Trumps overtagelse var tiltrængt
Selvretfærdigheden og selvglæden hos Ted Cruz, ved ikke at ville støtte Trump, og derpå forlade talerstolen i Cleveland med et overbærende smil samtidig med han blev Buuhet giver mindelser tilbage i tiden. 
I juli måned 1964 ved the Cow Palace in San Francisco gik guvernør Nelson Rockefeller på talerstolen efter at være blevet besejret af Barry Goldwater og for at introducere en platform med beskyldninger om “ekstremisme.”
Implikationen: Goldwater’s kampagne skulle til overflod være præget af ekstremister.
Formål: At meddele at Rocky moralsk set var overlegen.
Fyldt med selvglæde og selvretfærdighed var Rocky upåvirket af ubehagelige tilråb og forbandelser, “Det er et frit land, de damer og herrer.”
Rocky var færdig. Han ville aldrig vinde nomineringen.
Richard Nixon valgt en anden vej, støttede Goldwater, talte for ham i San Francisco, førte kampagne for ham i hele Amerika. Og i 1968, med Goldwaters støtte, skulle Nixon udslette guvernørerne George Romney og Rockefeller og vinde præsidentskabet to gange.
Undertiden betaler det sig at være loyal.
Vedrørende Cruz, en forudsigelse. Han vil ikke blive nomineret i 2020. Han vil aldrig blive nomineret. Hvis Trump vinder er Cruz helt færdig. Hvis Trump taber vil folk aldrig glemme den Brutus der stak en kniv i ryggen på Trump.
Enhver der har læst Allen Drury’s “Advise and Consent” eller set filmen, så er Ted Cruz sin generations Senator Fred Van Ackerman.
Udover at mange frasiger sig Trump og kritikken af hans kandidatur så foregår der noget meget større.
The Goldwateritterne kastede ikke alene Rockefellers East Coast liberale etablissement til jorden, men de sagde også farvel til Republikanismen repræsenteret ved præsident Eisenhower og vicepræsident Nixon.
Noget nyt var blevet født - og fødsler er ikke noget ‘kønt’ syn.
Det som var blevet født var et nyt Republikansk Parti. Det ville så blive domineret, efter Nixon, af konservative der skulle søge at miskreditere ‘Uhelds’ præsidenten Gerald R. Ford i 1976. De ville generobre partiet i 1980 og hjælpe med til at vælge, og genvælge Ronald Reagan.
Vicepræsident George H. W. Bush vandt i 1988 gennem en udnyttelse af kulturelle og sociale problemer. Hans Demokratiske kandidat Michael Dukakis var imod dødsstraf, mod at børn i de offentlige skoler skulle aflægge Troskabseden, og havde et progressivt program om at give udgangstilladelser i weekender til drabsmænd og voldtægtsudøvere som Willie Horton.
Da det så blev kendt, takket være Bush kampagneleder Lee Atwater, var Little Duke færdig. At Dukakis tilhængere fortsatte for at vise han godt kunne være commander-in-chief, hjalp nok heller ikke.
Krisen i dagens Republican Party stammer fra fiaskoen ved ikke at anerkende, efter Reagan stoppede, og under præsident George H. W. Bush, at Amerika stod med en helt ny række udfordringer.
I 1991 blødte Amerikas grænser. Tusinder gik hver uge ind fra Mexico. Hundredtusinder ankom ulovligt, de fleste fra fattige Tredje Verdens lande, og det lagde pres på arbejderklassens lønninger. Snart efter skulle disse immigranter begynde at stemme for velfærdsstaten som deres familier var afhængige af, og derpå støtte the Party of Government.
I 1991, var frihandelsaftaler begyndt at sende vore virksomheder og jobs til udlandet og de-industrialiseringen af Amerika var i gang.
I 1991, var en epoke i verdenshistorien forbi. Med Sovjetimperiet kollaps var Den Kolde Krig pludselig forbi. Amerika havde sejret.
“As our case is new,” sagde Lincoln, “so we must think anew and act anew.” Bush Republikanerne levede ikke op til det råd på nogen måde.
De var som fodboldtrænede der hele tiden sværger til den der fløjangriber, efter George Halas’ Chicago Bears, the “Monsters of the Midway,” benyttede T-formationen til at score 11 touchdowns og banke the Washington Redskins i the 1940 NFL mesterskabskampen med 73-0.
Hvad paralyserede Republikanerne for en generation siden? Hvad gjorde dem blinde og blokerede dem fra at handle ud fra de nye realiteter?
Ideologi, politisk korrekthed, en automatmodvilje mod nytænkning og en medfødt manglende evne til at tilpasse sig.
Ideologien var en nærmest kultisk tro på frihandel, og det selvom frihandel var blevet forkastet af Amerikas allerstørste ledere: Washington, Madison, Hamilton, Lincoln og Theodore Roosevelt.
Den politiske korrekthed stammede fra en frygt for at blive kaldt racist, og fremmedfjendske og den var så lammende, så kraftig at nogle Republikanere ville sende hele Den Tredje Verden hertil, fremfor at man skulle tro at de aldrig ville overveje at race, etnicitet eller religion ikke ville passe til Amerika.
Den manglende evne til at tilpasse sig kunne ses da vor modstander under Den Kolde Krig rakte hånden ud til venskab og the War Party afslog det. Frem for at værne om alliancer fra Den Kolde Krig og genopbygge vort land ledte vi efter nye forpligtelser, nye krige vi kunne udkæmpe for at “afslutte tyranniet i vor verden.”
Disse krige havde mindre med reelle trusler overfor vitale interesser at gøre, udover at give nu overflødige Kold Krigs krigere argumenter for at holde fast i deres krav om de nationale ressourcer for slet ikke at nævne deres livsstil og jobs.
Med Trump’s triumf er opgørelsens dag kommet.
Det nye GOP vil ikke være et parti med åbne grænser, frihandelsglobalisme eller refleksiv interventionisme.
Gråden og tændernes gnislen er fuldt berettiget.
Disse selvretfærdige får nu deres forvarsler om dom. De vil blive forvist fra deres ‘hjem.’
Patrick J. Buchanan
Tak Olsen - du gør det sgu godt. Klog kommentar af Buchanan
SvarSlet