Italien og euroens endeligt
Da Italien sluttede sig til Eurozonen the European Monetary Union (EMU) i 1999 for at blive fuldgyldigt medlem i januar 2001, debatterede økonomer om dette eksperiment, man aldrig havde forsøgt sig med førhen, ville få succes eller ej.
En af de mest intense debatter dengang var mellem de to giganter, tænkere, inden for økonomi. Robert Mundell og Milton Friedman. Mundell, der af og til omtales som “euroens far” da han havde skitseret det teoretiske grundlag for en fælles valuta var optimist, Friedman - det modsatte.
Friedman er nu død, Mundell er 85, men begivenhederne i Italien kan meget vel få de to økonomers debat ført til en afslutning. Hvem fik ret? Derfor er det værd at huske hovedpunkterne hos de to økonomer. Mundell påpegede naturligvis de adskillige og temmelig åbenbare fordele ved en fælles valuta, som med dollaren i United States. Friedman mente at “de politiske konsekvenser af et monetært fællesskab, der ikke er i sammenhæng med en politisk enhed” ville resultere i ustabilitet.. Han mente også at Europa havde for mange regler og regulativer der ville hæmme økonomisk frihed for at eksperimentet kunne få succes. Mere grundlæggende mente han at Euroen var en bestræbelse på at opnå politiske mål ved de økonomiske værktøjer, og at den derfor fremfor andet var dømt til fiasko.
I dag, med en euro-skeptisk regering ved magten i Italien så er det første en sådan regering i et af de lande som var med til at oprette EU nu skal finde ud af hvem der har ret. Uheldigvis har de argumenter der er blusset op i kølvandet på Lega-5 Stjerne regeringen i Rom været langt fra høflige.
Medlemmer af Lega-5 Stjerne har anklaget Tyskland for at ødelægge Italiens ‘økonomi og endog gå efter en slags Nazi dominans i Europa gennem andre midler, mens tyskerne og EU Kommissionens præsident, Juncker, ligeså hysterisk har forhånet italienerne for at være luddovne og frådsere. Den faktiske information til støtte for disse vilde påstande kan strækkes langt, hvis man vil finde svaret på det sandsynlige slutresultat på konflikten. Her har italienerne de fleste data til deres fordel. Ikke nødvendigvis som bevis på at de er ofre for økonomisk manipulation ved andre, men som forklaring på hvorfor de fleste italienere har den opfattelse de nu har.
Data viser at så langt fra at være et økonomisk fallitbo, ikke som Grækenlands sminkede økonomi, har italienerne en meget nydelig økonomisk historie - indtil man sluttede sig til Euroen. Jo, det er sandt at der blev skiftet regeringer oftere end de flest foretager forårsrengøring (65 regeringer på 72 år), men det har ikke hindret dem i at have en smuk økonomisk vækst. Begyndende i 1951 og i mere end 30 år voksede Italien i økonomisk henseende med over 5% om året og passerede United Kingdom i 1987 som den tredjestørste økonomi i Europa.
Så gik man med i Euroen og væksten stoppede. Ifølge de seneste tal der er tilgængelige havde økonomien mellem 1999 og 2016 0 vækst og indkomstniveauet per indbygger, var som det tyske i 1999, $34,200, mens det hos sidstnævnte nu er $45,500. Der kunne være og muligvis er der andre årsager til denne dramatiske nedtur, men det er altså let at se, hvorfor euroen, for de fleste italienere, er den virkelige ‘synder.’
På den ene streg af ligningen står så Den Europæiske Centralbank (ECB) afhængig som den er af tyske diktater og mandarinerne i Europa Kommissionen, og dens historie har så langt fra været stjernbelagt i de 20 år der er gået efter oprettelsen i januar 1999.
Bankens modus operandi har været at smide om sig med penge for at klare hvilket som helst problem den møder, og det ved at trykke penge på de europæiske opspareres bekostning, der ofte må leve med renter på 0 procent.
Begyndende med 700,000 euros, har ECB nu for 4,5 billioner euros i for det meste værdiløse regerings- og private obligationer der når man regner meget optimistisk vel er 2,5 billion værd. Hvordan denne gigantiske gæld skal indfries kan hvemsomhelst give et bud på, og ingen hos ECB har et sådant. Det er dog sådan at hvis noget ikke kan fortsætte - jamen så sker det heller ikke.
Det som er langt mere politisk tydeligt er selve omfanget af dette massive oprør. Modsat hvad de førende lærde EU lærde forsøger at fortælle os er denne besynderlige alliance af ‘velstående’ højreorienterede fra den nordlige del og de ‘fattige’ venstreorienterede fra Syden ikke blot et midlertidig fornuftsægteskab, men en massiv revolte mod de uansvarlige elitære i Bruxelles.
.
Dette rammer direkte ned i selve systemets drivkraft der som mål har at opbygge et ‘lykkeligt’ samfund af Europæiske Socialistiske republikker., Se blot på programmet for den nye koalition og du vil finde at udover at bede om eftergivelse af gæld så ønsker man at sænke skatterne og opgive de åbne grænser -- begge hovedpunkterne bag en lys europæisk fremtid. Det kan meget vel vise sig at Milton Friedman får ret.
Men der er mere. Som Victor Davis Hanson minder os om i sin fremragende nye artikel så er den 75 år gamle Pax Americana gået sønder, og det er stadig uklart hvad der skal erstatte den. Valget af Trump var et tegn på håb, men dog blot en reflektion snarere end en igangsætter af ændring af status
Når det gælder Europa så er hændelserne i Italien del af det oprør som burde have fundet sted for lang tid siden hos ‘bønderne mod deres nye ‘herremænd.’ Som Hanson så udførligt og præcist har forklaret problemet. “Den ofte noget barske indførelse af demokratisk socialisme, pacifisme og multikulturalisme ved den formynderiske anti-demokratiske elite, fra Atlanterhavet til Ruslands grænse, spreder kaos frem for at inddæmme kaos.” Den alvorlige situation og utilfredshed Italien er årsag til foruroligelsehos den europæiske elite og det kan vise sig at være det mest håbefulde tegn til nu.
Alex Alexiev is chairman of the Center for Balkan and Black Sea Studies (cbbss.org). He could be reached at alexievalex4@gmail.com.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar