Pattons fremsynethed
Nu her næsten 70 år efter U.S. General George S. Pattons noget for tidlige død er der stadig stor forundring og mistænksomhed over omstændighederne om dette formidabel militærgenis bortgang.
På en krigshærget 2 spors vejbane i Mannheim, Tyskland blev Pattons bil (en Cadillac) ramt den 21. december 1945 af en to tons Army lastvogn blot seks måneder efter fjendtlighederne i 2. Verdenskrig i Europa var ophørt.
Ulykken betød at Patton knap og nap overlevede på et hospital i Heidelberg og det under en vigtig periode da de Allierede forsøgte dulme krigens skader for at fastholde fred i Tyskland. Der gik 3 uger før Patton endelig tabte sin sidste kamp, og efterkrigstidens Tysklands skæbne blev forseglet i adskillige årtier. (Læs denne artikel på synopsis om omstændighederme bag hans død - i al beskedenhed - super spændende)
Patton var blevet sat bag et skrivebord med overopsyn af hærens optegnelser i Bayern, på det tidspunkt han døde. Han havde været en meget ligefrem kritiker af Stalin og gik lydhørt ind for at befri Berlin og det tyske folk fra den visse kommunistiske aggression - hvilket havde medført hans pludselige fjernelse fra kamppladsen. I kølvandet på krigen søgte Vestmagterne at sætte den stålsatte Patton og hans provokerende holdninger ud på et sidespor.
På den anden side foragtede Patton det politisk motiverede cirkus og mediemedløberne der udførte deres beskidte arbejde. Han vedblev med at tale mod russerne som et amerikansk vidne til deres brutalitet under og efter krigen.
Stalin ‘fortærede’ Østeuropa bemærkede Patton:
“Jeg har ikke noget særligt ønske om at forstå dem udover at sikre mig hvor meget bly og jern der skal til at slå dem ihjel..... russerne har ingen respekt for menneskelivet og de er alle skiderikker, barbarer og kroniske drukkenbolte.”
I de første dage af maj 1945 mens de Allierede kvaste Nazi krigsmaskinen stod Patton med sin massive 3rd Army ved udkanten af Prag nærmest ansigt til ansigt med Den Røde Hær. Han bønfaldt General Eisenhower om grønt lys til at rykke frem og erobre byen for de Allierede, hvilket også ville have betydet en inddæmning af russerne. .
Den britiske premierminister Churchill mente også at det træk var livsvigtigt og gavnligt for et efterkrigstids Europa og fastholdt ønsket, dog forgæves. Eisenhower nægtede at imødekomme Pattons anmodning, og russerne indtog derpå regionen, som kom til at betale dyrt for det i årene fremover.
Tidligere på året i februar måned ved konferencen på Jalta strakte præsident Roosevelt, med Churchill ved sin side, hånden ud til venskab med “Onkel Joe” Stalin og underskrev den Faustiske pagt. Ved at gøre det blev millioner af menneskers skæbne forseglet - reduceret til massehungersnød, hævntogter og gulags. På den tid forstod Patton denne begivenheds tragedie og skrev:
“Vi lovede europæerne frihed. Det vil være langt mere alvorligt end uværdigt ikke at sørge for de får den. Dette kunne betyde krig mod russerne, men hvad så?”
Berlin blev også givet til Stalin som et stykke rødt kød for at dulme diktatorens appetit efter dræbte tyskere. For nogle, herunder Patton var dette en unødvendig og altødelæggende indrømmelse. Sent april 1945 hævdede Patton at han kunne indtage Berlin på blot “to dage,” en vurdering der deltes af øverstkommanderende for 9. Army, general William H. Simpson. Som det var tilfældet med byen Prag blev Pattons anmodning om at sikre Berlin nægtet. Trist er det at Patton efter han endelig kom til den ødelagte by kunne skrive til sin hustru den 21. juli 1945, “i den første uge efter de tog den (Berlin) blev alle kvinder der flygtede skudt og de som ikke gjorde blev voldtaget. Jeg kunne i stedet have indtaget den (fremfor Sovjet) om jeg havde fået lov.”
Den konventionelle holdning er at Eisenhowers valg om ikke at erobre hovedstæderne i Øst var en sund beslutning eller at han var bundet af Jalta aftalerne skønt han oprindeligt havde planlagt at indtage Berlin og Prag. Mange ville argumentere for at i foråret 1945 var U.S. dødtrætte af krig og dets militær ikke var i stand til at udkæmpe en 3. Verdenskrig.
Amerikanerne havde også brug for russerne i kampen i Stillehavet, skønt russerne aldrig opfyldte deres løfte. Dog runger “hvad nu hvis” historiens ekko i Pattons ord: “Den amerikanske hær som den nu er kunne slå russerne med stor lethed, fordi, selvom russerne har et godt infanteri, mangler de artilleri, luftstøtte, tanks og viden om at benytte disse midler kombineret, hvorimod vi magter alle tre dele.”
Ydermere i retrospektivt syn synes Pattons holdning om at møde fjenden “nu og her, fremfor senere” ikke som væren en krigsliderligs besættelse, en person der ikke kunne klare fredstid, men det var snarere en påpasselig og klog strategi fra en erfaren taktiker, selvom det var en satsning. Stalins egne optegnelser beviser at han bad sine ledere om at “nedtone” Berlininvasionen idet han var klar over at det var Europas kronjuvel. På trods af al Eisenhowers dygtighed i krig og dømmekraft kunne han ikke se at russerne ville komme som Patton og Churchill gjorde opmækrsom på. De to anerkendte visdommen i at standse Stalin på hans fremmarch og måske give Østeuropa en chance for ægte befrielse.
Stalin havde lovet at befri Østeuropas hovedstæder - Berlin, Prag og Wien - ligesom det Østlige Polen og de Baltiske Stater. I hans offentlige radiotale tilbage fra november 1943 lovede han, “Den dag er ikke langt borte, hvor vi fuldstændig vil befri Ukraine og Hviderusland, Leningrad og Kilinin regionen fra fjenden; vi vil befri ....Krims, Litauens, Letlands, Estlands, Moldaviens og Karelens (Finlands) Republik.” I stedet beviser historien, at Stalin var ansvarlig for mord og sult til døde af cirka 40 millioner russere og ukrainere under hans terrorregime.
I lyset af Den Røde Hærs hærgen i det 20. århundrede med hidtil uset blodbad og ødelæggelse og uden tvivl den mørkeste periode i Vestens historie var Patton så ikke den ærlige kriger der sagde sandheden? Havde han ikke ret med russernes intentioner efter krigen? Ville ikke hans forsøg på at sætte sine fremtidige fjender på plads, og forhindre yderligere folkemord have været risikoen for endnu en kamp det værd, for at sikre hovedstæderne i øst? Nu kender vi svaret, men Patton vidste det allerede dengang.
Ved krigens afslutning var Patton ‘besejret.’ Mens Eisenhower forberedte sig til den politiske platform kunne hvert lidt for forhastet ord eller følelsesmæssigt udfordrende ord ytret af hans største krigergeneral være med til at true og underminere Eisenhowers troværdighed og myndighed, og fremskridt i tiden efter krigen.
Pattons ligefremme og direkte holdninger koblet med hans manglende vilje til at straffe alle tyske borgere under af-nazificeringsperioden gjorde at Eisenhower satte generalen ud på et sidespor. Patton troede på den retfærdige sag for militæret og åbenbarede sine planer om at bekæmpe de som ødelagde dens moral og som satte Amerikas fremtid i fare ved ikke at være imod den stadig stærkere trussel fra Sovjet. Resultatet blev at han blev gjort tavs, Senere sagde han,
“når jeg afslutter dette job, hvilket vil være forbi i begyndelsen af året, vil jeg ikke sige op, ikke gå på pension, fordi hvis jeg går på pension så vil jeg stadig have en knebel i munden....”
Man kan spekulere over hvilke hemmeligheder Patton kunne have afsløret om ikke han fik en alt for tidlig død, med tanke på, at han aldrig løb tør for ord eller modet til at servere dem
Hans dagbøger er oversået med kritik af Eisenhower og General Omar Bradley, og til tider fandt han fejl ved den måde krigen blev ført på, og det han mente skete på bekostning af menige amerikanske soldater. Var disse overbevisninger nok til at være en trussel som gjorde hans liv måtte ophøre for hans foresattes hånd? Er det muligt at russerne, trætte af hans anti-Sovjet retorik, kunne have benyttet NKVD til at udføre det ultimative beskidte stykke arbejde?
I lyset af de som var imod Patton - fjender og allierede - kan det så undre hvorfor nu her 70 år senere at så mange stiller spørgsmålstegn ved hans utidige død?
Selv i dag kan tavsheden høres
About Robert Orlando
For 20 years Robert Orlando has brought his cinematic vision to the screen, beginning with his mesmerizing 1988 film See Her Run, going on to represent New York University at the Tel Aviv Film Festival. His latest film, Silence Patton, is scheduled for 2015.
Sponsored From Around the Web
Ingen kommentarer:
Send en kommentar