanoff der blev arresteret i 2010 og anklaget for at forsøge at hjælpe al-Queda. Hasanoff blev idømt 18 års fængsel i 2012, og i sidste måned blev Wesam El-Hanafi idømt 15 års fængsel.

De vigtigste pointer at overveje ved de to herrer er følgende, som jeg skrev i min artikel i 2011:

Hanafi er computeringeniør, hans medanklagede er bogholder. Begge har eksamener fra Baruch College, begge er gift og har børn. De er ikke fattige uudannede ekstremister. De klarer sig rigtig godt, er collegeuddannede professionelle der tidligere blev betragtet som moderate muslimer.

Jobs til  Jihadister, tag dig sammen Obama, din tåbe?

---

NOTER

NY Daily News, 20 Jan 2015,Brooklyn Al Qaeda operative Wesam El-Hanafi idømt 15 års fægnsel

En mand fra Brooklyn der støttede Al Queda og planlagde et angreb på  New York Stock Exchange blev idømt 15 års fængsel.

Wesam El-Hanafi leverede video cameras, computers, krypteringsteknologi og fjernkontroller til biler som skulle bruges til bomber til en Al Queda operatør i Yemen.

Den 39 årige gav også 67000 dollars i donationer til terror netværket.

“Han levede Den Amerikanske Drøm. Så vendte han ryggen til sit land og svor troskab til vor største fjender,” sagde Manhattan Assistant U.S. Attorney John Cronan.

Styrken ved private grønne markeder og ejendomsret

Grønne markeder                               

John Stossel       

Her forleden sagde jeg at  Environmental Protection Agency (Miljøstyrelsen) er blevet et uhyre der gør mere skade end gavn. Men logiske mennesker siger, “Hvad har vi ellers?” Det er naturligt at formode at grådige kapitalister vil gå helt amok og ødelægge Jorden medmindre de standes ved regulativer.

Disse kritikere forstår ikke den ægte styrke ved den private ejendomsret, siger Terry Anderson fra Property and Environment Research Center.

Længe før EPA (Miljøstyrelsen) var et glimt i nogens øje,” sagde Anderson på mit TV show, “klarede den privat ejendomsret forureningsproblemer.”

Den værste forurening sker ofte på land der er ejet af “folket” af regeringen. Siden ingen person får direkte udbytte af denne ejendom, bliver den ofte behandlet skødesløst. Noge af de værste miljøskader sker på militærets baser og regeringens forsknings faciliteter, såsom kerneforsknings centret i Hanford, Washington.    

Endnu værre ting kan ske når regeringens uduelighed kombineres med grådigheden hos hæmningsløse forretningsfolk, som da U.S. Forest Service lod skovhugningsvirksomheder fælde træer på offentlig jord. De private skovejere er omhyggelige med at plante ny skov, og tager skridt til at forhindre skovbrande. Regeringsejede skove plejes ikke nær så godt. De brænder langt oftere.

Når det drejer sig om land ejet af regeringen -- eller enhver anden offentlig ressource -- er incitamentet at få det meste ud af det, mens man kan. Det kaldes “fællesskabets tragedie.”  

“Der er ingen der vasker en bil der er lejet,” siger Anderson, men “når folk ejer ting, så passer de på dem. Og når de har privat ejendomsret som de kan håndhæve, så kan andre mennesker ikke blot vælte ind og gøre hvad der passer dem med den ejendom.”

Det er derfor, modsat hvad miljøforkæmperne ofte formoder. Faktisk er det ejendomsrettigheder der opmuntrer til god forvaltning. Hvis du forurener, vil dine naboer højst sandsynligt klage, ikke dovne bureaukrater i EPA.

“Her i Montana, f.eks. krænkede Anaconda Mining Company, kobber og minedrift, statens bestemmelser,” siger Anderson.

“Da det blev opdaget at deres rørledninger (det som blev tilovers efter man havde fjernet de værdifulde ting i minerne) havde forårsaget forurening på landbrugene i nærheden var det de lokale jordejere der lagde sag an ved retten mod Anaconda Mining. Mineselskabet måtte rydde op og kom til at betale for skaderne .. De var hurtige til at klare problemet.” Det genskabte også de landområder, hvor minedriften var foretaget.

Ejendomsrettigheder og et enkelt ærligt retssystem - institutioner der kan eksistere uden en stor regering - løser problemer der ellers ville kræve år at kæmpe imod ved politikerne, miljøbureaukraterne og lobby selskaberne.

Faktisk er det langt vanskeligere at vurdere goderne og skaderne i miljøsager når disse beslutninger tages uden hensyn til markedet, og af bureaukrater der kun har få objektive måder at vurdere omkostningerne.

Markedet kan endog løse miljøproblemer på steder, hvor miljøaktivisterne formoder de ikke kan komme igennem, såsom oceanerne og anden ejendom der ikke kan udloddes i private parceller.

Miljøbureaukraterne vil, for at sikre at fiskere ikke overfisker og ødelægger fiskenes livscykulus, lave en kvote for hver sæson. Det har været en standard politik.

Derfor regulerer bureaukraterne fiskesæsonen. De begrænser antallet af både, størrelsen af dem, og hvor længe de må fiske. Resultatet: Fiskeriet er nu Amerikas farligste job. Fiskere er tvunget til at sejle ud i al slags vejr for at fange så mange fisk de kan på den korte tid deres ‘vindue’ er åbent ved regulatorerne. De forsøger at snøre systemet så de kan tjene penge. Undertiden smides hele fangsten ud igen

Anderson påpeger at der er en anden måde at gøre det på. “På steder som Island og New Zealand .... har man individuelle fiskekvoter, der kan købes og sælges, og igen er som et værdipapir, hvilket giver incitament til at mennesker investere i deres fiskefartøjer.”

Fordi fiskeren “ejer” sin fiskekvote, er han omhyggelig med at tage vare på den. Han overfisker ikke, fordi han ønsker at “hans fisk” også er der næste år.

Moralen er: Når muligt så lad markedet og ejendomsretten beskytte naturen. Så undgår man fællesskabets tragedie.

John Stossel is host of “Stossel” on Fox News and author of “No They Can’t! Why Government Fails, but Individuals Succeed.”

http://humanevents.com/2014/09/03/green-markets/

På tide at droppe den demokratiske proces??

På tide at droppe Demokratiet??

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN  

                                                       

Det er smertefuldt at skulle trække et udenrigspolitisk initiativ tilbage som vi har haft siden Woodrow Wilson i 1918. Amerikanerne har længe ment at demokratiet er det som formørkede kulturer rundt om i verden ønsker. Vi formoder at tyranni kunne fjernes, folkeslag der har lidt længe ville ønske at stemme på gode mennesker. Vi formoder, helt forkert at alle ønsker frihed.

Præsident Wilson fremførte at 1. Verdenskrig var et korstog for at sikre verden for demokratiet. Da den krig sluttede var tre gamle imperier kollapset: Osmannerrigets Tyrkiet, der havde siddet både på kristne som arabisk muslimske lande i over 500 år. Det russiske rige der brugte sin brutale magt over 11 tidszoner indtil det forvandledes til et Kommunist Imperium. Østrig-Ungarn der blot ‘døde.

Russerne gik fra et undertrykkende, dog langsomt mere moderne monarki, til et totalitær stat, uden mulighed for demokrati. Osmannerne droppede imperiet og grundlæggerne trak sig tilbage til deres geografiske fædreland, Tyrkiet. Takket en moderniserende diktator, Kamal Ataturk, blev landet plejet og med nærmest vold gjort til en slags republik, og repræsenterede et virkeligt håb for den muslimske verden, men et håb der led vuggedøden.

De gamle tidligere kejserriger blev delt op i nationalstater, som Polen, Ungarn, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet. De stater der var i Europa var levedygtige i et stykke tid, men måtte overgive sig til nazisterne i begyndelsen af 2 Verdenskrig og til kommunisterne derefter.

Osmannerrigets greb om den arabiske verden er gået endnu værre end Rusland og Østrig-Ungarn. Selv under Folkeforbundets mandater til Frankrig og Storbritannien, hvor det var hensigten at opbygge de nye demokratier i Libanon, Syrien og Palæstina var den arabiske muslimske verden ikke parat til demokrati og fuldt hurtigt for totalitarismen. I dag selv med endnu en chance for at blive liberale demokratier, stemmer de og erstatter verdslige slyngler med islamistiske totalitære. Ikke alene vil de liberale demokratiske institutioner aldrig få fodfæste, men selve stemmeprocessen vil meget hurtigt blive en mand, en stemme, een gang.

Amerikansk, og europæiske politik med Islam er fastlåst i den tvivlsomme holdning af Moderat Islam er normen, at det er vor pligt at hjælpe de som bekender sig til den for at standse Militant Islam, vor svorne fjende. Den store postyr om Amerikas fiasko med at beskytte US ambassadøren i konsulatet i Benghazi burde ikke kun være rettet mod præsident Obama, det var frugten af en fælles politisk holdning der går ud på at vi bør opmuntre moderate muslimer.

Vi ventede 30 minutter før vi sendte et redningshold, fordi vi forventede at en af de “gode” libyske militser skulle gøre det som vi formodede de ville gøre: Beskytte udenlandske enklaver. Naturligvis var administrationen pinlig berørt da denne politik resulterede i død og ødelæggelse. Vi skal glemme illusionerne og lave om på politiken! Vi har forsøgt så tit med at være opbygger at nationer, og succesen har været nærmest umulig at nå.

Det lykkedes amerikanerne at fjerne skrækkelige diktaturer i Irak og Afghanistan, men vi fejlede da vi forsøgte at bygge en nation op. Vi må nu endelig erkende at liberalt demokrati er ikke muligt i lande med muslimsk flertal - før de selv er klar til at fjerne de destruktive institutioner som forfølgelse af kvinder, sekterisk had, og en religion der kræver overgivelse og total lydighed til myndighed.

Vor nye politik skal være tålmodigt betragtende mens verden går i opløsning, som den vil. Vi skal kun intervenere når vore interesser berører, så som at olien kan flyde frit eller når der begåes folkedrab. Denne intervention vil ikke kræve massive hærenheder så længe vi ikke har planer om at bygge nationer op.

Den Muslimske Verden skal have lov til selv at kollapse. Totalitarismen har en idnbygget selvødelæggelse som vi kan se, samtidig med at moderne nationalisme, og endog Islam, har fejlet med at undgå at disse stater falder tilbage til stammeopførsel. Syrien er et eksempel i denne proces. Endog Saudiarabien er i fare for at falde for internt anarki, når den kongelige saudiske familie mister grebet om landet.

Europa gennemgik religiøse og ideologiske krige fra 1600 til 1989. Nu er det Islams tur.

                       

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/time-for-the-democracy-project-to-go?f=must_reads#ixzz2RZX20KB1

Forbudte ord på Al Jazeera Amerika - journalister sættes på plads

Interne  Emails viser at Al Jazeera forbyder brug af udtryk som terrorist, militant, islamist.

Brendan Bordelon

Kort efter at nyhenden om et dødelig angreb udført af islamiske terrorister på et hotel i Libeyn den 27. januar kom frem sendte Al Jazeeras engelske direktør Carlos van Meek en email til sine ansatte.

Nyhedschefen Carlos van Meek

“Til alle: Vi benytter vort ordvalg omhyggeligt hos os,” lød det i overskriften fra den Doha baserede nyhedskanal, til ansatte i New York og Washington D.C. “Derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle nøgleord der har en tendens til at blive brugt imod ost.”

I emailen som National Review Online har set advarede van Meek netværkets journalister mod at benytte udtryk som “terrorist” “militant,” “islamist,” og “Jihad.”  

“Den som en person opfatter som terrorist er for en anden en frihedskæmper,” skrev Al Jazeera direktøren. Ordet ekstremist blev benævnt som værende for langt ude. “Undgå at karakterisere folk,” sagde van Meek. “Ofte taler deres handlinger for sig selv og for seeren.” “Benyt ikke,” sagde van Meek om udtrykket “islamist.” Det beskrev han som en for simpel etiket. Ifølge van Meeks instrukser skal Al Jazeeras engelske personale ikke benytte det arabiske udtryk “Jihad.” “I en stram tolkning betyder jihad en - indre åndelig kamp - ikke en hellig krig,” sagde han. “per tradition er det ikke et negativt udtryk. Det betyder også kampen for at forsvare Islam mod det der udfordrer den.”

I stedet for “terrorister” bad van Meek sine ansatte om at benytte udtrykket “krigere” og “militante” - men kun en en særlig kontekst. For eksempel kan vi benytte udtrykket (militant) om den norske massemorder Anderes Behring Breivik, eller Oklahoma City bombemanden, Timothy McVeigh,” skrev han.

På et seminar i 2013 afholdt på Northwestern University i Qatar, blev van Meek beskrevet ikke kun som “chef for Al Jazeera i engelsktalende lande,” men også som en person med ansvaret for “at etablere Al Jazeera i Amerika.”

Han fik også ansvaret for at svare på kritik af Al Jazzeras dækning af terrorist angrebet på det satiriske tidsskrift i Frankrig Charlie Hebdo - kritik der delvist var drevet af endnu et sæt emails der er kommet til National Review Onlines kendskab og som viste en dyb splittelse mellem netværkets ansatte om hvorvidt Muhammad karikaturtegningern udgivet af det franske tidskrift kunne tjene som en bevidst provokation til vold.

Efter i årevis at have været noget af en paria i Vesten for sin formodede anti-amerikanisme og støtte til terroristgrupper har Al Jazeera gjort sig store anstrengelser for at blødgøre det indtryk ved at ansætte korrespondenter fra Vesten, og i 2013, skabte man Al Jazeera America.

Som vesterlænding ansat af Al Jazzera efter diverse ophold hos Fox News, ABC, NBC, og andre, blev van Meek del at denne indsats. Men intern tumult om netværkets dækning af Hebdo affæren og den fortsatte læk af selskabets emails illustrerer den vedholdende spænding mellem Al Jazeera i Doha og medieselskabets udvidelse til USA.

Nyhedshistorier skrevet på Al Jazeeras engelsk sprogede hjemmeside er en blandet bolsjebutik når det drejer sig om de forbudte udtryk. Fra oktober og december sidste år - beskrives islamiske terrorister og respektivt tyske nationalister - begge med udtrykket “ekstremister.”

Henvisning til “militante,” og til en “militant gruppe,” kan man også finde i historier der beskriver islamiske fundamentalister, dog mest i rapporter fra efteråret 2013 eller tidligt 2014. Men med en undtagelse, så kan ordet “islamist,” næsten udelukkende findes i ganske få noter. Og National Review Online kunne ikke finde historier hvor Al Jazeeras engelsk sprogede skribenter benyttede udtrykkene “terrorister” eller “jihadister” - kun hvor der er et direkte citat.

I beskrivelsen af angrebet på Corinthia Hotel i Libyen den 27. januar, hvor 8 døde, kaldte Al Jazeera de Islamisk Stat terrorister der var ansvarlige for angrebet for “bevæbnede mænd.” UPDATE: Efter denne artikels udgivelse har Al Jazeeras talskvinde Jocelyn Austin påpeget for National Review Online at der er en Youtube video fra november 2014, der forklarer netværkets beslutning om at forbyde udtrykket “Islamist.” Videoen nævner ikke ordene “Terrorister, “jihadister,” eller “militante,” eller forklarer hvorfor de også er ‘uønskede’ at bruge for korrespondenterne hos Al Jazzera.

Den fulde emal:

> Fra: Carlos Van Meek > Sendt: Tirsdag, Januar 27, 2015 10:06 AM > Til : AJE-Newsdesk; AJE-Output; AJE-DC-Newsroom > Emne: Terrorister, militante, krigere og des lignende....> > >

Til Alle: Vi benytter vore ord omhyggeligt hos os.. Derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på nogle nøgleord der har en tendens til at blive brugt mod os. Dette er i overensstemmmelse med vore retningslinjer. Alle nyhesmedier har en sådan. Også os. Dersom du er uenig så skriv venligst direkte til  Dan Hawaleshka der indsamler alle opdateringer til Style Guiden, og vi vil se nærmere på det. Venligst svar ikke på denne email,. > > > > >

EKSTREMIST – Benyt det ikke. Undgå at karakterisere mennesker. Deres handlinger gør ofte det for seeren. Man kunne skrive ‘voldelig grupper’ når vi rapporterer om Boko Haram der er gået med til at forhandle med regeringen. Med andre ord, fortælle om en voldelig gruppe der er i nyhederne af anden årsag end netop vold. > >

TERRORISME/TERRORISTER – Den som en person opfatter som terrorist er for en anden en frihedskæmper. Vi vil ikke benytte disse udtryk der kan knyttes til en kilde/person. > > >

ISLAMIST – Benyt det ikke. Vi vil fortsætte med at beskrive grupper og individer, ved at tale om deres tidligere handlinger og nuværen mål for at give seerne den kontekst der kræves, fremfor at benytte en simplificeret etiket. > >

NOTE: Naturligvis vil mange af vore gæster benytte ordet Islamist i deres svare. Det er helt fint at lade disse svare komme videre. Der er ingen direkte forbud mod ordet. >

JIHAD – Benyt ikke det arabiske udtryk.“ en stram tolkning betyder jihad en - indre åndelig kamp - ikke en hellig krig. Kun gennem traditionen er det et negativt udtryk. Det betyder også kampen for at forsvare Islam mod ting der udfordrer den. Igen et arabisk udtryk som vi ikke benytter. >

KRIGERE – Vi burger ikke ord som militante, radikal, oprørere. Vi holder os til krigere. Disse udtryk er imidlertid tilladt når vi citerer de mennesker der benytter dem. > > >

MILITANT – Vi kan benytte dette udtryk til at beskrive individer der går ind for konfrontationer eller voldelige metoder til støtte for en politisk eller en social sag. For eksempel kan vi bruge udtrykket til at beskrive den norske massemorder Anderes Behring Breivik eller Oklahoma City bombemanden, Timothy McVeigh. Men bemærk venligst: Vi vil ikke benytte det til at beskrive en gruppe mennesker, som i ‘militante’ eller ‘militante grupper’ etc.. > > > > >

J. CARLOS VAN MEEK | HEAD OF OUTPUT | NEWS > AL JAZEERA ENGLISH

http://www.nationalreview.com/corner/412876/internal-emails-show-al-jazeera-english-banning-use-terms-terrorist-militant-islamist

Tvangsægteskab til ISIS krigere plager regionen

Tvangsægteskab til ISIS krigere plager regionen

Abu Mohammed  i Raqqa news

– Raqqa slagtes stille og roligt

ISIS har domineret Raqqa provinsen fra tidligt 2004. Raqqa var den første by der fuldstændig blev domineret af gruppen.

Lige fra begyndelsen har ISIS forsøgt at slå ned på kvinder. ISIS krigerne har i byen, og provinsen indledt en intens søgen efter kvinder som hustruer. Det kan se ud til at at gruppen benytter flere metoder for at opnå visse målsætninger gennem disse ‘ægteskaber.’ Først og fremmest for at få noget stabilitet hos deres medlemmer og sikre at de overlever i Kalifatet, sammen med en promovering og konsolidering af relationerne med den lokale befolkning, og endelig for at  få dækket behovene som nogle medlemmer af gruppen plages af.

De almindeligste sædvaner i Raqqa om ægteskab var semi-traditionelle og stammer fra generationer tilbage. Familier på landet foretrækker ægteskaber mellem slægtninge - fætre/kusiner, hvor traditionen med den såkaldte Alhayar var fremherskende, hvor fætteren udtrykker ønske om at gifte sig med onklens datter, så hun afholder sig fra at gifte sig med en anden mand.

Efter en aftale om ægteskab er indgået skal den unge mand betale en sum penge som medgift (dowry). Man har anslået at før revolutionen var medgiften cirka 200-350 tusind syriske pund, der svarer til 4-7 tusind US dollars. Pigen kan derpå begynde at samle udstyr og købe klæder og guldsmykker og køkkenudstyr og alt andet hun har brug for. Derpå afholdes koncerter, bryllup og fester i landsbyen og i området. Hvor en af deres sønner skal giftes sker det oftest i forbindelse med høsten på grund af indtægten fra  jordbruget.

I byen og de bynære samfund finder ægteskaberne sted efter den tradition den enkelte familie holder sig til, men forskellene er ikke særlig store fra det som sker på landet. Raqqa har haft en tradition for ægteskabsceremonier, hvor begge køn er med og som overværes af slægtninge og venner og kære fra både bruden og gommen. Det er en festlig lejlighed med masser af folkesang der omhandler Eufrat flodens vand og som er nedarvet fra generation til generation, og hvor en moderat islamisk væremåde var fremherskende i provinsen.

Da revolutionen brød ud var der en ændring i ægteskabstraditionerne i provinsen, hvor der har været en nedsættelse af medgiften (dowry) og man holder ikke koncerter og bryllupper på grund af den smerte og lidelse visse dele af fædrelandet gennemgår.

Men med begyndelsen af befrielsen og kontrollen af rebellernes styrker i store dele af provinsen og det at store antal af byens befolkning er berørt og deltager i oprøret har perioden med fred og sikkerhed medført at unge mennesker hurtigere bliver gift. Antallet af ægteskaber er steget markant.

Sidartha Dar “Abu Rmisa” fra England

Sammen med ISIS gruppens kontrol over byen og den tilstrømning af udenlandske krigere i kalifatet, søger gruppen og dens krigere at blande sig med folket og lade sig integrere i samfundet, gennem søgen efter hustruer med byens kvinder. Dette har en stor del af byen forkastet, og de siger de ikke vil give deres døtre som hustruer til fremmede.  

ISIS forsøger gennem restriktioner af ramme kvinder for at tvinge dem med magt til indirekte at gifte sig med deres medlemmer. Her benytter man følgende:

1. Forpligtelse til at være iført islamisk klædedragt, ifølge gruppens fortolkning.

2. Forhindre kvinder i at gå ud uden Muhram (en nær slægtning ved sin side) i byen og landsbyerne.

3. Forhindre kvinder under 50 i at rejse ud - kun hvis de er syge.

4. Lukke institutter og universiteter.

5. Forhindre piger i at rejse til andre regioner for at fuldføre deres uddannelse.

6. Forhindre kvinder i at arbejde uden Muhram med sig på en arbejdsplads.

7. Kvinder der begiver sig ud i byen uden Muhram skal generes.

Der er mange andre ting der presser folket og nærmest tvinger dem til at lade deres døtre gifte sig med medlemmer af gruppen, såsom:

1. Fattigdommen der plager byen i sammenligning med den velstand de kan se hos de som er med i ISIS gruppen..

2. De meget store medgifter der tilbydes af medlemmer af gruppen ved et ægteskab.

3. Tilstedeværelsen af nepotisme hos gruppen der gør at familierne gerne vil have tættere bånd til medlemmerne.

4. Man spreder rygter om at piger bortføres, hvilket gør at familierne frygter at der kommer skam over dem.

Der er en øgning i antallet af  arrestationer af kvinder ved Hesba patruljer,( kvinder der kæmper i rene kvindebataljoner,) og derpå tilbud om at der kan indgås ægteskab med ISIS medlemmer for de ugifte mens de er fængslet. Også special centre for enker og singler der ønsker at blive gift har man åbnet.

Der er talrige tilfælde af overgreb med kvindelige medlemmer af grupper, ved at man har grebet ind overfor klædedragt eller at man fremfører talemåder der betoner ønsket om ægteskab (Vor Herre har legaliseret seksuel praksis gennem ægteskab).

ISIS medlemmer leder efter hustruer ved at forsøge at indgå venskaber med indbyggerne i byen og provinsen, og fremsætter derpå ønsket om ægteskab og at man leder efter en brud blandt indbyggerne, og at man er villig til at betale medgift, og man opfordrer prædikanterne i moskeerne til at tilskynde indbyggerne til at lade deres piger blive gift med Mujahideen (martyrerne).

Gruppen har ledt i flygtningeområderne for at opfordre folk der lider af fattigdom og de vanskelige leveforhold til at lade deres døtre bortgifte.

Alle disse faktorer har bidraget til at nogle familier har ladet deres døtre gifte sig med ISIS krigere, men gennem besynderlige ægteskabskontrakter, og ofte kender de ikke identiteten eller karakteren hos ægtemanden eller blot vidnernes identitet. Det eneste de kender til ægtemanden er hans ‘Tilnavn’ gennem nationalitets tilhørsforhold, såsom Abu Ahmed - Iraker - Abu Qatada - Ansari - Abu Dardaa - Tuneser.

Dette giver store problemer for fastslåelse af  faderskabet når ægtemænd dør i kamp, og en masse forældreløse børn lades tilbage

Ligeledes bliver krigerne flyttet rundt til andre kampzoner og efterlader således hustruen tilbage, den hustru der kun kender sin mand ved hans ‘Tilnavn.’

Der fortælles om rigtig mange tilfælde af flugt i nogle familier, på grund af angst for at blive tvunget til at bortgive deres døtre til medlemmer af gruppen, og i andre tilfælde, hvor man har nægtet at bortgive piger til sådanne ægteskaber, er der et dokumenteret tilfælde på at en pige har begået selvmord.

En stor del af ISIS medlemmerne lider under seksuel frustration og har et brutalt instinktivt begær efter sex, udover den sadisme og perversion de allerede har med sig og det manifesterer sig gennem:

1. Køb af undertøj til deres kvinder - meget perverst og udfordrende undertøj.

2. Gifte sig med mere en een hustru, i korte perioder, og en leden efter Sabya (tilfangetagne kvinder) trods det man har mere en een hustru.  

3. Leden efter ‘blå piller’ for at forøge den seksuelle formåen.

4. Der er berettet om mange tilfælde fra hospitaler og læger om kvinder der er blevet underkastet seksuelle handlinger på en brutal og pervers facon.

Alle disse faktorer og omstændigheder har medført en panik og en frygt hos Raqqa piger og kvinder, hvor deres hjem bliver deres fængsler og gravsteder, fordi de frygter for at falde i hænderne på Kalifatets soldater.

Statistik der viser antallet af kvinder der er blevet gift med ISIS krigere fra udlandet.

http://www.raqqa-sl.com/en/?p=576