Kullets fremtid er lys og ren

Kuls fremtid er lys og ren

Christopher Mendoza

Uanset hvor hårdt miljøforkæmperne forsøger at slå kul ‘ihjel’ lykkes det dem dog ikke.

Ifølge en ny rapport fra the Energy Information Department, vil kul fortsat være en primær kilde til at dække vort energibehov trods al ‘dæmoniseringen’ fra venstrefløjen, og det gælder både i udviklede- som i 3. verdens lande, som det var tilfældet i 1990’erne. Kul har vist sig særdeles ‘modstandsdygtig’ i Asien og Afrika, og i verden som sådan står kul for det meste af den elektricitet der produceres, og efterspørgslen efter kul øges. 

Denne information er vel et chok for de som er på korstog mod kul, men det bør da næppe overraske nogen hvis argumenterne for at kul stadig skal tages i betragtning.

Kul er billigt, og lige til at gå til, og dermed en god energikilde i udviklingslande rundt om på jorden - især når det ikke er muligt for dem at benytte de meget dyre bæredygtige energiløsninger i stor skala. Faktisk er det sådan i nogle lande, at kul er den eneste måde, hvorpå de kan udnytte deres naturressourcer for at skabe økonomisk udvikling og velstand og en bedre fremtid for befolkningerne.

Uforbederlige klimafrelsere kan mene, at det at pålægge restriktioner på kul vil føre til solpaneler og vindmøller over hele Afrika, men resultatet er at landene i Afrika dermed holdes tilbage i deres positive udvikling.

Regeringen i Nigeria planlægger for eksempel at få 30% af landets elektricitet dækket gennem kul. Landets Mine- og Stål Ministerium har afdækket næsten 3 milliarder tons kul i reserve - energi der er livsvigtig for landets elektricitetsforbrug, for stålproduktionen eller cement fremstillingen, der alle har en enorm og afgørende betydning for økonomien. Imidlertid nægter  the World Bank og andre multilaterale finansielle institutioner Nigeria de nødvendige midler, og det gør man af hensyn til forureningspotentialet - så denne drøm drukner i vandet.

Tragedien er at argumenterne hos anti-kul koalitionen er gennemsyret af dobbeltydninger og formynderi.

Ved et møde for nylig hos International Monetary Fund (IMF) påpegede og kritiserede tidligere finansminister i Nigeria Kemi Adeosun de udviklede lande for deres “hykleriske opførsel,” og med begrundelsen, at det var kulenergi der førte til Vestens industrialisering. Hun har ret til at være fortørnet, da teknologierne til betragtelige CO2 reduktioner hos kul - og dermed gøre kul mere effektivt - allerede eksisterer. Men de hårdhjertede aktivister spreder kaos og ulykke rundt om på jorden, en kendsgerning der helt bevidst undertrykkes.

Høj effektivitet, lav emission (HELE) og oplagring og indkapsling af Co2 er blevet designet til at mindske skadelige stoffer fra kul og for at hjælpe landene til at opnå en god balance mellem hensyn til miljøet og elektricitetsforbruget. Og under præsident Trump står United States som en klar leder i fremmen af disse teknologier.

The U.S. regeringen går mod strømmen ved at igangsætte the Carbon Capture Utilization, and Storage (CCUS) initiativet, der oprindeligt blev foreslået af energiminister Rick Perry sidste år. Dette initiativ følger op på en mangesidet bestræbelse på at gøre HELE og CCS teknologierne mere udbredt - der hvor der er mest brug for dem. Trumps  "Clean and Advanced Fossil Fuel Alliance" tage mere og mere form som en levedygtig international institution der søger at fremme ren kul teknologi og være en mere realistisk energipolitik der tager de mere effektive fossile energikilder i betragtning.

Relevansen ved sådanne initiativer kan man knap argumentere imod, i hvert fald ikke for de som evner at tænke fornuftigt. For mens 3. verdens lande verden stadig vil være hovedforbrugeren af kul - Kina planlægger at bygge 700 nye værker i de kommende årtier for at bruge deres kulreserver og dække fremtidens energibehov - så vil de udviklede lande også benytte kul som en primær energikilde. Polen har meddelt man har planer om at bruge kul til 50 % af landets energiforbrug frem til 2050. Og Tyskland, ‘den lysende stjerne’ for alle der hader kernekraft og kul får faktisk  40%  af landets energiforbrug gennem kul.  

Det er soleklart at det venstreorienterede narrativ om at kul er fortid er skrigende forkert. Frem for at holde fast i denne charade om at verden er ved at gå bort fra kul, burde regeringerne erkende realiteten ved at kul vil være den primære kilde til elektricitetsfremstilling i generationer fremover og begynde at investere i teknologier der gør kul mere effektiv og ren.

De højeffektive -state of the art- kulfyrede kraftværker som the U.S. udvikler burde eksporteres til de steder, hvor der er mest brug for dem, og som erstatning for de gamle mere svinende værker - disse moderne værker skal ikke sættes i baggrunden.

I stedet for blindt at nedgøre kul samtidig med at behovet for energi vokser over hele verden burde regeringerne bruge deres penge og politiske kapital på at gøre ‘ren kul’ standarden rundt om på kloden.

Andre lande der hævder de er forpligtet til - energi med lav udledning - burde se virkeligheden i øjnene frem for at forfalde til de samme udslidte argumenter og så bør de følge Amerika på dette punkt.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/09/the_new_age_of_coal.html#ixzz5RuONZgPb 

Fake News dækning af Khashoggis relationer med Amerika

Daniel Greenfield

Medierne fremholder to slags historier.

1. Løgne

2. Kæmpe løgne

Historierne om Jamal Khashoggi, en gammel islamist ven med Osama bin Laden kommer under kategori 2. Det er nemlig ikke kun det at medierne helt forkert hævder at Khashoggi var liberal, en forsvarer af den frie press og tilmed moderat.

Alle de løgne kan nemlig pærelet bevises ved at undersøge hans skriverier.

Men der er et stort spørgsmål tilbage, det at et US modsvar bliver ved at hænge på. Udover at han af og til skrev for the Washington Posts og deres forræderiafdeling, hvilken tilknytning havde han da med Amerika?

I en artikel om Lindsay Graham og Susan Collins der er som de er, nævner the Hill at “Khashoggi var en skribent med base i U.S, der ofte talte mod det saudiske regime.”

Jamal Khashoggi var en saudier der måtte forlade sit hjemland på grund af landets frigørelse og brud med Det Muslimske Broderskab. Var hans base i U.S.? Afhænger af hvordan man tolket det..

Khashoggi's omfattende relationer med islamiske terrorister burde have gjort at han ikke kunne komme ind i landet, men han var dog i stand til at få et midlertidigt visum.

Mohamad Soltan, en egyptisk-amerikansk aktivist der regelmæssigt mødtes med Khashoggi i Washington fortalte Reuters at Khashoggi var i the United States på en 0-visum, et midlertidigt bopæls visum, man udsteder til udlændinge der “har en ekstraordinær viden” om videnskab, kunst, uddannelse og på andre felter, og som er internationalt anerkendt, og har ansøgt om permanent bopælsstatus.

Hvis dette er korrekt, så var Khashoggi en saudier der døde i Tyrkiet, og havde et midlertidigt bopæls visum.

Kort sagt, han var ikke en amerikaner i nogen gængs fortolkning af ordet.

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is an investigative journalist and writer focusing on the radical Left and Islamic terrorism.

https://www.frontpagemag.com/point/272058/fake-news-medias-ongoing-misrepresentation-daniel-greenfield

Loyalitet skabes under pres og modstand

Nixon mente at ‘loyalitet skabes når embedet angribes’

NICHOLAS BALLASY 

WASHINGTON – Pat Buchanan, senior rådgiver for afdøde præsident Richard Nixon, fortalte at “efter vort store år i ‘66, med en kæmpesejr, fortalte den kommende præsident mig at han ønskede at ansætte nogen der kunne afbalancere mig, fordi han mente jeg kunne være lidt for meget til højre.”

“Og så fik jeg fat på en liste med de bedste og skarpeste unge taleskrivere der var en mere moderat udgave af Republikanerne og jeg kom tilbage til Nixon og sagde,  at den bedste er Ray Price, tidligere ansvarshavende redaktør for Herald Tribune, som jeg mente var gået fallit dengang.” Således fortale Buchanan historien under en samtale om præsidentvalget i 1968 og Nixons eftermæle ved the National Archives.

Patrick Buchanan, President Nixon's top speechwriter, gestures as he concludes his testimony before the Senate Watergate Committee on Capitol Hill on Sept. 27, 1973. (AP Photo)

“Jeg sagde,’ et problem er at han ikke er en stor beundrer af dig, og han skrev støtten til Lyndon Johnson i 1964.’ Så sagde Nixon til mig - igen det er en af Nixons fine egenskaber - ‘Lyt engang Pat, jeg er ligeglad med om han kan lide os eller er enig med os, få ham herind. Efter det første slag vil han være en loyal.’” 

Nixon troede på - at i kampens intensitet og alt der sker skabes loyale forhold der ikke eksisterede førhen: Mennesker der kommer til at arbejde for dig ser måske på det som blot et arbejde, men alle de kampe i skal kæmpe samme så er der pludselig skabt et bånd.” føjede han til.

https://www.youtube.com/watch?v=-f6ri6_Oo18

“Nixon havde vundet alle primærvalgene, og han havde hele partiets støtte bag sig, men en masse konservative stod op om Reagan og der var en bestræbelse fra Reagan-Rockefeller om at bryde Nixons dominans ved første afstemning og så håbe det hele ville bryde sammen. Men jeg følte altid da konventet indledtes og begyndte at gå over til Reagan, at Rockefeller tilhængerne ville slutte sig til os,” sagde Buchanan.

“Hvis det hele flyttede sig til fordel for Rockefeller så ville Reagan tilhængerne komme til os så vi ikke behøvede at vinde første afstemning, og vi havde en fremragende mulighed for at vinde det hele, fordi Nixon var den eneste kandidat der samlede, kunne forene folket. Han havde været en ‘forener’ - uanset hvad folk siger om ham, det Republikanske parti havde aldrig haft en mere loyal mand der konstant var i felten som Richard Nixon, og det er grunden til han blev præsident,” føjede han til.

Kenneth Khachigian, tidligere assistent for Nixon og Ronald Reagans førende taleskriver opfordrede forskere og lærde til at efterforske russernes indflydelse på 1968 præsidentvalget mellem Nixon og vicepræsident Hubert Humphrey. 

“Russerne var stærkt indblandet i at få forsøge at få Humphrey valgt, således er der en fortælling om russisk indblanding som de lærde burde så nærmere på. Russerne ønskede i den grad at Hubert Humphrey blev valgt,” sagde han.

Dwight Chapin, Nixon’s assistent, huskede en af præsidentens sammenstød med afdøde Roger Ailes, tidligere bestyrelsesformand for Fox News i 1968.

“Roger Ailes så Nixon direkte i øjnene og sagde, ‘Sir De skal gøre TV til deres ven.’ Da vi tog derfra sagde Mr. Nixon, ‘Jeg ønsker at du arrangerer et møde med den mand og Ray Price, og det var første skridt i udviklingen,” sagde Chapin henvisende til den tidligere chef taleskriver.

“Et af de meste opsigtsvækkende forhold ved 1968 valget var Nixons brug af TV. En person som alle mente ikke var god på TV, og så hele myten om debatten med John F. Kennedy, jo Nixon mestrede TV” tilføjede han.

Chapin fremholdt tanken om at præsidentkandidater i fremtiden kunne vælge ikke at deltage i debatter.

“Jeg mener det ville være interessant for en forsker at undersøge alt dette om kommissioner, om præsident debatter fordi vor strategi i 68 var ikke at debattere og den måde kommissionen er sammensat antyder at den går ud fra der skal være disse debatter - og det er en af de vigtige beslutninger i kampagnestrategi der kan tages,” sagde han. “Og måske burde kandidater beslutte at de ikke vil være med i debat. Jeg er ikke imod offentlig diskussion af problemer, men jeg mener det er et emne i en kampagne, der bør ses nærmere på.”

PJM spurgte Chapin ind til hans mening om  de sammenligninger der er blevet fremført mellem Nixon og præsident Trumps tid i embedet, men han ville ikke kommentere.

https://pjmedia.com/news-and-politics/nixon-believed-loyalties-are-created-when-youre-under-fire-in-office-buchanan-says/?utm_source=PJMCoffeeBreak&utm_medium=email&utm_term=November2018

Hårklipningen der drog i krig (måske)

Hårklipningen der drog i krig (måske)

Hver dag er der hundredtusinder af amerikanere der fejrer deres fødselsdag, Når det er en rund dag får den særlig opmærksomhed. I visse sjældne tilfælde kan en sådan rund dag gøre at præsidenten sender et brev, men dog først typisk når vedkommende person virkelig har gjort noget ekstraordinært for sit land. En tur til frisøren er ikke med i en sådan ekstraordinær handling.

Det er en temmelig dårligt billede af en kvinde ved navn Mary Babnik Brown, men der er altså ikke mange fotos af hende - i det mindste ikke - før hun blev klippet. Født i Pueblo, Colorado 1907, og som det kan ses ikke klippet i utrolig lang tid. Hun har sit hår hængende løst - ikke sat op. Det blev en slags varemærke for hende ifølge Defense Media Network og hun fik øgenavnet “damen med kronen” lokalt. Udover at være en særling, hvor hun boede så var Brown og hendes hår næppe noget der havde med den nationale sikkerhed at gøre. Ikke før 1943. Det år havde en avis i Pueblo en reklame, hvor man gjorde opmærksom på at regeringen søgte kvinders hår. Og ikke blot hvilket som helst hår. Ifølge det brev hun modtog da hun henvendte sig skulle håret være naturligt blondt, som Browns var. Det kunne ikke være bleget for det var det aldrig blevet. Det skulle også være mindst 56 centimer langt eller længere. Grunden: Blondt ubehandlet hår var især brugbart i meteorologisk instrumenter - udstyr til at måle temperatuforandringer, lufttryk i barometre og meget andet. Som man kunne forestille sig ville en nøjagtig aflæsning af disse instrumenter have indflydelse på udfaldet af en militæraktion - succes eller fiasko. Brown ønskede at støtte krigen og gik med til at få sin første klipning hos en frisør. Regeringen tilbød hende rationeringsmærker, men det ville Brown ikke have og gav sit hår gratis. Det er i sig selv ikke nogen særlig opsigtsvækkende historie - en ung kvinde der gør sit for at støtte tropperne ... ved en klipning. Men så, bliver historien mere besynderlig. Der skete noget der så måske ikke skete alligevel - vi ved det ikke, og heller ikke hvorfor. Hen ad vejen, på en eller anden vis - blev Brown oplyst om regeringens “rigtige” grund til at man kunne bruge hendes hår, det var ikke til forskningen, men målsøgning. Norden bombesigtet - en mekanisme benyttet af amerikanske bombefly så deres bomber kunne ramme de tilsigtede mål - blev betragtet som den vigtigste teknologiske landvinding på den tid. Ifølge Wikipedia skulle “bombebesætningerne aflægge en ed under deres træning om at de ville bevare hemmeligheden med deres eget liv som pris om nødvendigt” og bombesigtet blev udstyret med en selvødelæggende mekanisme, som hvis den blev sat i værk “ville smelte Norden til en klump metal.” Bombesigtet der blev benyttet i mange sammenhænge, men også som mål ved a-bomberne der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki - skulle fungere perfekt og der måtte ikke gå noget galt. Det betød at bombesigtet skulle være perfekt på alle måder. Og Brown havde perfekt hår. Brown fik senere besked om at hendes hår blev benyttet som crosshairs i bombesigtet. År senere modtog hun endog en fødselsdagshilsen fra præsident Ronald Reagan der takker hende for hendes donation, og anerkender at hendes hår blev benyttet i bombesigterne.

Men Reagan tog muligvis fejl - det er usandsynligt at Browns hår blev benyttet i bombesigter. Faktisk er det usandsynligt at nogen andres hår blev benyttet som crosshairs ifølge the Museum of Aviation Foundation, blev der i manualen til bombardieren fastslået at “crosshairs er ætset på en af linserne på teleskopet.”

Dog var Browns donation meget vigtig. Håret blev helt sikkert benyttet i de meteorologiske instrumenter, som hun havde fået at vide og Krigsministeriet stolede på disse instrumenter i mange forskellige sammenhænge. Så Brown fortjente nok alligevel det brev fra præsidenten - selvom nogle af kendsgerningerne muligvis er forkerte.

Bonus fakta: Kun ganske få ord på engelsk er kønsbestemt, hvis man ser bort fra de oplagte - him og her. “Blonde” er en af undtagelserne. “Blonde kan kun bruges om kvinders hår, dog nu ofte for begge køn. Som Grammatist bemærker “at benytte “blonde” når man omtaler herrers hår er en fejl.

Turister: Aurevoir - ikke Arrivederci - I er for mange

Turister: Au Revoir, ikke Arrivederci

Michael Curtis

Yogi Berra havde på en måde ret om at ingen rejser dertil for der er alt for mange. Masseturisme er en stor indtægtskilde for mange lande, giver arbejdspladser og oplevelser til de som gerne vil slappe af, se andre kulturer og nyde maden på stederne. USA får 204 milliarder dollars ud af turismen, og amerikanerne bruger 112 milliarder dollars.

I det 18. århundrede var det at tage den Store Europa Tour på mode blandt velhavende unge mænd og studerende og de som gerne ville lære sprog og kulturer i europæiske lande. Begyndende sent 1890’erne tjente agenturer som Thomas Cook godt på udviklingen af jernbanenettet, og kunne tilbyde rimelige priser på grupperejser ved at opnå rabatter for de mange mellemklasseborgere der så gerne ville besøge muntre Paris eller blot London by.

Billedet er noget anderledes i dagens velstående verden, med utallige tilbud på pakketure, bedre flyteknologi, billige flyrejser og krydstogtlinjer og hurtig rejser til mindre byer. I dag optræder turismen, individuelt  og som kollektive rejser i mange udformninger. Oplevelsesrejser, musikrejser, kulturrejser, rejser med besøg på historiske steder, sociale, politiske og religiøse rejser. International turisme genererede 1,6 billion dollars i 2016.

Væksten har i de senere år haft mindst tre årsager: Udviklingen af Airbnb og billige udlejningsteder, de meget store krydstogtskibe der i 2017 transporterede cirka 1 milliard passagerer. I 1959 udgjorde passsagertransport på havene 25 millioner passagerer. Man anslår at antallet vil øges til ca. 2 milliarder passagerer. Annonceringen i film, TV programmer og artikler om attraktive steder. Det grundlæggende fundamentalt ironiske ved denne vækst er at masseturismen ødelægger karakteren på disse steder

I midten af det 20. århundrede var Middelhavets kyster blevet en masse turistattraktion, med betagende scenerier, smukke strande ved havet, et vejr der var forudsigeligt godt, historiske steder, kulturelle aktiviteter, kunst og musik. Om det at rejse udvider sindet eller ændre på opfattelser og stereotypier på de nationer der besøges kan diskuteres.

Det som er fastslået er imidlertid at turismen er blevet så omfattende at der er opfordringer til at begrænse det visse steder.

Man kommer ikke udenom at turismen er en meget stor branche, den skaber arbejdspladser og giver velstand, især i Middelhavsområdet. I 2017 nåede antallet et historisk højdepunkt, 1322000 turister over hele verden og de 760 millioner besøgte Europa. 

Med dette er der adskillige problemer og omkostninger: Alt for mange mennesker på et sted, et område udbygges alt for voldsomt, skade på historiske steder, asocial opførsel af turister, drikkeri, løsgængeri, knaphed på ressourcer, lokalbefolkningens hverdag berøres negativt, priserne på ejendomme stiger voldsomt.

Der er ingen internationale restriktioner på at man oversvømmer områder med turister, skønt UNESCO har sat et antal destinationer på risokolisten. Imidlertid overvejer nogle byer at lægge restriktioner på antallet af turister. Forslagene går ud på at kræve afgifter for at komme ind i byen, begrænse antallet af krydstogtskibe, højere entrepriser til attraktioner, forbyde bilkørsel, hæmme trafik, lukke visse gader eller områder i myldretid. 

Venedig, den elegante by på øer i en lagune af æterisk skønhed og romantiske udtryk, en blanding af gotisk og byzantinsk, rig på arkitektoniske og kunstneriske mesterværker, Sankt Markus Pladsen og kirken og Campanilen og den majestætiske Canale Grande og den lidt mindre majestætiske Harry’s Bar har overlevet naturens udfordringer ganske storartet. Unge og gamle af de daglige 60000 besøgende vil gerne kaste en mønt i Trevi fontænen. Men de millioner af turister - 73 for hver hver borger i Venedig - har givet store vanskeligheder, alt for mange på et sted, kriminalitet, vandalisme og befolkningstallet i byen falder nu til 55000. 

Indbyggerne vil bare ikke være en slags Disneyland temapark, men en levende by. Venedig har forbudt opførelse af nye hoteller. Forslag er fremført om at begrænse antallet af turister på de populære steder, især Sankt Markus, begrænse antallet af eller indføre en stor skat på krydstogtskibe der bringer turister til byen, og regulere de nu 5000 uregulerede lejligheder der tilbydes til udlejning.

Barcelona, en anden by på World Heritage Site, er plaget af  en dagsturister, og at der er et væld af souvenir kiosker som erstatter de lokale butikker langs den centrale gade Las Ramblas. Plagen med turister begyndte i 1992 med De Olympiske Lege da byen rensede strandene, byggede havneanlæg til krydstogtskibe, udvidede lufthavnen, og den gamle by Ciudad Vella fik en opfriskning. Nu fortrænger turisterne de lokale indbyggere, hele 12% har forladt den gamle bydel. De 1,6 millioner borgere i Barcelona konfronteres med anslået 32 millioner turister, heraf halvdelen dagsturister. Folkemængden på Las Ramblas er næsten udelukkende turister. med en efterfølgende overflod af souvenirbutikker, lommetyve, barer med billigt øl og T-shirrts af Barcelona fodboldholdets helte som Lionel Messi,

‘Avanceret’  lommetyveri i Barcelona

Byen forsøger nu at begrænse boligudlejningen for at få kontrol over de 50000 ulovlige lejligheder der er til rådighed, og vil pålægge nye hoteller et moratorium og begrænse licenser til korte turistudlejninger, og begrænse antallet af krydstogtskibe der lægger til i havnen.

Dubrovnik, Kroatien, Adriaterhavets Perle, et World Heritage Site er en gammel by, med mure fra det 16. århundrede og en tumultarisk historie, hvilket  har tiltrukket besøgende, ikke kun på grund af den naturlige skønhed, men også fordi byen ofte benyttes til filmoptagelser i “Game of Thrones”, og på grund af Kroatiens fodboldlandshold præstationer i finalen i 2018 Fifa World Cup.

Byens befolkning er på cirka 40000, men byen havde 2 millioner turister i 2016, og de 80000 kom fra 529 krydstogtskibe. På en typisk dag ankommer 8 krydstogtskibe, undertiden helt op til 13. Borgmesteren opfordrer til en begrænsning i antallet af skibe der kommer i højsæsonen, og også på de som arrangerer turene. Oprindeligt gik borgmesteren ind for en grænse på 8000 besøgende om dagen for at forhindre skader på bygninger, og ville så sænke grænsen med yderligere 4000 for at undgå alt for mange på een gang.  

Krydstogtskibene skibene betaler ganske vist havneafgift, men de lokale forretninger får ikke meget ud af de besøgende på grund af  all-inclusive pakkeresjerne i border butikkerne. Problemet er der hele tiden. Mellem januar og september 2018 havde byen 800000 besøgende, en øgning på 6% fra sidste år.

Problemerne der rammer Barcelona, Venedig, og Dubrovnik vil sprede sig til andre byer da den internationale turisme ikke viser tegn på svækkelse.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/10/tourists_au_revoir_not_arrivederci.html#ixzz5USHbfPTY 

ISIS hævder brandene i Californien er gengældelse, og lover ‘Der vil komme flere.’

ISIS hævder brandene i Californien er gengældelse og lover ‘Der vil komme flere.’ 

BRIDGET JOHNSON 

En af de mange online grupper der støtter ISIS operationer hævdede at de dødbringende ildebrande i det nordlige og sydlige Californien er gengældelse for koalitionens bombninger i Syrien. 

Billedet der ligger online fra Al-Ansar Media viser et foto af en brændende bygning og så er der lige stavet forkert, “kalifornia.”

"O america, Dette er straffen for at bombe muslimer i Syrien,” fastslår teksten. “Dette er Allahs straf til Jer. Og in shaa Allah, I kommer til at opleve flere ildebrande. Ære til Allah.”

(Al-Ansar Media)

Skovbranden i Butte County, nord for Sacramento i Californiens Gold Rush landområde har krævet mindst 48 menneskeliv, ifølge Cal Fire’s statistik.

Storbranden der begyndte torsdag har ødelagt 7600 boliger, 260 erhvervsbygninger, og dermed er det den mest ødelæggende brand i statens historie da den drog hærgende gennem Paradise, Calif, med et fart af 3 hektar i minuttet. Nu har den opslugt 5400 hektar. Årsagen til branden leder man stadig efter.

The Woolsey Fire har hærget 4000 hektar i Ventura og Los Angeles counties efter den begyndte torsdag og man har nu inddæmmet 47% af den. Storbranden førte til evakuering af Malibu helt til the Pacific Coast Highway. Der har været to dødsfald og 483 bygninger er blevet ødelagt herunder adskillige palæer tilhørende berømtheder. Også her leder man efter årsagen til storbranden.

ISIS har ikke officielt påtaget sig ansvaret for nogen af brandene. Terrorgruppen har før foreslået at landområder, og erhvervsområder samt boliger kan være et mål for angreb.

På samme tidspunkt sidste år, da adskillige vindbårne storbrande hærgede Californien betonede ISIS voldsomheden og ødelæggelsen ved storbrande i mange udgaver af deres

al-Naba nyhedsbrev, der ellers plejer at have fokus på nyheder fra ISIS besatte områder og konfliktzoner.

I januar 2017 understregede ISIS' Rumiyah magasinet - der blev udgivet på flere sprog, herunder engelsk, dog ikke længere - at der ville være jihadister der har benyttet “påsatte brande som angreb i moderne guerillakrigsførelse, sammen med “lone Wolf terrorisme,” og man hævder at en brand i november (2017) på en møbelfabrik i Losino-Petrovsky, Rusland skyldtes noget sådant, og gjorde også opmærksom på mange storbrande rundt om i Israel, der “demonstrerede det dødbringende ved en sådan ihærdig operation.” 

Som foreslåede mål for pyromanangreb anbefalede tidsskriftet “herunder huse og boligblokke, skovpmråder nær boligområder, fabrikker der laver biler, møbler, tekstiler, brandbare væsker etc. f.eks. tankstationer, hospitaler, barer, danseklubber, natklubberm banker, biludstillinger, skoler, universiteter og kirker, Rafidi (shiitiske templer) og så videre. Muligheder er rigtig mange, der er ingen undskyldning for at udsætte det.”

Jihadister blev rådet til at time deres pyromanbrande til “helst sent på natten og de første timer på dagen hvor mennesker plejer at sove,” og der blev givet instrukser om hvordan man kan blokere for udgange for at få flere tilskadekomne. Når en storbrand skal igangsættes skal der “findes knastørre steder da ild ikke kommer rigtig i gang i fugtige eller våde miljøer.” Ildspåsætterne opfordres til at efterlade ISIS mærket i nærheden af branden, påført med spraymaling eller sort tuschpen.

https://pjmedia.com/homeland-security/isis-group-claims-california-wildfires-are-retribution-vows-you-will-see-more-fires/?utm_source=PJMCoffeeBreak&utm_medium=email&utm_term=November2018

Trofast medarbejder belønnes for ikke at lave noget i 20 år

En trofast medarbejder belønnes for ingenting at lave

Der er et vandbehandlingsanlæg i Cádiz, Spanien, som du nok ikke har hørt om. Vi regner det at have rent vand som noget givet, men der er faktisk en masse mennesker der arbejder hårdt for at sikre at vi kan have rent vand i vore hjem, skoler, arbejdspladser og andre steder.

I cirka 20 år var Joaquín García en af disse personer. Indtil 2010 var Garcia bygningsrådgiver, og skulle som hovedopgave overvåge bygningen af vandbehandlingsanlægget i Cadiz.

Det er lang tid, og da hans tyve års dag nærmere sig ville befolkningen i Cádiz gerne anerkende Garcias indsats for de mange års tjeneste. Der var dog et problem:

García arbejdede der ikke længere.

Dog kun i den mest bogstavelige fortolkning af ordet “arbejde.”

 

García var helt sikkert ansat af kommunen - han havde fået løn - men han lavede ikke noget. Og i de sidste 6 år dukkede han slet ikke op på kontoret. Ingen synes at lægge mærke til det eller savne ham. Men da viceborgmester Jorge Blas ville kontakte Garcia for at fortælle ham om den pris for loyalitet han skulle modtage - var der endelig nogen der bemærkede, at han altid fra fraværende.

Hans fravær burde have været ligetil at finde ud af. Som de fleste andre kommunalt ansatte i hans stilling havde Garcia et kontor i en offentlig bygning i  Cádiz. Og den kendsgerning at ingen havde været på kontoret i mere end 10 år burde have fået alarmklokken til at ringe. Men Garcias rolle var dobbeltsidig - for naturligvis burde den som overvåger et byggeri være til stede på byggepladsen eller i det mindste tæt på. Sådan mente Blas det hang sammen - som han forklarede pressen (se her i the Independent), “vi troede vandselskabet holdt øje med ham.” Det var så ikke tilfældet. Vandselskabet troede at Garcia sad på sit kontor og rapporterede derfra, og at Garcias chef var en anden kommunalt ansat. De troede også at Garcia kom på arbejde, men de tog helt og aldeles fejl.

García hævdede at hans fravær fra arbejdet kunne forklares, per the BBC, hævdede han at “han blev mobbet på grund af politik i hans familie, og blev sendt til vandselskabet for ikke at være i vejen”  det vil sige få et arbejde, hvor han ikke skulle lave noget og dermed ikke kunne genere nogen. At fortælle omstændighederne til kolleger ville, ifølge ham, føre til at han ville blive afskediget og det frygtede han. Så det kunne han ikke. I stedet regnede han ud, at hvis han blev betalt for intet at lave, hvorfor skulle han så dukke op og blive ugleset? Konklusionen var at Garcia bare ikke dukkede op på arbejde. Han kom ikke ind på, hvornår han indledte sit lange fravær, men en undersøgelse viste at at han fra fraværende fra 2004 - 2010 - mindst. Garcia hævdede han af og til dukkede op, dog ikke ofte, og når han dukkede op sad han blot ved sit skrivebord og læste filosofi med særlig interesse i Spinozas skriverier.

Garcia blev ikke afskediget - utroligt nok. Det ville have medført en langvarig proces i retten - som byen indledte. men han nåede pensionsalderen før man ville nå frem til en afgørelse.  Formodentlig kom Garcia på en ikke betalt orlov fra det tidspunkt hans ‘snyd’ blev opdaget. I 2014 faldt så afgørelsen endeligt. Heldigt for Garcia er det, at det han havde gjort var ikke kriminelt og beløbet han fik i bøde var ret begrænset. Han skulle betal 27000 Euro - jo en stor sum, men sådan set et lille beløb. På det arbejde han aldrig udførte, og heller ikke mødte op på fik han om året 37000 Euro.

Og Nej, han modtog ikke belønning for de 20 års ‘trofast’ tjeneste.

Bonus fakta: García er ikke den eneste spanske embedsmand der ikke dukker op på arbejde i meget lang tid. I juli 2018 blev Carlos Recio forbudt at arbejde i den offentlige sektor efter man havde fundet ud af han faktisk ikke arbejdede. I Recios tilfælde - var han sådan set ikke fraværende fra arbejdet - men hans frokostpauser var utroligt lange, som the Independent forklarer,  han "dukkede op på sit kontor hver morgen kl. 7.30 og forlod det så og vendte tilbage kl. 16.00” Og i mere end ni år var der ingen der åbenbart lagde mærke til det. Han blev afskediget og domstolen der afgjorde sagde forbød ham at arbejde i den offentlige sektor i fremtiden.