Jihad mod armenske, assyriske og græske kristne
I
Tyskland, hvor Holocaust benægtelse er strafbart med op til 5 års
fængsel kapitulerede fornylig Stuttgart Universitetet forleden for pres
af bosiddende tyrkiske muslimer og aflyste en udstilling med titlen,
"Forfølgelse, Udstødning og Udslettelse af Kristne i Det Osmanniske
Imperium 1920-1922."
Ironisk
nok er dette sket i et land der blev tvunget til selv at konfrontere
sin egen 'folkedrabs' fortid, til at uddanne sin egen befolkning på det
område og betale erstatning til ofrene. Embedsmænd fra universitetet
forklarede, at de ønskede at "være neutrale" om den næsten 100 år
gamle, veldokumenterede tyrkiske massakre på cirka 2 millioner kristne.
At henvise til neutralitet, når man står overfor forbrydelser mod
menneskeheden, er dybt bekymrende, særlig i lyset af Tysklands egen
Holocaust fortid og den forpassede mulighed som dermed ses bort fra i
at undervise eleverne om folkedrab, og dermed være med til at forhindre
det kan ske igen.
Tyrkiets aggression tilbage i tiden, som er blevet kaldet "Det Armenske Folkedrab"
følger islamiseringsmønsteret der er i funktion i dag: Fjernelsen af
alle ikke-muslimer, uanset religion, etnicitet eller national
oprindelse. Det var en jihad mod anatolske kristne.
Ydermere ødelagde Tyrkiet dokumentation om folkedrabet, mange af dets drabsmænd forblev ustraffede, der blev aldrig betalt erstatning til ofrene, og de som gennemførte massakrerne er siden blevet mindet ved at der er opkaldt byer gader, mindesmærker efter dem. Tragisk nok blev Hitler inspireret af den tyrkiske udslettelse af armeniere og kristne og retfærdiggjorde den i sin "Enelige Løsning" med en udtalelse om af "ingen husker Det Armenske Folkedrab."
I
virkeligheden husker verden det, men bliver holdt i skak af den
fortsatte benægtelse af historiske sandheder, man insisterer på den
islamiske holdning og det politiske pres på at gøre de som har
modsatrettede synspunkter tavse, sådan som det er fremherskende i den
muslimske verden i dag også på andre områder og som fortsætter med jihad
mod anatolske kristne.
Sultende armenske børn, ofre for Osmannisk undertrykkelse under Det Armenske Folkedrab.
Det "Armenske Folkedrab."
De
fleste historikere anser årene 1912-1925 som en tidsperiode med en
omfattende udslettelse af kristne og tvangsforflytninger i det muslimske
Osmanniske Imperium. Skønt almindeligvis givet det lidt misvisende
navn "Armenske Folkedrab" var overgrebet en omhyggelig planlagt
etniske udrensning for at befri Lilleasien for armeniere, assyrere,
grækere og andre minoriteter for at oprette en udelukkende muslimsk
tyrkisk stat. Nogle lærde fastsætter den første fase af det kristne folkedrab fra under Sultan Abdul Hamids og hans Hamidiske Massakrer i 1895-1897 (målet var armenske kristne) og frem til Istanbul Pogromen i 1955.(målet var kristne grækere)
De
Hamidiske Massakrer var forsøg på at indføre muslimsk overherredømme
og fremme en tyrkificering. Den franske ambassadør Pierre Paul Cambon
beskrev Tyrkiet på den tid som værende "bogstaveligt i flammer" med
"massakrer allevegne" og kristne der blev myrdet "uden forskel." De
plyndrende kurdiske stammehøvdinge i regionen blev opmuntret til at
slutte sig til, og kanalisere deres agression til drab, plyndring og
voldtægt af ikke-muslimske befolkninger. Man anslår at antallet af kristne der forsvandt under Sultan Hamid er mellem 100000 til 300000.
Fra år 1900 til 1922 faldt den kristne befolkning fra at have været på 25% til mindre end 5% i Anatolien.
Under Islam havde kristne kun få rettigheder, betalt meget høje
skatter - jizya - og havde kun ringe politiske repræsentation og adgang
til regeringsembeder. Deres vidnesbyrd blev ikke regnet for noget, der
var en ringe juridisk beskyttelse, de måtte ikke eje skydevåben og
deres ejendom, hustruer og børn var sårbare overfor spontane angreb og
overfald.
Anslået 2.5 million Armeniere[1], Assyrere[2] og græske kristne[3] blev massakreret i denne periode,
Kurdere blev opmuntret til at bosætte sig i de kristnes områder,
opkræve afgifter og på ulovlig vis tage deres land i besiddelse. De fik
lov til et frit styre mod deres lokale kristne i bytte for deres
troskab overfor den Osmanniske regering.
Oprindelsen
Den
tyrkiske kampagne begyndte fem år før 1. Verdenskrig, da De Unge
Tyrkere, et hemmeligt selskab af studerende og officerer fra militæret
tog kontrollen over den Osmanniske regering. I et første forsøg på at
konsolidere deres kontrol lovede De Unge Tyrkere lighed til alle
ikke-muslimer. Når magten først var sikret gik de bor fra den politik og
gik ind for et skema med plyndring for at opnå de nødvendige
økonomiske ressourcer til det stadig mere svækkede Osmanniske Imperium.
Som opmuntring til og retfærdiggørelse af angrebene 'fabrikerede' de
rygter om at kristne var forræderiske medhjælpere for Imperiets
fjender.
En fatwa[4] blev udstedt mod de kristne og blev offentliggjort i moskeer over hele Imperiet. En plan i to dele[5]
blev indført for at homogenisere Tyrkiet gennem.1) Assimilation eller
opløsning af ikke tyrkiske muslimer ved at sprede dem over hele
Imperiet og 2) Eliminationen af ikke-muslimer der blev bedømt som
vantro og fjender af Islam. Dømte forbrydere blev løsladt af fængsler for at bemande Special Operation [6],
der blev organiseret for at udføre den endelige løsning på det kristne
'problem.' Under eskorte af militære enheder, voldtog de, røvede og
dræbte uskyldige kristne mænd, kvinder og børn.
Folkedrabet
på de kristne var i tre faser. Først blev egnede mænd indsamlet og
deporteret til arbejdslejre. For det andet blev lokalsamfundslederne og
indflydelsesrige mennesker henrettet offentligt. For det tredje blev
forsvarsløse kvinder, børn og ældre massakreret eller forflyttet eller
slaveholdt.
Etniske grækere
De
etniske grækere der blev flået bort fra deres forfædres hjem gennem
3000 år var de første ofre i det som Grækenland kalder "Den Store
Katastrofe." I løbet af de første seks måneder af 1914 påbegyndtes en
samlet bestræbelse for at udslette grækerne med det formål at få dem
ud af Lilleasien for at gøre plads til muslimske flygtninge fra
Balkanlandene. Alle græske mænd i alderen 18-50 fik ordre til at
melde sig til militærtjeneste. De blev inkorporeret i den Osmanniske
Hær og derpå overført til kampbataljoner hvor de døde i tusindvis,
udsat for kulde, sult og lidelser.
Hus
til hus undersøgelser blev udført for at finde våben. Græske mænd blev
fjernet fra deres hjem, deporteret og massakreret. Græske mænd og
kvinder blev mishandlet og anklaget for mangel på troskab overfor den
Osmanniske regering. Kvinder og børn blev voldtaget og tvunget til at
konvertere til Islam. Drenge og piger blev bortført og transporteret
dybt ind i Imperiet. Regeringen var mere reserveret i behandlingen
af grækerne end af armenierne, assyrere og andre minoriteter og lod dem
ikke være underlagt den fulde massakre. Det var fordi den græske
regering havde udtrykt bekymring for ofrenes velfærd og at tyrkerne var
angste for at Grækenland ville gå med i 1. Verdenskrig på De
Allieredes side.
Armeniere og andre minoriteter
I
1915, gik De Unge Tyrkere i kast med armenierne, assyrerne og andre
minoritetsgrupper. Alle ikke-tyrkere blev afvæbnet og tropper udsendt
for at indsamle våben. I den proces myrdede De Unge Tyrkere mænd,
voldtog kvinder og nedbrændte husene. Armeniere og assyrere der tjente i
hæren blev fjernet fra kamptropperne og overført til tvangs
arbejdslejrene.
Ikke
muslimske ledere blev fjernet fra lokalsamfundene under den anklage
lagde råd op mod regeringen. Fængslet og marcherende ud af byerne
bundet sammen og uden nogen ejendele eller mulighed for afsked med
familien. Når først befolkningen var afvæbnet og mændene fjernet så
kunne terrorstyret begynde, det som lignede det græske folkedrab.
Samtidige
beretninger gav detaljer om den overlagte massakre på uskyldige
kristne gennem øjenvidneberetninger af diplomater og missionærer fra
forskellige dele af Det Osmanniske Imeprium fra såvel, amerikanske,
tyske, italienske, skandinaviske, græske, kurdiske, russiske, assyriske
og armenske vidner.
Bøger om emnet er British Blue Book, "Behandlingen af Armenierne i Det
Osmanniske Imperium, 1915-1916," "Den Sorte Bog om Det Græske Folks
Lidelser," og "Ambassadør Morgenthaus Historie," af den amerikanske
ambassadør i Det Osmanniske Imperium fra 1913-1916, som var vidne til
folkedrabet på armenierne, assyrerne og den græske befolkning.
Det
er rædselsvækkende skildringer af overgrebene. Vidnerne så landsbyer
blive omringet og sat i brand uden nogen mulig udvej for landsbyens
beboere. Ejendom, kvæg og hjem blev konfiskeret af myndighederne. Børn
blev forgiftet og myrdet med indsprøjtninger af morfin og hele skoler
blev giftgasset. Kvinder og børn blev omladet i både og ført ud på have
for at blive smidt overbord eller kuldsejle. Kvinder og børn blev flået
nøgne, gennembanket med grene, voldtaget mens familiemedlemmer måtte
se til, og flået og brændt levende. Maverne på gravide kvinder blev
gennemboret med bajonetter og fostre blev smidt op i luften og
gennemboret med svært. Nogle ofre blev injiceret med tyfusbakterier og
led en langsom død fra sygdommens lidelser. Andre blev tvunget til
marchere nøgne med hesteskosøm gennem fødderne. De fik ingen vand og
mad, og måtte udholde konstante gennembankninger af de bander der
eskorterede dem. Folk blev bundet til heste og slæbt til døde eller fik
deres kroppe flået i stykker ved at være bundet til et træ. Andre blev
korsfæstede, hakket til døde og savet i småstykker.
Kirker
blev gennemsøgt og præster gennembanket og tvunget til at marchere
nøge og derpå massakreret. Mænd blev banket på fodsålerne indtil de
brast og de måtte amputeres. Tyrkerne flåede skæg ud, flåede negle af,
rev tunger ud, brugte skoldhede jern på ofrenes bryst, hældt skoldhedt
smør i deres sår og hånede dem med om ikke Kristus skulle hjælpe dem.
De Osmanniske Tyrkere gik endda til beretninger fra Den Spanske
Inkvisition for at få ideer til torturen.
Nogle
kristne blev deporteret med den formodning at de ville dø på turen
uden mad og drikke. Under 'rejsen' blev de berøvet, pisket, stukket med
bajonetter og myrdet af muslimer der forbød dem at stoppe for at
drikke vand. Andre blev slået med savklinger, hamre og køller og
efterladt for at de vilde dyr kunne fortære dem.
Kristne ofre der ikke blev dræbt blev holdt som slaver i harems, bortført og tvunget til at konvertere til Islam. Overlevende kvinder blev det forlangt, at de skulle give afkald på deres børn så regeringen kunne opdrage dem som muslimer.
Efterkrigstiden og det moderne folkedrab
Efter
1. Verdenskrig og under den græsk-tyrkiske krig 1919-1922 fortsatte
angrebene mod grækerne da hundredtusinder af grækere og kristne blev
dræbt og udvist. Endnu en gang blev konflikten mellem muslimer og
kristne misfortolket, denne gang med en nationalistisk etiket da de
fleste grækere var Græsk Ortodokse kristne. Lausanne Traktaten der
indeholdt betingelserne for en afslutning af den græsk-tyrkiske krig
indeholdt også en tvungen udveksling af befolkningen - grækere mod
tyrkere - ligesom en forordning der tvang grækerne til at opgive deres
ret til at søge at få kompensation for folkedrabets ofre og for
deportationerne. Efterfølgende lovgivning skadede de økonomiske udsigter
for grækerne i Tyrkiet ved at holde dem ud fra visse handelsgrene og professioner og indføre en betragtelig formueskat på deres indtjening.
I september 1955 førte yderligere stramninger for en tyrkificering til Istanbul Pogromen rettet mod den græske
minoritet, udløst af Grækenlands appel til FN om selvbestemmelse for
Cypern. Tyrkiet påstod falskeligt at Grækenland planlagde at angribe
Cypern. Tyrkiske enheder bragte en bombe til sprængning ved Mustafa
Kemals fødested i Tessaloniki, og gav de græske indbyggere skylden og
igangsatte derpå Pogromen. Tyrkiske pøbler blev forsynet med skovle og
spader hakker og brækjern og andre redskaber og transporteret ind til
byen for at angribe de græske samfund. Efter pogromen kom der fart i den
græske udvandring.
På tragisk vis faldt den græske befolkning i Tyrkiet fra 120000 i 1927 til 7000 i 1978 og 2500 i 2006.
I dag undgår den græske regering at omtale emnet Cypern ligesom
folkedrabet ikke nævnes, for at opretholde de gode forbindelser med
Tyrkiet. Hverken græske som tyrkiske skoler underviser i Det Græske
Folkedrab.
Den
kristne del af befolkningen i Tyrkiet er i dag mindre en 1%. Før 1.
Verdenskrig var der 33% kristne i Tyrkiet. I dag er der færre end 10000
assyrere, 60000 armeniere og 2000 grækere i Tyrkiet. Tyrkiet har fået
lov til at undgå at stå tilregnskab og straf og har beholdt 'rovet' fra
ofrene for de omfattende folkedrab. Hver eneste gang det kristne
folkedrab nævnes udtrykker tyrkiske embedsmænd vrede over at Tyrkiets
ære besmudses.
Vestens
tøven for undgå at "ydmyge" Tyrkiet med anklage om at have hjulpet med
til folkedrab, og undgå at nævne nogen form for fejl af den tyrkiske
regering der samtidig har elimineret alle spor og henvisninger til det
kristne folkedrab fra tyrkisk historie er sørgelig.
Samtidig
med at man fastholder en benægtelse af sin historie om jihad mod
kristne, og folkedrabet på minoriteter, fortsætter Tyrkiet med at
forfølge sine mål med tyrkificering og islamisering.
Diskriminerende
praksis mod minoriteter fortsætter uhindret. Fuld politisk deltagelse,
lige rettigheder og ytringsfrihed og religionsfrihed er hæmmet af den
islamiske Erdogan regering. Benægtelsen af veldokumenterede historiske
sandheder og mindehøjtideligholdelsen af morderne der udførte
folkedrabet er en krænkelse mod ofrene, familierne og de overlevende.
Efterkommerne
af de armenske, assyriske og græske ofre fortjener intet mindre end
fuld anerkendelse for dette overgreb og en uforbeholden undskyldning af
den tyrkiske regering. Vestens regeringer, der ligesom Stuttgart
Universitetet, undlader at tale om og henholder sig til neutralitet for
at undgå af såre Tyrkiet burde anerkende at de dermed føjer en jihad,
der har holdt ved i næsten 100 år og som kun vil blive endnu mere
udbredt over hele verden.
[1] Taner Akcam, A Shameful Act: The Armenian Genocide and the Question of Turkish Responsibility, Metropolitan Books, 2006.
[2] Hannibal Travis, Native Christians Massacred: The Ottoman Genocide of the Assyrians During World War I, Genocide Studies and Prevention, Vol. 1, No. 3, December 2006, pp. 327-371.
[3] Constantine G. Hatzidimitriou, American Accounts Documenting the Destruction of Smyrna by the Kemalist Turkish Forces: September 1922, New Rochelle, New York, Caratzas, 2005, p. 2.
[4] David Gaunt, Jan Bet-Sawoce, Racho Donef, Massacres, resistance, protectors: Muslim-Christian relations in Eastern Anatolia during World during World War I, Gorgias Press LLC, 2006, p. 62.
[5] Raymond Kevorkian, The Extermination of Ottoman Armenians by the Young Turk Regime (1915-1916), Online Encyclopedia of Mass Violence, June 2008.
[6] Vahakn, Dadrian, The Documentation of the World War I Armenian Massacres in the Proceedings of the Turkish Military Tribunal, International Journal of Middle East Studies 23, pp. 549-76.
FamilySecurityMatters.org Contributor
Janet Levy, MBA, MSW, is an activist, world traveler, and freelance
journalist who has contributed to American Thinker, Pajamas Media, Full
Disclosure Network, FrontPage Magazine, Family Security Matters and
other publications. She blogs at www.womenagainstshariah.com.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar