Hvem skal være chefkok i Det Hvide Hus?

Hvem skal være chefkok i Det Hvide Hus

Thomas J. Craughwell

At flytte ind i Det Hvide Hus må være en udfordring. Alle disse værelser og korridorer at finde rundt i. Alle de ansattes navne der skal huskes. Eller de tidligere executive orders der skal ophæves. Men skønt han er yderst beslutsom, så har præsident Trump endnu ikke udnævnt en kok i Det Hvide Hus.

Den nuværende chefkok er Cristeta Pasia Comerford, født på Filippinerne og en tidligere deltager i Iron Chef America (hun og hendes medarbejder, Bobby Flay, slog Emeril Lagasse og Mario Batali). Comerford har været chefkok siden 2005.

Naturligvis kan Trump have sin egen kok med, og for nogle dage siden skrev the Hollywood Reporter om tre sandsynlige kulinariske kapaciteter med tætte forbindelser til den nye Førstefamilie. Jean-Georges Vongerichten har været chefkok på Mar-a-Lago, men i et interview med the Reporter’s journalist, Beth Landman, veg Vongerichten udenom spørgsmålet om han ville acceptere stillingen hvis han fik den tilbudt. Som boss for en hele verden, herunder Kina. Jeg ville være bekymret over at det kan blive opfattet som noget politisk.”  Joe Isidori, der stod for maden ved the Donald-and Melania brylluppet har også givet udtryk for interesse i at videredrive sine restauranter fremfor at påtage sig jobbet i Det Hvide Hus. Endnu en mulig kandidat, David Burke, der driver restauranten ved  the Trump International Hotel and Tower in Washington, D.C., synes interesseret. “Det Hvide Hus er ikke en restaurant, så derfor behøver man ikke tjene penge og tænke på ressourcerne - man kan få alt man ønsker sig,” sagde han.

For vor første præsident var problemet ikke at finde en kok, men ikke at holde fast på vedkommende.

George Washington’s kok på Monticello var en slave ved navn Hercules. (cirka 1754 og et eller andet tidspunkt efter 1797). Han kom til Mount Vernon i 1767 og arbejdede som færgemand. I 1786 var han kok i Washingtons køkken. Hvordan denne markante forandring havde fundet sted er et mysterium - i tilfældet Hercules, som det gælder næsten alle slaver i Amerika er der store huller i beretningen som vi bare ikke kan udfylde. Vi ved og at Hercules havde talent, og George og Martha var glade for måltiderne han diskede op med til familien og deres gæster.

Marthas barnebarn, George Washington Parke Custis, voksende op og kendte Hercules - han kaldte ham Uncle Harkless. Custis beskrev Hercules’ evner som kok som “en hædret kunstner...som var særdeles dygtig udi i kulinarisk kunst, en af de bedste i United States.”

Ulig Thomas Jefferson, der havde en forkærlighed for fransk cuisine, gik Washington ind for traditionel amerikansk mad, men det skulle være af høj kvalitet, og det leverede Hercules hver dag.

Da Washington blev præsident havde han således Hercules med til New York, og derpå til Philadelphia. Washington inviterede fine udenlandske gæster tirsdage og kongresmedemmer og deres hustruen torsdage. Ved disse 20 retters middage var maden fremragende, men konversationen usædvanlig sløv. Washington krævede formaliteter blev overholdt og det hæmmede samtalen, og det hjalp ikke at han var imod at skulle spise middag hver torsdag med sine politiske modstandere. En hyppig gæst hos præsidenten klagede over at middagene med Washington var “usædvanligt sløve affærer,” og rapporterede at GW havde den vane ikke at skjule sin mishag for gæsterne og det gjorde han ved at tomme på bordfkanten med sit søvlbestik.

Og Philadelphia gav Washington et andet problem. Lov i Pennsylvania gav frihed til enhver slave der havde boet i staten i 6 måneder i række. GW kom uden om denne lov ved at lade sine slaver rotere, sende dem tilbage til Mount Vernon i en periode, og derpå tilbage til Philly.

Hercules var med i denne rotation, men synes dog at have nydt at være i Philadelphia. Washington gav ham lov til at sælge rester, koge fedt og dyrehuder, der gav ham mellem 100-200 dollars omåret. Han brugte en stor del af sine penge på fine klæder. I et portræt man mener er af Washingtons kok, og siges at være malet af Gilbert Stuart, er Hercules iført en høj kokkehue, en Toque, og en hvid silkevest.

Så gik tingene skævt og igen er vi ikke sikre på detaljerne. En version går ud på at Hercules begyndte at spare op til at købe sin frihed. Det vi ved er at George Washington sendte sin kok tilbage til Mount Vernon, hvor enhver tanke om frisættelse var dagdrømme. Ydermere, fremfor at vende tilbage til køkkenet blev Hercules sendt på markarbejde og skulle forme ler til mursten, og udføre andet hårdt landskabsarbejde i Mount Vernon haverne. I vinteren 1797 have Hercules fået nok.

Han løb bort den 22. februar - på Washingtons fødselsdag. Og Washinton trods alle sine politiske, sociale og militære forbindelser fandt ham aldrig igen.

En lille påmindelse til præsident Trump. Pas godt på en rigtig god kok.

Thomas J. Craughwell is the author of Thomas Jefferson’s Crème Brûlée: How a Founding Father and His Slave, James Hemings, Introduced French Cuisine to America.