Blåt blod redder liv

Dyrebart blåt blod redder liv

Du har det ikke så godt og derfor går du til din læge. Det viser sig du har brug for en form for intravenøs medicin, så derfor sætter han apparaturet til og medicinen begynder at flyde. Tre dage senere har du det ganske forfærdeligt så derfor vender du tilbage til lægen. Det første problem er borte, men du har fået en slags bakterieinfektion i dit blod under behandlingen, og nu skal den behandles. Det viser sig at det intravenøse apparatur var forurenet med en eller anden bakterie.

Lægevidenskaben ønsker at undgå sådant, og i langt de fleste tilfælde lykkes det -- situationen beskrevet foroven er både hypotetisk og sjælden.

Og det kan du takke dolkhalen for.

Bakterier som f.eks. E. coli frigiver noget der kaldes bakterielle endotoxiner - det er det der giver infektioner, hvis det kommer i vort legeme. Når lægemiddelindustrien har lavet et nyt medikament, kræver U.S. Food and Drug Administration at det nye produkt skal testes for endotoxiner, da vi ikke ønsker at vor medicin skal gøre os endnu mere syg. Klarer den ikke testen så kan man ikke markedsføre midlet i USA.

At teste for endotoxiner var dog langsommeligt og omkostningskrævende indtil for cirka 50 år siden. Sent i 1960’erne ændrede det sig, da forskere opdagede en substans kaldet limulus amebocyte lysate, eller LAL, der gjorde det let at spore de mikroskopiske urenheder i de netop udviklede medicinske opløsninger.  Som en PBS rapport opsummerer, så binder LAL “”sig straks om svampesporer, virus og bakterie endotoxiner,” og dermed kan man let opdage en forurening. Og i 1970 eller 1971, godkendte FDA - LAL til brug som en test med netop formålet at spore forurening. Men denne nye bedre metode der er er accepteret, faldt samtidig udgiften til sådanne forsøg.

Hvorfra kommer så LAL? Ved den proces der vises på billedet herunder, via samme PBS artikel.

Den blå væske i de store glasbeholdere er blod -- blod fra dolkhalen der kan ses ovenfor flasken. Dolkhaleblod indeholder LAL (helt særligt for den) og LAL er forholdsvist nemt at trække ud af dens blod. Vi skal blot indsamle blodet, hvilket er det der foregår på billedet. Producenterne af LAL tapper bogstavelig talt fra dolkhalens blodbane, og tager op til 30% af dyret blod ved en enkelt blodtapning.

For at få et års behov for LAL dækket skal fremstillerne bruge 250000 dolkhaler. For at beskytte dolkhalens antal (og holde omkostningerne nede - en død dolkhale er intet værd), tager man kun blod fra en dolkhale en gang om året, og der er cirka 3%’s dødelighed under processen. (Dette tal er kontroversielt, da uafhængige studier lader dødsraten være 15% og helt op til 30%) Værdiden af det opsamlede LAL er ganske betragtelig, hvorfor det globale marked for dolkhaleblod er i nærheden af 50 millioner dollars årligt, hvor den blå væske sælges for et godt stykke over 50000 dollars per gallon.

Den største bekymring i fremtiden? Værdien af dolkhaleblod har ført til overfiskning, og selvom der sådan set er rigeligt med dolkhaler rundt om på jorden er bestandene dog faldet bemærkelsesværdigt i de seneste år. Nogle få områder(South Carolina, New Jersey ogmest kendt Delaware) har indført restriktioner på fiskeriet.

Bonus Fakta: Dolkhalen indeholder hemocyanin (modsat det hæmoglobin vi mennesker har) til at føre ilt gennem dens krop. Det hjælper os ikke til at finde endotoxiner, men det forklarer hvorfor dolkhalens blod er blåt. Hemocyanin benytter kobber til at afgive ilt i dolkhalens krop. De afiltede kobbermolekyler er uden farve, mens de iltede er blå. (Og hvis du nogensinde har fået at vide at afiltet menneskeblod er blåt, indtil de udsættes for luften - ja så er det forkert.)