Kan vi få skammen tilbage?
Af de mange dramaer der har præget de nationale konventer i de seneste måneder er der især en der har fanget min opmærksomhed: Da NARAL Pro-Choice Amerika præsidenten Ilyse Hogue gik på podiet og fortalte om dengang hun aborterede sit første barn, fordi det var for ubelejligt at være mor.
Forstå venligst, at hun ikke fortalte historien med sorg eller bekymring. Hun var stolt over sin abort.
“Jeg er Texaner i fjerde generation,” indledte hun, og gik videre med at forklare, hvor “seje” kvinder i Texas er. “For at få succes i livet er det vi har brug værktøjerne - tilliden og chancen for at planlægge vor vej. Jeg var heldig nok til at have disse ting da jeg fandt ud af, at jeg var gravid for nogle år siden. Jeg ønskede en famile, men det var ikke det rigtige tidspunkt, og jeg tog den beslutning der var bedst for mig - at få en abort og få en medfølende behandling på en klinik i mit nærområde.”
På dette tidspunkt kunne man høre klapsalver og hyldest fra publikum.
“Nu her år senere, er min mand og jeg forældre til to vidunderlige børn.”
(Sidebemærkning: Hendes to levende børn er “vidunderlige” Hvad var så det døde barn? Hakketkød?)
Så fortsætter hun med at fastslå at abort kan være medfølende og forståelig da (hulk) de fleste kvinder der har fået abort bare ønsker at kunne tage sig af de børn de allerede har (det var dog ikke Ms. Hogues undskyldning, ikke sandt?)
Lad mig slå fast at jeg ikke fordømmer en kvinde for at få en abort. Uanset hvilke grunde hun måtte have er det en byrde hun skal nære resten af livet, og jeg skal ikke dømme hende
Men der er nogle syge, forskruede individer der ligefrem fejrer det at myrde deres fostre. De føler det har brug for at “råbe” ders handlinger ud til verden, udtrykke glæde over at deres eget kød og blod blev fjernet og soglt til forskningslaboratorier et organ ad gangen. Disse kvinder føler at det at ‘skamme’ sig, ikke alene er unødvendigt, men direkte usundt. Råb op om din Abort! Vær dog stolt!
Det er en af de mange forandringer der finder sted i vort land og er sket det sidste årti. Abort støtter forsøger ikke engang at skærme deres tendens til mord med talemåder som “valg” eller “reproduktive rettigheder.” Nu “råber de op” om det, gladeligt med en formanende pegefinger mod dig.
Disse kvinder føler endog “ikke skam.” De føler de “ikke burde føle skam.” “Problemet har længe været, at denne afvigelse ikke føles som noget tyngende negativt, sagde Kate Cockrill, lederen af organisationen Sea Change, der er imod abort. “Der har så længe været fokus på de juramæssige strategier, og ikke særlig megen opmærksomhed på ændringen i kulturen”
Kan du se det? Skam er ikke længere Politisk Korrekt. Vi har brug for en “kulturforandring” for at få skam til at ophøre med at være netop skammeligt.
Ting der plejede at være skammeligt glorificeres nu. Vælg noget der ville have været chokerende for 100 år siden og se så hvordan almindeligt og ordinært, endog glorværdigt, det nu fremstår. Fødsler uden for ægteskab? Abort? Rettighedsmentaliteten? Udviskning af kønsgrænserne? Offerstatus? Beskidt sprogbrug? Serieægteskab? Find selv flere, og vi glorificerer det.
De førende medier spiller med på dette, naturligvis, ved at gå efter mere og mere chokerende ting der kan pirre læserens (eller seerens) opmærksomhed. Læserne og seerne er ikke uden skyld i dette partnerskab; men da mennesker bliver ligesom lammede af chok, er det op til ‘de kloge’ at finde mere og mere depraverende ting for at få opmærksomhed. Det som var chokerende bliver “det nye normale” mens vort moralske centrum skifter plads.
Med andre ord nærer skam sig selv indtil intet er skamløst. Nu høster vi resultaterne.
Naturligvis er der intet nyt ved det. Når tro, selvbeherskelse, moralnormer og skam fordufter ud af vinduet - så er det begyndelsen til enden. Gennem historien er imperier og kongeriger faldet når det blev for råddent hos dem.
Amerika sætter nu “en ære i sin skam” (Filipperne 3:.19) og vor skæbne er ødelæggelse medmindre vi får vendt skuden.”De går deres undergang i møde. De lever for at tilfredsstille deres lyst, og sætter en ære idet de burde skamme sig, og er kun optaget af jordiske ting.”
Modsat den populære opfattelse er skam noget godt. Den er stærkt associeret med noget der ellers så tragisk mangler nu om stunder: Selvbeherskelse. I de fleste tilfælde, hvor abort er “nødvendig” der det et direkte resultat af mangel på selvbeherskelse. Uønskede graviditeter “hænder” mere end utilsigtede drab på politibetjente.
I dag lærer folk ikke længere at tænke, de lærer at føle. Føøølelser giver ikke sund, langtidsholdbar levevis og politik, fordi direkte og indirekte konsekvenser ikke er overvejet. Det kunne føøøles godt at betale 15 dollars i timen til ansatte i fast food restauranter, indtil virksomheden tvinges til at lukke fordi ingen vil købe burgere til 15 dollars stykket. Det kunne føøøøles så rart at skaffe sig af med et uønsket foster - indtil man rammes af depression, fortrydelse og brystcancer.
Som en person kommenterede, “Liberale elsker at nedbryde traditioner og sociale normer. Dette får dem til at føle sig magtfulde. De bliver mere og mere ekstreme for hvert skridt.”
Amerika mistede fornemmelsen for skam da vi tillod at Gud blev erstattet med regeringen. Årtier med liberal hjernevask af moralsk relativisme i skolerne, årtier med forhånelse af de bibelske principper der engang holdt vore lavere følelser i skak - disse har samlet fået revet os løs fra de principfaste surringer der holdt vort samfund anstændigt, civilt, respektfuldt og etisk.
Kløften mellem Amerikas venstre- og hørefløj bliver bredere og bredere, men ikke alt er tabt. Nedenunder denne skamløshedens overflade er der en tendens til at skamme sig over vor skamløshed. Det er som om mennesker længes efter - noget, Det er nærmest som om vi kun kan synke så dybt før vi erkender “nedrigheden” ikke er et mål at stræbe efter.
Skam kan være noget socialt betinget, men selvbeherskelse kommer indefra individet. Det er absolut ikke “sjovt” (hvilket måske er derfor det så sjældent vises) men det er glorværdigt, moralsk godt og gavnligt for samfundet som et hele. Selvbeherskelse opnås når mennesker indser den mangler og at denne mangel forårsager alt for megen - nuvel skam..
Ifølge Bibelen var den første gave - skammens gave. Men som med alle gaver er det op til modtageren af acceptere den eller forkaste den. Alt for mange mennesker har bestemt for at forkaste denne gave - og forkaste en gave fra Gud er aldrig en god ide.
Lad os slå et slag for skammen. Den er nødvendig for at holde os på inde på den selvbeherskelse vor nation har brug for til at gå den rigtige vej - ikke ad mørkets vej.
Media wishing to interview Patrice Lewis, please contact media@wnd.com.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar