Da jeg besøgte en moske i Iran
Jeg blev født ind i en religion som jeg altså ikke valgte eller praktiserede, Faktisk har ingen i vor husstand nogensind praktiseret Islam. Vi blev især advaret af mine forældre om aldrig at gå nær en moske eller andet lignende sted. I persisk kultur blev det anset som et tabu.
Fra det øjeblik Islam gennemsyrede iranerns liv var det direkte imod den eksisterende orden. Den var imod mennesker der havde levet og troet på den monoteistiske religion Zoroastranismen i årtusinder. Islam var direkte mod persiske idealer og kultur, som er så kendetegnet ved de pragtfulde præ-islamiske iranske højtider og fester som f.eks. den persiske Nowruz.
I den tid jeg boede i Iran bemærkede jeg at de fleste mellem- og højere klassers familier betragtede de som deltog i islamiske ritualer eller bønner i moskeen eller på hvilket som helst offentligt sted som slyngler. De gjorde alt de kunne for at sikre sig, at deres børn blev borte fra sådanne steder. Husk at de fleste iranere stadig betragter Islam som en der har invaderet deres kultur.
Disse advarsler der kom fra mine egne forældre gjorde mig angst for at komme nær en moske, og da slet ikke gå indenfor. Man siger “nysgerrighed slog katten ihjel, men tilfredshed gav den livet igen.” Jeg var som person en gennemført nysgerrig. Jeg ønskede altid at vide, hvorfor jeg havde forbud mod at gå ind i en moske. I årevis gjorde jeg det mine forældre bad mig om at gøre. Men da jeg blev lidt ældre, blev jeg mere modig og klogere. En dag bad jeg min storebror om at tage med på en tur til byen Kashan og på vor vej tilbage standse ved og besøge skrinet af Lady Masoumeh i den hellige shiitiske by Qom.
Ifølge den shiitiske Hadith, “Var Masoumeh, og er til i dag, det kvinder misunder i verden.” Hun mistede livet under en anstrengende rejse med det ene formål at besøge hendes hellige bror, Imam Reza. Hun klarede ikke rejsen og døde i Qum uden at have fået besøgt ham. Nu er hun begravet der. Hendes mausoleum har gennemgået konstante forandringer gennem historien. Under Safavid dynastiet blev en hal og to minareter føjet til, og senere blev taget udskiftet med en gylden kuppel på ordre af Kong Fath-Ali Shah Qajar. Hver dag besøger tusinder af shiiter stedet.
Min bror tog med mig på rejsen og to af vore nære venner, en kristen og en jøde ville også gerne med til Kashan, hvor nogle af mine slægtninge boede. Kashan er en af de ældste byer i Iran. Den er berømt, ikke kun for sine tæpper, for disses elegance og kvalitet, men også for at have et af de største arkæologiske steder i verden.
Kashan ligger i nærheden af byen Qum og Masoumehs skrin gjorde det langt mere interessant også at besøge det sted på vej hjem til Teheran. Der var blot et problem. Man ville ikke tillade jøder eller kristne at komme ind. Shiiter betragter jøder, kristne, zoroastranere, Baha’ier og andre som “najes” (urene).
Denne holdning var vanskelig for mig at sluge. Da erkendte jeg, hvorfor mine forældre advarede os mod aldrig at komme nær en moske eller i nærheden af et Shia mausoleum. Shiitiske gejstlige havde deres egne regler og love der er i modstrid med persiske love og værdier.
Det er interessant at vide at den shiitiske by Qum har været under overvejelse som en Shia udgave af Vatikanet - med andre ord, hovedstaden for Shia Islam i konkurrence med enten Najf eller Karhala i Irak.
Den sidste premierminister i Iran, Shapur Bakhtiar, foreslog at man skulle isolere de gejstlige i Qum, “vi vil bygge en mur rundt om Qum således at Ayatollah Khomeini kan få sit eget lille Vatikanet der.”
Efter besøget i Kashan kørte vi gennem den hellige by Qum. Jeg sagde til min bror at vi bør parkere bilen et andet sted og lægge en dristig plan for at komme hen til Masoumehs skrin og få stillet vor nysgerrighed. Min jødiske ven Albert, var åben for forslag og ideer og sagde, “De kan ikke se forskel på en jøde og en muslim, hvad er der at være nervøs over.” Min armenske kristne ven sagde i bund og grund det samme. Det var min bror og jeg der virkelig var angste.
Jeg mobiliserede alle mine kræfter og sagde, “så er det nu drenge” - selvom jeg var skrækslagen, fordi jeg aldrig havde praktiseret Islam og ikke bekendt med protokollen i en islamisk helligdom. Jeg var klar over der var en vigtig regel, og det var at tage vore sko af før vi gik ind, Dog var jeg stadig bekymret. Hvad nu hvis de lagde mærke til vor naivitet, uvidenhed? Hvad om de lagde mærke til at Albert var jøde og Razmik kristen? Selvom min bror og jeg aldrig havde praktiseret Islam vidste vi dog noget mere om Islam end de gjorde. Albert og Razmik? Nej vi måtte ændre deres navne i tilfælde af de de udspurgte os. Albert blev til Ali og Raznik til Reza. Voila!
Efter lange minutter i køen blev det vor tur til at komme ind. Vi tog alle en dyb indånding og passerede nogle gejstlige - og vi var inde, Jeg lagde mærke til nogle få mullaher der så mistænksomt på os. Mullaher er dog altid mistænksomt anlagt. Det er deres natur. Vi ignorerede dem og blev ved med at gå. Vi var lamslåede over skønheden i bygningen, med gangstier af utroligt skønne teglsten.
Alt det for en arabisk kvinde der aldrig ellers havde forbindelse med Iran? Hun var blot tilfældigvis søster til en anden araber der formodes at være begravet i Mashhad, Iran.
Jeg sagde til mine venner, ganske stille, ‘dette er dog storslået.’ Hvor er det ærgerligt det er ved Irans fjende. Dette er som at bygge et mausoleum for Hitler i Tel Aviv. Trods alt slog araberne millioner af iranere ihjel og påtvang os Islam med Allahs sværd. Det er endnu en årsag til jeg tager afstand fra alt islamisk.
Efter et stykke tid i mausoleummet var det på tide at gå ud igen før vi kom i problemer. Vi gik tilbage til bilen og så hjem til Teheran. Jeg må indrømme at det var første og sidste gang jeg nogensinde vil eller har besøgt en moske eller mausoleum i Iran.
Folk forstår det stadig ikke. Iran er ikke et islamiske land, men folket tvinges til at lade som om de er muslimer for at redde livet fra Allahs slagtere. Er der noget at sige til det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar