Valgets forudsætninger - lær af historien

Valgets forudsætninger - lær af historien

Ben Stein

Mennesker bryder sig ikke om at blive skubbet til eller nedgjort. De bryder sig ikke om at blive snerret af. De bryder sig ikke om at blive behandlet som “mindreværdige.” De holder af at blive behandlet som jævnbyrdige, og ikke som værende dumme og ignorante reaktionære. De bryder sig ikke om at blive behandlet som var de dyr fra junglen, og da slet ikke som værende gryntende hulemænd.

Hvis en af parterne gør dette vil der være et betragteligt modtryk - en reaktion.

Jeg oplevede dette ske første gang i 1968. George Wallace var udpræget racistisk guvernør over Alabama. Han fortalte vælgerne at han intet ville foretage sig for at få University of Alabama til at holde inde med raceopdeling. Han stod faktisk i nogle minutter i døren til adgangskontoret i Alabama for at holde forbundsagenter fra at registrere en sort kvindelig studerende.

Dette var forkasteligt og åbenbart helt forkert og ondt. Men det sendte dog et budskab til de hvide vælgere over hele landet hvem der kæmpede for en virkelig problemfyldt ide der kaldtes school busing. Budskabet var at bureaukraterne i Washington kommer og gør uret - som de så det  - i deres nabolag og at George Wallace ville stå op imod dem, og for borgerne.

Dette sendte chokbølger over landet. Meget snart begyndte denne vrede demagog fra landet, fra Clio, Alabama, at vinde eller være nummer to i Demokraternes primærvalg over hele landet - fra Massachusetts til Maryland til Michigan til Wisconsin til Oregon.

Den hvide arbejderklasse havde fundet deres helt.

Wallace fik ikke Demokraternes nominering i 68, men han klarede sig godt nok til at midler til at stille op for et tredje parti i 1972. Og igen, klarede han sig storartet.

Hans budskab havde ændret sig ganske meget fra 68. Nu talte han meget mindre om race og meget mere om forbundsindtrængen i lokale forhold.

Men vælgerne kendte til det han sagde. Han sagde at de hovskisnovski intellektuelle og bureaukraterne i D.C. og New York - dem kunne man ikke stole på. Han, George Wallace, en mand der havde være professionel Golden Gloves mester (boksning) og ikke var bange for at kæmpe med hænderne, ville gå løs på snobberne og arbejde knaldhårdt for de som støttede ham.

En næsten snigmorder, Arthur Bremer afsluttede en fænomenal primærsæson i 1972 ved at skyde Wallace på en P-plads udenfor et indkøbscenter i Laurel, Maryland. Wallace blev lammet og var ude af magtpolitik.

Peter Gabriel skrev en sang om denne Bremer der bare ville være berømt ved at skyde en politiker. Wallace blev den ‘udvalgte’ da Nixon vsar sværere at komme tæt på.  

Han gennemgik faktisk en større åndelige omvendelse i midt 1970’erne og kom i en sort kirke i Montgomery og bad om tilgivelse for sin racisme. Og på grund af sin åndelige generøsitet over for folkene i den kirke, blev han tilgivet af dem.

Han var nu ude af spillet, men GOP havde virkelig lært noget. Den hvide arbejder behøvede ikke megen motivation for at gøre sig fri af Demokraterne. Et lille skub, en antydning, en stor vrede mod bureaukraterne og snobberne, og meget snart stemte den hvide fagforeningmand og kvinde GOP.

Denne lære blev i den grad taget op af Richard Nixon i hans enorme valgsejr i 1972 da han netop adopterede det som skulle blive kendt som “the southern strategy.”

8 år senere overtog Ronald Reagan helt sikkert denne ‘sydens strategi’ ved at indlede sin 1980 kampagne i Philadelphia, Mississippi, hjemstedet for nogle af de i sandhed mest rædselsfulde racebetingede hændelser i 1961.

Den strategi fungerede i den grad for Reagan. Den blev med begejstring adopteret af Bush 41. Han anklagede sådan set Michael Dukakis for at arbejde bevidst for at hjælpe en ikke hvid voldtægtsudøver og morder så denne kunne udføre sit beskidte værk.

Kun da han stod over for en ægte mand fra Syden, der lød som en bondedreng - selvom han havde gået på Yale Law School - blev han standset. Interessant er det at Bush 41 så frasagde sig ‘sydens strategi’ mens Mr. Cinton med begejstring tog den op.

Bush 43 vandt med sin mangemillionær ‘bondeknoldscharme’ og gode udseende. Plus det han var en god øverstkommanderende mod terroristerne.

Mr. Obama, en mand med kun begrænset erfaring i regeringsledelse, vandt ved en række unikke omstændigheder. Han var delvist afro-amerikaner der motiverede en meget stor andel af de sorte vælgere. Han indtog embedet efter en katastrofal håndtering af den økonomiske politik, der skubbede USA meget nær endnu en Den Store Depression. Han stod overfor en meget besynderlig vicepræsidentkandidat (Sarah Palin) på GOP siden. Men han var også i stand til at motivere mange liberale til at stemme ved en slags underforstået løfte om at de ikke længere ville blive betragtet som ‘skjulte’ hvide racister hvis de stemte på ham.

Han vandt igen og slog dermed en kandidat med den laveste energiudladning som Republikanerne nogensinde har fremvist - Mitt Romney. Han vandt ved i bund og grund at få sin 2008 vælgerblok samlet igen og ved at være en langt mere karismatisk kandidat.

Så i løbet af de sidste 18 måneder oplevede vi en forbløffende udvikling hvor ‘sydens strategi’ blev genfødt fra GOP. Og i toppen af GOP var ikke en segrationist fra det sydøstlige Alabama, men selveste Archie Bunker, en barsk fyr og bygningsarbejder fra Queens, New York, samme sted hvor Archie Bunker (tv-serie) huserede.

Denne Archie Bunker var rig, eller man sagde han var rig. Men han havde i bund og grund den samme fremtoning som en ‘hård negl, fra 1970’erne ville have. Han var en skidt karl fra gaden - blot rig. (dese and dose) Og han gjorde det helt klart at hans hjerte ikke var os de ‘smukke’ mennesker fra Washington D.C. eller Manhattan, men hos arbejderen fra Scranton, eller Dearborn, eller Grand Rapids, eller Pittsburgh.

Endnu engang benyttedes George Wallace indsigtsfuldhed: Landet er stadig i langt overvejende grad domineret af hvide. De er dødtrætte af at blive stigmatiseret som racister. De har alle noget familie i politistyrken. De bryder sig ikke om retssystemet bliver kaldt “systematisk racistisk, når det ikke passer længere.

De er syge og trætte af at se de venstreorienterede anklage dem for at være ‘bedrøvelige’ fordi de ejer deres egne våben og de hader dem for at tro på Gud. De ønsker ikke at en dommer skal fortælle dem at deres tiårige datter skal benytte det samme toilet som en hjemløs mand. De er ikke vildt begejstret for bøsser. De ved de er under angreb på grund af deres holdninger og værdier.

De så Donald Trump som rigere end de var - og de elskede ham for det, fordi de ønskede selv at være rige - og de mente at han var en ‘mand med gyldent hår’ klar til at gå i ringen for dem.

Det var præcis det samme med George Wallace og Richard Nixon i 72 og Regan i 80. Den hvide arbejderfamilie følte sig skubbet op i et hjørne kulturelt og økonomisk og den eneste barske fyr der stillede sig op for at kæmpe for dem med den samme bombastiske taktik deres modstander benyttede var Trump, en karakter direkte fra the Godfather - men han var deres Godfather.

De ønskede ikke en præsident der skulle undskylde på Amerikas vegne. De ønskede ikke en kandidat der sagde politiet - deres blod - var nazister. De ønskede en der stod på deres side.

Jeg tror personligt ikke det var så meget om handelsaftaler eller at bygge en mur. Det handlede om nedladenhed, og en ny form for racisme der vendte op og ned på alle de gamle former for racisme - men dog var den skinbarlige racisme.

Nu har vi så Mr. Trump, og lad os begynde igen med hvad Amerika er og vil være. vis Mr. Trump kan gøre noget  der blot ligner det han lovede. Som vi siger i ‘genvækkelsesbevægelsen’ flere detaljer følger.

https://spectator.org/up-from-condescension/