Om "de nationale medier" Vicepræsident Spiro Agnew's tale i Des Moines, Iowa
November 13, 1969
I aften vil jeg tale om vigtigheden af TV-nyhederne for det amerikanske folk. Ingen nation er mere afhængig af en intelligent bedømmelse af dets borgere. Intet medium har en mere vægtig indflydelse over den offentlige mening. Ingen steder i vort system er der færre kontrolmekanismer af den store indflydelse. Derfor, af alle steder burde der være en gennemført samvittighedsfyldt ansvarlighed, netop hos nyhedsmedierne. Spørgsmålet er derfor: Kræver vi tilstrækkeligt af vor TV-nyheds information? Og kræver de som står bag dette medium nok af sig selv?
Mandag aften for en uge siden, gav Præsident Nixon denne administrations vigtigste tale, en af de vigtigste i dette årti. Emnet var Vietnam. Hans håb var at få det amerikanske folk til at stå konflikten igennem, således at en varig og retfærdig fred kunne opnås i Stillehavsområdet. I 32 minutter, ræsonnerede han med en nation, der har haft næsten en tredjedel million tilskadekomne i den længste krig i nationens historie.
Da præsidenten afsluttede sin tale - en tale han har brugt uger på at forberede - blev hans ord og politik underlagt en øjeblikkelig analyse, og ihærdig kritik. De 70 millioner amerikanerne der var samlet for at lytte til Præsidenten for United States - blev derpå taget som gidsler af en lille gruppe af netværks kommentatorer og selvudnævnte analytikere. Flertallet blandt dem udtrykte, på den ene eller anden måde, at de var fjendtligt indstillede over det han havde at sige.
Der var helt tydeligt, at de havde besluttet sig på forhånd. De som kan huske den postyr og usikkerhed der fulgte efter Præsident Johnson's dramatiske afsløring af at han ikke ville søge genvalg, har set disse mænd værende i en ægte tilstand af at være ikke forberedte. Det var ikke tilfældet her.
En kommentator modsagde to gange Præsidentens udtalelse om udveksling af korrespondance med Ho Chi Minh. En anden stillede spørgsmål ved Præsidentens evner som politiker. En tredje vurderede at Præsidenten nu "fulgte Pentagons kurs." Andre igen, gennem deres mimik, tonen i deres spørgsmål, og sarkasmen i deres svar, gjorde det helt klart at de var misbilligende.
For at garantere på forhånd, at Præsidentens bøn om national enhed skulle udfordres, havde et netværk trukket Averell Harriman frem til lejligheden. Under Præsidentens tale ventede han i korridorerne. Da Præsidenten kom til sin konklusion, var hr. Harriman der med det samme. Han angreb Thieu regeringen for ikke at repræsentativ; han kritiserede Præsidentens tale for diverse uklarheder; to gange gav han udtryk for, at Senatets Udenrigskomite burde debattere Vietnam endnu en gang; han gjorde sin holdning klar at Viet Cong eller Nordvietnameserne faktisk ikke ønskede en militærovertagelse af Sydvietnam; han fortalte en lille anekdote om en "meget, meget, ansvarsfuld" person han havde mødt i den Nordvietnamesiske delegation.
Alt i alt, gav hr. Harriman en bred vifte af velmenende råd - udfordrede, og gik imod den politik som Præsidenten for United States stod for. Hvor Præsidenten bad om enighed, opfordrede hr. Harriman nationen til ikke at lytte på ham.
Et ord om hr. Harriman. I ti måneder var han Amerikas chefforhandler ved Paris Fredsforhandlingerne - en periode, hvor USA indgik nogle af de største militære indrømmelser i krigshistorien, for at få en aftale med fjenden ved forhandlingsbordet. Ligesom Coleridge's "Ancient Mariner," ser det ud til at Hr. Harriman har en udtalt trang til at retfærdiggøre sine fiaskoer overfor alle der vil lytte. Nyhedsmedierne har vist sig villige til at give ham al den sendetid han kunne ønske sig.
Alle amerikanere har ret til at være uenige med præsidenten for United States, og offentligt give udtryk for en sådan uenighed.
Men Præsidenten for United States har ret til at kommunikere direkte med det folk som valgte ham, og folket i dette land har ret til selv at afgøre i deres sind, og dermed have deres egen mening om en Præsidents tale, uden at få Præsidents ord og tanker fortolket gennem fordomsfulde kritikere, endnu før de kan få tid til at fordøje talen.
Da Winston Churchill bad offentligheden om at fastholde kursen mod Hitler's Tyskland skulle han ikke også slås med en hoben kommentatorer der stillede tvivlende spørgsmål om han nu også fortolkede den offentlige mening korrekt, eller om Storbritannien havde sejheden til at gennemføre krigen. Da Præsident Kennedy samlede nationen i Cuba Missil Krisen, blev hans tale til folket ikke gennemtygget af kritikere rundt om et bord, der undsagde den handlingsplan han bad Amerika følge.
Formålet med mine bemærkninger her i aften er at gøre opmærksom på denne lille gruppe af mænd, der ikke kun nyder en ret til at give øjeblikkelige hug til enhver Præsidents tale, men langt vigtigere skabe en fri mulighed for at vælge, præsentere og fortolke de store problemer som vor nation står overfor.
For det første så lad os definere denne magt. Mindst 40 millioner amerikanere, sådan er det anslået, ser nyhederne hver aften. Syv millioner af dem ser ABC, resten er fordelt mellem NBC og CBS. Ifølge en Harris undersøgelse og også gennem andre studier, er nyhederne for millioner af amerikanere den eneste kilde til de nationale nyheder og verdensnyhederne.
Som Will Rogers bemærker, det du vidste var det du læste i avisen. For et stigende antal millioner amerikanerne, er det hvad de ser og hører på deres TV, i dag.
Hvordan afgøres det hvilke nyheder der skal sendes? En lille gruppe af mænd, antallet er måske ikke mere end et dusin "ankermænd," kommentatorer og chefredaktører, afgør hvad de 20 minutter eller deromkring skal indeholde af filmklip og kommentarer som efterfølgende skal ud til offentligheden. Denne udvælgelse sker fra de mellem 90 - 180 minutters nyhedsstof der måske findes. Deres magt til at vælge er bred. De beslutter hvad, mellem 40 - 50 millioner amerikanere skal lære om dagens begivenheder i nationen, og i verden.
Vi kan ikke måle denne magt og indflydelse med traditionelle demokratiske standarder, for disse mænd kan skabe nationale 'problemer' i løbet af natten. De kan forårsage, eller forhindre - gennem deres dækning og kommentarer - et moratorium om krigen. De kan løfte ukendte mænd fra mørket til national berømmelse i løbet af en uge. De kan belønne nogle politikere med national omtale, og helt ignorere andre. For millioner af amerikanere, er journalisten der dækker et emne, såsom ABM eller Civil Rights, faktisk blevet den øverste dommer i en national domstolsjury.
Det skal anerkendes at nyhedsmedierne har givet vigtige bidrag til oplysning af nationen. Gennem nyhederne, dokumentarfilm, og særudsendelser har de ofte benyttet deres magt konstruktivt og med stor skabervilje for at gøre den offentlige samvittighed opmærksom på kritiske problemer.
Nyhedsmedierne gjorde "sult" og "asbestlunger )(black-lung disease)" til nationale emner i løbet af natten. TV-nyhederne har gjort, hvad intet andet medium kunne have gjort når det drejer sig om at dramatisere krigens rædsler. Nyhederne har tacklet vore allermest vanskelige sociale problemer med en direkte og en øjeblikkelighed som er selve deres mediums gave. De har sat nationens fokus på miljømæssige problemer, på forureningen af De Store Søer, og den truede økologi i Everglades.
Men det var også nyhederne der førte Stokely Carmichael og George Lincoln Rockwell fra det totale mørke, og frem til national godkendelse. Deres magt er heller ikke kun begrænset til emnet.
Et løftet øjenbryn, en betoning i stemmen, en besk bemærkning sådan tilfældigt midt i en udsendelse kan få tvivlen til at rejse sig hos millioner om sandfærdigheden hos en embedsmand, eller visdommen i regeringens politik. En Forbunds Kommunikations Kommissær betragter nyhedsmediernes magt som værende på samme niveau som den lokale, den statslige og forbundsregeringens tilsammen. Helt sikkert repræsenterer den en koncentration af magt over den amerikanske offentlige mening, som ikke er set førhen i historien.
Hvad ved amerikanerne om de mænd som besidder denne magt? Om de mænd der producerer og leder nyhedsnetværkerne, nationen som hele ved i det store og hele ingenting. Om kommentatorerne, ved de fleste amerikanere kun lidt, ud over at de afspejler en urban og sikker tilstedeværelse, tilsyneladende godt informeret om alt der er vigtigt.
Det vi ved er, at disse kommentatorer og producere bor og arbejder i de geografiske og intellektuelle grænseområder i Washington D.C. eller New York City - sidstnævnte benævner James Reston som "det allermest urepræsentative samfund i hele United States." Begge områder, vil så gerne fremstille deres egen provinsialisme, deres helt særegne provinsialisme. Vi kan således udlede, at disse mænd læser de samme aviser, og dermed får de deres politiske og sociale holdninger fra de samme kilder. Værre endnu, så samtaler de hele tiden med hinanden, derved giver de kunstig bekræftelse på de synspunkter de deler.
Tillader de mon at deres holdninger influerer på udvælgelsen og præsentationen af nyhederne? David Brinkley fastslår, "Objektivitet er umulig for normal menneskelig opførsel." han siger vi bør snarere stræbe efter at være "retfærdige." Endnu en ankermand på et nyhedsshow indrømmer: "Man kan ikke udelukke alle private overbevisninger blot fordi man sidder i en stol som denne og kameraet har fokus på dig ....jeg mener at ens program bør afspejle hvad dine følelser er. Det indrømmer jeg gerne."
Mindre end en uge før valget i 1968 udfordrede denne samme kommentator Præsident Nixons kampagneløfter for ikke at være mere holdbare end kampagneballonerne. Han påstod at, hvis det ikke var af frygt for en fjendtlig reaktion, da ville Richard Nixon, give efter for, og jeg citerer kommentatoren, "sit naturlige instinkt for at smadre fjenden med en kølle, eller jagte ham med en kødøkse." Hvis den slags politisk bagvaskelse var blevet fremført af en politisk kandidat om en anden, ville det være blevet forkastet af de fleste kommentatorer som et bagholdsangreb. Men dette angreb fremstod fra det privilegerede hellige stade i et nyhedsstudie, og derfor havde det et værdigt skær af at være en objektiv udtalelse.
Det amerikanske folk ville med rette ikke tolerere en sådan koncentration af magt hos regeringen. Er det ikke rimeligt og relevant at stille spørgsmål til en sådan magtkoncentration i hænderne hos et lille og lukket broderskab af privilegerede mænd, som ikke er valgt af nogen, og som nyder en monopolstatus der er sanktioneret og tilladt af regeringen?
Dette broderskabs holdninger repræsenterer ikke holdningerne hos Amerika. Det er derfor der et en sådan enorm kløft mellem, hvordan nationen modtog Præsidentens tale - og hvordan nyhedsmedierne behandlede den.
Ikke alene tog landet imod Præsidentens tale med mere varme end nyhedsmedierne; det gjaldt også Kongressen i United States. I går blev Præsidenten oplyst om, at 300 individuelle kongresmedlemmer og 59 senatorer hos begge partier havde støttet hans bestræbelser hen mod fred.
Som med andre amerikanske institutioner, er det måske på tide at nyhedsmedierne kommer mere i overensstemmelse med nationens holdninger og mere ansvarsbevidste over for det folk de skal tjene.
Jeg går ikke ind for regeringscensur eller nogen anden form for censur. Det jeg stiller spørgsmål ved er, om der mon er en slags allerede eksisterende censur når de nyheder som 40 millioner amerikanere modtager hver aften bliver bestemt af en håndfuld mænd der skal stå til ansvar overfor deres foresatte i virksomhederne og filtreres gennem en håndfuld kommentatorer der indrømmer, at de har deres egne retningslinjer.
De spørgsmål jeg stiller i aften burde have været rejst af andre for lang tid siden. De skulle være blevet stillet af de amerikanerne der traditionelt har betragtet fastholdelsen af pressens ytringsfrihed som deres særlige bekymring og ansvarsområder. De burde være stillet af de amerikanere der deler det samme syn som den nu afdøde Dommer Learned Hand, (ytringfrihedens meget ihærdige fortaler, f. 1872 d. 1961 synopsis kommentar) at "de rette konklusioner med stor sandsynlighed kan nås gennem en mangfoldighed af udtalelser, end gennem nogen form for autoritativ udvælgelse."
Fortalerne for nyhedsnetværkerne har hævdet en First Amendment ret til de samme ubegrænsede friheder som de store aviser har i Amerika.
Deres forhold er ikke identiske. Hvor The New York Times når ud til 800000 mennesker, når NBC ud til tyve gange så mange med deres nyhedsudsendelse om aftenen. Man kan heller ikke sammenligne den gevaldige indflydelse som det at se film på TV, og samtidig høre kommentatoren med det at læse noget på tryk.
Vi vil ikke lukke ned for vort TV og lytte til fonografen, fordi de luftbårne bølger ikke kun tilhører nyhedsnetværkerne; de tilhører folket.
For ti år siden, før netværksnyhederne opnåede denne dominans over den offentlige mening, talte Walter Lippman om problemet: "Der er en væsentlig og radikal forskel," fastslog han, "mellem TV og det trykte ord....de tre eller fire konkurrerende TV-stationer kontrollerer i praksis alt der kan modtages i almindelige fjernsyn. Men udover de masse-cirkulerende daglige nyheder, så er der ugemagasiner, månedsmagasiner, de landsdækkende aviser og bøger. Hvis et menneske ikke kan lide sin avis, kan han læse en anden, eller vente på at det ugentlige nyhedsmagasin udkommer. Det er ikke ideelt. Men det er dog definitivt langt bedre end med TV. I det tilfælde, hvor en mand ikke kan lide, hvad nyhederne tilbyder ham, da er det eneste han kan gøre at slukke, og lytte til grammofonen."
"Nyhedsnetværkerne" fastslog han, "som er få i antal, har praktisk talt monopol på et helt kommunikationsmedium." De landsdækkende aviser har ingen monopol på det trykte ord.
En "praktisk talt monopol på et helt kommunikationsmedium" er ikke noget et demokratisk indstillet folk blindt skal se bort fra.
Og hvis vi ikke skal slukke for vore TV og lytte til grammofonen, fordi vore æterbårne bølger ikke tilhører nyhedsnetværkerne; så tilhører de folket.
Som Dommer Justice Byron White skrev i sin skelsættende klumme for seks måneder siden "Det er seernes og lytternes ret der er altafgørende, ikke de som sender dem."
Der bliver argumenteret for at denne magtanvendelse (hos medierne) ikke repræsenterer en fare hos de som har benyttet den ansvarligt.
Men med hensyn til om nyhedsmedierne har misbrugt den magt de besidder eller ej, så lad os vende os til vort første vidne, tidligere vicepræsident Hubert Humphrey og byen Chicago.
Ifølge Theodore H. White har TV's sammenklipning af filmen fra Chicagos gader med "den nuværende udvikling af konventets gang, skabt det mest slående og falske politiske billede af 1968 - nomineringen af en mand som præsidentkandidat for Amerika, gennem et brutalt og voldeligt politis nådesløse handlinger."
Hvis vi skal tro på en nylig udfærdiget rapport hos House Commerce Committee, da medvirkede TV's præsentation af volden i gaderne til den uretfærdige behandling og det dårlige ry som politiet i Chicago har fået.
Ifølge Komiteens udredninger præsenterede især en TV-kanal "et ensidigt billede, som i stor målestok friholder demonstranterne og de protesterne fra anklage." Film af provokationer mod politiet, som det ellers var muligt at vise, blev det aldrig, mens film med politiets modsvar, som de protesterende selv havde fremprovokeret, blev vist til millioner.
En anden TV-kanal viste faktisk den samme voldsscene - fra tre forskellige vinkler - uden at gøre opmærksom på, at det var samme episode."
Selvom hele rapporten er tøvende overfor at drage konklusioner så er det ikke et dokument der inspirerer til tilliden til retfærdigheden i nyhedsmediernes dækning.
Vor viden om virkningen af netværksnyhederne på det nationale sind er langt fra fuldstændig. Men der er dog nogle foreløbige træk man kan udlede. Vi har ingen tilstrækkelig information til at stille en række alvorlige spørgsmål om virkningen på et demokratisk samfund.
For adskillige år siden skrev Fred Friendly, en af pionererne indenfor nyhedsnetværket, at de manglende ingredienser var "overbevisning, kontrovers og en mening." Det har nyhedsnetværkerne så sandelig kompenseret så rigeligt for siden hen.
Og med netværkernes endeløse søgen efter det kontroversielle da burde vi spørge, hvad er hovedformålet - at give oplysning eller opnå profit? Hvad er slutresultatet - at informere eller at forvirre? Hvordan tjener den altid igangværende udforskning efter mere handling, mere spænding, mere drama vor nationale søgen efter fred og stabilitet?
Normaliteten er blevet det skæbnesvangre i nyhedsnetværkerne.
Gresham's lov synes at herske i nyhedsnetværkerne.
De dårlige nyheder fortrænger de gode nyheder. Det irrationelle er mere kontroversielt end det rationelle.
Samdrægtighed og overensstemmelse kan ikke længere konkurrere med uenighed. Et minut med Eldridge Cleaver er langt mere værd, end ti minutter med Roy Wilkins. Problemer på arbejdsmarkedet der kan klares ved forhandlingsbordet er for ingenting at sammenligne med den konfrontation der resulterer i en strejke - eller endnu bedre, vold i rækkerne. Normaliteten er blevet selve aftennyhedernes nemesis.
Konsekvensen af al denne modsætning er, at et snævert og fordrejet billede af Amerika ofte forekommer i TV-nyhederne. Et enkelt dramatisk stykke af mosaikken, bliver, hos millioner, til hele billedet. Den amerikaner der stoler på TV-nyhederne kunne komme til at konkludere at flertallet af de amerikanske studerende er bitre radikale; at flertallet af de sorte amerikanere ikke elsker deres land; at vold og lovløshed er reglen, snarere end undtagelsen på de amerikanske universiteter. Ingen af disse slutninger er sande.
Måske er stedet, hvor man skal begyndt at lede efter en troværdighedskløft ikke i regeringskontorerne i Washington, men i studierne i TV-netværkerne i New York.
TV har meget muligt ødelagt de gamle stereotyper - men har man ikke skabt nye i stedet for?
Hvad har denne passionerede søgen efter "kontrovers" gjort ved en fremskridtspolitik, gennem fornuftige kompromisser, som er så væsentlige for et velfungerende demokratisk samfund?
De medlemmer af Kongressen der følger deres principper og deres filosofi, stille og vedholdende i kompromiset ånd, er ukendte for mange amerikanere - mens de højtråbende og de mest yderligtgående afvigere om ethvert emne bliver kendt af alle mand på gaden.
Hvor mange marcher og demonstrationer ville vi mon have, hvis de marcherende ikke var fuldt ud klar over at de altid trofaste TV-kameraer var der for at optage deres klovnerier til det næste nyhedsshow?
Vi har hørt krav fremsat om at Senatorer og kongresmedlemmer og dommere skal gøre deres finansielle forbindelser helt åbenlyse - for at offentligheden kan vide, hvem og hvad der influerer på deres stemmeafgivelser. Stærke argumenter kan man fremsætte for dette synspunkt. Men når en enkelt kommentator eller producer, aften efter aften, bestemmer på vegne af millioner af mennesker, hvor meget hver side i et sådant vigtigt emne skal tildeles tilskuernes ører og øjne, bør han da ikke også først afsløre sine personlige synspunkter om emnet?
I denne søgen efter spænding og kontrovers, er der så ikke blevet tildelt langt mere end rimelig tid til den minoritet af amerikanere der har specialiseret sig i at angribe United States, dets institutioner og dets borgere?
Her i aften har jeg stillet spørgsmålene, jeg har ikke gjort forsøg på at komme med svarmuligheder. Disse svar skal komme fra mediernes bagmænd. De udfordres til at vende kritikken mod sig selv. De udfordres til at rette deres energi, talent og overbevisning mod at forbedre kvaliteten og objektiviteten i nyheds præsentationerne. De udfordres til at strukturere deres egen borgerlige etik så den kombinerer deres større frihed med større ansvarlighed.
Det amerikanske folk udfordres også -- det skal udfordre pressen til at komme med ansvarlige nyheds præsentationer. Folket bør lade netværkerne vide, at de ønsker deres nyheder serveret direkte og objektivt. Folket kan komme med deres klager om emner sende post til netværkerne og foretage telefonopringninger til de lokale stationer. Dette er en sag, hvor folket skal forsvare sig selv; hvor borgeren - ikke regeringen - skal være reformatoren; hvor den lokale forbruger kan være den meste effektive korsfarer.
Her ved afslutningen så lad mig sige som en konklusion, at enhver valgt leder i United States er afhængig af disse mænd i medierne. Uanset om det jeg har fremført her i aften i det hele taget bliver hørt og set af nationen, bestemmer jeg ikke; det er ikke din beslutning; det er deres beslutning.
I morgenens udgave af The Des Moines Register vil du kunne læse en nyhedshistorie der i detaljer beskriver, hvad jeg har sagt her i aften; redaktionskommentarer vil være reserveret til chefredaktørens side, hvor den bør høre hjemme. Skal der ikke være den samme adskillelsesmur mellem nyhederne og kommentarer på nationens netværker?
Vi ville aldrig betro en sådan magt over den offentlige mening til en valgt regering -- det er på tide, vi stiller spørgsmål til om den bør være i en lille og ikke valgt elites hænder. De store netværker har domineret Amerikas luftbårne medier i årtier; folket har ret til at få en helt og fuld afklaring af deres forvaltning.
Hvis du vil høre hele talen så skal du klikke her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar