Friedrich List, Kina og økonomisk nationalisme - kontra frihandel
"Vi spørger om ikke enhver klog person ville betragte en regering for at være på gale veje der i overvejelse af goderne, og det fornuftige i en tilstand af universel og evig fred foreslog, at man nedlagde sin hær, ophuggede sine fæstningsværker?...Men, en sådan regering ville i princippet ikke handle meget anderledes end det den populære skole kræver af regeringer, når på grund af fordelene der kunne opnås ved generel frihandel, man opfordrer til at man burde gå bort fra fordelene der opnås ved beskyttelse.”
Dette citat kommer fra Friedrich List i hans bog fra 1844 The National System of Political Economy Her fremlægges den grundlæggende forskel i formodningen om, hvordan verden arbejder og som fremholdes af Frihandels fortalere og nationalister. Mens Frihandelsfortalerne, såsom den franske økonom Jean-Baptiste Say troede at “Alle nationer er i bund og grund venner,” så betragtede deres mere konservative merkantilistiske modstandere økonomi som en vital basis for national styrke i en verden, hvor international konkurrence afgjorde ikke kun skæbnen for virksomheder men for hele samfundet.
List udfærdigede sit lærde studium da han boede i the United States. Han kom til Amerika på opfordring af
Marquis de Lafayette, der introducerede ham for Andrew Jackson, Henry Clay, James Madison og andre nationale ledere. List fandt i Alexander Hamiltons tidligere værker især the Report on Manufactures, en stribe ræsonnementer der lignede hans egne. Efter at være blevet borger rejste han tilbage til Tyskland som diplomat for sin nye land.
De klassiske liberale, den “populære skole” i Lists udtalelse, søger en verden uden grænser, hvor enhver betragtes som levende i et fællesskab. I genkomsten af denne tankegang der fulgte i kølvandet på euforien af afslutningen på Den Kolde Krig argumenterede tilhængere ofte for at Handel og Investering ikke burde være anderledes mellem the U.S. og Kina end den er mellem Ohio og Texas. Blot at høre sådan en påstand sender kuldegysninger ned af ryggen på en realist, der stadig ser en klode stærkt opsplittet.
For en “transnational” korporation betyder det ikke noget, hvor man placerer sin fabrik eller forskningslaboratorium, men det betyder noget for nationer og samfund, hvor det vigtige arbejde udføres. Arbejdspladser kan man flytte uden for landet, men arbejderne vil ikke følge dem, arbejdet vil gå til nogle ganske andre folk.
De strategiske goder ved videnskab og industri afgør derpå magtbalancen mellem nationer.
Den britiske historiker Corelli Barnett kritiserer i sin bog The Collapse of British Power, Adam Smith fordi “han ikke kunne forudse at nationalt forsvar ville blive afhængig af ikke blot søfolk og lagre på havnene, men på de samlede industrielle og økonomiske muligheder.” Denne ‘klage’ er ikke ganske berettiget, da Smith sådan set lod en dør stå på klem for en udvidet anvendelse af merkantilistiske doktriner, som den industrielle revolution (der dengang var i sin vorden) var med til at fremme. Han skrev, “Det kan være en fordel at pålægge en byrde på udenlandsk import for at opmuntre den hjemlige industri, især når en bestemt industri er nødvendig for landets forsvar .... Det er vigtigt at kongeriget er så lidt afhængig af naboerne i fremstillingen af de ting der er nødvendig for landets forsvar.” Smith levede i en tidsalder, hvor det stadig var muligt både at være liberal og patriot. De mere radikale klassiske liberale der fulgte efter ham kan man med rette beskylde for finurlighederne ved ideologien om åbne grænser. Det var tænkere som List der gik op imod dem og gav inspiration til Amerikas fremgang selvom de fleste amerikanere aldrig har hørt om ham.
På den internationale arena er økonomi ikke et udelukkende privat område, fordi der er så store konsekvenser. I Kina er dette tydeligt med Beijings “omfattende nationale strategi.” Det årlige Military and Security Developments Involving the People’s Republic of China 2019 udgivet af Kinas Forsvarsministerium fastslår, “Kinas lederes søger at ligestille den civile og den forsvarsrelaterede teknologiske udvikling for at opnå større effektivitet, innovation og vækst. I de seneste år har Kinas ledere sat dette initiativ først, kendt som Civil Military Integration (CMI), til en national strategi der har fokus på modernisering af hardware,uddannelse, personnel, infrastruktur og logistik.”
Dette er en opfølgning af "Made in China 2025" programmet der er en udvikling af, hvordan Beijing altid har håndteret handel. Hvis udenlandske firmaer ønsker at sælge i Kina, skal de bygge i Kina. Næste skridt er så at skabe nationale rivaler der derpå vil fortrænge dem - de har tjent deres formål - ved overførsel af teknologi og ledelsesprincipper.
Det var således ganske ‘underholdende’ da det statsejede People's Daily den 5. juni anklagede the U.S. for at gå bort fra den ånd Adam Smith stod for ved at hævde, Markedets “usynlige hånd” holdes nu for tiden tilbage af “Washingtons hegemoniske hånd.” Der er ingen “usynlig hånd” i Kina, kun en jernnæve,.
Der var mange formodede “eksperter” der mente at Deng Xiaoping's "kapitalistiske” reformer var det samme som at Kommunist Partiet var blevet mere ‘blød’ og meget snart ville adoptere Vestens værdier.
De lukkede deres øjne da den progressive Deng beordrede Folkets Befrielses Hær til at massakrere de studerende på Tiananmen Pladsen for 30 år siden. Håb og ideologi holdt deres øjne lukkede da Beijing benyttede overskuddet fra handel til at få sat rigtig gang i landets militær og udvide sin indflydelse i verden på måder der var imod, og fjendtlige over for amerikanske interesser og allierede. I dag ønsker præsident Xi Jinping at “dele” hans “Kina Drøm” på global skala ved at fremme hans neo-Marxistiske “Tanke” kult hjemme. Som en moderne tyran kræver Xi af kommunist partiets medlemmer, at de skal læse hans udtalelser online og derpå skal de testes om de forstod hvad han sagde.
De amerikanske firmaer der har etableret sig i Kina, håbede på profit samtidig med de har hjulpet Beijing til at Stormagtsstatus og nu lobbyer de for politik, og i offentligheden mod politik der ville placere den nationale sikkerhed over deres private interesser.
For eksempel har the Chamber of Commerce hævdet af “afgifter” på Kina “vil ramme amerikanske forbrugere og virksomheder --- herunder producenter, landmænd og teknologi -- med større omkostninger på almindelige produkter og materialer, og som et resultat vil det sløve og hæmme the United States nylige økonomiske fremgang. Afgifterne på importerede kinesiske varer er det seneste i en række af potentiel forkrøblende handelstiltag.”
Men hvis fejl er det? Skylden ligger på de virksomheder der har outsourced produktion til Kina og er blevet afhængig af forsyningskæder kontrolleret af et regime de vidste (eller i det mindste burde vide) var en rival til deres fædreland. De tog en tåbelig risiko med baggrund i åbenlys uvidenhed om Beijings sande ambitioner. Nu kommer de til at betale for fejlen og ingen burde sørge over dem.
Verden er en dynamisk arena. Når forholdene ændrer sig således også den nationale politik for at sikre at Amerika og dets folk kan forblive sikre, forudsætningen for frihed og velstand.
Og når politik ændrer sig således må virksomhederne også for at overleve og forblive troværdige over for det amerikanske folk. At handle med fjenden har aldrig været anset som en ærværdig praksis.
Og når politik ændrer sig således må virksomhederne også for at overleve og forblive troværdige over for det amerikanske folk. At handle med fjenden har aldrig været anset som en ærværdig praksis.
The world is a dynamic arena.
William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former staff member on the U.S. House Foreign Affairs Committee.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar