Hvor meget teknologi er alt for meget?
Patrice Lewis
Tænk lidt over følgende lille historie.
Min bror, pensioneret ingeniør, har en ven, Tom, der også er pensioneret ingeniør. Tom og min bror har en besynderlig og nørdet interesse i blæk og gammeldags fyldepenne, og de skriver jævnligt håndskrevne breve til slægtninge.
For nylig skrev Tom følgende e-mail til min bror:
“For et stykke tid siden var jeg i et meget stort elektronikvarehus for at finde den nyeste og mest kraftfulde PC model. En ung mand kom hen til mig og tilbød at hjælpe mig. Jeg forklarede at jeg ikke have fulgt med i rigtig lang tid, og havde brug for vejledning. Han var velplejet, talte godt og gav virkelig en professionel kundebetjening.
“Idet han forklarede om de nyeste og mest kraftfulde modeller man kunne få, bad jeg om en brochure over den model han beskrev. Hans svar var at modellen han anbefalede ikke var kommet til varehuset endnu og derfor havde han ingen brochure over den. Jeg bad ham om et modelnummer således at jeg selv kunne finde den online. Han begyndte med at skrive modelnummeret på et stykke papir og standsede så pludseligt.
Jeg troede han ikke lige kunne huske nummeret, men til min overraskelse vendte han sig mod mig og spurgte. ‘Hvordan skriver man bogstavet K?’
Jeg troede han prøvede at være morsom, det var ikke tilfældet. Jeg bad om hans kuglepen og skrev så bogstavet K. Mens jeg skrev forklarede han at han sjældent skriver noget, og hvis der skal skrives gør han det altid på sit keyboard.
Så langt er vi altså kommet - tilbage - Tom.”
Det er så let at håne denne uddannede intelligente unge mand der ikke længere kunne huske hvordan man skriver et K. Men er det så usædvanligt? Åbenbart ikke. Artikler skrives (på computere, ikke på papir) på “character amnesia” på grund af mangel på øvelse i den oldgamle kunst at kunne skrive. Gennemsnitspersonen har ikke skrevet noget i hånden i seks uger, og en ud af tre har ikke skrevet “ordentligt” i mere end tre måneder.
Jeg er en begejstret Luddit (maskinstormer) skønt jeg også selv er glad for teknologiske lettelser. Jeg plejede engang at have et ret så tydeligt mærke på min ringfinger, hvor en blyant eller pen plejede at ligge. Slut med det.
Nogle mennesker har nærmest et kærligheds forhold til teknologi. Jeg har et had-kærlighedsforhold, mest tilbøjeligt til det hadbetingede.
Det forekommer mig at teknologien nu har forladt effektivitetens ‘rige’ og er på vej ind i et ‘gysende’ territorium. Man kan købe køleskabe der er forbundet med internettet. Næsten alle nye køretøjer er udstyret med GPS. wi-fi, OnStar, kameraer hist og pist, og andre teknologiske sporingsenheder. Din datters Barbie dukke har indbygget mikrofoner for at optage samtaler så Barbie kan “interagere” med dit barn. (Nogle har døbt dette Rat Fink Barbie.)
Nu ser det ud til at håndledstatoveringer hindrer det nye Apple urs funktion. Årsagen? Uret kan ikke finde brugerens hjerterytme gennem tatoveringen og aner således ikke at du har det på, og derved forhindres uret i at kunne brug Apple Pay, modtage notifikationer, registrere og bruge visse apps. Sig mig engang kan det ur egentlig sige hvad klokken er eller det også passé?
Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at få dig dig at gyse, så er der åbenbart et nyt sengedækken under udvikling kaldet “Luna” der vil slukke lyset for dig når du er faldet i søvn, og have kaffen klar når nu vågner. Tilmed kan det skelne mellem ægte søvn og fupsøvn (som demonstreret i et showroom). Og hvis det ikke er ‘slemt’ nok, “Så bliver data lagret på det intelligente sengetæppe, og sendes til Luna for analyse.” Analyse af hvad? Og hvorfor vil disse mennesker dog ønske disse data?
Folkens, hvor meget teknologi er for meget? Er det virkelig nødvendigt at køleskabet er udstyret med en internetskærm, eller et ur der ikke kan fungere medmindre det kan mærke dit hjerte? Eller et analyserende sengetæppe der kan lave kaffe? Hvad ender det dog med?
I Pixar film fra 2008, “WALL-E,” Er jorden fyldt med affald og forladt, med befolkningen evakueret i rumskibe. Ifølge Wikipedia, “Er efterkommerne fra rumskibenes oprindelige passagerer blevet grotesk fede efter århundreder med mikrotyngdekraft påvirkning og ved at man har stolet på rumskibets automatiserede systemer til at dække alle deres behov.” Disse flommefede mennesker flyver rundt i flyvende stole. Hvis de skulle falde ud, er de hjælpeløse som skildpadder på ryggen.
Når man ikke længere har brug for at skrive bogstavet K, når man kan tjekke sit køleskab for de seneste nyheder eller vejrudsigten, eller når man forventer at ens sengetøj laver kaffen, så er vi altså hastigt på vej mod WALL-E’s verden.
Vi er ved at blive et hich-tech klasseløst samfund, hvor børn er ved at få ‘det hvide snit’ af deres håndholdte dimser, og de har mistet evnen til at udvikle ægte venskaber med andre ved begrænsningen af de 140 karakterer en besked helst ikke skal overskride.
“Tabte vi en krig?” spørger Stuart Jeffries i the Guardian. “Jovist gjorde vi det, men vi lagde ikke mærke til det: De selvsamme ting som vi byggede for at tjene os, vore teknologiske husassistenter, har gjort os til trælle....Sådanne sociale smukke gestus (som at åbne en dør for nogen) bliver anset som tudsegammeldags i denne skrækkelige nye verden, hvor vi scanner varer i tavshed sammen med en robot med en stemme fuldstændig blottet for menneskelig varme og vi kommunikerer sådan set ikke længere med nogen af vor egen art.”
Det er ikke kun de sociale høflighedsgestus der forsvinder. Hele den samlede menneskelige visdom om, hvordan man overlever uden teknologi forsvinder i alarmerende hast. Mennesker er blevet til punkter i WALL-E’s verden, ude af stand til at tænke eller gøre noget for sig selv. Afhængigheden af teknologi er skræmmende. Hvis vi mister teknologien (nedbrud i el-forsyningen?) anslås det at 90% af Amerikanerne ville dø.
Da fjernsynet kom i 1950’erne forudså skeptikerne en lignende dyster fremtid. Deres bekymringer blev afvist og Amerika fik ‘det hvide snit’ af billedrøret. Det markerede kursændringen mellem forestillingsevne og analyse. Nu behøvede folk ikke længere tænke og analysere selv. I stedet fik de at vide, hvad de skulle tænke og hvilke konklusioner de skulle drage.
Fjernsynet lærte, hvordan man kunne spytte på soldater der vendte hjem fra Vietnam. Det lærte os at mænd var dumme, kvinder undertrykte, ægteskabet ikke nødvendigt, børn er klogere end deres forældre, og Gud er død.
Nu er TV - første trin på den teknologiske stige - passé. I dag har vi en myriade at teknologiske vidundere der tænker for os - alt man kan forestille man kan have med sig.
Det kunne se ud til at vore børns fremtid er ildevarslende. Det er ikke fremskridt - det er tilbagegang.
Nu må du undskylde mig. Jeg skal ud og malke koen. Her er der ikke brug for teknologi. Det kalder jeg fremskridt.
Media wishing to interview Patrice Lewis, please contact media@wnd.com.
Patrice Lewis is a freelance writer whose latest book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
http://www.wnd.com/2015/05/how-much-technology-is-too-much/#Gazi7CVFclB68HsX.99
Ingen kommentarer:
Send en kommentar