Sort stof hvad er det?
I 1757, flygtede en ung tysk musiker ved navn Friedrich Wilhelm Herschel fra den tyske stat Hannover for franskmændene. Det var som følge af 7 Års Krigen - det vi kalder Den Fransk/Indianske Krig, hvor en anden ung mand ved navn Washington gjorde sig positivt bemærket - og unge Friedrich der var gået ind i familieforetagendet med et Hannoveransk Militærorkester, var sådan set desertør - men lad det nu ligge.
Fred kom til England, hvor han fik succes som musiker og senere som komponist og organist. Han mødte også the Royal Astronomer Nevil Maskelyne, og blev meget interesseret i astronomi, byggede sine egne teleskoper, og udforskede stjernerne i 1773.
Herschel var ligesom Benjamin Franklin en af Oplysningstidens Store Amatører. Han var på jagt efter dobbeltstjerner, og tilfældigvis, i 1771, så han en “stjerne” der så ud til at være omgivet af en “ring.” Ret hurtigt anerkendte man den som en ny planet, uden for Saturns kredsløb, og kaldte den Uranus - som astronomerne foretrækker at kalde YOUR an-us, fordi den anden udtale fører til den uundgåelige gøren sig lysten fra mennesker der ikke kan se forskel på Uranus og et hul i ja - gæt selv.
For denne opdagelse blev Fred slået til ridder af George III under det anglificerede navn “William Herschel” og så fortsatte han med at komponere mange stykker musik, opfandt spektrometret, opdagede den infrarøde stråling, og blev en at tidens helt store teleskopfabrikanter.
Uranus viste sig at give masser af problemer. Newtons teori om tyngdekraften angav nogle meget specifikke forudsigelser om, hvordan Uranus ville opføre sig i kredsløb, og det nægtede Uranus af føje: Af og til var den lidt foran det forudsagte vej, og så derpå lidt bagefter. Sir Isaac Newton, havde i Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica, fastlagt reglerne ret så stringent; enten var Newtons Lov forkert (en anelse) eller der var noget andet der havde indflydelse. Nogle beregninger viste at dette kunne forklares dersom var var en anden planet uden for Uranus’ kredsløb, og den planet måtte endda være ret så tæt på. Så astronomerne så efter og efter, og jovist, der var en anden planet der med tiden fik navnet Neptun.
Pointen er, som Isaac Asimov sagde, at det mest fascinerende i videnskab er når du ser på data og kan sige; “Jamen da dog, det er da morsomt....” Herschel opdagede Uranus da han så noget ved et rent tilfælde, fordi han ledte efter dobbeltstjerner. Urban Le Verrier forudsagde eksistensen af Neptun, og Galle og Adams observerede derpå Neptun, da Uranus jo lige netop ikke insisterede på at følge Newtons Love ‘efter bogen.’
Le Verrier var ikke færdig endnu, fordi planeten Merkur også afveg fra Newtons ‘krav.’ Han forudså eksistensen af endnu en planet, der befandt sig i Merkurs kredsløb. Denne hypotetiske planet kaldte man Vulcan.
Selvom man virkelig forsøgte så fandt man ingen planet der. Det fik astronomerne til at klø sig fortvivlet i hovedet og ytre, “Jamen da dog, det er da mærkeligt” i cirka 40 år, indtil Einstein påviste at Merkur adlød den lille modifikation af Newtons Lov i Einstein relativitetsteori. General Relativity blev først bekræftet af Eddington i 1919, og i 1930’erne anvendtes den i astronomien.
I 1932, bemærkede Jan Oort and Fritz Zwicky at stjerner, især stjerner i ‘klumper’ ikke bevægede sig korrekt - deres omløb opførte sig som om der var langt mere materiale end der kunne observeres ved stjernernes lys i ‘klumpen.’ Zwicky kaldte dette "dunkle Materie" -- "mørkt materiale" eller “mørkt stof.” Hvorfor "mørkt"? Ganske enkelt, fordi alt det materiale de kunne observere i stjerneformationen var “lysende” -- stjerner og glødende gasskyer. Problemet med hvor alt det stof kom fra blev kendt som “problemet med det savnede materiale.”
De langt bedre målemetoder i 1960-70’erne gjorde det langt værre. Ikke kun synes det betragtede univers at kræve langt mere stof end vi kunne observere - og de forbedrede teknikker gjorde det vanskeligere og vanskeligere at forestille os noget vi ikke kunne observere -- men universet synes at kræve cirka fire gange så meget af dette mærkelige stof, end der er af almindeligt materiale.
Så blev det hele endnu mere besynderligt, fordi universet i det store og hele heller ikke opfører sig “korrekt.” Man har længe vidst at universet udvider sig, men det går lidt for hurtigt. Det er som om nogen puster universet op som en ballon, som var det for at drille astrofysikerne.
Hvorfra stammer den energi? Ingen ved det. Kaldt det så “sort energi” for at passe med “sort stof.” Der er et antal teorier om det, men uanset hvad så er der en masse af det - det viser sig at der er cirka 3 gange så meget sort energi som der er normalt materiale og sort materiale tilsammen.
På dette tidspunkt er vi gået fra “Hallo, det er da morsomt” til “Hvad fanden er dette?” Det kan se ud til at 19 ud af 20 ting i universet er materiale vi bogstaveligt talt ikke kan se.
Og det er så beretningen om ‘sort stof.’ Undertiden oplever man folk klage over at videnskaben vil have os til at tro på dette “sort materiale” (som vi ikke kan se eller opdage), men ærlig talt er det begyndt med en fejltagelse, dog er der visse teorier om hvad “sort materiale” faktisk er. “Hallo, det er da morsomt. Der burde være noget, men vi kan ikke se det.”
Ligesom planeten Neptun, før den blev observeret og Merkurs kredsløb før General Relativity, er det et sted, hvor universet nægter at opføre sig som teorierne kræver. Det er kort sagt det videnskabelige kælenavn for “Hvad fanden foregår der her?”
Det kunne dog være langt værre. Et andet godt udtryk kunne have været “Okkult” fra et rodord der betyder at “skjule” eller “være dunkelt.” Forestil dig dersom overskrifterne om videnskab i the National Enquirer havde benævnt dette materiale “okkult materiale.”
https://pjmedia.com/lifestyle/2015/11/30/the-funny-thing-about-dark-matter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar