Det tabte paradis og reklamers forførelse
I sit berømte episke digt genfortæller John Milton beretningen “Om menneskets første ulydighed og frugten / Om det forbudte træ.” Det er en dramatisk skildring af den oprindelige synd, og Satan spiller hovedrollen. I forklædning af en fristende slange overtaler den faldne engel Eva - og gennem hende Adam - til at forkaste Gud. Resten er som man siger - Frelsens Historie
Mens vi hylder John Miltons 409. fødselsdag så har Paradise Lost stadig meget at fortælle os i dag - især når det drejer som om vor forbrugerkultur. Den måde Milton skildrer Satans fristelse af Eva lyder nøjagtig som reklamerne på TV. I digterens smukke gengivelse af bedraget benytter Løgnens Fader det sprogbrug og den logik som annoncører stadig benytter når de skal sælge os shampoo og øl.
Som i så mange gode reklamer begynder Satan med smiger. Samtidig med han baner sig vej ind i skabningens kvinde priser han hendes “himmelske skønhed” og siger hun “beundres overalt.” Derpå kommer han med en antydning om polygami beklagende at kun “en mand” - Adam - har det privilegium at se Evas skønhed. Slangen spørger, “Hvem ser Eder?” Eva burde, foreslår Satan, “beundres og betjenes/ af engle i hobetal.”
Lige som i reklamer indledes smigeren (“Du er populær!” “Du har et fantastisk hår!”) med antydningen af at du kunne være smukkere end du er nu, Det gælder om at få mennesker til at føle sig godt tilpas, ikke for godt, for de har jo brug for dit produkt. “Du er populær, så sørg for at vedblive med det ved at drikke den rigtige øl.” “Du har fantastisk hår, men ved at benytte vor shampoo bliver du endnu mere fantastisk.”
Oveni i denne smiger kommer Satan også med en mere destruktiv appel - misundelsens appel. Jovist holder vi alle af at være attraktive, men Satan går et skridt videre ved at foreslå at Eva spiser frugten, og så vil hun blive misundt af andre. Satan hævder at han selv har spist frugten og begynder så at beskrive, hvordan de andre dyr ønskede de var som han: “Alle disse skabninger der så det, længtes, og misundelige stod de der, men kunne ikke nå.” Det er den reklame, hvor en kvinde er iført en diamantring eller et par særligt smukke højhælede sko, og alle de andre kvinder stirrer måbende på hende. Det er patetisk, men ønsker vi ikke alle at være den person med de høje hæle eller diamantringen? Reklamerne spiller på vore inderste usikkerheder og vore mest grundlæggende begær.
Satan gemte sit bedste bedrag til sidst. Han påstod at Eva kunne blive mere end et menneske - ville blive en gudinde - ved at spise frugten. Eva vil komme til at være mere end hun er nu, “For hvad er guder,” spørger han, “som mennesket ikke kan blive/ som de der nyder gudgiven føde?”
Når alt kommer til alt er det så ikke det reklamer sådant set lover? At med den rette bank, den rette cognac, den rette frisure, eller hæmoride crem, vil vi undslippe smerterne og plagerne, alt det der begrænser os i vor dødelige skrøbelighed. I sidste ende lider vi alle og dør. Det er det vi stiller op med den kendsgerning, ikke hvad vi køber, der vil skabe vor lykke som menneske - og for Milton vor evige skæbne,
Satan sælger Eva et godt tilbud, og hun griber det villigt og køber det:
... her rash hand in evil hour
Forth reaching to the fruit, she plucked, she ate:
Earth felt the wound, and Nature from her seat
Sighing through all her works gave signs of woe,
That all was lost.
Eva har i den grad købt Satans budskab og hun vælger villigt at spise den forbudte frugt.
Milton formidler os den giftige overtalelse i Satans reklame overfor Eva og får os til at tænke os om en ekstra gang om de ønsker vi giver rum for. Den kendsgerning at Satans reklame fører til universel menneskelig smerte - mord, sygdom, naturkatastrofe og krig - burde også få os til ganske seriøst at genoverveje hvilke stemmer vi lader komme ind i vore hjem og ind i vore sjæle.
Lad ikke vort begær, vore ønsker blive formet eller fordrejet af virksomheder der søger profit for dem selv. Lad os moderere vort forbrug. Lad os opdyrke følelse reklame-blokeringer. Lad os sætte reklamerne på mute. Bedst af alt sluk for TV og læs Paradise Lost.
Kelly Scott Franklin is a writer and assistant professor of English at Hillsdale College.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar