Affald blev til en turistattraktion

Hvordan affald fra en generation blev en turistattraktion

Fort Bragg, California, befinder sig i den nordlige del af staten ved Stillehavskysten.

Som det kans ses via byens Wikipedia side, har byen nogle fantastiske udsigtspunkter over Stillehavet. Det er derfor ikke overraskende at der er pæn turistbranche der.

Før 1850’erne var Fort Bragg og områderne omkring hjemsted for Pomo, en stamme af indfødte amerikanere. I 1856 lavede den amerikanske regering et reservat og et år senere byggede regeringen Fort Bragg for at have kontrol over reservatet. I 1866 fandtes reservatet ikke længere, den militære udpost blev forladt og Fort Bragg og områderne omkring blev så åbnet for bosættelse af amerikanere der søgte mod Vest.

Byen blev et knudepunkt for en spirende tømmerindustri. Savværker var spredt ud over landskabet og ved mundingen af Noyo River,(på billedet) var der en travl tømmerhavn. I 1891 blev de mange små savværker samlet i et stort selskab ved navn Union Lumber Company og Fort Bragg blev således hovedsædet.

I løbet af de næste 20 år gjorde den øgede beskæftigelse af Fort Braggs befolkningstal tredobledes - fra cirka 900 i 1890 til næsten 2500 i 1910.

Disse mange ekstra mennesker gav mere affald - der skulle deponeres. Det blev et problem for borgerne kunne ikke smide det på selskabets jord, og det var selskabet der ejede det meste.

Løsningen blev stranden - der var (og er) et kystområde, lige bag en klippe der dengang ejedes af Union Lumber - som så åbnede det for offentligheden - men den var svær at komme frem til. Hvad gjorde man da? Jo man smed affaldet udover klippekanten. Ifølge Los Angeles Times, “benyttede så at sige hele Fort Bragg stranden som losseplads, det blev til tusinder tons af skidt og møg, glas, porcelæn (og senere) tændrør og motorblokke der rustede der på kanten af Stillehavet.“

Denne praksis fortsatte i årtier, stranden fik endog øgenavnet “The Dumps.” Man forsøgte at reducere mængden ved at sætte ild til det.

I 1967 var byen blevet klogere og skabte en kommunal losseplads. Noget af det farlige affald blev fjernet fra stranden. Men ellers blev The Dumps efterladt som den nu var og så måtte naturen klare resten. Det skete og resultatet er dette:

Sådan ser stranden ud i dag juli 2015. Hvad mon der er sket. Her er så et nærbillede af ‘sandet.’

Jovist det er glas. “Havglas.” Men navnet et misvisende. Affaldet på stranden som man havde ladet lige i årtier var blevet slidt ned af havets bølger - og glasset var blevet til små stykker i forskellig form og tykkelse og gennemsigtige. Og der er mængder af det - nok til at dække stranden.

“The Dumps” kendes nu som “Glass Beach,” og er blevet en turistattraktion og lokal stolthed. Der er endda et havglas museum, og for få år siden var der endog en årlig havglas festival.

Men det holder ikke længe. Populariteten af Glass Beach har givet nye problemer Som CNN fortalte i 2006, “nysgerrige besøgende og skoleklasser på udflugt leder i ‘ruset’ og fylder spande, lommer og poser med de farverige fund,” - det vil sige at turisterne tager glas med hjem. Resultatet er at Glass Beach langsomt tømmes for glas, og der kommer ikke mere nyt affald som erstatning. Tilbage i 196o’erne ønskede Fort Bra at borgerne holdt inde med at smide glas på stranden. I dag har MacKerricher State Park — der nu ejer stranden - sat skilte op og advarer de besøgende mod at tage glas med sig hjem.

Bonus fakta: “Glass Beach” er et meget beskrivende navn. “Safety Beach” i Victoria, Australien er ikke helt det samme, men man arbejder på at rette det gamle navn til noget der passer. Stranden befinder sig på en ø i havnen, og plejede at hedde “Sharky Beach” fordi hajerne for år tilbage befandt sig i det nære kystområde, angiveligt på grund af duften fra de lokale kvægfarme. Det er altså ikke et særlig turistvenligt navn, så derfor har de lokale embedsmænd omdøbt stranden til Safety Beach for at forsikre om, at der ikke er nogen risiko for hajangreb. Og det er såmænd sandt nok. Hajangreb er meget sjældne - i Victoria staten registrerer man et uprovokeret angreb om året. Og i de sidste 40 år intet med dødeligt udfald.