Apartheid sort og hvidt. Sandheden om Afrikaaneren del 1
Ilana Mercer
I en frisk oversættelse af Tacitus’ Annals, blev spørgsmålet stillet om der i antikken sådan set “var nogen andre nationer end jøderne.” Ved nærmere eftertanke kunne man godt stille det samme spørgsmål om Afrikaanerne i moderne tid.
I april 2009 satte tidligere præsident for Sydafrika Jacob Zuma røre i “den multikulturelle støjmaskine” verden over ved at fastslå “Af alle de hvide grupper der er i Sydafrika er det kun Afrikaanere der er ægte sydafrikanere i ordets ægte betydning. Til i dag er det dem (Afrikaanerene) der ikke har to pas, de her eet. De er her for altid.”
Afrikaanerne er faktisk de første der kæmpede i Afrikas første antikoloniale kampe. De er indfødte i landet og er ikke kolonister på nogen måde. Dog har den venstreorienterde verdensorden altid og alene peget på Afrikaanerne som havde indført apartheid, som af den anglo-amerikanske-europæiske interventionsakse anses som “et af verdens mest tilbagestående koloni systemer.”
Apartheid blev forfinet af the Afrikaaner National Party i 1948 efter Daniel Malan overtog premierministerposten. Dog var elementer af programmet allerede en del af den politik der blev indført i 1923 af den britisk kontrollerede regering.
Der var helt sikkert ikke noget Mosaisk over den labyrint af racebetingede love der udgjorde opbygningen af apartheid. The Population Registration Act krævede at alle sydafrikanere blev inddelt i overensstemmelse med race. The Group Areas Act “garanterede absolut segretation efter bosted. Love om pas regulerede de sortes kommen og gåen (dog ikke dem alene) og sikrede at sorte arbejdere forlod de hvides boligområder efter mørkets frembrud.
Den måde hvorpå man skubbede sorte ud af de hvides områder er det mest nederdrægtige , idet hele samfund blev revet op med rode og forvist til triste, fjerntliggende udpegede bosættelsessteder - “enorme landområder med slum med tæt befolkningstæthed, men ingen bymæssige bekvemmeligheder udover busserne der udgjorde de spinkle livliner til byerne.”
Dog fik Sydafrika langt mere kritik for den ikke voldelige (dog uretfærdige) bosættelsespolitik end the U.S. gjorde for deres lige så uretfærdige voldelige masse forflytnings dagsorden, se på Sydvietnam. (Se Sophie Quinn-Judge, “Lawless Zones,” The Times Literary Supplement, February 26, 2010.)
Eller før det. I sin lærde “History of the American People,” beskriver i detaljer historikeren Paul Johnson, en ellers stærk fortaler for Amerika, den temmelig ihærdige ødelæggelse og forvisning ved Andrew Jackson at “de ældste amerikanske nationer” - indianerne.
Vi bør heller ikke se bort fra de følgende ugerninger ved det amerikanske militær- Der var for eksempel blodbadet ved “Wounded Knee” i South Dakota i 1890, hvor en U.S. kavalleriregiment i løbet af en time udslettede mellem 150-300 indfødte amerikanere, herunder kvinder og børn.
Et årti senere indledtes krigen i Filippinerne, hvor en million filippinere forsvandt ved amerikansk indtrængen. Bogen fra 1990 “In Our Image,” skrevet af historikeren Stanley Kurnow, fortæller at mindst 200000 af de døde filippinere i den krig var civile.. Mange af de civile døde i sygdomsplagede koncentrationslejre som var kendt som reconcentrados.
Det var briterne, ikke efterkommerne af bosætterne af vor tids Afrikaanere, der fik overvundet de lokale med det formål at ‘producere’ britisk lignende “frie samfund.”
Rædslerne i de britiske koncentrationslejre under Boer Krigen er veldokumnteret.Og der kan vel næppe føjes mere til Storbritanniens fremfærd i Zulu Krigene end der blev opsummeret i den engang så berømte historisk grafiske parodi fra 1930 “1066 And All That”: “War Against Zulus. Cause: the Zulus. Zulus exterminated. Peace with Zulus.”
At så mange konservative stadig forsvarer Democrat Franklin D. Roosevelt er et mysterium. Kendsgerninger at at mellem 1942- til 1945 så FDR administrationen helt bort fra habeas corpus for at flytte mennesker en masse, og sætte dem i lejre. Cirka 112000 japanere og amerikansk fødte borgere af japansk oprindelse blev interneret. Disse japanere blev sat i lejre, deres bankkonti indefrosset i årevis, og der blev ikke rejst nogen anklager mod dem.
Intet i Afrikaaner styret, selv når det var mest dystert, kan matche sådanne hændelser i amerikansk historie.
Det ‘skyldige’ National Party begyndte af afmontere apartheid næsten et årti før overgangen til demokrati. I 1986 havde partiet så nedbrudt alle apartheids dele.
“Begyndende tidligt i 1980’erne udvidede den sydafrikanske regering demokratiet til at også at omfatte farvede mennesker og indere til pladser i Parlamentet.” I slutningen af 1980’erne var de nederdrægtige kontrollove blevet skrottet, fri adgang til alle offentlige faciliteter, og racebetingede sexlove trukket tilbage. “Sorte fik lov fulde ejendomsrettigheder og adgang til universiteter der historisk set var forbeholdt hvide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar