Status som udviklingsland, WTO og Trump

Trump lukker et smuhul i WTO som Kina benytter

Peter Skurkiss

Donald Trump lader op til 2020 valget. Ikke kun lader han Democrats eje “the Squad” og al deres hadfyldte anti-amerikanske retorik, men han tvinger også Democrats til at forsvare deres ansvar for forfaldet i store dele af det urbane Amerika. Samtidig holder han deklassificerings kortet over hovederne på ringlederne i kuppet mod ham.

Ganske forståeligt bliver mange mennesker dybt engagerede, også følelsesmæssigt, over disse emner. Men om man kan lide det eller ej er det sundhedstilstanden i økonomien der motiverer masserne på valgdagen. Og økonomien er den mest præcise pil i præsidentens kogger, for det som the Ragin' Cajun, James Carville, sagde tilbage i 1992 er stadig sandt: "It's the economy, Stupid."

På den økonomiske bane er her det seneste MAGA initiativ fra Trump. Forleden fredag gav Det Hvide Hus the World Trade Organization 90 dage til at lukke et smuthul der har tilladt Kina at lege kispus med verdens handelssystem og have hænderne i Amerikas lomme. Utroligt nok tillader WTO, der blev oprettet i 1995 stadig Kina at være klassificeret som et “udviklingsland.” Det er meget betegnende. 

Ifølge reglerne i WTO er udviklingslande nogle der formodentligt endnu ikke er konkurrencedygtige med mere udviklede økonomier - som Amerikas. Som sådan får de mere tid til at åbne for deres markeder, får betragtelig frihed til at støtte deres eksportindustrier, og får visse proceduremæssige fordele i handelsaftaler. Og hvordan opnår et land så betegnelsen “udviklings”? Ganske simpelt. Landene vælger deres egen status. Andre kan udfordre den hævdede status, men WTO default tilkendegivelsen er hvad landet selv har valgt. 

Som Trump tweetede: 

Donald J. Trump‏

Verificeret konto

@realDonaldTrump

The WTO er FÆRDIG når verden RIGESTE lande kan hævde at være udviklingslande for at omgås WTO’s regler og få sær behandling. SLUT - ikke mere. I dag bad jeg the U.S. Trade Representative om at gribe ind således at landene holder inde med SNYDE systemet på bekostning af the the USA!

Kina er ikke alene om at snyde handelssystemet på denne måde. Der er 164 lande i WTO, og næsten to tredjedele af dem hævder at have ret til særbehandling som “udviklings” lande.

Blandt de meget velstående lande der hævder at være på “udviklingsstadiet” er Singapore, Korea, Brunei og De Fornede Arabiske Emirater.  Men når man ser på landets størrelse som verdens næststørste økonomi, og en der har oversvømmet the USA med eksportartikler i årevis er Kina så langt den mest dadelværdige. 

En proklamation fra the Trump administration siger: "The United States har aldrig accepteret Kinas hævd på udviklingsstatus, og faktisk enhver nuværende økonomisk indikator går imod Kinas hævd.” 

Aldrig?  Dette giver anledning til spørgsmålet, hvis the U.S. aldrig har accepteret Kinas hævd på at være et udviklingsland, hvorfor har Kina så fået lov til at fortsætte med at blive betragtet som et sådant da det skader Amerika? Svaret, desværre må det være op til præsidenterne Clinton, Bush og Obama at svare på. Deres øjne, fokus var på verden og ikke i tilstrækkelig grad på det som gavnede deres eget land. 

Var Hillary Clinton blevet valgt i 2016 er der vist kun meget lidt tvivl om, at endnu et blindt øje ville fortsætte den kurs.

At afbryde den kurs, status, som Trump gjorde er urovækkende hvilket er det sidste vore tidligere politiske lederskaber ønskede, selvom det er i den nationale interesse at han gør det.

At lukke dette smuthul hos WTO vil ikke forbedre økonomien hurtigt, som f.eks. Republikanernes skattenedsættelser, skære ned på regulativerne fra Obama, eller rentenedsættelsen.   Med det vil ske med tiden. Det vil være endnu et skridt i Trumps MAGA agenda, der vil resultere i at velstanden vender tilbage - den velstand der så længe har fået lov til at flyde ud af Amerika. 

https://www.americanthinker.com/blog/2019/07/trump_closing_a_wto_loophole_used_by_china.html#ixzz5v8Xhz1gi 

Korncirkler på Tasmanien - et mysterium

De Tasmanske korncirkler - et mysterium

Hvis du har oplevet 1980’erne har du uden tvivl hørt om korncirkler. Som de som kan ses på billedet herunder. Korncirkler er altså mønstre i kornmarker der er cirkelformede når man ser dem fra oven.

Der er så at sige altid lavet af mennesker- dog i sjældne tilfælde ved besynderlige naturlige fænomener. Dog tror mange de er skabt af aliens fra rummet. I 80’erne især var der en overflod af korncirkler og det satte gang i rygter om UFO’er.

Men det er ikke aliens der er ansvarlige. Når det er sagt så er der nogle cirkler der ikke sådan lige kan forklares. Som de på Tasmanien.

Tasmania er cirka 68,000 km² en australsk ø der ligger lige i det sydøstlige hjørne af hovedlandet.(Her et kort.) Der bor cirka 0.5 million og et virkelig interessant dyreliv, herunder den Tasmanske djævel, der overhovedet ikke lige Looney Tunes karakteren af samme navn. På Tasmanien dyrker man også opiumvalmuer.

Opiumvalmuer dyrkes ikke mange andre steder i verden, da det ville være ulovligt - valmuerne bruges til at fremstille medicinprodukter - såkaldte opioider. Disse produkter benyttes til smertelindring - Morfin, Oxycontin, Fentanyl, Kodein og heroin er alle opioider giver hurtig afhængighed og kan let ende i et misbrug.

Australien står for cirka 50% af verdens lovligt dyrkede opium, ifølge the BBC. Rigtig meget kommer fra Tasmanien.

I årevis forekom der korncirkler på de tasmanske opiummarker. Man anede ikke hvad der foregik. Dog sikker på det ikke var noget ulovligt. Hvis det var noget mennesker stod bag var det ikke godt - for så måske var valmuerne benyttet til narkofremstilling. Landmændene manglede en forklaring når det nu ikke kunne være aliens.  

I 2009 fandt man ud af det: Wallabies.

Wallabies er i bund og grund mini kænguruer. De er ganske almindeligt forekommende på Tasmanien og de skal også spise som alle andre dyr. Deres foretrukne føde er sæsonbestemt - bark og andre stivelsesholdige planter - når det ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang kaster de sig over anden afgrøde.

En landmand forklarede, "sent januar, februar er der mangel på føde og valmuekapslerne bliver så interessant for dem. Kaplserne er sådan set meget nærende. Du kan finde dens frø på dit morgenbrød og andre steder.” Hvis det er godt for mennesker så også for wallabies.

Wallabies æder derfor valmuekapslerne. Og hvis nu opiumvalmuer blot var som alle andre frø så ville der intet ske ved det. Wallabies ville hoppe ind på marken nuppe sig en snack og ud igen. Men da det er wallabies så kan de ikke undgå at mærke det afhængighedsskabende i valmuekapslerne.

Lara Giddings, forklarede (via the Guardian): "Vi har et problem med wallabies der går ind på markerne, bliver kanonskæve og vandrer rundt i cirkler. Så falder de omkuld. Vi ser korncirker i valmuemarkerne skabt af skæve wallabies."  

Der er ikke meget en tasmansk opiumfarmer kan gøre ved det, og det at miste en smule af sin afgrøde til skæve wallabies betyder ikke så meget. Og da der således ikke er UFO’er indblandet så er der vel ikke rigtig noget at bekymre sig over.

Bonus fakta: Wallabies stammer fra Australien. Men det er ikke det eneste sted man finder dem. Der er en koloni der lever vildt i Frankrig. I 1970’erne undslap en gruppe wallabies fra en lokal zoologisk have nær Paris, og de blev aldrig fundet. De bosatte sig i en lokal skov, og formerede sig, og nu 40 år senere er der cirka 150. Ifølge the Telegraph, har området nu mindst et "Kænguruer krydser vejen” skilt - og mange mener det er en joke, hvilket det så ikke er.

Arkancide? Jeffrey Epstein fundet såret i sin celle

Epstein fundet såret i sin celle. Er det Arkancide? 

Taylor Day

Den netop dømte pædofile, Jeffrey Epstein blev fundet i sin fængselscelle ved the Metropolitan Correctional Center sent forleden aften efter det som man betegner som et muligt overgreb eller selvmordsforsøg.

NBC’s to kilder siger at man ikke fandt noget i Epsteins celle der kunne indikere at der var et muligt selvmordsforsøg ved hængning, dog kom man med detaljer om at Epstein blev fundet i “fosterstilling” med mærker på halsen, og han var ikke ved fuld bevidsthed.  

Ifølge rapporten giver fire yderligere kilder mange fortællinger om årsagen. To siger at mener det var et forfejlet selvmordsforsøg. Endnu en siger at det var en plan udtænkt for at få Epstein overført til en anden facilitet. Et sidste kilde nævner at et angreb kan være forekommet.

Eller muligvis et Arkancide. Udtrykket Arkancide henviser til de besynderlige dødsfald og selvmord, overgået mennesker der har haft en eller anden relation til Clinton familien. Spekulationer har floreret i årtier, at disse venner (og oftest fjender) af Hillary Clinton og hendes mand Bill Clinton, tidligere præsident og Guvernør for Arkansas måske er blevet slået ihjel på foranledning af Clintons.  

Nuvel, jeg skal ikke hævde om det er sandt eller der er fejl i optællingen af Clinton relaterede lig, men endnu en nyhedshistorie kom frem i går der så blev druknet af Mueller høringen. Denne havde at gøre med nye beviser på at Epstein besøgte Clintons i Det Hvide Hus adskillige gange.

NBC artiklen føjer til at en person, der er interessant, er blevet udspurgt sidste aften af efterforskere der siger at denne medindsatte var i området da ‘uheldet’ indtraf. Manden hedder Nicolas Tartaglione, tidligere politibetjent der står over for 17 forbundsanklager for firedobbelt manddrab og narkotika relaterede hændelser. Anklagerne er en udløber at en dom fra 2016, hvor Tartaglione angiveligt slog en mand ihjel som han anklagede for at stjæle kontanter til en stor kokainhandel, og uskyldige forbipasserende, før han begravede dem i sin baghave. Anklagemyndigheden går efter dødsstraf. 

Tartagliones advokat Bruce Barket kom hurtigt med en udtalelse, hvor han fastslog at hans klient “absolut” ikke angreb Epstein, og føjer til at Tartaglione og den anklagede pædofile kommer “fint ud af det” med hinanden.

Mr. Barket indikerede også at hans klient og den anklagede pædofile for nylig har været fælles om klager over forholdene i MCC fængslet. Et hurtigt blik på Barket’s Twitter account afslører en mand der lider af Trump Derangement Syndrome. Hans seneste tweet lyder:

“THIS, This is why @realDonaldTrump will fail. Neighbors, friends and family of immigrants will stand up for them…” Also shown is a video of a group of people interfering in a Tennessee ICE investigation.

Barket’s klient og Epstein’s nye ven Nicolas Tartaglione var også på de lokale overskrifter denne uge efter fængselspersonale konfiskerede en kontrabande mobiltelefon hos den indsatte.

Igen træder hans advokat frem til forsvar for ham ved at sige at mobiltelefonen ikke tilhører Tartaglione. Imidlertid har Barket anmodet retten om at blokere for anklagerne der anmoder om at få overført telefonen til FBI, og få tilladelse til at se hvad der ligger på telefonen.

I et brev til forbundsdommer Kenneth Karas, skriver Barket, at mobiltelefonen kunne indeholde “priviligeret materiale” og kommunikationer lagret på telefonen. Advokaten bad også dommeren om at kræve “ikke blot en undersøgelseskendelse, men også at oprette et ‘filter team’ eller ‘taint team,’ medlemmer af the U.S. Attorney’s Office, [der kan] isolere potentiel priviligeret information fra sagens anklagere.”

Barket ville ikke være en god advokat om han ikke forsøgte alt i sin magt for at hjælpe sin klient, men tidspunktet er mistænkeligt. En kontrabande telefon findes på en ny ven og indsat med Jeffrey Epstein, der også er til stede da Epstein kommer ‘til skade’ timer efter at nyheden kommer frem om Epsteins og Clintons - igen. Hvis Clinton-Arkancide teorierne er sande, er der måske endnu en sag. Lige for tiden holder man Epstein under opsyn 24/7 grundet det mulige selvmordsforsøg.  

Authors note: Connect with Taylor Day on Facebook and Twitter @TABYTCHI

https://www.americanthinker.com/blog/2019/07/epstein_found_injured_in_his_cell_last_night_arkancide.html#ixzz5ulTE26be 

Danse epidemien der slog ihjel

Danse epidimien der slog ihjel

Midt det 1300 århundrede hærgede Den Sorte Død Europa, Nordafrika, og Mellemøsten og mange steder i Asien, og kostede så mange som 200 millioner menneskeliv.Cocoliztli Epidemic fra 1545–1548 reducerede Mexicos befolkning med cirka 80%. Og to hundrede år senere døde rundt regnet 75 millioner af Den Spanske Syge på blot to år. Epidemier skal man ikke spøge med.

Udover, måske, Danse Pesten i 1518.  

Nej, den var heller ikke en ‘spøg’, lignede blot en.

I dag på Frankrigs side af grænsen til Tyskland ligger en by ved navn Strasbourg. Der bor cirka 250000 personer, men for 500 år siden, mindre end 5% af nutidens antal.

En af byens indbyggere dengang var en kvinde ved navn Frau Troffea, og en dag i juli 1518, gik hun på gaden for at danse en smule. Det var nok noget besynderligt at betragte - ikke alene var hun den eneste dansende, der var heller ingen musik. Vi får aldrig at vide, hvorfor hun begyndte at danse, og hvad tilskuerne syntes, når de så hende hvirvle rundt og dreje sig eller hvad hun nu gjorde i 1518. Men vi ved dog at Frau Troffea påbegyndte en tendens - en skræmmende en.

Hun dansede hele dagen og de seks efterfølgende dage uden ophold - uden musik, uden hvile - før hun stoppede. Og af en eller anden grund sluttede andre sig til hende. Som History Channel bemærker, "inden længe havde op til 60 Strasbourgeois sluttet sig til” i løbet af de seks dage. Og selvom hun stoppede, fortsatte de andre, og der kom stadig flere til. "I august," fortæller History Channel fortsætter “danseepidimien som krævede så mange som 400 døde.” Og selvom Frau Troffea overlevede hendes dansemaraton, var alle ikke så heldige. Ifølge the BBC, "på højdepunktet af dansemanien døde der 15 mennesker om dagen af udmattelse, slagtilfælde.”

De lokale myndigheder anede ikke hvad de skulle gøre - og læger dengang var ikke til megen hjælp heller - derfor besluttede man at lade de dansende få musik til. Byen hyrede musikere for at hjælpe de dansende med at komme ud af trancen. Men det hjalp ikke, og gav sådan set bagslag, ved at der kom flere dansende til. Som dagene gik syntes der ikke at være nogen løsning. Men så en dag stoppede dansen - pludselig og uden forklaring, ligesom da den begyndte to uger før.

Vi ved ikke helt præcist hvad der var årsag til Danse Pesten, der er en håndfuld troværdige teorier. Nogle mener at en svampeinfektion forekom i området; svampesporerne gjorde at folk fik spasmer, som om de dansede. Andre mener at hele hændelsen, minus måske Frau Troffea's seks-dages dans var et tilfælde af massehysteri uden nogen psykologisk årsag. De historiske detaljer om Pesten er udmærket dokumenteret i dag, men lægekunsten i samfundet dengang var ikke avanceret nok til at udføre prøver som der er brug for at at kende årsagen helt præcist.

Bonus fakta: Som nævnt krævede Den Spanske Syge rundt regnet 75 millioner menneskers liv fra 1918-1920. Men den skulle nok ikke være kaldet Den Spanske Syge.Epedimien var global. Spanien var såmænd ikke hårdere ramt end resten af verden. Og sygdommen kom ikke derfra. Grunden til fejlen: 1. Verdenskrig.

Som Slate bemærker, rapporterede kombattanterne i 1. Verdenskrig ikke hvor slem sygdommen havde ramt deres nationer. “Ingen af parterne ønskede at den anden skulle finde ud af hvor syge de var - ej heller ønskede de at deres tropper mistede kampmoralen eller offentligheden gik i panik.”

Tyskland, the U.S., UK, Frankrig m. flere censurerede nyhedsrapporter om influenzaens virke. Spanien - en neutral nation fortalte åbent og frit om sandheden. Set udefra kunne det således se ud til at influenzaen ramte Spanien meget værre end nogen andre steder, og “Den Spanske Syge” ‘fejludlægningen'” var født og holdt ved og ved.

Nazister hjalp USA efter 2. Verdenskrig. Rumkapløbet

Skal USA hylde Nazi videnskabsmændene der hjalp efter krigen?

Elise Cooper

Hvad ville ske dersom U.S. regeringen var indblandet i at genskabe noget ved at ignorere dettes fortid? To bøger, Annie Jacobsen’s Operation Paperclip og Eric Lichtblau’s The Nazis Next Door, undersøger i dybden, hvordan U.S. regeringen i det skjulte bragte Nazi videnskabsmænd til Amerika, og så bort fra de mulige krigsforbrydelser de kunne have begået.

Mange har hørt om Werner von Braun og Dr. Hubertus Strughold og betragter dem som redskaber i at hjælpe U.S. med at få succes i rumkapløbet mod Rusland. Samlet var der tusinder at Nazister der blev bragt til Amerika for at hjælpe i Den Kolde Krig. Da 2. Verdenskrig var ved sin afslutning var der de som var bekymrede for den næste store konflikt, truslen om Kommunismen. Det drejer sig om det moralske spørgsmål, hvorvidt midlet retfærdiggør hensigten: Omkostningen ved at give Nazister et ly versus fordele for den nationale sikkerhed.  

Begge forfattere påpeger at der var gode argumenter for at rekruttere Nazi videnskabsmændene for at undgå at russerne fik fordel og information af dem. Lichtblau kommenterede, “Der var dette blinde punkt med de goder vi kunne få af dem som hjælp i Den Kolde Krig. Husk citatet af Allen Dulles, der lød nogenlunde således, ‘Jeg ville forhandle med selve Djævelen, dersom det kunne hjælpe den nationale sikkerhed.’”

Amerikanske civile som militære ledere valgte at se den anden vej og i visse tilfælde genopfinde disse videnskabsmænd for at bruge deres ekspertise. Det blev en quid pro quo, hvor disse vigtige fordele fik deres Nazi fortid hvidvasket. Tag for eksempel Wernher von Braun, der opnåede status som berømthed i årenes løb. Ingen stiller spørgsmål ved de bidrag videnskabsmænd som von Braun, chefarkitekten bag Saturn V raketten og bidrager til landsættelse af et menneske på Månen ydede. Det som imidlertid i det store og hele ignoreres var at under 2. Verdenskrig var han teknisk direktør for V-våbnet og udviklingen af dette, og chef for Mittelbau-Dora Planlægnings Kontoret, en division hos SS. 

Det blev helt åbenbart da U.S. regeringen i beskrivelsen af hans levnedsforløb undlod at nævne von Brauns nazisme og aldrig stillede spørgsmål ved hans medvirken. Han blev døbt “Faren til Rumtidsalderen,” og man undlod at gøre opmærksom på den kendsgerning, at han steg i graderne og blev major i SS og benyttede slavearbejdere fra Buchenwald KZ-lejren til at bygge V-2 raketterne. 

På sit website påtager von Braun sig aldrig noget medansvar og insisterede på at hans sidste besøg kun var ganske få timer, eller højst en dag eller to, og at han aldrig så en fange blive slået, hængt eller på anden vis slået ihjel.

 

Lichtblau falder ikke for det spin, især da der i bogen The Rocket Team er et foto af slavearbejdere og fotoet tilegnes Wernher von Braun. Lichtblau undrer sig over om “raket videnskabsmændene tilsyneladende beholdt dette foto som en slags makaber souvenir.” Jacobsen argumenterer for at det ville have været fysisk umuligt for von Braun ikke at se, vide, hvad der foregik. Hun sammenligner det med at gå ind i en produktionsafdeling på et marked og ikke se nogen æbler. Begge skribenter mener enstemmigt at U.S. regeringen kendte disse kendsgerning som den enten nedtonede eller klassificerede som materiale der aldrig skulle komme frem mens von Braun levede.

Endnu et slående eksempel er Dr. Kurt Debus, en topvidenskabsmand i U.S. rumprogrammet. Hans indsatser omfatter at være leder af Space Center i Florida fra 1962-1974. “Faderen til Kennedy Space Center,” fik også dækket over sin fortid. Selv i dag inkluderer NASA websitet ikke Debus’ Nazi fortid i hans biografi. I stedet giver NASA en prestigefyldt pris i hans navn.

. 

Jacobsen fortalte  American Thinker, “Debus var i alle henseender en der troede på Nazismen, og gik så langt at han med stolthed iførte sig sin SS uniform for at arbejde under 2. Verdenskrig. Denne glorificerede videnskabsmand meldte også en medborger, til Gestapo for at komme med nedsættende bemærkninger om Hitler og nægte at give Debus Nazihilsenen. Jeg betragter ham som en gennemført hårdkogt Nazi ideolog.”

Lichtblau betragter Dr. Hubertus Strughold, M.D. som værende en af de mest kontroversielle videnskabmænd bragt til Amerika. Han blev chef for School of Aviation Medicine og blev hyldet som “Faderen til rummedicin.” Men under krigen var han chef i ti år for Aviation Medical Research Institute under Hitlers 12 år lange styre. Han kom på listen over mistænktre i Central Registry of War Criminals and Security ligesom han fik sit navn nævnt 61 gange under Nürnberg processens afdeling om lægelige spørgsmål.

 

Lichtblau nævner for American Thinker, “Der er masser af beviser der viser at Strughold kendte til de rædselsfulde eksperimenter med mennesker udført at Nazisterne i fangelejren Dachau, herunder at udsætte ofrene for store højder og nedfrysning af dem.” 

På grund af deres fortid nægtede Albert Einstein at arbejde med disse videnskabsmænd. Han følte at Nazi videnskabsmændene skulle have fulgt hans eksempel ved at frasige sig deres statsborgerskab og emigrere til Amerika. Når de først arbejdede for Nazi maskinen, kunne U.S. regeringen og militæret have tilladt dem at blive og arbejde her, men disse mænd burde aldrig have fået fripas.

Skulle man have fundet en mellemvej? Begge forfattere anerkender, at det Nazi videnskabsmændende tilførte dette land var værdifuldt for Amerikas nationale sikkerhed. Dog mener de ikke deres fortid skal ignoreres, og de burde helt sikkert ikke være blevet hyldet. I Alabama er der for eksempel et museum der netop giver disse videnskabsmænd status som berømtheder. 

Som David Bergen sagde i 1976 da der var tale om at give Presidential Medal of Freedom til von Braun, “Desværre, men jeg kan ikke støtte denne indstilling om at give denne medalje til en tidligere Nazist der skabte V-2 der blev sendt ind over 3000 britiske og belgiske byer. Han har siden givet U.S. værdifuld tjeneste, men helt ærligt han har fået svarende til det han har givet.”

Når man læser disse to bøger bør amerikanere fundere over dette: Var omkostningerne større end ‘goderne’ og kunne disse videnskabsmænds ideer ikke være blevet indfriet uden at belønne mændene ved at se helt bort fra deres fortid?

The author writes for American Thinker.  She has done book reviews and author interviews and has written a number of national security, political, and foreign policy articles.

http://www.americanthinker.com/articles/2015/02/should_the_us_glorify_nazi_scientists.html#ixzz3TCwDe3nm 

Nadver var det første måltid på Månen

Det første måltid på Månen 

Jerry Newcombe

Vi fejrer i denne tid 50 års dagen for den første månelanding/vandring. Skelsættende i menneskehedens historie. Som Neil Armstrong udtrykte det da han trådte ned på Månens overflade, "One small step for [a] man, one giant leap for mankind." Armstrong og Buzz Aldrin satte det amerikanske flag på Månen, hvor de befandt sig i 21 timer.

Hvad var det første måltid på Månen? Det vil nok overraske dig at få at vide at det var brød og vin i en højtideligholdelse af Nadveren. Mens Neil Armstrong respektfuldt så til markerede medastronaut på Apollo 11, Buzz Aldrin den utrolige begivenhed ved at fejre den Hellige Nadver - et åndeligt samvær mellem ham og Gud. Dette skete før de trådte ud af the “Eagle,” månelandingsfartøjet for at gå rundt på Månen.

I oktober udgaven 1970 af Guideposts tidskriftet fortæller Aldrin om hændelsen: “I adskillige uger før den planlagte afgang med Apollo 11 i juli 1969 havde præsten i vor kirke Dean Woodruff og jeg søgt efter at finde det rette symbol for den første månelanding.”

Buzz Aldrin var ældste i Webster Presbyterian Church i Houston området. Pastor Woodruff fortalte ham at, “Gud åbenbarer sig i dagligdagens almindelige hændelser.” Det ville inkludere brød og vin, enkeltdelene i Den Hellige Nadver, en fejring af Kristi død på vegne af os syndere.

Ideen om nadveren på Månen var Aldrins. Han skriver: “Jeg spekulerede på om det kunne være muligt at indtage nadveren på Månen, symboliserende den tanke at Gud også åbenbarede sig - nu da mennesket rakte ud i universet. For der er mange af os i NASA programmet der virkelig mener vi udfører en del af Guds evige plan for mennesket. Jeg talte med Dean om ideen...og han var entusiastisk.”

Source: AP Photo/NASA

De besluttede at mens Aldrin betjente sig selv med nadveren på Månen ville kirken nede på jorden deltage på nogenlunde samme tidspunkt.

Men selvom han var ældste skulle han så have tilladelse fra kirken? Pastor Woodruff spurgte den øverste gejstlige for  the Presbyterian Church’s General Assembly og fik et hurtigt OK.

Apollo 11 landede på Månen om eftermiddagen, søndag den 20. juli 1969. Astronaut Mike Collins cirklede på det tidspunkt, med Aldrins ord “i kredsløb om Månen i kommandomodulet, uden vi kunne se det på den bælgmørke baggrund over os,” mens Armstrong og Aldrin befandt sig i landingsmodulet.

På mit radio show, talte jeg om denne meget lidt kendte historie om det første måltid på Månen med Bill Federer, historiker og forfatter. Bill sagde, “Buzz Aldrin var en så berømt astronaut at Toy Story karakteren blev opkaldt efter ham, Buzz Lightyear.”

Bill føjer til, “Før de trådte ud (på Månen) holdt de en pause. Og radioen blev tavs.”

Det var Aldrin der krævede radiotavshed ved at sige: “Houston, dette er Eagle. Dette er piloten på LM der taler. Jeg vil gerne bede om nogle få øjeblikke med radiotavshed. Jeg vil gerne invitere enhver der lytter med, uanset hvor og hvem, at tænke et øjeblik over begivenhederne i de foregående timer og vise taknemmelighed på den måde vedkommende vælger.”

Federer bemærker at tidligere da Apollo 8 var på rejse til Månen ved juletid 1968, læste besætningen op fra 1. Mosebog, “I begyndelsen skabte Gud Himlet og Jorden....” Desværre  lagde den berømte ateist Madalan Murray O’Hair sag an mod NASA for dette. Måske inspirerede søgsmålet til radiotavsheden som Aldrin ønskede.

Under alle omstændigheder fortæller Aldrin om hans plan med “at sige tak” for dette utrolige øjeblik. “For mig betød det så at indtage nadveren.” Det er meget passende, da historisk set nadveren kaldes Eukaristien - der stammer fra det græske ord for Taksigelse - i taknemmelighed over Jesus og hans offer.

Aldrin fortsætter, "I radiotavsheden åbnede jeg de små plasticpakker der indeholdt brød og vind.” Hans kirke nede på jorden havde givet ham en lille kalk. Da han hældte vinen i kalken, bemærker han. “I Månens tyngdekraft på en sjettedel af Jordens kom vinen langsomt og yndefuldt i koppen.”

Passagerne i Bibelen som Aldrin valgte at læse var ordene af Jesus fra Johannes 15:5: “Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.”

Aldrin føjede til: “Det var interessant at tænke over at den første væske der blev udgydt på Månen og den første føde der blev spist var elementerne i Nadveren.”

Mens jeg skriver dette bliver jeg ved med at høre ordene af Paul Harvey, den kendte radiomand. “And now you know the rest of the story.”

https://townhall.com/columnists/jerrynewcombe/2019/07/17/the-first-meal-on-the-moon-n2550218

Apollo rumfarterne, Buzz Aldrin, og Amerikas Sisu!

Apollo rumfarterne, Buzz Aldrin, og Amerikas Sisu!

I anledning af 50 året for missionen.

Robert Charles

Amerika’s Apollo astronauter -- 24 af dem rejste til Månen, 16 af dem gik på Månen, de alle gjorde det alle muligt for menneskeheden at gå på Månen - er en forfriskende lektion i patriotisme, og det at tør tage en risiko. Det med at tage en risiko skete igen for Buzz Aldrin der her fornylig blev evakueret fra Sydpolen til New Zealand efter en ekspedition. Han har det OK - og stadig med gå på mod.

Aldrin, den ene af de første to mennesker til at gå på Månen. Lunar Module Pilot for Apollo 11, nu 86 år gammel. Det skulle man ikke tro når man ser ham. I  årenes løb er mulighederne for ham ligesom faldet i hak - han er dog stadig den samme. Han springer op af trapperne, med to poser i hænderne besvarer ethvert teknisk spørgsmål med en viden der får tastaturer til at fryse og tavler til at blive fyldt med tal. Han er lige så skarp som altid, stadig en PhD i det som har med astronauters teknik og viden at gøre. Han er Amerikas mest ihærdige fortaler for at rejse til Mars, og tilbage til Månen.

Og det er ikke bare ved snakken. Buzz gør noget ved det, som da han gik på Månen. Han er forfatter til et halvt dusin bøger om hvornår, hvordan, hvorfor med hvad og hvilke fordele, i anden og tredje grad, Amerika ville kunne høste ved at komme tilbage til udforskning af rummet. Han er overbevisende, veltalende og glødende i sin overbevisning om at Amerika skal generobre, fastholde og bevare dominansen i rummet - maksimere fordelen ved at være “den første.”Og naturligvis har han ret.

I dag er vor indsats vedrørende rummet stærkt svækket, og det medfører komplikationer for den nationale sikkerhed, for videnskaben, for udforskning såvel ved mennesker som ved robotter af rummet, for satellitter og for international ledelse. Uklart for mange, men krystalklart for Buzz og Apollo astronauterne står historien ikke stille. Det vi gør i rummet har betydning her på Jorden. Amerikansk ledelse i rummet har betydning.

Vi er velsignet med stadig at have iblandt os helte fra dengang vi kom ud i rummet.

John Glenn (95, dog netop død), den første amerikaner i kredsløb om Jorden (3 gange). Af månevandrere har vi 7 -- Buzz, Alan Bean (83, Apollo 12), Dave Scott (83, Apollo 9 og 15), John Young (85, Apollo 16), Charlie Duke (80, Apollo 16), Gene Cernan (81, Apollo 17) og Harrison Schmitt (80, Apollo 17).

Af andre fra Apollo mandskaberne har vi endnu 10:

Ken Mattingly (80, Apollo 16), Al Worden (84, Apollo 15), Fred Haise (83, Apollo 13), Jim Lovell (88, Apollo 13), Dick Gordon (87, Apollo 12), Mike Collins (86, Apollo 11), Tom Stafford (86, Apollo 10), Bill Anders (83, Apollo 8), Frank Borman (88, Apollo 8), og Walt Cunningham (84, Apollo 7).

Det er det disse mænd udførte, hvordan de gjorde det, og det de står for - selv nu - der burde inspirere os, ikke blot deres vedholdenhed eller villighed til at fortsætte kæmpeprojekter - som missionen til Sydpolen. Disse amerikanere var ikke kun patrioter, piloter og testpiloter, i fremragende kondition, villige til at risikere bogstaveligt talt alt for Amerika. Dette var mænd med stor beslutsomhed. Dette var mænd karakteriseret ved gåpåmod og evne til at koncentrere sig intenst om liv-og død-missionerne i tjenesten for deres land - for os og vore idealer.

De kendte til risici og - en masse andre ting. De vidste hvad det er værd at dø for. De risikerede alt for at blokere for kommunismens totalitariskje fremmarch,og fastholde vor frihed. For at være helt tydelig: Rumkapløbet var et surrogat for Krig.

Da John Glenn gik ombord på hans Mercury-Atlas 6 rumfartøj, og drog mod rummet på Atlas LV-3B raketmotoren, var raketten eksploderet tre gange tidligere. Da Mercury astronauterne blev udvalgt i 1959, var de vidner til en affyring, hvor netop raketten eksploderede for øjnene af dem. Dog var Glenn villig, og ivrig, og sadlede op.

Det samme med Apollo 7 besætningen,Walt Cunningham, Wally Schirra, and Don Eisele der fløj efter at en brand havde slået tre kolleger ihjel. Det samme med Neil Armstrong, Buzz Aldrin, og Mike Collins, der stod for Amerikas første vandring på Månen i Apollo 11, og faktisk ikke anede hvad de ville finde. I privat selskab havde de odds 2 mod tre på at de ville komme hjem igen. Lignende mod kan ses i alle Apollo missionerne.

Hvorfor gjorde de det så? Hvorfor tage disse chancer? Hvorfor risikere alt for folket og ideerne? Spurgt ind til om de tænkte over risici, ville man muligvis få svaret - Nej. Mere præcist, de tog det valg tidligt, og så sig aldrig tilbage. For Amerikas idealer og for deres landsmænd, risikabelt var det.

Hvorfor for Amerika? Fordi de vidste at en mission der var god for Amerika var godt for hele verden. Amerika var ‘lyset’ et exceptionelt sted, med et exceptionelt folk og en exceptionel ide - det var værd at bevare og kæmpe for. Ingen andre steder eksisterer der et sådant løfte, eller en frihedens balance og lighed, velstand. Hvis Amerika sejrede ville hele verden få gavn af det.

På trods af alle vore ufuldkommenheder forstod Apollo astronauterne det enestående - i selve øjeblikket, for Amerika. Dybt vævet ind i vort system er et løfte om at alle en dag vil få mulighed for at stortrives og få velstand. Det er derfor meget passende at den plakette Buzz og Neill satte på Månen indeholdt budskabet:

“We Came in Peace, for All Mankind.”

De forstod det til fulde. På det tidspunkt vidste de fleste amerikanere hvad astronauterne vidste: Denne vor sejr er også en sejr for hele menneskeheden. Det var et samarbejdets løfte. det Amerika havde gjort,kendte verden til, og alle ville få gavn af det - og det er sket.

Nu her hvor Buzz skal komme sig fra sit seneste eventyr, og Apollo pionerer ser til, spekulerer de vel på om vi kan klare opgaven. Om vi vil fortsætte det de indledte, gøre deres historiske indsats ekstra god, sikre at frihed og demokrati aldrig vil slutte - og at menneskets rumforskning fortsætter. Mit håb er Ja, min tro er Ja.

Hvorfor? Fordi Amerika ikke kun kom til Månen “in peace of Mankind” men vendte tilbage med den mission. Vi er enestående, den største garant for individuel frihed og menneskehedens skæbne. Den byrde kræver til stadighed vovemod, at der sættes mål i rummet og på Jorden, der burde ikke være noget der standser os.

Hvis Buzz stadig kan udforske Sydpolen som 86 årig, så kan vi selv tage nogle risici. Det er den indstilling der bragte os til Månen, det er den ånd vi har brug for igen - NU.

Med en sådan ånd, burde intet ikke kunne lade sig gøre - fra fred til fodtrin på Mars. Så, Buzz mange tak for din påmindelse til os om, at kan sætte nye vanskelige mål. Og få det så bedre, ven. can still explore the South Pole at 86, we can assume some risk ourselves.

Robert Charles is a former Assistant Secretary of State, who served in the Reagan and Bush 41 White Houses. He led congressional oversight into NASA and Defense, is a former litigator, and writes widely on national security and legal issues.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/12/buzz_aldrin_apollo_and_americas_spirit.html#ixzz4RsuFk5ac