Fars dag 1953 - Amerika
Sommeren 1953 drog min far og jeg afsted på en noget underlig kyst til kyst rejse - det var 7 år før han døde. Det første jeg hørte om vor rejse med tog var en nat tidligt i maj måned, hvor jeg betragtede ham ved spisebordet som også var hans skrivebord. Han sad bøjet over et kort, hvorpå han havde noteret en “rejseplan” beregnet på vor tur og et et nyt ord for mig.
Omhyggeligt havde han lavet en liste med navne på alle de byer vi ville besøge og det med hans nydelige skrift i blokbogstaver - ligesom var det trykt. Han skrev med en stor kuglepen fra den møbelforretning han arbejde i - E. Bercovich & Sons.
På dette stykke kort, som jeg stadig har, skrev han byer og afstandene mellem dem, og de dage og tidspunker, hvor vi ville ankomme. Vi skulle begynde den 14. juni, en uge efter skolen var lukket, og vende hjem den 30. juli en dag før min mors 40 års fødselsdag.
Vi skulle rejse med det flunkende nye “Vista Dome” tog og afgå fra the Oakland “Mole,” den lille stationsby og med vort første stop i Denver to dage senere. Jeg kendte intet til Denver udover en omelet som hed det samme, ej heller nogen af de andre steder vi skulle se. Jeg havde meget sjældent været udenfor the Bay Area - for slet ikke at tale om Lake Tahoe eller Yosemite, hvor det forekom mig at alle i min klasse hele tiden holdt ferie.
Det var mærkeligt at jeg og min far skulle på en lang togtur sammen, for vi havde knap ellers været sammen - blot ved diverse Oakland Oaks kampe i weekends eller kæmpende med plæneklipperen i forhaven.
Lige netop hvorfor han ville lave turen, hvorfor han besluttede at tage mig med, og ikke min mor, forbliver et mysterium. Han må vel have betragtet det som et slags voksenritual. Det kunne have været min fars måde at komme til at kende mig noget bedre, eller hans forsøg på at vise mig verden, gøre mig klogere, se ud over min egen næsetip, give mig noget helt særligt, og måske kurere mig for det han anså som værende frygt og indbildte begrænsninger. Jeg husker sådan set ikke min mors rolle i alt dette, ligesom jeg ikke erindrer meget af hendes nærvær i de første år, udover en rolig, stabil tryghedsskabende kvinde der lavede tunsandwiches til min frokost hver dag.
Da vi ‘tøffede’ af sted med Union Pacific, var jeg 15 og min far 51. Jeg tænkte sådan set aldrig over hvor gammel han var - han synes nemlig at have den samme alder som alle forældre har overfor et barn - og meget mindre hvad det betød at være en mand tidligt i 50’erne. Jeg tænkte aldrig over, at jeg selv en dag ville være over 50, jeg var jo teenager, og det var først da jeg stod af toget seks uger senere, hjemme, - at jeg følte mig frigjort.
Denne tillidsvækkende stærke mand med en fast base, midt i livet, og af og til skuespiller i harmoni med sig selv og verden og hans usikre, famlende teenagesøn - skulle være sammen på en rejse der skulle vare seks uger. Hvordan ville vi klare det, vi var jo konfronteret med hinanden uden min mor til at træde til eller min skole, og hans job til at holde os hver for sig? .
Det skulle vi snart finde ud af. Min far og jeg gik i færd med at opdage Amerika i 53, eller i det mindste noget af Amerika. Om vi kom til at kende hinanden bedre var en helt anden sag.
Det at skulle rejse var spændende, og en anelse skræmmende. Den endelige destination var konventet for en broderorganisation ved navn, en slags Jewish Shriners, afholdt i Virginia Beach. Men ruten i en cirkel: Denver, Chicago, Peoria, Lansing, Buffalo, New York, Washington, D.C., derpå tilbage til Oakland Grand Canyon og Los Angeles.
Af en eller anden grund er et af mine meste levende erindringer om min far, der engang var rejsende repræsentant, at se ham pakke en kuffert - præcist, omhyggeligt typisk for hans myndige personlighed. Nydeligt lagde han det hele ud på sengen ved siden af kufferten, satte sig derpå på kanten, en cigaret mellem tænderne, studerede tøjet, og pakkede dem sådan set mentalt på forhånd. Derpå med stor beslutsomhed og i total tavshed, i noget der kunne ligne en religiøs ceremoni, foldede hans omhyggeligt tøjet i firkanter således at alt passede fint ind i hinanden, som et puslespil.
Først var det skoene han placere i deres tunge skolæste (findes næppe i dag), derpå hans skjorter, så blev sokkerne rullet rundt om skjorterne, derpå sweaters, pyjamas og shorts, derpå to bælter, knyttet med en elastik. Da han var færdig var der en flad overflade hvor han blidt lagde sine foldede bukser, jakker og slips, der var blevet rullet rundt om et gammel Life magasin. Alt passede perfekt, intet strittede, ikke noget med at tvinge låget på plads - klar til at rejse.
Min far var et klassisk eksempel på en Victoriansk far - en mand der mente at det var forlældrene der bestemte og ikke var kammerater med deres børn, så hjerteligt skildret i
Life with Father, Father Knows Best, eller The Adventures of Ozzie and Harriet. I 1950’erne puslede forældre meget mindre om deres unger, der blev overladt til egne påfund af legetøj.
Når han ikke advarede mig mod at blive en “dumrian” hans yndlingsudtryk for at udtrykke mishag, ville han advare, “Vær ikke en nar” det lidt pænere udtryk for at være idiot. Han havde en vis korrekt måde at gøre alt på, fra det at rede håret med skilning, rede sin seng, slå et æg i stykker, eller sterilisere en nål for at fjerne en splint fra min tommel, en af hans specialiteter ud i lægekunsten. Han synes at have styr på det meste af detaljerne i dagliglivet.
Dog kan jeg se nu at han ikke var så sikker på, hvordan man er far, da jeg var usikker på at hvordan jeg var hans søn. Jeg tænkte på ham som - og kaldte ham endog - “fader” som et barn fra 1890’erne. Nu og da, blot for at eksperimentere kunne jeg finde på at kalde ham “Dad,” men det føltes unaturligt og klodset og passede slet ikke til ham, ej heller “Pa” eller Pop.” Han kaldte mig “søn” eller undertiden “Jer” (junior).
Jeg var både vagtsom og fuld af beundring for ham. Det var en nærmest modsætning, munterheden han stod for når sammen med andre og reservertheden jeg følte hjemme. En elegant og attraktiv mand 178 centimer høj, men forekom højere ved hans sikre manerer, virilitet og udstråling. Engageret og stilig bevægede han sig som en skuespiller, som han var, selvom han aldrig tjente noget særligt ved det. Han tjente sine penge ved at sælge sofaer og spiseborde.
Fra hans tid med the Peoria Players optrådte han i “små teatre,” som det blev kaldt dengang, han kunne spille spydig, være den kloge med kloge venner, nærmest på en George Sanders facon, han lignede ham da også. En kritiker af Peoria (i en krøllet anmeldelse jeg engang fandt i et gammel Theatre Arts magazine) forudså en lys fremtid for ham i New York. “Vi forventer meget af Leonard Nachma i de kommende år,” stod der.
Det muntreste jeg husker om vort hjem er af min far der holder selskab med venner i dagligstuen mens jeg lyttede ovenfor trappen “Lenny fortæl den historien om....” Jeg kan stadig se ham i hans store lænestol, benene krydsede, cigaretten i mundvigen og underholde selskabet gemme røgen. Han havde altid en pakke Chesterfield på sig, og en stor forkromet Ronson lighter.
Højdepunktet på togturen var at sidde i Vista Dome, kunne kigge i alle retninger mens landskabet passerede forbi, et hurtigt skiftende sceneri. Jeg var også fascineret af det at bestille måltider i spisevognen, noget helt nyt. Man skulle minsandten skrive sin ordre i stedet for en tjener tog imod den. Kunne tjenerne ikke skrive, spekulerede jeg eller var det et eller andet gammelt ritual på jernbanen? Tjenerne og portørerne - alle sorte, naturligvis - var venlige og betjente os rigtig godt. Den noget lille Pullman køje svajede frem og tilbage indtil man faldt i søvn som et spædbarn i en krybbe.
.
Turen var også anderledes ved at min teenage libido pludselig dukkede op, måske igangsat af det rullende tog. Tog er ligeså så sexede som de er mystiske. Masser af thrillers og film noir klassikere foregår i tog, fra North by Northwest to Strangers on a Train og Dark Passage—en hel filmgenre. At gå frem to tilbage i togkorridorerne gør man kommer ganske tæt på og delvist personlige med de kvindelige passagerer.
Af Denver husker jeg ikke noget udover at svede. Jeg havde aldrig før oplevet hedt, fugtig, klamt vejr, og da slet ikke varm regn. Chicago var endnu værre, endnu mere fugtig, den første bid af den rædselsfulde hede og fugtighed vi måtte udholde under hele turen. Men intet kunne hæmme oplevelsen ved at se min første Major League Baseball kamp på det ‘hellige’ Wrigley Field.
Vi havde kun været i Chicago en dag, da min far meddelte at han gamle kammesjuk havde skaffet os billetter til en Cubs-Phillies kamp næste dag.
Jeg var baseball fanatiker, mit værelse var plastret til med fotos af mine helte
—Phil Rizzuto, Ted Williams, Stan Musial. Jeg fulgte med i den dramatiske saga i min hjembys Oakland Oaks ligeså ivrigt som nogen Chicago Cubs fan. Nu skal jeg så faktisk se nogle af de berømte navne jeg kun havde læst om i Baseball Digest. Jeg kendte alle numrene på stjernerne, deres øgenavne, endog nogle af gennemsnittene for deres point. Jeg hadede matematik, men elskede at dykke ned i og udforske indviklede baseball statistikker.
Det er vel næppe nødvendigt at nævne, at baseball var det mest fremtrædende der bandt min far og jeg sammen, en lidenskab vi delte (sammen med The Jack Benny Show). Hjemme havde han taget mig med til Oakland Oaks kampene, ofte med hans ven fra butikken,Sam Bercovich, eller de bridgespillende venner der kunne få min far til at le ved at fortælle vittigheder der var noget for dristige eller sofistikerede for meg. Det var disse mænd, der med deres hustruer, udgjorde min fars omgangskreds af venner gennem lang tid.
Vi var ikke en familie der legede sammen eller rejste sammen - ingen cirkus, film eller skovture - så at drage afsted med min far var noget helt specielt. En baseball kamp var en måde at være sammen på, for at opfylde pligten til at være forældre uden rigtig at komme tæt på hinanden. Vi sad ved siden af hinanden og stirrede intenst på spillet.
Som et Pacific Coast League barn, fuldstændig optaget af, hvordan det gik Oakland Oaks, havde jeg ingen ægte interesse i nogle af Major League holdene - for mig blot flotte navn ulig de ægte San Francisco Seals, Portland Beavers, Hollywood Stars, eller Sacramento Solons (hvad en Solon så er) The National og American Leagues eksisterede i en anden galakse, langt, langt borte.
Emeryville, “Home of the Oakland Oaks,” var et forfaldent sted i byen, der senere blev en koloni for kunstnere da lejen var lav. Det ynkelige Oaks stadium var lavet af træ, i dårlig stand, omgivet af sprutbarer spillehaller, men det havde intimitet. Min opfattelse af professionel baseball blev formet her, og gjorde jeg var aldeles uforberedt for Wrigley Fields ‘storslåethed.’
Jeg havde hørt om Wrigley, men aldrig faldet mig ind, at det havde forbindelse med tyggegummi. Det lød bare så godt, ligesom “Polo Grounds,” “Fenway Park,” “Busch Stadium,” “Forbes Field,” og “Ebbets Field.” Blot ordet “field” fremmaner billeder af sandområder og grønne plæner (som outfields engang var kendt som), men hvad eller hvem var Fenway, Forbes, og Ebbets?
Far og jeg skulle naturligvis se en kamp spillet i dagslys, da det var længe før der blev installeret lys på Wrigley. Et af de mest levende øjeblikke på turen (faktisk i mit liv til nu) var at gå gennem skyggerne fra bygningerne ind i det klare sollys og det grandiose ved det største og den mest grønne outfield jeg nogensinde havde forestillet mig. Man skal have været der, og man skal være 15 år, jeg var overvældet, og mere tavs end sædvanlig.
Jeg havde ingen forestilling om at en baseball park kunne være så enorm og også så smuk - nuvel intens grøn, en skinnede jade jeg aldrig havde set nogensinde, ikke et græsstrå var ude af ‘takt.’ Se det var en plæne jeg med glæde ville slå. Wrigley Fields forekom 10 gange så stor som den ynkelige Oakland Oaks park—ikke kun bredere, men meget højere. Jeg havde aldrig været på et stadion med flere etager, det var som et udendørs operahus.
Jeg kunne knap tro at selve spillefladen var af samme størrelse som hjemme. Den var så glat, sandet havde farve som mælkechokolade, infield kunstnerisk plejet med skarpe linjer og streger, ingen småsten til at forstyrre den satinagtige overflade. Og mod murstensmuren ved the outfield voksede efeu, baseballs hængende Babylons Haver. I Oakland var hegnene klistret til med falmende reklamer for Hertz Shoe Repair eller Big Ben Davis Overalls (“Hit Fence, Win Suit”).
Heldet ville at the Phillies pitcher var deres es, Robin Roberts, hvis navn lød kunstigt, alt for meget for til at være genialt, som en helt fra en en af de John R. Tunis bøger jeg slugte. Roberts klarede skærene. Jeg lagde ikke særlig meget til selve spillet, alt for fortryllet af opstillingen og de kæmpebrøl der kom fra publikum, ikke lig det noget mere beskedne antal fra Oaks på cirka 6000 pludrende fans udslyngede..
Vi sad på third-base siden, nederst, over dogout (hvor spillerne befinder sig), hvor min far holdt regnskab med scoren, som han altid gjorde, med sin sirlige håndskrift, sagde ikke meget, men fulgte intenst med, hverken buuhede eller jublede, en ægte tilskuer til sporten, altid frastødt når en hotdog runner forsøgte at score fra second på en svag single og blev kastet hjem, hvorpå min far ville komme med sit velkendte suk.
The Cubs kampen var blot en helt almindelig midtuge kamp, men for mig var det som den syvende kamp i World Series, og ingen kamp har nogensinde været tæt på at overgå den ekstase jeg følte den eftermiddag i Chicago, heller ikke da vi kom til New York og tog the subway til Ebbets Field for at se en Brooklyn Dodgers kamp hvor Jackie Robinson stjal billedet ved home - cirka den sidste gang nogen Major League runner gjorde det. Den floromvundne Ebbets Field så lilleputagtig ud, en “lommepark” sammenlignet med Wrigley.
Vi drog videre til Peoria, min fars hjemby, for at besøge hans kammerat fra barndommen Louie Fleisher, i hvis vinhandels baglokale jeg sad mens han og min far lo ude i butikken. Jeg havde aldrig mødt nogen af min fars barndomsvenner, hvilket gjorde jeg opfattede ham som en anden end min far. Han havde jo en fortid, en barndom, ligesom jeg. Han havde engang været mig.
Fra Peoria tog vi til Springfield for at besøge Lincolns hjem og grav. Jeg erfarede at min far i den grad var amerikaner. Udover patriotismen og nationalismen elskede han bare landet og dets baggrund - noget jeg har arvet. Ligesom han, har jeg altid været langt mere fascineret af Amerika end Europa. Min far rejste aldrig udenfor the United States, tilfreds med at være hjemme og læse om verden i National Geographic. At rejse til Europa svarede til en rejse til Månen.
Vi rejste til Lansing, Michigan for at besøge min fars energiske søster Mary, hendes mand og mine fire fætre, derpå til Detroit for at møde min meget rige tante Julia, der dukkede op i en limousine med chauffør, iført et sort slør og duftende af ansigtspudder. Det høflighedsbesøg var en kedelig eftermiddag, jeg var mere interesseret i at tale med tante Julias sorte chauffør end hendes historier om onkel Dolph (blev under krigen ændret fra “Adolf.”) Familiehistorier kedede mig altid. Jeg har aldrig, siden rejsen, set de fleste af mine tanter, onkler og fætre og kusiner.
Endelig nærmede vi os New York City, det sted jeg allerhelst ville se, hjemstedet for endnu fjernere fætre og kusiner, Bob og Sadie, der blev talt så meget om dem i vor familie på grund af deres rigdom og forbindelser. Bob havde et Cadillac agentur på Jamaica, Long Island, og Sadie en pelsforretning på Fifth Avenue, Corbo Furriers. Det ville være vanskeligt at møde et mere kapitalistisk par på Manhattan.
De var gennemført New Yorkere på alle måder. Sadie var en lille sammekrøbet lady med en dominerende karakter og en hvinagtig stemme (enhver sætning sluttede med at hun hev efter vejret) og hun talte med den bredeste new yorker accent man kan forestille sig. en ren parodi. Hun og Bob, en høj firskåren man med et lyserødt ansigt, det hvide hår redt smart tilbage og en bombastisk stemme med masser af slagord, havde også en chauffør, og var dus med Vincent Sardi, grundlægger af den berømte Broadway restaurant jeg havde læst om. Gennem Sardi kunne hun få billetter til ethvert show der var værd at se blot ved at løfte telefonrøret.
Sadie var generøs til det absurde konstant uddeltes gaver ved så at sige alle anledninger. Da vi kom til middag i deres hjem i Great Neck, ventede der en lille pakke ved vore tallerkener. Hjemmet var udstyret med en ikke brugt swimmning pool, en enorm plæne i baghaven og en sort kok ved navn Dorcus som Bob drillede hele tiden. Jeg tog imod de daglige gaver med forlegen tak. Det var en måde at udvise affektion, deres New Yorker facon at vise værdsættelse og respekt.
Sadie trippede omkring, men gjorde det med stor myndighed, bjæffede korte ordrer over telefonen til hendes salgspersonal og til husbonden Bob, der adlød hendes kommando. Sadie pralede med, hvordan hun havde arbejdet sig op i manufakturbranchen på den klassiske facon, begyndende som 16 årig med at sy foer i pelse. Hun nævnte, at Edna Ferber var en kunde. At det skulle interessere nogen i vor familie faldt mig ikke ind.
Sadie bestilte frokost til os hver dag i hendes salon, det mest kedsommelige sted i hele New York, med ældre damer der prøvede pelse, valsende frem og tilbage foran store spejle mens jeg sad i baglokalet blandt stolaer og pelsrester, og bladrede gennem magasiner om pelsindustrien og undrede mig over, hvor besynderligt det hele var - at det at skulle købe en pels krævede endeløse diskussioner om ærmer, lommer, kraver og for. For mig så alle pelse ens ud. I hendes butik følte jeg mig som en udstødt på alle måder, som en dreng i en voksen verden, som en bondeknold fra Oakland på det sofistikerede Fifth Avenue, som en mand i en kvindedomineret verden, og som et middel klasse barn i en minkklædt verden.
Sadie elskede at vis New York frem - eller blot vise sig for hendes familie fra ‘landet,’ som den dag hun vadede ind hos Sardis og, med sin astmatiske stemme omfavnede ejeren med “How ah ya tahday, Vincent? Ya got a nize table faw us?” Vincent havde faktisk et, bukkende viste han os personligt til en boks med rød læder. Med dens bourgognefarvede vægge og små gule lamper på bordene virkede Sardis som højdepunktet af New Yorks forfinethed, Broadway epicentret, hvilket det også var.
Jeg blev fuldstændig opslugt af tegningerne og de berømte væg til væg karikaturer af berømtheder der udsmykkede denne restaurant. Hundreder af små tegninger så langt øjet rakte. Jeg spurgte om det var OK at jeg gik rundt og så nærmere på dem, dog var det lidt vanskeligt uden at skulle læne sig ind over gæsternes salat. Jeg var forbløffet, ikke kun over tegningerne, men den inspirerende ide med at dekorere en restaurant med dem. Selv nu, når jeg møder nogen for en drink på Sardis ser jeg i hemmelighed på væggene for at finde nye karikaturer.
Langt mere spændende var mit første besøg til et show på Broadway, en musical. Sadie fik sæder til min far og jeg lige foran orkestret til to store succes forestillinger sommeren 53, Dial M for Murder og Can-Can, en ny Cole Porter musical. Jeg var chokeret over hvor små Broadway teatrene var, ikke noget som jeg var forført til at forvente ved den mytologi der var om New York teaterverdenen, hvor hvert teater lovede at være stort som Versailles. De forgyldte interiører var da kønne, med enorme kandelabre, men ikke større end the Fox og Paramount biograferne hjemme i Oakland.
Jeg havde forestillet hvert teater som Radio City Music Hall, som vi havde besøgt en dag tidligere, da min far hviskede til mig at vi var sammen med “bondeknoldene.” Majestætiske “Broadway” var omgivet af slibrige Times Square beværtninger, affald i gaderne, hot dog sælgere, humørkortsælgere og bumser af enhver art - ikke den overdådighed jeg så længe havde troet der var.
Can-Can blev spillet på the Shubert Theater på fabelomspundne Shubert Alley. Sadie havde skaffet os billetter til en matinee, en besynderlig oplevelse. Jeg havde ikke troet at Broadway shows blev opført i løbet af dagen. Det forekom mig dengang, og sådan set stadig, at en musical har brug for pompøs pragt som aftenen giver bedst. En musical skal opføres i mørket for at virke forførende.
Din første musicall er lige så speciel som dit første kys - eller sådan virkede Can-Can på mig. Jeg blev væltet omkuld af de energiske dansepiger og af de sexede dance-hall værtinder. Jeg var både forlegen og meget optaget af rækken af can-can piger mens de spjættede højt i vejret for at afsløre deres kniplingstrusser, og lyserøde underkjoler, før de landede i perfekt udførte spagat - en meget erotisk oplevelse for en knægt på 15 fra bøhlandet.
De lækre korpiger fik mit hoved til at svimle og øjnene stod ud af hovedet. Jeg havde aldrig set noget så pirrende udover min Esquire kalender med Vargas piger, men hver eneste af pigerne på scenen der i Shubert var spillevende, pulserende blot få meter fra mig, de sprang, svingede med benene og hvirvlede rundt.
Can-Can osede af sex: Ikke kun korpigerne eller Gwen Verdon der gled hen over scenen som en slange i silkeundertøj i en “Edens Have” ballet, men også Porters dristige tekster, spækket med lumre dobbeltantydninger i sange som “Never Give Anything Away,” “Come Along with Me,” og showets helt store hit, “It’s All Right with Me,” hvis tema - det er OK at være tiltrukket af en kvinde der ikke er din kæreste - fik romantikken til at komme i kog hos mig - et skandaløst koncept, mente jeg.
Men det allermest fortryllende nummer var den brillante titelsang, der på utrolig vis oplister alle personer, dyr og endog maskiner der kan can-can. Ligesom korpigerne efterlod de inciterende rytmer og skift mig i spændt forventning, fortryllelse over Porters kreative sind og lyriske kunnen.
(“If an ass in Astrakhan can / If a bass in Saskatchewan can / Then, baby, you can can-can, too!”).
Der er måske bedre, mere dybsindige og større shows end Can-Can, men for mig er den stadig 'musicalen' med en let tråd, en romantisk vinkel og medfødt pizzaaa. Da den havde premiere i 1953 kunne ingen vide at den skulle være blandt de sidste af sin slags - de sidste 10 år. Fire år senere kom West Side Story med sin intensitet og indbyggede nerve.
Can-Can åbnede for mig alt en stor musical kan være, I lige store portioner besnærede den, berørte, og pirrede mig, en blanding af alle de mest forheksende elementer af teatret og til en lækker, eksplosiv, brillant, uimodståelig enhed, alt udført med stor energi, personlighed og stil. Alligevel var showets store tiltrækning at det hele føltes friskt og ligetil, poleret, men fuld af leg, ikke for gennemarbejdet, ekstemporalt passende lige til øjeblikket.
Can-Can åbnede for mig alt en stor musical kan være, I lige store portioner besnærede den, berørte, og pirrede mig, en blanding af alle de mest forheksende elementer af teatret og til en lækker, eksplosiv, brillant, uimodståelig enhed, alt udført med stor energi, personlighed og stil. Alligevel var showets store tiltrækning at det hele føltes friskt og ligetil, poleret, men fuld af leg, ikke for gennemarbejdet, ekstemporalt passende lige til øjeblikket.
Min far var mere fascineret af Colonial Williamsburg, et meget omtalt fænomen fra 1950’erne. Det slog mig som en kedelig historielektion (en meget mere livlig temapark Disneyland, kom året efter), trods de kvindelig guider var proppet stramt ind i colonial bluser mens de demonstrerede vognhjul og tinstøbeforme - jo vist sødt, men intet match mod de ‘skoldhede, lækre can.can piger jeg lod blive tilbage i New York.
Så nåede vi endelig Virginia Beach, stedet for Pi Tau Pi konklaven, forretning mændenes organisation, og hvis faktiske formål jeg sådan set ikke var sikker på, udover at holde årlige konventer. Min far blev hilst af alle: “Lenny! kom her over! Ed Ziegler—Cleveland!”…“Len Nachman? Henry Friedkin—Miami!” “Dejligt at se dig igen, Len.” “Er det din knægt, Len? Ser godt ud den unge mand!”
De fleste af mændene havde deres hustruer eller kærester med, og de morede sig storartet. Jeg var den eneste teenager og brugte det meste af de tre dage på at læse på mit værelse eller på stranden, og forsøgte at holde mig under radaren så min far kunne være sammen med sine ‘brødre.’ Jeg dukkede op ved måltiderne, følte mig som en fremmed. Jeg havde aldrig været med til voksenselskaber før, en livlig halvberuset scene, og jeg var glad for at kunne undslippe hver aften efter maden - tilbage til værelset for at se TV eller læse en bog.
Da tredages konventet var forbi tog vi toget hjem, dog via den sydlige rute, en lang strækning, hvor det eneste jeg husker er stop ved Grand Canyon og Los Angeles, hvor min flamboyante onkel Carlyle netop havde købt en high-tech gizmo kaldet en “båndoptager,”med mikrofon som han lod os tale i. Han tog os til Sportsmen’s Lodge, det formodede hjemsted for Jack Benny’s berømte Sportsmen Quartet, hvor vi løb ind i radioens berømte vært, Ken Carpenter (en Peoria knægt!).
Og derpå, efter en dag ved the Farmer’s Market og Grauman’s Chinese Theater, var vi pludselig hjemme igen, seks uger efter vi drog ud af Oakland på vej til Denver. Jeg var kommet til at kende min far en smule bedre bare ved at se ham begå sig med gamle venner, kammerater fra barndommen, og medlemmer lidt langt ud i Nachman klanen.
Men lige så rart det kunne være at sige at min far og jeg var kommet tæt på hinanden under vor lange rejse østpå, ja så var jeg faktisk ham ikke nærmere end den dag vi rejste.
Vi var kommet fint ud af det med hinanden og havde endog talt sammen, men ikke nogen dybdeborende følelsesladede samtaler, ingen åbenbaringer, afsløringer, ingen livslektioner, intet spor dramatisk. Jeg mener vi begge var lettede over vi havde overlevet hinanden. Det var en begyndelse.
Gerald Nachman is a writer in San Francisco and most recently the author of Right Here on Our Stage Tonight!: Ed Sullivan's America (University of California Press).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar