mandag den 2. februar 2015

Islam skal inddæmmes som Sovjet blev det - lær af historien

'Inddæmnings' politik for islams ekspansionisme

Eric R. Staal

Præsident John F. Kennedys indsættelsestale står som en af de mest betydningsfulde taler i det 20. århundredes US udenrigspolitik. I utvetydige vendinger med den hensigt at give inspiration til international modstand til kommunismen signalerede Kennedy en utrættelig vilje til at stille sig på samme side med de som kæmpede for deres frihed i andre lande:

”vi skal betale enhver pris, bære enhver byrde, imødegå enhver form for besvær, støtte enhver ven, modstå enhver fjende, for at sikre at friheden kan overleve og få succes."

Således forpligtede den nye amerikanske præsident sit lands ressourcer til at intervenere mod fremmede magter der ville true friheden. Idet han kom med disse ord, igangsatte Kennedy sit præsidentskab med det som er blevet kendt som 'Inddæmningspolitiken' overfor Sovjet ekspansionismen.

Første gang udtrykt af George F. Kennan i 1947 og adopteret af præsident Truman blev 'Inddæmningspolitiken' et princip der blev organiseret, og det vigtigste formål i amerikansk udenrigspolitik i de næste 45 år, indtil afslutningen på Den Kolde Krig og den endelige opløsning af Ondskabens Imperium, Sovjetunionen.
Kennan, US ambassadør i Sovjetunionen
For at bruge Kennans omhyggeligt formulerede ord:

"hovedelementet i enhver United States politik overfor Sovjetunionen skal være en langvarig, tålmodig, men fast og ihærdig inddæmning af de russiske ekspansive bestræbelser....Sovjets pres mod den vestlige verdens frie institutioner er noget der kan inddæmmes ved den smidige og årvågne anvendelse af modforanstaltninger på en række konstant varierende geografiske og politiske felter, der må svare til manøvrerne og ændringerne i Sovjets politik, der hvor deres eksistens ikke kan samtales bort eller charmeres bort."

Inddæmningspolitiken havde mange skikkelser under Den Kolde Krig fra Eisenhower administrationens intention om at lade Sovjets territoriale landvindinger "rulle tilbage," til Nixons engagement og détente, til Reagans bestræbelser på at forhandle en reduktion af atomvåbenarsenalerne fra en position af overvældende suverænitet.

Det som var altafgørende for Inddæmningens effektivitet var det store udvalg af magtværktøjer, og ikke kun af militær styrke, der blev anvendt, afhængig af situationen. Eksemplerne indbefattede politiske, diplomatiske, økonomiske og finansielle, juramæssige, tekniske, kommunikationsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og andre metoder.

Nøgleaspekterne ved Inddæmningspolitiken var Marshall Planen, Voice of America Radio, politiske og militære alliancer, diplomatiske bestræbelser gennem internationale fora som FN og andre menneskerettighedsråd, ulandshjælp, valuta og taler af præsidenten. Meningen med alt dette var at disse forskellige anstrengelser ikke altid var blot ad hoc eller tilfældige, men ofte med baggrund i et meget tydeligt formål, nemlig at købe sig tid. Det er i henhold til Kennans anbefaling Inddæmningspolitikens formål, at hindre spredningen af Kommunismen, indtil der er gået så lang tid, at truslen i sig selv løber tør for 'damp' eller måske endda kollapser. 

Det som Inddæmningspolitiken ikke betød, var at bekymre sig om at forsøge at eliminere den kommunistiske ideologi som sådan. Den var heller ikke det samme som krig mod alle kommunister. Karl Marx blev ikke forbudt læsemateriale, som alle studerende i Vesten kan bevidne. Det betød helt klart heller ikke en mangel på dialog eller engagement. Nixon drog til Kina, Reagan talte med Gorbachev. Det betød en streg i sandet. At ethvert forsøg på territorial udvidelse ville blive konfronteret med ihærdighed og standset.

Denne artikel argumenterer for at en lignende Inddæmningspolitik ville være et passende svar til den agressive islamistiske ekspansion, der foregår mange steder på kloden. Et sådant politisk modsvar, forudsætter imidlertid anerkendelse af, at den islamistiske ekspansion er et problem, en trussel mod "den vestlige verdens frie institutioner" og ikke kun noget der "kan samtales eller charmeres til ikke at være tilstede."

Faktisk eksisterer der i Vesten ikke en sådan holdning til den islamiske ekspansion. Den altdominerende holdning er ganske enkelt at man betragter Islam som en af verdens Store Religioner, moralsk sammenlignelig med Judaismen, Kristendommen, Hinduismen og Buddhismen. Ledere i Vesten , herunder præsident Bush og Tony Blair har endog fremført propagandisternes synspunkt om, at Islam er "fredens religion." Andre igen henviser til Islam som en af de tre Abrahamistiske trosretninger.

I alt det væsentlige har Vestens ledere lagt sig på knæ for at forsikre offentligheden om, at vi ikke er i krig med Islam. Helt i orden. Helt sikkert vil en krig i en sådan størrelsesorden være en katastrofe for menneskeheden. Men sådanne udtalelser er værdiløse, fordi en krig mod Islam faktisk ikke er nært forestående. I mellemtiden undgår vi imidlertid at tale om, hvad der så bør være aktuelt.

Ifølge de førende medier er Islam blot en religion der har brug for sin egen Reformation, en intern proces hvorigennem de radikale elementer vil blive moderate og religionen selv vil blive underlagt sekularismen i Vesten. Der er indikationer på, at visse bestræbelser inden for Islam er undervejs i den henseende, og der er helt sikkert nogle lyspunkter indenfor Islam. Et godt eksempel er Zuhdi Jasser's American Islamic Forum for Democracy.

Sådanne "moderate" holdninger, kræver imidlertid forstærkning, hvis de skal få succes mod de radikale elementer der har fodfæste. I Vesten gør vi ikke den moderate bevægelse indenfor Islam nogen tjeneste ved at undlade at tage en helt klar og mere principfast standpunkt mod Islamisk ekspansionisme eller ved at tillade radikale elementer at trække et tågeslør hen over os, mens de kvæler fornuftens stemmer. Det som ikke hjælper er at give legitimitet til typer som Yasser Arafat, Hezbollah og Hamas, mens vi er tøvende overfor at sætte lys på det moderne problem med terrorisme som netop hovedsageligt er fostret af islamismen. 

Ligesom der ikke endegyldigt kunne være nogen sameksistens mellem en ekspansionistisk kommunisme der stræbte efter dominans over verden og Vestens frie institutitoner således må vi også forstå, at islamisk ekspansionisme ikke kan føjes, eller "samtales til ikke at eksistere."

Det som gør Inddæmningspolitiken særligt påtrængende i nutidens situation er at den fundamentalt set blev skabt med det formål at være en langvarig, multidimensionel strategi mod en multidimensionel trussel.



Langsomt slås vi ihjel?

Det er nu elleve år siden islamistiske korsfarere vækkede verden til deres Hellige Krig den 11.09.01 og til en politisk magt som vi har haft den luksus at ignorere siden det tyrkiske osmanniske imperiums nedtur. Med det eneste målemærke der virkelig tæller, det vil sige antallet af døde mennesker, så mangler der stadig et effektivt svar.

Ifølge hjemmesiden med det satiriske navn Religion of Peace, så har der været flere end 16000 forskellige terrorhandlinger siden den forfærdelige september morgen. Disse omfatter Madrid, London, Bali bomberne ligesom de tragiske typiske angreb mod muslimer i Irak og Afghanistan. Oveni er er også de angreb som ikke er defineret som terrorisme af præsident Obama og de førende medier, men ligeså dræbende, f.eks. Washington snigskytten tidligt i årtiet, Fort Hood Massakren eller lemlæstelse af en katolsk ærkebiskop i Tyrkiet.

Med andre ord, trods bemærkelsesværdige successer med at afsløre større terrorplaner - lufttrafikken i London, tårnene i L.A. og Chicago, planlagte overgreb i stil med Mumbai-aktionen af mange europæiske byer - da har det sidste årti med de angivelige forsøg på at hindre spredning af islamisk terror helt klart være forfejlet.

Konventionel visdom hos apologeterne i de førende medier som CNN's Fared Zakaria og Obama administrationens embedsmænd ville hævde at Amerikas overreaktion på 9/11 med krigen i Irak har skylden. Men den helt enkle kendsgerning er at lovgiverne rundt om på kloden i store træk knap reageret på 9/11.

Udover nogle halvhjertede metoder med at give tilladelse til mere intens overvågning og politiarbejde, så er der blevet gjort meget lidt sammenlignet med de fortsatte angreb mod Afrika, Mellemøsten, Kaukasus, Canada og Unted States.

Dette trods den kendsgerning, at i det mindste det sidste årti, har US og europæiske efterretningsbureauer kendt til tusindvis af individer, der aktivt støtter al Queda's voldelige jihad mod Vesten, og som opererer uhindret i deres lande.



Den seneste selvmordsbombe i Sverige sammen med de afslørede Mumbailignende terrorplaner i Europa viser alle en tendens hen  mod ikke kun et øget antal af angreb der vil være endog endnu mere støttet, endnu frækkere og blodigere -- måske nogle der vil vare flere dage og i stand til at bringe en nano-magt som Sverige på knæ. Det er vanskeligt at forestille sig at mange lande er forberedt på at svare igen på denne type overgreb.  

Selve hovedproblemet med denne fiasko med at svare tilstrækkeligt igen på islamisk terrorisme har været den lammende ignorance af fjendens mål, og fjendens mangefacetterede strategi. 

Målet er helt tydeligt. Og det er ikke tåbelige krav om at Vestens vantro skal forlade helligt land eller favorisere palæstinenserne fremfor israelerne, eller ikke at tegne karikaturtegninger eller i det store og hele være mere i overensstemmelse med terroristernes meget sensible følelser. 

Det mere vigtige mål er at underlægge Vesten en Islamisk orden. Enhver lille kapitulation er endnu en lille sejr mod dette mål, fra selvcensur, til anerkendelse af sharia lov i Vestens domstole og regeringer, til accept af polygami, til at fjerne det engelske flag fra engelske fængsler, til at undgå historielektioner om holocaust i Vestens klasseværelser, til at tolerere hadfyldt tale mod jøderne og homoseksuelle i madrassas i Vesten og i moskeerne.  

De muslimske terrorister forlanger ikke sameksistens, de kæmper for islamistisk ekspansionisme, og enhver tilpasning af politisk, lovmæssig, finansiel eller sociale krav medfører blot at der kommer endnu et krav. 

Der er slående paralleller mellem dagens trussel og Sovjets ekspansionisme. I det sidste tilfælde stod vi overfor en fjender der i stigende grad valgte proxy krige frem for direkte konfrontation. Hvor der var et militær engagement, var kampene ofte assymetriske ved at de indbefattede bykrigsførelse og guerrillataktik. Tænk på Irans oprustning af Hezbollah og Hamas, alliancen med Hugo Chavez i Venezuela, eller støtten til terrorister i Irak og Taliban i Afghjanistan. 

Sovjetunionen var aktiv i at organisere politiske bevægelser i Vesten, og betalte endog de italienske og franske politiske partier.

Kommunistfunktionærer søgte at opnå indflydelse gennem de akademiske institutioner, lov- og retssystemerne, bureaukrati kontorer, fagforeninger, medier og på andre områder. 

I dag kan vi se terrorister der finansierer krige over hele Afrika, de diplomatiske bestræbelser hos Organization of Islamic States for at begrænse ytringsfriheden gennem FN, betalingen for og gyldigheden af frontgrupper i Vesten som Muslim Students Association i Storbritannien, eller Council of American Islamic Relations i USA. Der er retssager der går ind for at føre proces for særlige privilegier for muslimer - polygami, retten til at seksuelt at bemægtige sig sin egen hustru (New Jersey), for at en skolelærer i Florida kan få sin tur til Mekka betalt. Listen bliver længere og længere for hver dag. 

Strategien er altså ikke så meget brug af vold, som det er truslen om vold der benyttes til at sætte fokus på og fremme den politiske og juramæssige agenda for ekspansionistisk islamisme. Det er derfor et geopolitisk irrelevant Sverige ligeså godt kan blive et mål som, United States. Bomben detonerer måske ikke på grund af en fejl, eller plottet bliver afsløret, men det territoriale krav er fremsat og det næste skridt frem mod Islamiseringen vil kunne opnås lettere gennem frygten for et tilbageslag. Ingen, nogen steder kan føle sig sikre. 

Islamisterne arbejder og planlægger for en verdensdominans, ikke kulturel anerkendelse eller regionalt hegemoni i Mellemøsten. 


En 'Inddæmningspolitik' for det 21. århundrede

Dette er ikke første gang vi står overfor en meget sofistikeret fjende med en universalistisk messiansk ideologi, og med ambitioner af global størrelse. 

Vi behøver ikke henvende os til lærde autoriteter i Vesten såsom Bernhard lewis eller Robert Spencer for at de skal fortælle os at Islam er langt mere, end en religion der giver åndelig vejledning til sine tilhængere. Man behøver blot se på Koranen, Islams faktuelle historie, eller den nuværende islamiske verden for at se beviserne. Der kan ingen tvivl være om, hvad Islam betyder for ikke-muslimer på de steder hvor den har magt, fra Iran, Afghanistan, Saudiarabien, Ægypten, Libanon, Somalia, Pakistan, Tyrkiet, Sudan.

Islam er et altomfattende åndelig, social, politisk, økonomisk og lovmæssigt system der i sin grundmålsætning går efter at opnå overherredømme over alle andre systemer, kulturer og trosretninger. Den kan være mere tolerant visse steder, men er altid dominerende og søger efter dominansen.

Der er intet mere slående tydeligt bevis på dette, end den kendsgerning at der ikke er et eneste muslimsk land i verden, hvori de religiøse minoriteter har fuld frihed til at blomstre på lige fod med muslimerne. Snarere er der i hvert muslimsk land, som det mindste en undertrykkelse af kristne, hinduer, jøder og alle andre religiøse grupper, og det er hvis vi formoder der ikke er direkte voldelig forfølgelse. Ydermere, er denne magt i færd med at søge indflydelse på nye territorier under anvendelse af et helt spektrum af virkemidler.

Således står vi i dag over med en meget virkelig og magtfuld styrke der i bund og grund er fjendtlig indstillet overfor menneskelig frihed, som vi har kendt den siden Oplysningstiden. .

Det vi fundamentalt mangler er en altomfattende strategi der tager de tydelige og åbenbare mål hos fjenden, og fjendens sofistikerede palet af taktik i betragtning. I stedet har vi vendt det døve øre til og er mislykkedes med at stå imod på nogen virkelig eller meningsfyldt måde -- uanset om det er at knægte den spirende frihedsbevægelse i Iran, at komme ofrene for vold og folkedrab til hjælp på steder som Nigeria eller Sudan, eller at give udtryk for blot den mindste form for diplomatisk "bekymring" over forfølgelsen af religiøse minoriteter i de muslimske lande.

Der er faktisk i Vesten en de facto politik med tolerance for den islamiske ekspansionisme, der tager form ved at man nægter materiel støtte til frihedsbevægelserne, de forfulgte minoriteter, eller regioner der er under angreb, men man giver politisk beskyttelse og endda velfærdsgoder til ekstremister der opererer frit i Europa og USA. Vestens regeringer kan med nød og næppe retfærdiggøre deres tilstedeværelse i Afghanistan overfro vælgerne.

Når man tager antallet af ekstremister der modtager skatteyderbetalt støtte i Vesten, da bør U.S. regeringen ændre sin definition for lande som man kalder "statssponsorer for terrorisme."

Medmindre vi gradvist underlægger os Islamistisk styre, og selve definitionen på Islam er "at underkaste sig," da bør vi tage et helt nøgtern blik på det vi står overfor og vedtage intet andet end en langtrækkende politik med Inddæmning, mod truslen fra den nuværende islamiske ekspansionisme. Dette ville omfatte følgende:


1.    internationale alliancer, ikke kun med det formål at ødelægge terroristernes netværker, men med det formål at forhindre yderligere islamisk ekspansion af territorier. 
2.    omfattende økonomisk og finansiel hjælp til ikke-muslimske lande, især i Afrika, der er under konstant voldelige angreb af godt betalte islamist politiske bevægelser og militser.
3.    restriktioner på ulandshjælp, og hvor det taktisk er gavnligt, endog direkte økonomiske sanktioner mod lande der undertrykker religiøse mindretal.
4.    diplomatisk pres på alle muslimske lande for at man tillader fuld religiøs frihed og lighed uden betingelser eller kompromis.
5.    omgående militær hjælp til mænd, kvinder og børn der lider under voldtægt, bortførelser, slaveholden og mord - især i Afrika.
6.    en gennemgående reform af indvandrings og asylpolitikken centreret om at yde asyl til truede og forfulgte religiøse minoriteter fra muslimske lande.
7.    ingen anerkendelse af Sharia i alle jura og domsafsigelser sammen med en genbekæftelse af den eksklusive suverænitet og forfatningsmæssige orden i ethvert ikke-muslimsk land.
8.    et øjeblikkeligt forbud mod al udenlandsk betaling for islamiske skoler og de såkaldte religiøse centre i ikke-islamiske lande, indtil curricula og undervisning kan garanteres at være fri for hadtale, især mod homoseksuelle og jøder, og medmindre der er fuld frihed og lighed for andre religioner at tilbede og hverve proselytter i oprindelseslandet.
9.    nægtelse af særlige privilegier i lande i Vesten der ikke i samme grad ydes andre trosretninger, kulturer og ideologier, f.eks. for hvert muslimsk bederum på et arbejdssted eller en offentlig institution skal der også være et kristent kapel, jødisk tempel, buddhistisk og så videre.

I al væsentlighed vil det ovennævnte tjene til at understrege at vi kun vil acceptere at konkurrere med den islamiske politiske ideologi, og på samme betingelser. På markedet for ideer, har vi fuld tillid til at friheden vil vinde - det vil sige, så længe den ikke slukkes med magt.

Se så på kontrasten i den  nuværende situation med de nævnte anbefalinger. Vestens ledere kæmper for at udtale navnet på fjenden og forbliver tavse overfor forfølgelsen af minoriteterne. Der er i bedste fald kun begrænset hjælp - det være sig militært, økonomisk, politisk eller med andre forhold - for lande der er under angreb i Afrika, og for frihedsbevægelserne på steder som Iran, eller de moderate muslimske stemmer i Vesten. 

'Inddæmningspolitikkens' intellektuelle far overfor Sovjetunionen argumenterede for at målet ville være at forårsage, i det mindste en "gradvis nedsmeltning af Sovjet magten." Vi behøver ikke forsøge at besejre selve de islamiske troslærer og kulturen, men blot yde tilstrækkelig modvægt og modstand for at  de konkurrerende ideer kan blomstre, for at se at den islamiske ekspansionisme med tiden vil kollapse under egen vægt.

Præsident Obama kan se bort fra partipolitik og komme på linje med de bedste amerikanske udenrigspolitiske traditioner hos begge partier, hvis han blot ville vælge det. Eller han kan gå over i historien som en sløv præsident ved begyndelsen af afslutningen af det største eksperiment i menneskelig frihed og fremskridt som verden nogen sinde har kendt til.


At tabe denne krig vil have meget virkelige konsekvenser som få mennesker i Vesten kan begribe. Det er generationer siden civile i Vestens samfund er blevet bedt om at komme med ægte ofre i forsvaret for deres frihed. Alligevel er denne frihed allerede beskåret. Nu fortæller Islamisterne os i Vesten, hvilke tegninger vi må tegne, hvilken tale vi kan offentliggøre, hvem vi skal vælge, hvordan vi tilpasser vor jura, hvad vi kan undervise i i skolerne og så meget mere. 

Det er på tide at standse bekræftelsen af islamister i deres radikale tro om at vantro er mindreværdige og begynde at kræve den samme respekt som de allerede nyder hos os. Alternativet vil være at friheden forsvinder og smerten ved undertrykkelsen for os alle. 

Der skal være en "nul tolerance" for islamisk ekspansionisme, en streg i sandet så tydelig som den den frie verden trak i Den Kolde Krig, for at friheden skal få lov til at triumfere. Vi besidder værktøjerne, vi ved hvordan de skal bruges, og vi kan helt sikkert vinde, men tiden er ved at løbe ud. 

Family Security Matters Contributor Eric R. Staal is former Chairman of Republicans Abroad Germany and Executive Editor of the TheReactionary.com, a Journal of International Politics based in Europe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar