Hvem byggede the Brooklyn Bridge?
Hvor mange gang har du ikke hørt præsident Obama og kumpaner rose sig selv for deres ædle “investeringer” i “broer og veje”? Uden regeringens brug af midler til infrastruktur ville vi ikke være i stand til at udføre vor daglige dont - lyder det konstant og hele tiden.
“Hver eneste stor indsats der er sket i det 21. århundrede, det 20. århundrede har krævet visioner fra regeringen og dennes medvirken,” har vicepræsident Joe Biden så skamløst vurderet. “Privat foretagsomhed,” snerrede han - halter bagud.
Som altid vender Beltway narcissisterne tingene på hovedet. Uden privat foretagsomhed og det frie markeds visionære mennesker ville den offentlige infrastruktur aldrig være bygget.
Lad os se lidt på den ikoniske Brooklyn Bridge, der nu er 132 år gammel.
Det var ikke en en visionær embedsmand fra regeringen der stod bag tankerne for den eller regeringen der byggede den. Det var en sand kapitalist der gjorde oprør mod bureaukraternes ubegribelige kommando- og kontrolindstilling i sit hjemland.
Før han kom hertil og blev pioner i bygningen af akvædukter og hængebroer over hele Amerika, der kulminerede med Brooklyn Bridge, var John Roebling en regeringsansat ingeniør i den tyske provins Westfalia.
Værende et lille hjul i den preussiske maskine, og han måtte klare sig under autokratisk styre. Beslutninger kunne han ikke tage, handle langt mindre. I sin dagbog beklagede han, “uden først at have en hær af rådgivere for regeringen, ministre og andre funktionærer til at blande sig i 10 år, foretage utallige dyre rejser, og skrive mange rapporter om sagen, der for det beløb der blev brugt på alt dette, uden at regne med renter i de 10 år, ja så ville arbejdet have været færdigt.”
Han fik nok at denne innovations hæmmende konformitet, underkastelse og stramme bånd. Den ambitiøse 25 årige Roebling drog mod USA i 1831 ombord på det amerikansk byggede skib August Edward. Under den 78 dage lange rejse skrev han om sine forhåbninger og drømme “om et nyt hjem på det vestlige kontinent på den anden side af havet, et nyt fædreland fri for tyranni.”
Da han ankom til Philadelphia hyldede og roste han sit nye lands frie markedsøkonomi.
“De utallige hindringer, restriktioner og forsinkende foranstaltninger der sættes af nidkære regeringer og en hobe af funktionærer mod enhver foretagsomhed i Tyskland finder man ikke her,” reflekterede han i et brev til venner og familie.
“Udlændinge må være forbløffet over, hvad denne offentlige ånd hos republikanerne har præsteret til nu, og som stadig foregår hver eneste dag. Alle opgaver der sættes i gang sker med medvirken af private personer. Hos disse er hovedformålet naturligvis at tjene penge.”
Denne egeninteresse var i sig selv en kilde til gode for offentligheden, konkluderede han, “principielt som et resultat af et ikke regelstyret samarbejde i en fælles anstrengelse hos et oplyst og selvstyrende folk.”
Roebling gik ned med en farm for silkeorme, farvning af tekstiler, dyrkning af raps til olie og kanariefugleopdræt før han indledte sin karriere som ingeniør. Han fik patent på en forbedret kedel til dampskibe, en sikkerhedsventil for dampkedler, og en dampdrevet motorcykel. Han rejste derhen, hvor han kunne udnytte sine evner - konstruerede dæmninger ved Beaver River, rådgiver om hydraulik ved Croton River Aqueduct, og søgte arbejde over hele Pennsylvania.
Med en fast beslutning om at opbygge en lukrativ familievirksomhed tog han patent på, og var pioner for Amerikas første kommercielle succesrige rebslager- wirevirksomhed. Sparsommelig og med finansiel forsigtighed brugte han opsparet kapital, og nægtede at låne. Adskillige af hans klienter betalte ham med aktier, og hurtigt fik han en rigtig god portfolio. Kulmineselskaberne i regionen købte hans solide kabler.
Fik han “hjælp” hen ad vejen? Masser! - fra andre kapitalister.
Roebling købte sin wire fra en anden industripioner Robert Townsend, der havde grundlagt det første wireværk i Allegheny Mountains i 1816. Townsend, der havde lært håndværket af Hug Balderson fra Baltimore fremstillede nitter, nagler og telegraftråd samtidig med han forsynede Roebling med wire til hans første eksperimenter og projekter.
Samuel Wickersham’s Pittsburgh Wire Works leverede også wire da Roebling fik gang i flere projekter. Og Sligo Iron Works lavede blokke til Roeblings wire: Store taljer af støbejern og senere stål, der derpå blev “varmerullet” ved høje temperaturer mellem to roterende cylindre og skabte wiretråde.
Senere opførte Roebling’s sønner Charles og Ferdinand et topmoderne fabriksanlæg der dækkede 200 acres, et stålværk og en landsby lige uden for Trenton, New Jersey. På Kinkora værket beskæftigede man 8000 arbejdere og fabrikerede alt fra hønsenet til telegraftråde, wires til sporvogne og elevatorkabler.
De kabler der benyttedes til Golden Gate Bridge og George Washington Bridge blev fremstillet af Roeblins. Ligeledes kontrolkablerne til Spirit of St. Louis, det første fly der krydsede Atlanterhavet, og kablerne der benyttedes ved bygningen af Panama Canal. Selv de wires der brugtes til at stabilisere vingerne på brødrene Wrigths fly var fra Roeblings.
Her er så lektien til de progressive i Det Hvide Hus og historikerne i almen viden: Roeblings Brooklyn Bridge er tårnhøjt mindesmærke over de utallige præstationer individuelle amerikanske innovatorer har stået for. Præstationer der har gavnet offentligheden og dem selv og deres familier. Det er noget de sociale omfordelings ‘ingeniører’ i Washington aldrig vil kunne forstå.
Privat fortjeneste er et gode for os alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar