Hvad skete der med antydningens kunst i erotik?
Ved at frisætte deres seksualitet har feministerne så mister deres sex appeal?
Susan L.M. Goldberg
For nogle dage siden delte en af mine venner, en der elsker og lever ‘vintage’ denne lille perle fra HuffPo der viser en serie af moderne dages “pin-up” sammen med argumentet om at “alles kroppe er simpelthen skønne.” Disse Pin-ups alle med et retro tema viste forskellige kropsformer og typer meget tæt på og endog med meget mere tætsiddende tøj - alt sammen beregnet på at antyde sex. Fordi sex, -god sex- ultimativt afhænger af stimulering af fantasien. Dårlig sex afhænger handler udelukkende om at sindet helt præcist får at vide hvad der skal opfattes istedet for at man selv får en fornemmelse af den der antydning. Hvilket er derfor sex i dag, helt ærligt stinker.
.
Et eksempel fra billedserien på Huffpo.
Spil blot på den krops-positive feminist vinkel af fotografierne alt det du begærer. Det som virkelig gør disse billeder pragtfulde er at de er en påmindelse af en tid, hvor sex var en antydning og kvinder havde kontrollen med, hvor langt de ville gå med ‘fristelsen, vinket, eufemismen og nøgenheden. Nutidige feminister elsker at argumentere for at det at være splitterravende nøgen offentligt er den ultimative proklamation af seksuel magt, fordi de ikke kan begribe det underforståede i det ikke talte sexsprog. Alt der ikke fremlægges krystalklart i en fælles kontrakt er på sæt og vis et ikke samtykket seksuelt overgreb.
Kan det undre de elsker bøsser og synes drag queens er skønne. Disse er de eneste i demografien der stadig får lov at tale det uartikulerede glamourens og fornuftens sprog. De småsjuskede, beskæggede ønsker de kunne være føle sig lige så godt tilpas i en sprudlende aftenkjole og høje hæle.
Sandheden er at nutidens feminister ikke aner, hvordan de skal bruge den magt der følger med klædedragten. Nøgne bliver de. Med nøgenheden følger en kontrakt og en retsbeskyttelse. Den der ved resulterende chockvirkning, som efterlades til berømtheder på de røde tæpper, beskyttet af fotolinser, er især forsvaret og rost til skyerne. Teoretikere i anden bølge sagde engang voldsomt fra over for biografens male gaze. Nu forhåner de det åbenlyst, flasher bryster og bagdele og det til et punkt, hvor det bliver r..kedeligt, og de argumenterer for at familiariteten med det nøgne på en eller anden vis vil give både kvinder ejerskab til deres kroppe, og tæmme det onde mandlige begær.
Ingen er bedre til dette nøgenhedsspil end Miley Cyrus, Disneys gode pige - der blev slem, og som åbenbart har besluttet at udfordre Lena Durham i hendes eget flæske-afslørende spil.
Hende seneste serie til V Magazine var ikke en serie som sådan, men ligeså meget et katalog af Polaroids af nøgenhed taget af en ven under hendes seneste turne. Sammenlign hendes nøgen positurer med den originale slemme Disney pige Annette Funicello der ignorerede Disneys råd og viste sin navle i en række bikini strandfilm i 1960’erne. Funicellos eftermæle er det af et teenager sexsymbol. Mileys er på den anden sige af en teenager billig tæve.
I denne ‘billig tøs’ æra er Miley blot endnu en barbrystet kvinde i mængden af feminister der er forhippet på at benægte psykologi og biologi gennem visuel overstimulering med en retsbeskyttet benægtelse af ansvarlighed og de uundgåelige konsekvenser. Som Camille Paglia så klogt bemærker til pro-billig tøs flokken:
Lad være med at klæde dig ud som en Slut medmindre du er parat til at leve og forsvare dig som en sådan. Min overbevisning er den ‘gade-kloge-feminisme, årvågen og militant - den barske overlevelsestaktik hos ludere og drag queens. Sex er en naturkraft, ikke blot en social konstruktion. Det er uhyrer der jager i natten. Alt for mange overbeskyttede middelklasse piger har et dødsensfarligt naivt syn på verden. De kan ikke se det dyriske og det primitive ved sex, der historisk set er blevet kontrolleret af religionstraditioner og moralnormer der nu konstant er under opløsning i Vesten.
Den seksuelle revolution der blev vundet af min 1960’er generation var et toægget sværd. Vor frigørelse har lagt byrder på vore efterfølgere med alt for mange seksuelle valg alt for tidligt. Deres flæskeudstillende daglige tøjvalg er en sex udstilling og de synes at være blinde for de ‘æggende’ signaler de udsender. Kun i en politistat, og måske heller ikke der, vil kvinder være helt sikre på gaderne. Ærværdige mænd voldtager ikke. Men protester og parader kan ikke skabe ære og respekt.
Advasel: 'Stærke' billeder.
Nutidens feminisme handler ikke blot om nøgenhed. Dens oldgamle hedenske besættelse af kroppens fysiognomi stiller flere krav til en kvindes krop end den simple tilsløring af attrå. De gamle jøder der ønskede at passe ind med overfor deres græske magthavere ændrede under stor smerte deres omskærelse. Nutidens kvinder går virkelig langt for at dæmpe deres ellers feminine figurer, og til hvad helt præcist? Stræbe efter et niveau af biologisk og psykologisk styrke der normalt forbindes med det mandlige køn? Eller er det for at bygge sig en behagelig niche, ikke lige å flamboyant som drag divaernes, men næsten ligeså kedelig som Hillarys magtsymbolske buksedragt til folket?
Uanset om det er body building for kvinder eller superhero chic, så er flad mave, mv. nu det som virkelig skal stræbes efter i kvindelig lykke. Kvinder betragtede sig engang som frigjorte fra den påtvungne flade mave - skabt ved korsettet. Nu kræver de at deres egne kroppe skal gøre det som hvalknoglerne udførte. Snøret ind i stramtsiddende træningstøj, eliminerer disse billedligt fuldkomne kroppe den lille stødpude af en mave som var så berømt i elegant kunst om kvinder i århundreder. (Den lille mave-stødpude der også udgjorde det bløde væv der gør det meget lettere at være gravid, og lettede stræksmerter ved udvidelsen af maveskindet.) Farvel til, Botticelli’s mavser og hele løftet om frugtbarhed dermed, goddag falde maver og de mandslignende figurer der følger med dem.
Overdrevne muskuløsitets krav for en kvindes fysik kan have mere end blot en ydre effekt på deres kvindelighed:
En norsk befolkningsbaseret undersøgelse af næsten 4000 kvinder under 45 fandt et helt tydelig forbindelse mellem intens motion og frugtbarhed. Kvinder der var aktive flest dage havde tre gange så stor sandsynlighed for at få frugtbarhedsproblemer end de inaktive kvinder. De som motionerede til grænsen af udmattelse var mere end dobbelt så tilbøjelige til at være ufrugtbare end de som ikke deltog i så anstrengende aktiviteter, ifølge de resultater der blev udgivet i Human Reproduction.
Det er den helt store ironi med flade maver og magre figurer, at kvinder der hævder at besidde en stor kontrol over deres egen seksualitet faktisk bliver uden magt over deres eget køn. Uanset om de er arbejdsfreaks, der reducerer deres chancer for at blive mødre, eller de er kvinder der insisterer på vise det hele ikke er en invitation til et farligt seksuelt samvær, så har nutidens feminisme skabt en skare af gudinder der er villige til at ofre sig selv på det såkaldte frigjorthedens alter. Det eneste de ikke har frigjort sig fra er det eneste de stræber efter: At blive anset som sexede.
Susan L.M. Goldberg is a writer with a Master's in Radio, Television & Film. Preferred bar mates include Ann Coulter, Camille Paglia and Dorothy Parker. Her writing tends towards the intersection of culture, politics and faith with the interest in starting, not stopping the discussion. Follow her on Twitter @SLMGoldberg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar