Den arabiske kandidat - Hillary Clinton og de mystiske forbindelser

Den arabiske kandidat

William Kilpatrick

I Kandidaten fra Manchuriet, bliver sønnen til en prominent højrefløjspolitiker fanget af Sovjet og hjernevasket på et hemmeligt sted i Manchuriet. Hans opgave er at myrde en præsidentkaniddat og således sikre valget af en demagogisk vicepræsident. Derfor filmtitlen “Manchurian Candidate.”

Filmen har adskillige paralleller til nuværende forhold. Den store forskel er, at dengang måtte amerikanerne hjernevaskes til at tjene fjendens interesser gennem psyko-operationshold. Nu til dags hjernevasker de sig selv med en indoktrinerende assist fra det amerikanske uddannelsessystem.

I filmen manipulerer en skræmmende kvinde med venstreorienterede sympatier, og som kunne ligne Hillary Clinton, sin mand ind i et højt politisk embede. I det virkelige liv, manipulerer en skræmmende dame, der svagt ligner Angela Lansbury (blot mere skræmmende) sig til et højt politisk embede.

I hendes tilfælde er der ikke brug for et hold hjernevaskere, da hun har hjernevasket sig selv til at tro at udenlandske regeringer læsser masser af kontanter i hendes familiefond, fordi hun jo er så charmerende og intelligent. Og også fordi arabiske regeringsledere jo i den grad elsker at forbedre livet for de fattige, de sultne, de upriviligerede og børn der har brug for bøjler på tænderne - kort sagt til de formål som er fondens arbejdsområder.

Noget der igen ligner filmen er at Angela Lansbury karakteren har en slags hypnotisk magt over sin søn, den uvidende morder. Da det begynder at dæmre for ham, at der foregår noget mærkeligt, spiller hun Queen of Diamnonds kortet og han falder i en tilstand med absolut lydighed. For nuværende skal Angela Lansbyry look-aliken blot spille kønskortet og presto, falder alle skeptiske vælgere ind på række.

Der er også paralleller til andre film. Nutidens Queen of Diamonds har en hemmelig server i sit hjem således at hendes skriverier med udenlandske donorer - jeg mener “diplomater” - ikke kan spores. Jeg er ikke sikker på om serveren blot fylder et værelse i palæhuset, eller en hel suite. Og hvem ved hvad der er i kælderen? Det hele er en afskygning af de der James Bond thrillere hvor skurkens slot på den ensomt beliggende ø står ovenpå et enormt underjordisk militær-industri kompleks.

På et område passer analogien ikke. Man skal stadig overbevise publikum om at venstreorienterede er villige til at forråde landet. Vi har på den anden side overbevist os selv om at vi lever i en god ny verden, hvor sådant bare ikke sker - i det mindste ikke i de moderne samfund i Vesten. Ingen ville turde gøre noget sådant mod os for vi er bare alt for kloge. Vi er vokset op med at se CSI, vi gik i skole, hvor vi lærte at tænke kritisk, så hvis vi opdagede at araberne kontrollerede Det Hvide Hus ville vi trække på skuldrene og sige “og hvad så, hvilken betydning har det.”

Clinton-araberne forbindelsen går faktisk tilbage til dengang da Bill Clinton var guvernør i Arkansas og arbejde for at sikre sig et gunstig bidrag fra Saudi Arabien til programmer for studier i Mellemøsten ved University of Arkansas. Men lad os nu glemme alt det og hurtigt gå frem til de forholdsvis nyere tider da Udenrigsminister Hillary Clinton udnævnte sin assistent gennem flere år Huma Abedin til Stabschef for Udenrigsministeriet. Da det blev opdaget at Abedins familie var kraftigt involveret i Det Muslimske Broderskab i Saudi Arabien undrede man sig kun en smule. Trods alt, har præsident Obama slægtninge i Det Muslimske Broderskab. Derfor tosset at gøre noget ved det.

Det er muligvis blot et tilfælde at mens Huma arbejde for Clintons var hun medredaktør af Journal of Muslim Minority Affairs, der - jo du gættede rigtigt -  et Muslimsk Broderskabs tidsskrift. Før det og mens hun var i Det Hvide Hus, var hun ordførende bestyrelsesmedlem af

Muslim Student Association (MSA) ved George Washington University. MSA var den første Muslimske Broderskabs organisation i USA og George Washington var den første muslimske præsident husker du. Nuvel det er vist ikke blevet konstateret helt 100% men det er blot et spørgsmål om tid før professorerne i Mellemøstlige studier betalt af Saudi Arabien ved Georgetown (Bill’s alma mater) finder bedetæppet på loftet ved Mount Vernon. Det er muligvis også et tilfælde at, som hendes boss, at Huma udførte opgaver for Udenrigsministeriet ved at benytte sin egen personlige e-mail adresse, og man formoder i forbindelse med den samme master server der tjente hendes herre eller nuvel - kæreste.  

Indtil for nylig arbejdede Abedin også for Clinton Foundation. Igen er det uden tvivl intet tilfælde, og som man siger, - det har jo intet med Islam at gøre. Skønt CSI efterforskere ville have en rigtig god arbejdsdag med sådanne ‘tilfælde’ synes nutidens regeringsembedsmænd besynderligt nok ikke at være nysgerrige. I 2013 skrev Michelle Bachmann og fire andre medlemmer af Repræsentanternes Hus breve til adskillige anklagere og bad dem udføre en undersøgelse af Det Muslimske Broderskabs involvering i regeringen. De var især bekymrede over Huma Abedin med hendes familieforbindelser og indflydelses tunge stilling. De bemærkede at Clinton Udenrigsministeriet “har, i den senere tid, givet særdeles favorable begunstigelser til Det Muslimske Broderskab og dens interessenter.”

Anmodningen blev afvist af adskillige kongresmedlemmer og senatorer som “fornærmende,” “ufølsom” og endda “skadelig.” På den tid var “islamofobi” maskineriet allerede i højeste omdrejninger og det blev anset som klogt selv af Republikanerne at forsvare Abedin og så beskylde hendes anklagere for at være McCarthyister.

Dog var selve grundlaget for en efterforskning meget påkrævet. Som en McCarthyist, tidligere forbundsanklager Andy McCarthy, bemærkede, selvom om Abedin skulle være uskyldig så ville Udenrigsministeriet egne retningslinjer for at have forbindelser med udenlandske familie diskvalificere hende som en sikkerhedsrisiko til en så høj følsom stilling.

Men så ville en masse mennesker i ‘følsomme’ stillinger være ikke kunne klare en sikkerhedskontrol. For eksempel, hvis alle dine nærmeste slægtninge var venstreorienterede eller kommunister, hvis din chefs mentorer, var respektivt, medlem af Kommunist Partiet, og en radikal venstrefløjs prædikant, og hvis du kom sammen med kendte terrorister, så ville de muligvis ikke kunne få et job som nattevagt i et bilreservedelslager. På den anden side, hvis nogen med den samme baggrund stiller op i præsidentkampen kan han blive Øverstkommanderende for Hæren og Flåden og bestemme udenrigspolitikken.

Han udnævner også Udenrigsministeren. Det burde ikke være nogen overraskelse, hvis de viser sig at være den slags mennesker der ikke behøver bekymre sig om sikkerhedsgodkendelse. Sådanne mennesker synes at bo i et æterisk rige der gør at de er hæver over mistanke og interessekonflikter. Normalt, når en udenrigsminister modtager millionvis af dollars i donationer fra lande der støtter spredning af en radikal ideologi, ville det være tegn på at noget er riv, rav ruskende galt. Som analogi så spørg dig selv om du ville beholde nogen i dit firma hvis vedkommende havde adgang til mistænkelige handelsaftaler og samtidig modtager store gaver fra rivaliserende firmaer mens vedkommende udfører virksomhedsopgaver på sin privat server.

Sandsynligvis ville du skille dig af med hende lige med det vuns. Men det er kun hvis du anvender de normale regler for fornuft - hvilket åbenbart ikke gælder Udenrigsministre udnævnt af præsident Obama. Hvis du anvendte sådan logik ville du måske også mene at der var noget meget besynderligt ved den kendsgerning at den nuværende udenrigsminister John Kerrys datter er gift med en iraner der har virkelig mange familieforbindelser i Iran.

Kerry med den iranske svigersøn

Som Kenneth Timmerman påpeger plejer FBI at give sikkerhedsgodkendelse til “individer der er gift med nationaliteter fra en fjendtlig nation, eller har familiemedlemmer der lever i det land, af frygt for mangel på loyalitet, eller afpresning.” Selvfølgelig skulle du være en konspirations tosse ved at formode, at der er noget upassende i at forhandle med et land hvor man har ‘svogre’ og,  hvis repræsentanter rutinemæssigt  benytter retorik som “Død over Amerika.”

Uden tvivl konsulterede præsidenten sin seniorrådgiver Valerie Jarrett. Da Jarrrett blev født i Iran og talte persisk som barn, ville hun efter de nuværende standarder for ekspertise formodes at have rigtig god indsigt i persisk tankegang. Hun kunne have forsikret præsidenten om at “Den Store Satan” og “Død over Amerika” er typisk for den retoriske overdrivelse der karakteriserer den rige og levende iranske kultur. Ydermere ville hun dulme enhver bekymring om afpresning. Enhver der har studeret “Cliff Notes on Islam” ved at afpresning er jo så meget imod den indstilling mullaherne har. (ironi).

Jarretts familie forlod Iran da hun var 5 år, men åbenbart er de 5 år nok til at kvalificere hendes som ekspert i iranske forhold. Ifølge Discover the Networks, blev det i 2013 afsløret at i adskillige måneder havde Jarrett “afholdt hemmelige topmøder med repræsentanter for Irans Øverste Leder ....for at normalisere forholdene mellems U.S. og Iran.”

Man må bare hele tiden undre sig over - hvad hedder det - frækheden i alt dette.

Men det forundrende er ikke, at der er mennesker i høje stillinger der er villige til at lade egeninteresse gå forud for nationale interesser. Sådanne personer er altid hos os. Det forundrende er at det amerikanske folk og den amerikanske presse accepterer sådan ‘afslappethed.’

Under Obama-Clinton-Kerry-Jarrett-Abedin årene har Rusland indtaget Krim, ISIS store dele af Irak og Syrien, Taliban har genrejst sig i Afghanistan, vore allierede er holdt inde med at stole på os, fjenderne er blevet opmuntret, Mellemøsten blev sat i brand, og Hæren er blevet drastisk reduceret. Og så blev vejen banet for at Iran kan få atombomber. Fremtidige generarioner - hvis der er nogen - vil spørge ‘Hvad i alverden havde i gang i?’

Hvad vi tænkte, ja måske vil de opdage noget lignende: “Sådan må vi ikke tænke. Muslimer siger ikke det! Det er ikke pænt! Hvad vil man dog ikke tænke!” Man behøver ikke gå tilbage til den victorianske tid for at finde et andet samfund der er så optaget af korrektheden i tanke og tale. Thomas Sowell sætter fingeren på fænomenet i en god lederartikel. Når det drejer sig om overlevelse, observerede han, skal vi sætte spørgsmålstegn ved etiketten om spørgsmål om udslettelse.

Han har ret- Der er fremvokset en slags selvmordsetikette der kvæler al sund fornuft i vort samfund. Under den nye etikettes spillereger har vi ikke lov til at sige at Kejseren ikke har tøj på. Vi tør endog ikke påpege at Kejseren og hans ministre synes at åbne portene på vid gab for vore fjender.

Lad os nu se: Folket i United States vælger en mand de kun kender meget lidt til. Da det bliver åbenbart at han har grundlæggende venstreorienterede sympatier kombineret med islamistiske sympatier, så vælger de ham minsandten igen. Han udvælger så til gengæld en Udenrigsminister der er i gæld til arabisk generøsitet, og da hun derpå træder tilbage erstattes hun af en mand der praktiserer folkesangs diplomati og hvis familie har tætte bånd til Iran.

Kandidaten fra Manchuriet?  På den ene side er den nuværende situation nærmest en farce, som et seriøst drama som The Manchurian Candidate ikke kan leve op til.. Hvis du skulle lave en film om det nuværende mandarinske rod, så skulle det være en farce - en Austin Powers lignende komedie i stil med Abbott and Costello møder the Manchurian Candidate.

På den anden side er situationen så spækket med apokalyptiske faresignaler at kun en dødsensalvorlig dommedagsfilm - en som Fail Safe - kunne skildre den enorme tåbelighed her og nu. Under alle omstændigheder er der en titel klar til den. Hvis det første valg af Obama kunne kaldes Death Wish I, og hans genvalg, Death Wish II, så vil et valg af Hillary Clinton med rette kunne fortjene titlen, Death Wish III—The Final Chapter.

William Kilpatrick is the author of Christianity, Islam, and Atheism: The Struggle for the Soul of the West. Visit his site, turningpointproject.com, for more of his commentaries.

http://www.frontpagemag.com/2015/william-kilpatrick/the-arabian-candidate/