Godwin's Lov og de ægte grønne Nazister
Her på det seneste er de mest vedholdende krænkere af Godwins Lov kommet fra miljøforkæmpere.. Michael Godwin, medredaktør af det liberale “Reason” tidsskrift siden 1994, formulerede et princip der er blevet kendt som Godwins Lov.
Denne lov fastslår at hvis en politisk diskussion fortsætter i et stykke tid, især på internettet, vil diskussionen uundgåeligt ende med at blive afsluttet med et Nazi argument. Med andre ord smides Hitler kortet på bordet som et veritabelt Es for at standse videres diskussion da Nazismen ikke kan retfærdiggøres.
Når en sådan sammenligning fremføres, sker dette næsten altid meget ynkeligt, fordi for mange af disse analogier metaforisk anvendes på politiske situationer der er så langt, langt borte fra den faktiske historie om Nationalsocialismen.
I løbet af de sseneste adskillige år er mange ‘grønne’ blevet overdrevent forhippede på at skildre skeptikere af global opvarmning som “benægtere.” Sådant sprogbrug er knyttet til Holocaust, og det benyttes ‘ridderligt’ til at formode at skepticismen bag global opvarmning og/eller klimaforandring er lig med “højrefløjen”s ekstremister eller anti-semitter eller Neo-Nazister der benægter at Holocaust har fundet sted.
Selv Al Gore har benyttet analogien og endog gået så langt som til at foreslå at en moderne politisk krig mod menneskeforårsaget CO2 skal udføres lige så aggressivt som 2. Verdenskrig blev ført mod Nazi Tyskland.
Al Jazeera der købte Gores grønne TV-kanal for at komme ind på det amerikanske kable-TV netværk rapporterer jævnligt om benægtere af global opvarmning selvom kanalen selv ofte er blevet beskyldt for anti-semittisme og Holocaust benægtelse.
Sådan udbredt brug er blevet så populært at selv vor nuværende præsidents politiske agenda website Organizing for Action, har en særlig side beregnet på at vise, hvem der er klima “benægtere” i både Repræsentanternes Hus og Senatet med det formål at kunne dæmonisere sådanne politikere som farlige ekstremister blottet for videnskabelige argumenter.
Den bitre ironi ved sådanne grønne metaforiske analogier der rutinemæssigt bryder Godwins Lov er at disse falske sammenligninger historisk falder fra hinanden ved Nationalsocialismens status som det ‘grønneste’ regime på planet i 1935.
Selv faderen til den mest ihærdige økologi, Aldo Leopold, der senere gav Amerika hele galskaben ved miljømæssig eksistentialisme da han gik ind for et anti-intellektuellt koncept, “tænk som et bjerg,” besøgte samme år, 1935 Det Tredje Rige. Samtidig med han var kritisk indstillet over for Tysklands langtrækkende naturbevaringspolitik og vildtpleje, så var Leopold rosende over for Nationalsocialismen forpligtelse pål den grønne ideologi og praksis. Han bemærkede at tyskerne faktisk gjorde noget ved miljøproblemer fremfor blot at tale om den som amerikanerne.
Da han vendte tilbage til Amerika blev Leopold helt besat af naturbevaringstanken netop, fordi han var chokeret over at opdage at i Tyskland var der nærmest ingen ægte natur tilbage. I det samme skriv fik han også fremmanet “Never Cry Wolf” kulten der nu plager mange dele af kvægbrugsområdet i Vesten ved at den slemme, slemme ulv er vendt tilbage.
Nazi Tyskland var faktisk det første land i verden til at beskytte ulve. Selvom dette i det store og hele var ceremonielt da alle ulve næsten var blevet udryddet i Tyskland, elskede Hitler ulve. Han holdt af at blive kaldt “Onkel Wolf” som kælenavn , og hans yndlingsmelodi som han ofte fløjtede var “Who is afraid of the big bad wolf?”
I 1933 vedtog nazisterne de mest progressive dyrettighedslove man på den tid kendte til. I 1934 vedtog de en grøn jagtlov der internationalt blev rost. Det samme år begyndte Nazisterne på et skov initiativ kaldet Dauerwald, der betyder “evig skov.” i )1935 vedtog nazisterne Reich Naturbeskyttelses Loven, der lagde grundlaget for grønne sociale planer over privat ejendom og byggeaktiviteter med mange regulativer for brug af jord, miljøbevarelses konsulenter, og rapporter om påvirkning af miljøet. Nært forbundet hermed påbegyndte nazisterne også at understrege de miljømæssige konsekvenser, forebyggelse af stormfloder, teorier om det åbne landskab og bæredygtig udvikling.
Gennem 1930’erne forsøgte Heinrich Himmler’s frygtede SS at implementere en radikal “tilbage til naturen” bevægelse for at forynge blod og jord i Tyskland. Det gjorde de ved at flytte mennesker ud af de beskidte byer, der som man påstod blev drevet af jødisk kapital og derpå placere dem ude på landet for at arbejde som landbrugere så de kunne blive sundere og friskere ved at være nærmere naturen - alt imens de arbejdede for at dække nationens behov for landbrugsprodukter. SS ledere som Heinrich Himmler og Walther Darre troede at “tilbage til naturen” bevægelsen ville forstærke nationens biologiske sundhed.
.
I 1940 begyndte denne “tilbage til naturen” bevægelse at blive sammenblandet med organisk landbrug, der ellers var blevet lagt på hylden som følge af krigsfabrikationen. Himmler havde imidlertid planer om bringe ideerne om grønt landbrug og praksis til steder som Polen, Ukraine og Hviderusland, når territorierne i øst engang var blevet erobret. Nazi Tysklands planer for miljøet skulle udvides over Polen, Ukraine og Hviderusland og det vestlige Rusland når SS fik et fast greb om deres nye lebensraum, ved at landskabet skulle renses for de uønskede og overflødige befolkningsgrupper af jøder, polakker og slaver. Hitler betroede på et tidspunkt Albert Speer, Det Tredje Riges grønne arkitekt, at Tyskland med tiden ville konvertere de østlige regioner til et “blomstrende parklandskab af ekstraordinær skønhed.” Hitler and Himmler havde også grandiose planer om at afskove Ukraine og dække landskabet med vindmøller til bæredygtig energi.
Wandervögel Nazi ungdomsgruppe på naturvandring, 1930
Bemærkelsesværdigt er det, at i april 1930 udgav Dr. Hans Frank, Hitler’s advokat, der senere skulle blive Generalguvernør over Polen, en offentlig anklage mod jøderne for deres rituelle kosher slagtepraksis foran en fanatisk menneskerettigheds konvent i München. Efter en læge som ekspert havde talt ved konferencen, rejste Frank sig og afleverede en tirade mod det onde umenneskelige ved sådan jødisk praksis, og der blev vedtaget en resolution der fastslog: “Tiden vil komme for dyrenes frelse fra den perverse forfølgese ved retarderede undermennesker.”
Dersom nogen nu skulle tro at dette intet har med selve Holocaust at skaffe, så blev det jødiske kosher ritual især angrebet som den mest modbydelige forbrydelse hos jøderne og det i den berygtede Nazi ‘dokumentar’ film “Den Evige Jøde” der blev lavet i 1940.
Samme år talte Frank også om likvideringen af polakker langs miljølinjer. “Hvis jeg skulle opsætte en plakat for hver 7 polakker der er blevet skudt, ville skovene i Polen ikke være store nok til det papir der skulle bruges.” .
I 1943, var Auschwitz blevet en brutal dødslejr af ubegribelige dimensioner, hvor eksperimenter på mennesker havde erstattet samme på dyr, og alle ejendele af ofrene, de fleste jøder, blev ikke kun stjålet og konfiskeret, men også genbrugt.
Med sådanne afgrøder fra den grønne Nazi historiske beretning er det på tide for de moderne grønne at holde inde med galskaben om at sammenligne klimaskeptikere med Holocaust benægtere. Ikke kun bryder sådanne grønne Godwins Lov, men de placerer sig selv i en umulig position. Deres egen historie modsiger direkte deres retorik på chokerende vis.
Mark Musser is a pastor/missionary who spent 7 years in the former Soviet Union, including 6 years in Kiev, Ukraine. He still regularly travels to Ukraine to teach courses
. Mark is a contributing writer for the Cornwall Alliance, which is a coalition of clergy, theologians, religious leaders, scientists, academics, and policy
experts committed to bringing a balanced biblical view of stewardship to the critical issues of environment and development. Mark is also the author of two books, Nazi Oaks: The Green Sacrifice
of the Judeo-Christian Worldview in the Holocaust and then, Wrath or Rest: Saints in the Hands of an Angry God, a commentary focusing on the warning passages in the book
of Hebrews.
. Mark is a contributing writer for the Cornwall Alliance, which is a coalition of clergy, theologians, religious leaders, scientists, academics, and policy experts committed to bringing a balanced biblical view of stewardship to the critical issues of environment and development. Mark is also the author of two books, Nazi Oaks: The Green Sacrifice of the Judeo-Christian Worldview in the Holocaust and then, Wrath or Rest: Saints in the Hands of an Angry God, a commentary focusing on the warning passages in the book of Hebrews.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar