Et fordummende kongeligt skuespil
Manden der er nummer seks som konge af England er blevet gift, og Amerika er gået fra snøvsen.
Hvad betydning har det at være nummer seks i tronfølgen til et embede der ene og alene er afhængig at hvem din far er? Ja, det betyder at fem medlemmer at din familie først skal dø før du kommer til ‘fadet.’ Jo, det ‘fad’ er ganske lækkert. Hvem kunne ikke tænke sig at bo i et tusind år gammelt slot (ærgerligt det er i Skotland) eller have dusinvis af tjenende ånder til at passe og pleje dig og opfylde alle dine ønsker og behov?
Men den livsstil er altså afhængig af at folk mener du fortjener en sådan velstand og sådanne privilegier fordi du tilfældigvis er så heldig at være ophav af en tåbe med store ører, hvis mor nu for tiden kaldes “Queen.”
Jeg synes det er noget frustrerende at borgere i vor republik er så forhippet på hvad der sker i en familie der mener at ‘blodlinjen’ er yderst vigtig. Endog nogle i Hollywood forekommer ikke at være imponerede.
Men midt i den pågående mediehype, er det så noget folk faktisk går op i?
Selv i Hollywood har reaktionen været blandet.
"Jeg er fuldstændig ligeglad” fremfører den engelske Iron Man stjerne Paul Bettany, samtidig med at den canadiske sanger/sangskriver Shawn Mendes hævder han “helt sikkert skal se” festivitasen ved brylluppet.
Emma Thompson, må imidlertid været blevet fanget med det forkerte ben ud af sengen. .
"Stop det, stop det bare, OK?" Siger hun til en fåret journalist. “”Hold inde med alt det der snak om det royale bryllup.”
Min TV-Guide har dusinvis af henvisning til kanaler der har brylluppet på programmet - live-tv. Det er ikke blot en medieblødning der er sket, det er direkte kulturel drukning. Vi går til bunds i et ocean af royale trivilaiteter (åh de smukke kjoler) royale intriger (hvorfor er brudens far ikke med? og royale petitesser (se blot på den royale hestevogn).
Jeg spekulerer over hvor mange feminister der vil give efter for skyld over fryden ved at tune ind på og huske med stor velbehag dengang de selv var små piger og drømte om at vokse op som en prinsesse. Offentligt skal og må de forhåne brylluppet på grund af dets ritualiserede konfirmation af patriakatet. Men mere end en feminist flæber, er jeg sikker på, huskende sin barndom.
Jeg ved det udmærket. Det er en kendthedsbegivenhed. Amerikanerne er faktisk ret så ligeglade med det arvefølgemæssige og vil følge med i og stirre intenst med som ved et bryllup i Hollywood. Dog har prins Harry langt mindre krav på kendthed end en tomhjernet gås fra de riges klasse. I det mindste fører disse gæs en på en måde interessant -vildt liv. Prins Harry er farveløs, lugtløs og så almindelig at det gør helt ondt.
Jeg må bare gentage det som er allermest frustrerende ved Amerikas fascination af dette bryllup som er at vi udkæmpede en blodig revolution for at vi dermed kunne være ligeglade med dette skuespil. Forestil dig hvad en af disse forpinte sjæle ved Valley Forge kunne tænke, hvis han fik et glimt af denne fremtid. Jeg vover at hævde at han hellere ville pakke sammen og dø end at fortsætte kampen.
For det første siger offentlighedens fascination over udenlandske, - især briternes - royale langt mere om os selv og om menneskets natur end om prins Harry og hans bedstemor Queen Elizabeth II og hendes stadig større flok af afkom. Siden midt det 19. århundrede har den britiske kongefamilie helt bevidst dyrket sit image af at være en familie, og ikke blot en tilfældig samling af onkler med parykker, kvindfolk med adelstitler og udenlandsk fødte der hævder at gøre krav på en tusind år gammel trone. Dette har ikke alene ført til at Windsor har siddet sikkert i ‘sadlen’ som symboler på staten, mens diskuterende politikere har haft regeringsledelsen, den har også skabt en evig folkelig interesse i glæderne og sorgerne, i personerne og deres levevis i den royale klan.
Det burde betones at deres navn ikke er “Windsor.” Deres “familie” navn er faktisk Saxe-Coburg og Gotha, som den kongelige familie fandt yderst ubelejlig under 1. Verdenskrig og derfor ændrede. Trods alt var Kejser Wilhelm barnebarn af Queen Victoria.
Jo, vi udkæmpede en revolution for at få uafhængighed af Storbritannien, men vor virkelige kamp var med Parlamentet ikke den siddende monark. Faktisk havde mange af Founding Fathers et håb om at King George III ville have sympati med deres besværligheder og de anmodede ham om at gribe ind overfor Parlamentet på deres vegne.
Når alle statuer af King George blev revet ned og smeltet om til geværkugler betyder det så ikke at kolonisterne var vrede på kongen? Ikke som sådan i det mindste ikke før the Declaration. Men så begik Kongen den fejl at indgå kontrakt med tusinder af Hessiske lejesoldater der skulle kæmpe på briternes side i Revolutionskrigen. De var med rette kendt for deres brutalitet og vildskab. Enhver rest af sympati hos amerikanerne for kongen gik fløjten.
Jeg erkender jeg tilhører en minoritet og at mine holdninger for de fleste kan forekomme en anelse overdrevne. Men vor fascination af det kongelige bryllup og de royale som et hele er et symptom på en råddenskab der gnaver i vor republik.
At tillægge denne begivenhed en vigtighed langt ud over hvad er berettiger fører os langt, langt væk fra vore grundlæggende principper der inkluderer den forestilling at det absolut ingen betydning har hvem din far eller familier er. Du skal bedømmes ud fra dine egne gerninger og leve livet ved egen kraft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar