Pee-nicillin - Pis-nicilin
Penicillin blev opdaget af en videnskabsmand ved navn Alexander Fleming september 1928. To år senere blev det brugt første gang for at kurere en infektion - den 25. november 1939 benyttede den britiske læge Cecil George Paine penicillin på et barn der led af betændelsestilstande grundet for tidlig fødsel.
Sent 1944 blev penicillin produceret i så store mængder at det ændrede skæbnen for de sårede i 2. Verdenskrig.Som PBS NewsHour forklarer, "i historiens forløb, har den helt store dræber i krige været infektioner fremfor selve krigshandlingen. I 1. Verdenskrig (der jo sluttede før Flemings opdagelse) var dødsraten for bakteriel lungebetændelse 18%. I 2. Verdenskrig faldt den til 1%.”
At gøre sådanne fremskridt krævede en masse penicillin - men kapaciteten til at lave midlet var slet ikke tilstrækkelig til at imødekomme efterspørgselen. (Og den kendsgerning, at de fleste fremstillingsvirksomheder var beregnet på “at slå ihjel” i krigstid gjorde det ikke lettere). Men der var dog gode nyheder. Penicillin kunne genbruges. Det vil sige at hvis man gav en dosis til en patient så forsvandt det ikke i kroppen. Det meste af det gik lige igennem kroppen, og blev skilt ud som noget der stadig kunne bruges.
Man skulle blot indsamle patientens urin.
Efter en indsprøjtning med penicillin så bliver et sted mellem 40-99% af antibiotikaen udskilt med urinen i en fuldstændig brugbar form sådan cirka 4 timer efter behandlingen, takket være de hårdtarbejdende og effektive nyrer. Derfor kan dette lægemiddel udvindes af krystalliseret urin fra en behandlet patient og bruges til at behandle en anden patient med alvorlig bakteriel infektion.
I 1943, blot et lille år efter man med succes begyndte at bruge det til at redde førnævnte kvindes liv, var den samlede mængde af penicillin der var fremstillet nok til at behandle sølle 100 patienter, og dette var kun muligt dersom det blev indsamlet og genbrugt. At genindvinde penicillin var ikke kun klogt, det var absolut nødvendigt da der kun var begrænsede mængder af vidundermidlet.
Bagsiden af at al denne penicillin der går nærmest direkte gennem patienten var, at det ikke befandt sig længe nok i patientens krop til at være effektiv. Derfor måtte der gives doser igen og igen, indtil infektionen var bekæmpet. Med tiden har lægevidenskaben så fundet metoder til at gøre penicillinens vej gennem vore kroppe og gøre den mere optagelig i vort system blevet langt bedre, og resultatet er at langt mindre bliver skilt ud. På sådan cirka samme tid gjorde det at vi blev langt bedre til at producere mere og mere af lægemidlet det unødvendigt at genbruge patienters urin.
Bonus Fakta: Ifølge Defeat Diabetes, en organisation der holder øje med idiabetes, så blev et lignende (og helt sikkert endnu mere frastødende) princip benyttet af diagnostikere for cirka 1000 år siden til at afsløre sygdommen. “Da urin fra mennesker med diabetes smager sødt,” forklarer organisationen, “blev diagnosen stillet ved såkaldt ‘vandsmagere’ der skulle drikke urinen fra de man mente måske havde diabetes.” Hvis urinen var sød - havde patienten sygdommen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar