USA kendte til Nazi eutanasi program - men gjorde intet - viser ny forskning
Forud for dette års markering af den internationale Holocaust Mndedag den 27. januar er der kommet nye detaljer om, hvor meget Franklin D. Roosevelt regeringen kendte til Nazi eutanisa politiken, og hvorfor U.S. ikke gjorde noget ved det.
Den tyske historiker Thorsten Noack,beskriver i den nyeste udgave af det lærde tidsskrift Holocaust and Genocide Studies,hvordan den berømte journalist William Shirer første gang offentligt udstillede Nazisternes systematiske henrettelser af individer med fysiske eller mentale handicap.
I Life Magazine og i Readers Digest - så tidligt som 1941, afslører Shirer rædselsvækkende detaljer om det program der skulle tjene som forløberen, prototypen for Holocaust massemordsteknologierne.
På det tidspunkt Shirer skrev var titusinder af tyskere med fysiske handicap blevet henrettet af Hitlers regime. I alt anslår man at 200000 “ikke egnede” individer blev gasset som del af Aktion I-4 programmet, som det blev kaldt.
Med baggrund i forskning foretaget i 1999 af Simon Wiesentahl Center sporede Noacks Shirers optegnelser og notater for at identificere, for første gang, baggrunden for den rædselsvækkende nyhed som han delte med den amerikanske offentlighed.
Noack konkluderer at det er meget sandsynligt at informationen blev lækket til Shirer af Jacob Beam, der var tredje sekretær ved U.S. ambassaden i Berlin.
Beam (1908-1993) var en af en håndfuld amerikanske diplomater der fik underretninger af tyske anti-Nazister om eutanasiprogrammet. Han og hans kolleger fremsendte mindst 10 rapporter om emnet til Udenrigsministeriet mellem marts 1940 og marts 1941. Beam “var den eneste embedsmand der iføle arkiverne, vides at have presset på for at få en reaktion fra Udenrigsministeriet mod Nazi autanasi drabene,” skriver Noack.
Udenrigsministeriet ignorerede Beams anmodninger om offentligt at fordømme mordene. Denne holdning var i samråd med præsident Franklin D. Roosevelts strategi fra før krigen om at afholde sig for præcist at kritisere Hitlers politik, og det for at bevare Amerikas diplomatiske og økonomiske relationer med Nazi-Tyskland.
Roosevelt strakte sig meget langt for at undgå at fornærme Nazisterne i de år. For eksempel bad hans sin ambassadør i Berlin, William Dodd, om at presse Dodds jødiske forbindelser i Chicago for at annullere planerne, om en offentlig fordømmelses retssag mod Hitler.
I 1938 fik FDR Indenrigsminister Harold Ickes til at fjerne henvisninger til Hitler og Nazismen i en tale Ickes havde planlagt at skulle holde om jødernes lidelser i Europa. Administrationen blokerede resolutioner i kongressen der kritiserede Nazisterne, og man undskyldte endog overfor Führeren da New York Borgmester Fiorello LaGuardia kaldte ham en “fanatiker der truer verdensfreden.” .
Roosevelt regeringen var ikke kun mod amerikanske jødiske gruppers boykot af tyske produkter i 1930’erne, men gik videre. I det stille tillod man varer fik etiketter på sig hvor man nævnte hvilke by eller provins i Tyskland de kom fra i stedet for det gængse “Made in Germany.” i håbet om at narre forbrugerne og oprindelsen. Det var først da jødiske ledere truede med at anlægge sag mod regeringen af denne holdt inde med den praksis.
Det måske mest nederdrægtige eksempel på regeringens holdning fandt sted efter rasende tyske og Vichy embedsmænd klagede til Washington sent 1940 over at U.S. journalisten Varian Fry smuglede jødiske flygtninge ud af Frankrig.
Udenrigsminister Cordell Hull advarede Fry og bad ham holde inde med “omgå lovene i de lande som United States opretholder venskabelige forbindelser med.” Da Fry ignorerede advarslen nægte regeringen af forny hans pas og dermed blev han tvunget til at forlade Frankrig og holde inde med sin redningsmission.
Man kunne vel sige at sabotagen af Fry’s redningsarbejde, som med U.S. tavsheden om eutanasiprogrammet, på visse områder er en afspejling af Roosevelt administrationens indgang til selve Holocaust.
Joan Swirsky has been a longtime health-and-science and feature writer for The New York Times Long Island section and the recipient of seven Long Island Press Awards. She was a science writer for The Women's Record, writing over 175 articles on the issue of breast cancer on Long Island, publicly acknowledged as driving two redesigns of the New York State Study on breast cancer and as the first journalist in America to put the breast cancer-environment relationship "on the map" of public consciousness.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar