Burde vi helt sløjfe indianerreservaterne?
.
The New York Times havde en lang artikel, som beskrev byen Whiteclay, Nebraska (population 12000) hvor man sælger millioner (jo den er god nok) af alkoholiske drikke hvert år fordi byen befinder sig lige på den anden side af grænsen til det lokal indianer reservat, hvor alkohol er forbudt. Undskyld mig for at kalde dem ‘amerikanske indianere’ da jo næsten alle der læser dette er ‘indfødte amerikanere’ der er et langt mere dækkende udtryk).
Situationen er så alvorlig at i Whiteclay oplever man dusinvis af amerikanske indianere der ligger i koma på gaderne, døddrukne, som var det en scene fra “Walking Dead.” 
Særligt i de varmere måneder kan man se indfødte amerikanere drikke øk i byen, ofte falder de om på jorden, skidefulde og syge. Mange der kommer til Whiteclay fra reservatet tilbringer natten på madrasser i tomme huse og på markerne.
Selvi i de kolde vintermåneder samler folk sig udenfor spritusudsalgene, med øldåser stikkende op af lommerne. Gaden, med en del trafik af kundern flyder med tomme flasker og dåser og affald og bunker af gammelt tøj.
Pine Ridge, en af nationens største indianerreservater er lig med sociale dårligdomme: Arbejdsløsheden er tæt på 80%, fattigdommen berører mere end 90% af de som bor i reservatet og alkoholisme er meget udbredt. 
Historien er den samme i mange andre amerikanske indianer reservater, og årsagen er: Forbundsregeringen.
Regeringen er den juridiske ejer at alt land og værdier i Indian County, og dens opgave er at forvalte det til gavn for indianerne. Men fordi indianerne ikke i bund og grund ejer deres land eller hjem i reservaterne kan de ikke optage boliglån som andre amerikanere. Dette gør det, utroligt vanskeligt at påbegynde en ny forretningsmulighed i Indian County.
Alle udviklingsprojekter på Indian County skal gennemgås og vurderes og gives tilladelse af af regeringen, en proces der er berygtet for sin langsommelighed og pålagt en masse bureaukrati. På indianernes jord skal virksomheder gennem mindst fire forbundskontorer og yderligere 49 trin for at opnå tilladelse til f.eks. energiudvikling. Udenfor reservaterne er der kun 4 trin. Dette bureaukrati forhindrer stammerne i at kapitalisere på deres ressourcer.
Det er ikke usædvanligt at der går mange år før de nødvendige godkendelser opnås og man kan indlede et energiudviklingsprojekt i indianerområdet - en proces der kun tager måneder på privat ejet land. På et hvilket som helst tidspunkt kan et regeringskontor kræve yderligere information eller helt lukke projektet. Blot det at fuldføre en forespørgsel kan tage dagevis. Indianerne har ventet i op til 6 år på at få information, som andre amerikanere kan få på et par dage.
Reservaterne ‘sidder’ på værdifulde naturressourcer der er værd, mindst 1,5 billion dollars, efter det nyeste estimat. Men det meste af disse ressorucer bliver ikke udnyttet på grund af forbundsregeringen der stiller sig i vejen.
Det er derfor jeg mener at indianerne burde få udbytte dersom deres reservater blev ophævet og de blev ledet som ethvert andet civilt samfund. At fjerne den tunge byrde af regeringsrestriktioner kunne sætte gang i det frie marked, skabe jobs til de amerikanske indianer, løfte dem ud af fattigdommen, og i markant grad reducere antallet af de som ligger døddrukne midt på dagen på gaden.
Ideen om “reservater” kan have været ganske fornuftig for 150 år siden, men nu er vi alle amerikanere, og forestillingen om separate “reservater” for forskellige former for amerikanerne ligner i betænkelig grad paternalisme og racisme.
Vi burde helt sløjfe reservaterne. Og hvis nogen har noget imod det, så ville jeg give Manhattan tilbage til indianerne som en slags kompensation.
http://www.americanthinker.com/blog/2017/03/should_we_dissolve_the_indian_reservations.html#ixzz4cVOhgJY0
Ingen kommentarer:
Send en kommentar