Er fedme en sygdom eller en karakterbrist?
Fedme - det at være meget overvægtig er en tilstand der er genstand for meget diskussion - er det noget lægeligt eller er det moralsk svaghed?
Ingen betvivler at det at være meget fed har yderst alvorlige konsekvenser for livskvalitet og livslængde, men er det en sygdom og er lægerne de som skal hjælpe?
Man kan ikke svare entydigt på dette, for det må være indenfor - ikke det fysiske rige, men metafysikken. Man kan kun svare ud fra sine egne filosofiske formodninger og hvad man nu foretrækker fremfor empiriske beviser.
Mange mennesker mener fedme er et massefænomen (den var måske lidt uheldig)ikke kun blandt amerikanerne men i den store verden og bevis på at mennesker sådan set ikke er ansvarlige som enkeltindivider for hvad de propper i munden , gnasker på og nedsvælger, men at de snarere er ofre for noget de ikke har kontrol over.
Hvis de ikke selv har et ansvar er det naturligvis langt vanskeligere at afgøre hvad de er eller kunne være ansvarlige for. Men dette noget diffuse synspunkt udtrykkes udmærket i en lederartikel i the New England Journal of Medicine af en læge og ekspert i “kommunikation,” som jeg formoder må være det samme som ‘reklame og propaganda.’
Bekymringer [over de stadig flere fede i befolkningen] gav anledning til rapporten fra Institute of Medicine (IOM), “Øge indsatsen for at forhindre fedme: Løse nationens vægtproblem” Den skelsættende rapport og den efterfølgende HBO dokumentarfilm, “The Weight of the Nation,” præsenterer et kraftfuld bevis på at fedmeepidemien har ført til strukturelle forandringer i vort miljø, frem for at komme ind på at det jordnære, at årsagen er elendige valg hos individer.
I artiklen følger så, som man måske kunne forvente, nogle afsnit om hvordan man formulerer sig, og her fremholdes at det er vitalt ikke at stigmatisere de fede, fordi de jo ofte har det skidt med at være fede. Det er ikke godt ex hypothesi, at være fed, men åbenbart er det endnu værre at have det skidt med at være fed - en følelse der kunne, formoder jeg, føre til at fede æder endnu flere Krispy Creme doughnuts.
Så vi når nok det tidspunkt da mennesker der vitterligt er fede, så ikke er fede alligevel på grund af de spiser for meget, men de spiser fordi de er fede. Nietzsche ville have fundet denne årsagsrelaterede argumentation yderst interessant..
Som mange vel ved så har der været endnu en historisk forandring: Fedme var engang den riges problem, men nu er det epidemiologisk set den fattiges problem.
Besynderligt nok, i lyset af den generelle benægtelse af det personlige ansvar for egne handlinger, har der været stadig flere forsøg fra læger og offentlige sundhedsmyndigheder om at betale, eller bestikke den fattige til at opføre sig ‘sundt’ for eksempel opgive rygning.
Der har været eksperimenter hvor man har givet stofafhængige penge til at betale for stofferne, enten i kontanter eller i stoffer. Man har hævdet der har været en vis succes i disse metoder, og således som the British Medical Journal udtrykker det, “At benytte kontant incitamentet for at opmuntre til sundere livsførsel hos de fattige er blevet hyldet som Guldægget i global sundhed.”
Men kontant betaling kan kun fungere hvis mennesker er i stand til at tage fornuftige valg. Hvordan kan vi så løse den modsætning? Jeg tøver med at citere en doktor i filosofi fremfor en doktor i medicin, men her er så hvad Karl Marx havde at sige:
"Mænd skaber deres egen historie, men ikke som det dem behager; de skaber den ikke under omstændigheder de selv vælger, men under omstændigheder direkte givet, overført og stammende fra fortiden."
Det er kun offentlige sundhedslæger og eksperter i kommunikation der er fri for sådanne hæmmende bånd, og de skaber historien for andre mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar