Det armenske folkedrab - jihad mod kristne

Jihad mod armenske, assyriske og græske kristne

Janet Levy

I Tyskland, hvor Holocaust benægtelse er strafbart med op til 5 års fængsel kapitulerede fornylig Stuttgart Universitetet forleden for pres af bosiddende tyrkiske muslimer og aflyste en udstilling med titlen, "Forfølgelse, Udstødning og Udslettelse af Kristne i Det Osmanniske Imperium 1920-1922." 

Ironisk nok er dette sket i et land der blev tvunget til selv at konfrontere sin egen 'folkedrabs' fortid, til at uddanne sin egen befolkning på det område og betale erstatning til ofrene. Embedsmænd fra universitetet forklarede, at de ønskede at "være neutrale" om den næsten 100 år gamle, veldokumenterede tyrkiske massakre på cirka 2 millioner kristne. At henvise til neutralitet, når man står overfor forbrydelser mod menneskeheden, er dybt bekymrende, særlig i lyset af Tysklands egen Holocaust fortid og den forpassede mulighed som dermed ses bort fra i at undervise eleverne om folkedrab, og dermed være med til at forhindre det kan ske igen. 

Tyrkiets aggression tilbage i tiden, som er blevet kaldet "Det Armenske Folkedrab" følger islamiseringsmønsteret der er i funktion i dag: Fjernelsen af alle ikke-muslimer, uanset religion, etnicitet eller national oprindelse. Det var en jihad mod anatolske kristne. 

Ydermere ødelagde Tyrkiet dokumentation om folkedrabet, mange af dets drabsmænd forblev ustraffede, der blev aldrig betalt erstatning til ofrene, og de som gennemførte massakrerne er siden blevet mindet ved at der er opkaldt byer gader, mindesmærker efter dem. Tragisk nok blev Hitler inspireret af den tyrkiske udslettelse af armeniere og kristne og retfærdiggjorde den i sin "Enelige Løsning" med en udtalelse om af "ingen husker Det Armenske Folkedrab." 

I virkeligheden husker verden det, men bliver holdt i skak af den fortsatte benægtelse af historiske sandheder, man insisterer på den islamiske holdning og det politiske pres på at gøre de som har modsatrettede synspunkter tavse, sådan som det er fremherskende i den muslimske verden i dag også på andre områder og som fortsætter med jihad mod anatolske kristne.

 Sultende armenske børn, ofre for Osmannisk undertrykkelse under Det Armenske Folkedrab.

Det "Armenske Folkedrab."

De fleste historikere anser årene 1912-1925 som en tidsperiode med en omfattende udslettelse af kristne og tvangsforflytninger i det muslimske Osmanniske Imperium. Skønt almindeligvis givet det lidt misvisende navn "Armenske Folkedrab" var overgrebet en omhyggelig planlagt etniske udrensning for at befri Lilleasien for armeniere, assyrere, grækere og andre minoriteter for at oprette en udelukkende muslimsk tyrkisk stat. Nogle lærde fastsætter den første fase af det kristne folkedrab fra under Sultan Abdul Hamids og hans Hamidiske Massakrer i 1895-1897 (målet var armenske kristne) og frem til Istanbul Pogromen i 1955.(målet var kristne grækere)

De Hamidiske Massakrer var forsøg på at indføre muslimsk overherredømme og fremme en tyrkificering. Den franske ambassadør Pierre Paul Cambon beskrev Tyrkiet på den tid som værende "bogstaveligt i flammer" med "massakrer allevegne" og kristne der blev myrdet "uden forskel." De plyndrende kurdiske stammehøvdinge i regionen blev opmuntret til at slutte sig til, og kanalisere deres agression til drab, plyndring og voldtægt af ikke-muslimske befolkninger. Man anslår at antallet af kristne der forsvandt under Sultan Hamid er mellem 100000 til 300000.

Fra år 1900 til 1922 faldt den kristne befolkning fra at have været på 25% til mindre end 5% i Anatolien. Under Islam havde kristne kun få rettigheder, betalt meget høje skatter - jizya - og havde kun ringe politiske repræsentation og adgang til regeringsembeder. Deres vidnesbyrd blev ikke regnet for noget, der var en ringe juridisk beskyttelse, de måtte ikke eje skydevåben og deres ejendom, hustruer og børn var sårbare overfor spontane angreb og overfald. 

Anslået 2.5 million Armeniere[1], Assyrere[2] og græske kristne[3] blev massakreret i denne periode, Kurdere blev opmuntret til at bosætte sig i de kristnes områder, opkræve afgifter og på ulovlig vis tage deres land i besiddelse. De fik lov til et frit styre mod deres lokale kristne i bytte for deres troskab overfor den Osmanniske regering.

Oprindelsen

Den tyrkiske kampagne begyndte fem år før 1. Verdenskrig, da De Unge Tyrkere, et hemmeligt selskab af studerende og officerer fra militæret tog kontrollen over den Osmanniske regering. I et første forsøg på at konsolidere deres kontrol lovede De Unge Tyrkere lighed til alle ikke-muslimer. Når magten først var sikret gik de bor fra den politik og gik ind for et skema med plyndring for at opnå de nødvendige økonomiske ressourcer til det stadig mere svækkede Osmanniske Imperium. Som opmuntring til og retfærdiggørelse af angrebene 'fabrikerede' de rygter om at kristne var forræderiske medhjælpere for Imperiets fjender.

 

En fatwa[4] blev udstedt mod de kristne og blev offentliggjort i moskeer over hele Imperiet. En plan i to dele[5] blev indført for at homogenisere Tyrkiet gennem.1) Assimilation eller opløsning af ikke tyrkiske muslimer ved at sprede dem over hele Imperiet og 2) Eliminationen af ikke-muslimer der blev bedømt som vantro og fjender af Islam. Dømte forbrydere blev løsladt af fængsler for at bemande Special Operation [6], der blev organiseret for at udføre den endelige løsning på det kristne 'problem.' Under eskorte af militære enheder, voldtog de, røvede og dræbte uskyldige kristne mænd, kvinder og børn.

Folkedrabet på de kristne var i tre faser. Først blev egnede mænd indsamlet og deporteret til arbejdslejre. For det andet blev lokalsamfundslederne og indflydelsesrige mennesker henrettet offentligt. For det tredje blev forsvarsløse kvinder, børn og ældre massakreret eller forflyttet eller slaveholdt.

Etniske grækere

De etniske grækere der blev flået bort fra deres forfædres hjem gennem 3000 år var de første ofre i det som Grækenland kalder "Den Store Katastrofe." I løbet af de første seks måneder af 1914 påbegyndtes en samlet bestræbelse for at udslette grækerne med det formål at få dem ud af Lilleasien for at gøre plads til muslimske flygtninge fra Balkanlandene. Alle græske mænd i alderen 18-50 fik ordre til at melde sig til militærtjeneste. De blev inkorporeret i den Osmanniske Hær og derpå overført til kampbataljoner hvor de døde i tusindvis, udsat for kulde, sult og lidelser. 

Hus til hus undersøgelser blev udført for at finde våben. Græske mænd blev fjernet fra deres hjem, deporteret og massakreret. Græske mænd og kvinder blev mishandlet og anklaget for mangel på troskab overfor den Osmanniske regering. Kvinder og børn blev voldtaget og tvunget til at konvertere til Islam. Drenge og piger blev bortført og transporteret dybt ind i Imperiet. Regeringen var mere reserveret i behandlingen af grækerne end af armenierne, assyrere og andre minoriteter og lod dem ikke være underlagt den fulde massakre. Det var fordi den græske regering havde udtrykt bekymring for ofrenes velfærd og at tyrkerne var angste for at Grækenland ville gå med i 1. Verdenskrig på De Allieredes side.

Armeniere og andre minoriteter

I 1915, gik De Unge Tyrkere i kast med armenierne, assyrerne og andre minoritetsgrupper. Alle ikke-tyrkere blev afvæbnet og tropper udsendt for at indsamle våben. I den proces myrdede De Unge Tyrkere mænd, voldtog kvinder og nedbrændte husene. Armeniere og assyrere der tjente i hæren blev fjernet fra kamptropperne og overført til tvangs arbejdslejrene. 

Ikke muslimske ledere blev fjernet fra lokalsamfundene under den anklage lagde råd op mod regeringen. Fængslet og marcherende ud af byerne bundet sammen og uden nogen ejendele eller mulighed for afsked med familien. Når først befolkningen var afvæbnet og mændene fjernet så kunne terrorstyret begynde, det som lignede det græske folkedrab. 

Samtidige beretninger gav detaljer om den overlagte massakre på uskyldige kristne gennem øjenvidneberetninger af diplomater og missionærer fra forskellige dele af Det Osmanniske Imeprium fra såvel, amerikanske, tyske, italienske, skandinaviske, græske, kurdiske, russiske, assyriske og armenske vidner.

Bøger om emnet er British Blue Book, "Behandlingen af Armenierne i Det Osmanniske Imperium, 1915-1916," "Den Sorte Bog om Det Græske Folks Lidelser," og "Ambassadør Morgenthaus Historie," af den amerikanske ambassadør i Det Osmanniske Imperium fra 1913-1916, som var vidne til folkedrabet på armenierne, assyrerne og den græske befolkning.

Det er rædselsvækkende skildringer af overgrebene. Vidnerne så landsbyer blive omringet og sat i brand uden nogen mulig udvej for landsbyens beboere. Ejendom, kvæg og hjem blev konfiskeret af myndighederne. Børn blev forgiftet og myrdet med indsprøjtninger af morfin og hele skoler blev giftgasset. Kvinder og børn blev omladet i både og ført ud på have for at blive smidt overbord eller kuldsejle. Kvinder og børn blev flået nøgne, gennembanket med grene, voldtaget mens familiemedlemmer måtte se til, og flået og brændt levende. Maverne på gravide kvinder blev gennemboret med bajonetter og fostre blev smidt op i luften og gennemboret med svært. Nogle ofre blev injiceret med tyfusbakterier og led en langsom død fra sygdommens lidelser. Andre blev tvunget til marchere nøgne med hesteskosøm gennem fødderne. De fik ingen vand og mad, og måtte udholde konstante gennembankninger af de bander der eskorterede dem. Folk blev bundet til heste og slæbt til døde eller fik deres kroppe flået i stykker ved at være bundet til et træ. Andre blev korsfæstede, hakket til døde og savet i småstykker. 

Kirker blev gennemsøgt og præster gennembanket og tvunget til at marchere nøge og derpå massakreret. Mænd blev banket på fodsålerne indtil de brast og de måtte amputeres. Tyrkerne flåede skæg ud, flåede negle af, rev tunger ud, brugte skoldhede jern på ofrenes bryst, hældt skoldhedt smør i deres sår og hånede dem med om ikke Kristus skulle hjælpe dem. De Osmanniske Tyrkere gik endda til beretninger fra Den Spanske Inkvisition for at få ideer til torturen.

Nogle kristne blev deporteret med den formodning at de ville dø på turen uden mad og drikke. Under 'rejsen' blev de berøvet, pisket, stukket med bajonetter og myrdet af muslimer der forbød dem at stoppe for at drikke vand. Andre blev slået med savklinger, hamre og køller og efterladt for at de vilde dyr kunne fortære dem.

Kristne ofre der ikke blev dræbt blev holdt som slaver i harems, bortført og tvunget til at konvertere til Islam. Overlevende kvinder blev det forlangt, at de skulle give afkald på deres børn så regeringen kunne opdrage dem som muslimer.

Efterkrigstiden og det moderne folkedrab

Efter 1. Verdenskrig og under den græsk-tyrkiske krig 1919-1922 fortsatte angrebene mod grækerne da hundredtusinder af grækere og kristne blev dræbt og udvist. Endnu en gang blev konflikten mellem muslimer og kristne misfortolket, denne gang med en nationalistisk etiket da de fleste grækere var Græsk Ortodokse kristne. Lausanne Traktaten der indeholdt betingelserne for en afslutning af den græsk-tyrkiske krig indeholdt også en tvungen udveksling af befolkningen - grækere mod tyrkere - ligesom en forordning der tvang grækerne til at opgive deres ret til at søge at få kompensation for folkedrabets ofre og for deportationerne. Efterfølgende lovgivning skadede de økonomiske udsigter for grækerne i Tyrkiet ved at holde dem ud fra visse handelsgrene og professioner og indføre en betragtelig formueskat på deres indtjening.

.

I september 1955 førte yderligere stramninger for en tyrkificering til Istanbul Pogromen rettet mod den græske minoritet, udløst af Grækenlands appel til FN om selvbestemmelse for Cypern. Tyrkiet påstod falskeligt at Grækenland planlagde at angribe Cypern. Tyrkiske enheder bragte en bombe til sprængning ved Mustafa Kemals fødested i Tessaloniki, og gav de græske indbyggere skylden og igangsatte derpå Pogromen. Tyrkiske pøbler blev forsynet med skovle og spader hakker og brækjern og andre redskaber og transporteret ind til byen for at angribe de græske samfund. Efter pogromen kom der fart i den græske udvandring.

På tragisk vis faldt den græske befolkning i Tyrkiet fra 120000 i 1927 til 7000 i 1978 og 2500 i 2006. I dag undgår den græske regering at omtale emnet Cypern ligesom folkedrabet ikke nævnes, for at opretholde de gode forbindelser med Tyrkiet. Hverken græske som tyrkiske skoler underviser i Det Græske Folkedrab. 

Den kristne del af befolkningen i Tyrkiet er i dag mindre en 1%. Før 1. Verdenskrig var der 33% kristne i Tyrkiet. I dag er der færre end 10000 assyrere, 60000 armeniere og 2000 grækere i Tyrkiet. Tyrkiet har fået lov til at undgå at stå tilregnskab og straf og har beholdt 'rovet' fra ofrene for de omfattende folkedrab. Hver eneste gang det kristne folkedrab nævnes udtrykker tyrkiske embedsmænd vrede over at Tyrkiets ære besmudses. 

Vestens tøven for undgå at "ydmyge" Tyrkiet med anklage om at have hjulpet med til folkedrab, og undgå at nævne nogen form for fejl af den tyrkiske regering der samtidig har elimineret alle spor og henvisninger til det kristne folkedrab fra tyrkisk historie er sørgelig.

Samtidig med at man fastholder en benægtelse af sin historie om jihad mod kristne, og folkedrabet på minoriteter, fortsætter Tyrkiet med at forfølge sine mål med tyrkificering og islamisering.

Diskriminerende praksis mod minoriteter fortsætter uhindret. Fuld politisk deltagelse, lige rettigheder og ytringsfrihed og religionsfrihed er hæmmet af den islamiske Erdogan regering. Benægtelsen af veldokumenterede historiske sandheder og mindehøjtideligholdelsen af morderne der udførte folkedrabet  er en krænkelse mod ofrene, familierne og de overlevende.

Efterkommerne af de armenske, assyriske og græske ofre fortjener intet mindre end fuld anerkendelse for dette overgreb og en uforbeholden undskyldning af den tyrkiske regering. Vestens regeringer, der ligesom Stuttgart Universitetet, undlader at tale om og henholder sig til neutralitet for at undgå af såre Tyrkiet burde anerkende at de dermed føjer en jihad, der har holdt ved i næsten 100 år og som kun vil blive endnu mere udbredt over hele verden. 

See also: The Persecution of Christians in the Middle East

[1] Taner Akcam, A Shameful Act:  The Armenian Genocide and the Question of Turkish Responsibility, Metropolitan Books, 2006.

[2] Hannibal Travis, Native Christians Massacred:  The Ottoman Genocide of the Assyrians During World War I, Genocide Studies and Prevention, Vol. 1, No. 3, December 2006, pp. 327-371.

[3] Constantine G. Hatzidimitriou, American Accounts Documenting the Destruction of Smyrna by the Kemalist Turkish Forces: September 1922, New Rochelle, New York, Caratzas, 2005, p. 2.

[4] David Gaunt, Jan Bet-Sawoce, Racho Donef, Massacres, resistance, protectors: Muslim-Christian relations in Eastern Anatolia during World during World War I, Gorgias Press LLC, 2006, p. 62.

[5] Raymond Kevorkian, The Extermination of Ottoman Armenians by the Young Turk Regime (1915-1916), Online Encyclopedia of Mass Violence, June 2008.

[6] Vahakn, Dadrian, The Documentation of the World War I Armenian Massacres in the Proceedings of the Turkish Military Tribunal, International Journal of Middle East Studies 23, pp. 549-76.

FamilySecurityMatters.org Contributor Janet Levy, MBA, MSW, is an activist, world traveler, and freelance journalist who has contributed to American Thinker, Pajamas Media, Full Disclosure Network, FrontPage Magazine, Family Security Matters and other publications. She blogs at www.womenagainstshariah.com.