Dyr i krig
Mange familier udtrykker under Thanksgiving deres taknemmelig for at de klarer sig, deres sejre og deres overvundne kampe. Der fortælles beretninger om, hvad man anser som mest værdifuldt i livet, kerneværdier som kærlighed, mod og gavmildhed. En bog der netop er udkommet viser, hvordan menneskets pelsede venner altid har stået til tjeneste.
War Animals af den nationale bestseller forfatter Robin Hutton fortæller om oplevelserne med heste, muldyr hunde og duer der alle var del af de Allieredes krigsmaskine. De var budbringere, spioner og vagter. De bragte forsyninger frem i frontlinjen, passede på de sårede soldater, blev krigsfanger og var en vigtig del af eftersøgnings og redningshold under den tyske blitz af London.
Dette er Huttons anden bog i “War Animal” serien. I den første fortalte hun historien om Reckless, en lysebrun hoppe, lille af sin race, der var med the Marines under Korea Krigen. Brugt til at hjælpe med at flytte tunge rifler og ammunition over stejlt og forræderisk terræn. Her beviste hun til stadighed sin tapperhed og udholdenhed var med i farefulde operationer med at trække ammunition til soldater der var ved at løbe tør, og ofte under svær beskydning. Da hun kom hjem spredtes nyheden om hendes forfremmelse som Seniorsergent sig hurtigt. Huttons passion og beundring for Reckless vises da hun rejste penge til ikke eet, men hele tre monumenter for denne modige hest ved Quantico, Camp Pendleton, og the Kentucky Horse Park.
I hendes seneste bog fortælles helt utrolige og inspirerende fortællinger om dyr der modtog the PDSA Dickin Medal under 2. Verdenskrig og mindre kendte beretninger om andre dyr i militæret, hvis heroiske handlinger indtil nu har været mere eller mindre glemt. Grundlagt i 1943 er den ærværdige PDSA Dickin Medal den højeste pris et dyr kan opnå for mod udover det sædvanlige og for tapperhed i en militær konflikt, en slags Victoria Cross for dyr.
Krigshunde dukkede op efter Japans angreb på Pearl Harbor. De kom ikke fra militæret men krigshunden blev skabt af Arlene Erlanger fra New Yorks ‘finere’ kredse.. Hun opdrættede pudler og ønskede at hjælpe i krigsindsatsen. Hun påbegyndte en græsrodsbevægelse Dog for Defense Inc., en frivillig organisation der rekrutterede en hundehær, kendt som the K-9 Corps.
Hundeejere donerede deres kæledyr til krigsindsatsen. De 40000 dyr blev skåret ned til cirka 19000, derpå igen til de 10000 der blev bedømt som egnede. Kravene var at hunden skulle være cirka 55 centimeter i skulderhøjde og ikke ældre end fem år. Efter optræning blev de sat på opgaver under stor hemmelighed.
Briterne indledte også en hundeprogram i maj 1941, og bad borgerne om at overdrage deres hunde frivilligt. The War Dogs Training School åbnede officielt den 5. maj 1942 ved en greyhound kennel i Northaw. Fyrre rekrutter skulle trænes. Ved krigens slutning var cirka 3300 hunde med succes udsendt til enheder over hele kloden.
Hver eneste af disse fortællinger gør man bliver tryllebundet, men de mest hjertegribende var om Judy en engelsk pointer. Valgt som maskot for en Royal Navy kanonbåd, og hun gav moralen et enormt skub. Efter at noget af besætningen blev placeret på et andet skib drog Judy med dem. I 1942 blev skibet angrebet af flere end 100 japanske bombemaskiner, skibet blev sænket, men heldigvis overlevede Judy forliset sammen med nogle af besætningen.
Den 18. marts 1942 blev Judy og de overlevende taget til fange af japanerne og krigsfanger i en arbejdslejr. En nys ankommen RAF pilot, Frank Williams fik ondt af hende og besluttede at hun skulle være hans kammerat. Han lærte hende at adlyde forskellige signaler og hviskende lyde, og hun bragte ham madaffald der sådan set reddede ham. Han blev overført til en endnu mere brutal arbejdslejr, hvor han arbejdede 16 timer i døgnet med at bygge jernbane. Williams beskrev hende som en “radmagert dyr der holdt sig i live ved at være snu og benytte sit instinkt...Jeg overdriver ikke når jeg siger at denne hund med sit eksempel på livsvilje gav mange af os der helt sikkert ville være døde, livsmod og livslyst.” Befriet i august 1945 af allierede soldater - hun boede sammen med Frank til hun døden den 16. februar 1950.
Hutton bemærkede, “Da jeg hørte om Judy vidste jeg hun ville blive selve essensen i denne bog. Hendes historie betog mig, og ville også berøre læserne. Hun var fuld at modstandskraft og blevet kæledæggen for mange krigsfanger. Mændene ville sige, ‘hvis Judy kan klare det kan jeg også.’ De holdt ud på grund af hende og gav ikke op. I dag benyttes hunde til at hjælpe med PTSD og det var ikke anderledes med Judy. Hun gav trøst og sikkerhed.”
Endnu en tapper hund var the U.S. Army's Chips, en schæferhundeblanding - collie, husky - der blev oplært som vagt, og angreb en italiensk maskingeværrede, fik svære skader som følge af brændende krudt, og reddede sin ‘lærers’ liv. Han modtog faktisk the Silver Star, men den blev taget fra ham i 1944, efter at en kommandør havde klaget. Kendt som “Mr. Chips,” blev han behørigt æret igen den 10. december 1945. Menig John Rowell der arbejdede med hunden som partner skrev, “Vi gik gennem en masse sammen... han er i sandhed vidunderlig. Han reddede mit liv mere end en gang når det gik hårdt til.”
Hutton besluttede “at nominere Chips til en Dickin’s Medal da han er Amerikas mest dekorerede hund. Den modtog han så i januar måned.”
Nogle af de mest egnede hunde blev benyttet til eftersøgninger og redningsaktioner. Irma er et eksempel på en hund der med stort mod fandt overlevende. Hun var en schæferhund med en enestående intelligens, og en meget stærk pligtfølelse. Hendes ejer skrev i 1945, “Irma gjorde stand for at vise, hvor ofrene for et kollapset hus befandt sig, og skønt nogle blandt redningsfolkene der arbejdede i ruinerne tvivlede, foretog man dog udgravningen. Man fandt to små piger der begge var i live. Denne redningsaktion var især bemærkelsesværdig, fordi Irma nægtede at forlade sin position og blev ved at vende tilbage i to dage. Kun på grund af hendes vedholdenhed overlevede de to piger.” I dag er der hunde hvis opgave det er at søge, og andre hvis opgave det er at redde. Irma var pioner da hun var i stand til skelne mellem ofre der var i live og de som var døde, og informere redningsholdet med forskellig gøen.
Hutton håber læserne opdager dyrenes hjerte og ‘hvordan de vil gøre alt for os.’ De fortjener at blive æret, fordi de er så pligtopfyldende. “Jeg har nogle projekter som jeg håber vil gøre netop det. Jeg er ved at oprette et International War American Museum i Washington D.C., hvor publikum kan lære meget mere om disse vidunderlige dyr. Der burde være en ærespris til disse dyr. Jeg ville også elske at lave en filmserie om disse dyr i krig, hvor man kunne genopføre den rolle de har haft i historien, især i krigstid.”
Når man læser bogen kan man se hvordan dyr har tjent med stor tapperhed.
The author writes for American Thinker. She has done book reviews, author interviews, and has written a number of national security, political, and foreign policy articles.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar