onsdag den 8. marts 2017

Lad os 'bombe' Nordkorea, for sådan faldt Rumænien

Lad os bombe Nordkorea!





Af alle de små sejre i Den Kolde Krig var der næppe nogen så inspirerende og instruktive som beretningen om Irina Margareta Nistor og hende stille film revolution.


Irina var censor for Rumæniens Stats TV og mangesproget. I 1985 fik hun en noget risikofyldt  henvendelse. Kunne hun tænke sig at tjene lidt ekstra ved at lægge stemmer til udenlandske film? Hun gik med på det og hendes første film, hvor hun lagde stemmer til, Dr. Zhivago, blev en stor succes.


I de næste fire år lagde Irina stemmer til, anslået cirka 1000 ellers forbudte film.


Det er endnu vanskeligere at forestille sig, hvordan det lyder. Irina var stemmen hos alle medvirkende i hver film. Hun var stemme for Arnold Schwarzenegger, Chuck Norris, Bruce Lee, Sylvester Stallone (action film var især populære i Rumænien), og alle de andre hovedroller, sammen med dusinvis af birollefigurer der jo udgør en hel film. Irina Margareta Nistor’s stemme blev den mest kendte og lyttede til i landet.


Men denne historie handler langt mere end om underholdning. Det drejer sig også om den magt film har til at skabe forandring i folks liv og forventninger til livet, og kan være med til at påbegynde politiske omvæltninger.


At se en udenlandsk film i 1980’erne i Rumænien var forbudt, og hvis man blev pågrebet ville man blive slæbt afsted af Securitate. Men folket var så ivrige efter at blive underholdt og for at få glimt at livet udenfor Rumænien at det trods farerne, begyndte at holde hemmelige fremvisninger hvor venner mødtes i små rum.


Samtidig blev det lettere at få fat på film, ordet spredtes,  og der kom flere og flere for at se med - og paradoksalt nok - begyndte faren fra myndighederne at smuldre fordi mange statsansatte selv var begyndt at møde op til forevisningerne. Irinas stemme på film var nu blevet alt for populær til at det kunne undertrykkes.


Således falder despoter. Sammenbrud i kontrollen er begyndelsen til en kædereaktion der hurtigt kan feje hen over en totalitær stat. Ceausescu regimet kollapsede i 1989. Historien om denne filmrevolution der fik væltet en tyran er dokumenteret i filmen Chuck Norris vs.Communism.




Derfor siger jeg. Lad os bombe Nordkorea!


Lad os sende en million små faldskærme ud over Den Kære Leders eremitkongedømme. Lad os i hver faldskærm placere et videobånd, en batteridreven fremviser (med instruktioner) og noget slik eller det som i Nordkorea kunne svare til popcorn.
Billedresultat for parachutes over north korea


Kim Jong Un vil betragte dette som en krigshandling. Han vil true med gengældelse og kan endog igangsætte mindre militære gengældelser - det har han gjort førhen - men han vil ikke indlede en krig. Han indser at han ville blive udslettet i en ægte krig, og han ville aldrig begå selvmord på grund af film og slik. Hans mest drakoniske modtræk ville være rettet mod egne borgere. Han ville straffe dem for at se film uden tilladelse - og det ville være alvorligt for dem.


Nogle få af filmene ville finde et publikum - 1000? 5000? - vil se dem trods Den Kære Leders anstrengelser. Disse få film vil blive set af modige, nysgerrige bønder og arbejdere og vigtigst - vil mange blive set af regeringsembedsmænd og medlemmer af militæret. Ordet vil sprede sig om den spændende nysgerrighedspirrende last i de mystiske faldskærme. De som har set en film vil lære at der eksisterer andre, og dem vil de også ønske at se, og snart til et hemmeligt netværk med filmnyheder udvikle sig.


Hver nordkoreaner der ser en film vil blive forbløffet over de dejlige steder der skildres (for gaderne i Seoul vil være som Xanadu) og de vil være forbløffede over den ubegribelige velstand og restauranterne og fødevareforretningerne der er utallige, og de vil sukke efter at kunne være en del af de velnærede, bekymringsløse folkemængder der kan bevæge sig hvor de ønsker, og sige det der passer dem.


Hver nordkoreaner der ser en film vil hviske til sin familie om det, og slægtningene vil nævne det til medlemmer af de store familier og meget snart vil enhver have hørt hviskeriet og vil ønske at se filmene og begynde at drømme om det forjættede land mod syd der producerer sådanne undere. Efter et stykke tid vil de indse at de lever som i et fængsel.


Eremit kongedømmet befinder sig i en ømtålelig position. Det er skrøbeligt, som familietyrannier plejer at være det, og det er især skrøbeligt nu da familiemedlemmer myrdes. Medlemmer af inderkredsen har grund til at være nervøse. De burde bruge lidt tid på at se en god film.


http://www.americanthinker.com/blog/2017/03/lets_bomb_north_korea.html#ixzz4acrtuG00

Ingen kommentarer:

Send en kommentar