Knoldfrisurer hos mænd. Hvad gik galt?
En mand med “hårknold” er i bund og grund en mand der altså har sat sit hår op i en knold. Hos de fleste mænd er det bare ikke kønt. Og det gælder såmænd også på mange kvinder.
Lad os se lidt på berømte kvindelige ‘hårknolde’ i historien.
Der er ballerina knolden, Emily Dickinson’s stride skolelærerinde knold, prinsesse Leias franske oprullede knold, og den strittende hårknold med spisepinde antenner. Så er der den berygtede - og meget grimme - top knold, eller den knold der er placeret direkte på kvindens hoved som en muffin eller et æble klar til at blive skudt igennem af en pil.
Hos de fleste kvinder giver ‘hårknolde’ et indtryk af dyb alvor, stenghed, fordi håret er strammet til i nakken og placeret stramt på hovedet. Dette “tilbagetrukne” udseende udstiller personens ansigt helt utlsløret. Alt er fremhævet, fra store næser til store ører, til bumser, men især store næser fordi disse altid ser større ud når ansigtet ikke er prydet med løst hår. Løst hår optræder ofte som en æstetisk distraktion eller understregning, og kan gøre selv det mest ordinære ansigt smukkere.
(Shutterstock)
Angående næser så kommer jeg i tanke om hvad forfatteren Muriel Spark engang skrev. Næsen skrev hun “er vort tøjr mellem ånd og substans.” Hun citerer 1. Mosebog: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen." og tilføjer da, “Det første der skete med Adam var med hans næse. Derfor er næsen et emblem på vor engang ‘jordiske’ oprindelse og vor ånd.”
Nå, men tilbage til knolde: En knold der sidder helt oven på toppen af en kvindes hoved ser sådan set tåbeligt ud, husk Judy Collins sangen, Send in the Clowns, hvorimod en knold placeret i nakken (som en hestehale) har et mere raffineret og kultiveret udtryk.
Det kan se ud til at flertallet af kvinder bruger knold når de ikke har tid til “at sætte” håret. Knolden er slutresultatet af en 'hår' nødsituation. Undertiden kan en knold være nødvendigt i arbejdsrelation. Ballerinaer har håret sat op i en knold for at undgå at få hår i ansigtet når de optræder. Det betyder dog ikke at ballerinaer så altid har deres hår sat op i en knold når de ikke er på scenen.
At der nu er kommet “mande knold” er imidlertid bevis på at Vestens civilisation ikke kun er ved sin “afslutning” men nu befinder sig i den anarkistiske post-apokalyptiske fase kendt som Absurditetens Teater.
Hvorfor en mand skulle ønske at sætte håret i en knold er et af de spørgsmål man ikke sådan lige kan svare på. Er det fordi han føler sig kønnere eller mere feminin?
De flest “mandeknolde” jeg har set har været på mandetyper der kun havde lidt at miste ved at blive “grim.” Med andre ord, fordi disse mænd kan være yderst attraktive, har de ‘råd’ til at tage sig grumme friheder med deres udseende.
En delvist skaldet mand med bifokale briller og kæmpende med et overvægtsproblem kunne man rådgive til at holde sig helt borte fra en “mande knold,” fordi som med kvinder med muffinknolde gør den blot endnu mere opmærksom på hans fysiske ufuldkommenheder.
Hvilken type mand (udover modeller) har “mande knolde”? Måske er han sensitiv, en kunstnerisk type, en musiker, en orkesterleder, kunster, arbejder i et lydstudie, hvor han ønsker han i stedet var musiker.....
For at forstå det perverse ved “mande knolden,” så lade os hurtigt se tilbage på den nyeste historie om mandens hår.
Da langt hår første gang kom på scenen i moderne tid var offentlighedens reaktion ikke god. Sent i 1960’erne blev high school elever bortvist, hvis de ikke lod sig klippe. Avisartikler rapporterede om debatter om det “etiske” og “moralske” i langt hår hos drenge og mænd.
Langt hår blev associeret med the Beatles og derpå radikal politik. Det var en måde at vise sympati eller at man identificerede sig med anti-krigs demonstrationerne og 1960’ernes modkultur.
Modstanden mod langt hår var intens, grænsende til direkte had. Borgerlige i forstæderne, lastvognschauffører, veteraner fra 2. Verdenskrig, politibetjente og forretningsmænd af alle slags var med til at forhåne og latterliggøre de langhårede. Langhårede blaffere blev nærmest fejet af vejen. Langhårede, fik ikke jobs, eller blev kaldt bøsser eller kyllinger. Intolerancen var fremherskende. Folk var ikke venlige.
Så standsede pludselig det lange hår hos mænd med at handle om politik. Yale uddannede politiske konservative med lange lokker kunne man se på William F. Buckley’s Firing Line.
De selvsamme lastvognschauffører der nærmest plejede at ‘feje’ langhårede blaffere af vejen fik efterhånden hippie hårfrisurer. Det samme gjaldt motorcykelbanderne der plejede at foragte “peacenik” hippierne. I mellemtiden gik “farlige” politiske radikale typer over til retro-beatnik gedebukkeskæg.
Ira Einhorn, grundlægger af Philadelphia’s Earth Day og selvbestaltet New Age guru, kopierede det lange hår og skægstilen hos Abbie Hoffman og digteren Allen Ginsberg. Einhorn blev naturligvis anklaget for mordet på sin kæreste, Holly Maddux i 1979, og FBI jagtede ham efter han flygtede til Frankrig for at undgå en retssag.
Charles Manson gjorde helt sikkert det lange hår og skæg til noget usselt med sine særdeles onde gerninger.
“Hår kulturen er mest åbenbar i the United States,” skriver den franske journalist Hadrien Laroche i sin bog, The Last Genet, om den berømte manuskriptforfatter og romanforfatter Jean Genet. Laroche citerer Genet om hippie hår: “Enhver stil går an, tilsyneladende: Langt, medium længde, med pandehår, lige, sort og fedtet, flydende over hele ansigtet, brunt og strittende, blondt og krøllet....Denne mode, ført helt ud i det ekstreme og spredende sig til England, blev født i Californien og som følge af den amerikanske hærs nedture i Vietnam...”
Noget at det mest interessante om “hår” som Laroche diskuterer i sin bog er udviklingen af Afro- og outrerede frisurer blandt sorte dengang.
Laroche nævner Ralph Ellison’s book, Invisible Man, og går derpå videre med tanker om sloganet fra dengang, Black is beautiful, og fastslår, at “mænd der havde været skjult nu blev synlige ...gennem deres provokerende hår og outrerede frisurer.”
Den nuværende mande “knold” kan ikke sige sig fri for ideologi. Hvis man skulle reducere “mandeknolden” til politik, så ville det være politisk personlig narcissisme, men den stinker også af venstrefløjs progressivisme. “Mandeknolden” er en ‘kosmetisk’ provokation der proklamerer, “Jeg er anderledes,” og “jeg er mere radikal end Jer.”
Lad mig postulere, at når en mand ikke har noget at gøre opstand imod - lad os sige han er en super “normal” type helt i ro med den kulturelle status quo - så er der intet der skiller ham fra de usynlige masser rundt om ham. En løsning kunne være at afvige kosmetisk for ligesom at opstille en overflade af ‘oprør’ - manden med irokeserfrisuren der hader den anonymitet det er at arbejde i kassen i en bank, eller den mand der lader sig tatovere i nakken eller panden, fordi han aldrig kom til at klare sig som kunstner og han bare inderligt ønsker at man med alle midler skal lægge mærke til ham.
Mande “knolden” leger også med antydninger af androgyni og den (allerede) irriterende og alt for ofte benyttede frase ‘kønsudflydning,” og det på en ikke attraktiv opfindsom tjenestepige facon.
Trods alt er det sådan, at hvis ‘knolde’ ikke klæder de fleste kvinder så gælder det mangefold mere når det drejer sig om mænd med knold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar