Hyldest til Lee og Jackson
Januar måned omtales ofte som “Generalernes Måned” da ikke færre end fire berømte Confederate Generaler siges at være født i januar: James Longstreet, 8.01.1821, Robert E. Lee, 19.01.1807, Thomas Jonathan Jackson, 21.01.1824, og George Pickett, 28.01.1825.
Fra venstre foroven - James Longstreet, Robert E. Lee
Thomas Jackson - George Pickett
To af disse mænd, Lee og Jackson skiller sig i særlig grad ud. Dette især da dette år markerer 200 års dagen for General Lee’s fødsel. (artiklen er fra 2007)
Uden for al diskussion var Robert E. Lee og “Stonewall” Jackson to af de største militære ledere af alle tider. Samtidig betragtes tandemparret Lee og Jackson af mange militærhistorikere som havende udgjort måske den mægtigste slagmarksduo i krigshistorien. Hvis Jackson havde overlevet slaget ved Chancellorsville er det meget muligt at Syden ville have sejret ved Gettysburg og måske endog have vundet Krigen mellem Staterne (War Between The States.)
Faktisk var det Lord Roberts, øverstkommanderende for de britiske hære tidligt i det tyvende århundrede der sagde, “Efter min mening var Stonewall Jackson en af de allerstørste militære naturtalenter verden nogensinde har set. Jeg vil gå endnu videre som en kommandør i felten, og hævde han aldrig er blevet overtruffet. I visse henseender tvivler jeg på om han nogensinde vil få sin ligemand.”
Skønt strategierne og omstændighederne ved Nordens aggressive krig aldrig kan (og vil) blive debatteret af professionelle som lægmænd, er en kendsgerning dog ikke til debat: Robert E. Lee og Thomas J. Jackson var to af de fineste kristne gentlemen dette land nogensinde har skabt. Såvel deres karaktertræk som deres væremåde var udadlelig.
Ulig sin modpart fra Nord, Ulysses S. Grant sanktionerede Lee aldrig, eller billigede slaveri. Efter at have arvet slaver fra sin afdøde svigerfar, befriede Lee dem omgående. Og ifølge historikerne havde Jackson et nærmest familiemæssigt forhold til de få slaver der var i hans hjem. Oveni i dette da talte hverken Lee eller Jackson nogensinde nedsættende om den sorte race - i modsætning til Abraham Lincoln og U.S. Grant.
De som er bekendt med historien ved at General Grant og hustru havde personlige slaver både før og under War Between The States, og selv Lincoln’s Frigørelses Proklamation betød ikke at de blev givet fri. De blev ikke befriet før 13. Amendment var vedtaget efter krigens afslutning. Grants undskyldning for ikke at befri sine slaver var at “god hjælp er så svær at få nu om stunder.”
Ydermere er det velkendt at Jackson regelmæssigt holdt Søndagsskole Klasse for sorte børn. Det var en opgave han tog meget alvorligt. Som resultat blev han oprigtigt elsket og værdsat af børnene og deres forældre.
Oveni dette så støttede både Jackson og Lee lidenskabeligt fjernelsen af slaveriet. Faktisk kaldte Lee slaveriet “moralsk og politisk ondskab.” Han sagde også “de bedste mænd i Syden” var imod og bød dens tilbagegang velkommen. Jackson sagde han ønskede at se “lænkerne blive løsnet fra enhver slave.”
At tro at Lee og Jackson (og det helt store flertal af Confederate soldaterne) ville kæmpe og dø for at bevare en institution de anså værende ond og afskyelig er højden af absurditet. Det er på lignende vis frastødende at besudle og nedværdige mindet om disse bemærkelsesværdige kristne gentlemen.
Efter at have sagt nej til Abraham Lincolns tilbud som øverstkommanderende over Union Army i 1861 skrev Lee faktisk til sin søster den 20. april samme år for at forklare sin beslutning. I brevet skrev han:
"Med al min hengivenhed for the Union og loyalitetsfølelsen og pligtfølelsen som amerikansk borger, har jeg ikke været i stand til at beslutte mig til at ville lægge hånd på mine slægtninge, mine børn, mit hjem, jeg har derfor indgivet min afsked i Hæren, og vil forsvare den stat jeg er født i, med det inderlige håb, at der virkelig aldrig vil blive brug for min ringe tjeneste.....”
Lee’s beslutning om at søge sin afsked fra Union Army må have været den sværeste beslutning i hans liv. Husk at Lee’s forfædre havde kæmpet i Amerikas Uafhængighedskrig. Hans far “Light Horse Harry” Henry Lee, var krigshelt fra Revolutionskrigen, guvernør over Virginia og medlem af Kongressen. I tilgift var medlemmer af hans familie medunderskrivere af Uafhængighedserklæringen.
“Light Horse Harry Lee”
Husk også at ikke kun gik Robert E. Lee ud fra West Point som værende helt i toppen af sin klasse, han er endog, til i dag, den eneste kadet der bestod fra det prestigefyldte akademi uden en eneste anmærkning.
Imidlertid vidste Lee, at det Lincoln var i færd med var såvel umoralsk som forfatningsstridigt. Som en mand af ære og integritet var det eneste Lee kunne gøre det som hans far havde gjort: Kæmpe for frihed og uafhængighed. Nøjagtigt som han gjorde.
I stedet for at tillade at en politisk korrekt kultur besudler mindet om Robert E. Lee og Thomas J. Jackson da burde alle amerikanere sætte dem på ærens og respektens højeste plads. Noget mindre end det ville være en historiens skamplet, og en vanære for sandhedens og integritetens principper.
I den henseende var det mere end passende at nu afdøde præsident Gerald Ford, den 5. august 1975 underskrev Senatets Joint Resolution 23, “om posthumt at genskabe de fulde rettigheder om borgerskab for General Robert E. Lee, noget som burde være sket for lang tid siden.” Ifølge præsident Ford, “Denne forordning retter en 110 årig forglemmelse i amerikansk historie.” Han sagde yderligere, “General Lees karakter har været et eksempel for efterfølgende generationer....”
Betydning af General Lee’s (og Thomas Jacksons) liv kan ikke overvurderes. Mens karakteren og indflydelsen af de fleste af os knap vil blive husket 200 dage efter vor død, har de strålende karaktertræk hos disse mænd bestået i 200 år. Hvilken skam det dog er at så mange af Amerikas unge er blevet ‘frarøvet’ at få kendskab til og studere dyden og integriteten ved den store General Robert E. Lee, og General Thomas J. “Stonewall” Jackson.
.
Stærkt indlæg. Artiklen er fra 2007 står der. Har du gravet den frem?
SvarSletFandt artiklen i januar 2016 hvor den var et genoptryk af en artikel fra netop 2007. Jeg har så haft den liggende siden - nu forekom det at være rette øjeblik. Godt den kan glæde nogen.
SvarSlet