Årets Schadenfreude: Der Spiegel
3 søjler hos den globale elitære medieverden har æg i ansigtet med skandalen der har ramt Tyskland mest hædrede nyhedsorganisation, Der Speigel.
Dette er med til at uddybe det udtryk der stammer fra tysk nemlig “Schadenfreude.” Den, indrømmet, noget perverse glæde ved at mennesker kommer i ulykke.
De fleste læsere af American Thinker er klar over at det stolte og mægtige Der Spiegel "bragte fake news til et rent 11 tal” da man udgav en ondsindet omtale af Fergus Falls, Minnesota der har proppet med sladder og nedværdigelse man selv havde fundet på. Der Spiegel har en særlig plads i tysk journalistik, kendt for undersøgende rapporter (falske ved vi nu), kendt for sin imponerende hovedkvarter ved Hamburgs havnefront.
De formodede ‘dummernikker’ i Fergus Falls lykkedes det helt og aldeles at afvise løgnene pålagt dem af Class Relotius, som CNN efterfølgende så måtte tage den pris tilbage han fik: "Journalist of the year, 2014." Det som gør denne ‘straf’ endnu mere berettiget for konservative er, at Columbia Journalism havde udøst en form for helgenkåring af Der Spiegel i 2010 ved at erklære det "Verdens største fact checking organisation." De gode mennesker i Fergus Falls fik ved at udstille de nederdrægtige standarder som anvendes af tre prominente og pompøse og selvglade, Der Speigel, CNN, (og Columbia Journalism) min schadefreude til at ryge helt til himmels.
Er det ikke på tide for CJR at vedkende sig denne erkendelse?
Der Spiegel forsøger nu at fremstille sig som et offer. Deres egen indblanding i at udgive det som synes at være nyheds kriminalitet udstilles, hvor Relotius’ arbejde endelig får den kritik den aldrig ellers fik, nu da hans løgne ‘forurener’ hans udgivers overdrevne fordomme.
Bruce Golding fortæller i The New York Post:
Der Spiegel sagde søndag man have afdækket information om at Class Relotius angiveligt omdirigerede bidrag efter han skrev en artikel om syriske unge knægte der bor på gaderne i Tyrkiet - bidragene havnede på hans egen bankkonto.
"Der Spiegel vil give al den information vi indsamler til de offentlige anklagere som del af en sag om påstået kriminalitet,” sagde magasinet på sit web site ifølge Agence France-Presse.
Den indflydelsesrige publikation sagde man ikke var klar over en formodet velgørenheds kampagne på det tidspunkt og ikke kendte til hvor mange penge Relotius, dengang 33, kan have rejst, hvilket åbenbart skete i et svar til læsere der havde emailet til ham efter at have læst hans rapport i juli 2016.
En tyrkisk fotograf der arbejdede med Relotius har efterfølgende hævdet, at artiklen har meget store unøjagtigheder og Der Spiegel sagde Relotius åbenbart opfandt de to unge søskende der var hovedpersonerne i den.
Han skrev senere om forsøg på at hjælpe de unge til at blive adopteret af en tysk familie, som Der Spiegel også sagde forekommer at være løgn.
Når man tager i betragtning at Der Spiegel i årtier har understreget man er fremragende til at fakta-tjekke, synes deres åbenlyse samarbejde med en svindlers appel til finansiel støtte at kunne have civile eller dirkete kirminelle komplikationer, dog er jeg ikke advokat hverken i U.S. eller Tyskland. Det lyder dog som en af de klager vi har set i amerikanske domstole hvor den sagsøgte “burde have kendt eller vidst” noget om svindlen.
The Z Man blog har interessante kommentarer om de bredere aspekter for de tyske medier:
I Tyskland er dette noget af en skandale i mediekredse, fordi Der Spiegel er som deres udgave at the New York Times. Det vil sige man positionerer sig som den officielle budbringer af sandhed, og for den offentlige morals hensyntagen. De ikke kun afgør hvad der er sandt, de afgør hvilke sandheder der kan fremføres. Værre for dem er dog at de praler med deres fakta checking og det i meget lang tid. Resultatet er at dette nu er ved at vælte, og tyske medier er i færd med at overbevise alle om, at det er et isoleret tilfælde, ikke noget grundlæggende ved systemet.
Det pudsige ved dette er at de tyske medier ser så forpjuskede og forvrirrede ud. Hvordan kunne det selvhævdende fakta-checking system dog fejle. Det er trods alt de bedste personer der kontrollerer medierne, ikke sandt? Hvordan kunne de bedste personer dog begå en sådanne grundlæggende fejl? Som det er tilfældet i Amerika, når sådant sker, vrider medierne sig, men blot for at det skal forsvinde. Det som i sandhed bekymrer dem er hvor let det var for to bondeknolde fra et møgland, at lade kendsgerninger fordufte fra fortællingen i denne særlige artikel.
Det er altid det der sker med skandaler. Mediernes store ‘kanoner’ slipper altid afsted med det, som om de er blevet krænket ved de narrestreger der bliver åbenbaret. I dette tilfælde, står de andre medier klar til at forsvare Der Spiegel. I den frygtede private sektor, er konkurrenter altid parat og hurtige til at drage fordel af en konkurrents fejl. I de førende medier, er det altid det modsatte der sker. De samler sig som i en vogncirkel og begynder at belære hoi polloi (masserne) om farerne ved at stille spørgsmål ved medierne.
Det er selv kerne ved disse skandaler. I rigtig lang tid, har massemedierne i Vesten været en monokultur. Man kan ikke få en karriere i medierne medmindre man ikke har alle de rigtige meninger. At kalde medierne et ekkorum for venstrefløjen er at undervurdere problemet. En bedre analogi er en fiskestime. Ethvert individ reagerer på de som er rundt om vedkommende, og gør som de andre. Det som kunne se ud som aftalt spil er blot resultatet af ens tankegang, erfaring og tilhørende en social klasse.
De tyske medier og den herskende klasse ønsker uden tvivl at denne skandale bare skal forsvinde og vil forsøge at begrave den. Den udstiller det lemfældige og uansvarlige snobberi rettet mod the United States der er så almindelig i Europa, snobberi der ikke må udfordres og sådan set holdes skjult for de lokale. Men ambassadør Richard Grenell, vil ikke sådan lige lade sagen gå upåtalt hen:
Fordi mine rødder er fra samme del af Minnesota, og jeg har en kærlighed til de gode mennesker der bor i disse små byer. Jeg ville gerne se redaktørerne og topledelsen af Der Spiegel flyve til Fergus Falls og fremsætte en formel undskyldning til byen for deres manglende vilje og uvidenhed ved at de tror på falsk sladder uden baggrund i virkeligheden eller kendsgerninger. Update: I denne Spiegel rapport, "En fantastisk by” fortæller om reporteren Christoph Scheuernmann's rejse til Fergus Falls for at sige undskyld. Det er da en begyndelse:
Byen er også en illustration på i hvilken grad en redaktion, der så gerne vil fremstå skeptisk, mistænksom og skarp nærmest havde vist blind tillid til Relotius. Redaktionsholdet jeg arbejder for. Det er smerteligt for mig bare at skrive det.
Ser det ikke ud til at være det man kalder “for godt til at se nærmere på?”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar