London Calling – Nogen der lytter?
Min hustru og jeg havde for nylig mulighed for at rejse til London og Tyskland i forretningsøjemed kombineret med fornøjelse. Da det er min natur betragtede jeg disse dejlige steder gennem politiske briller, sludrede med taxichauffører, turguider og andre lokale for at fange fornemmelse af det politiske landskab.
Hjemme hører jeg radio og de større nyhedskanaler der nonstop tordner mod præsident Trump fortællende deres stadig mindre publikum og læsere at verden hader Trump, at Amerika burde efterligne EU landene, og at hvis Brexit indtræffer, vil det være afslutninget på United Kingdom som vi kender der.
Der er grund til at vore medier kan kaldes “fake news.” Hvis man ser bagved de glimtende nyhedsværter dukker der et mere klart billede frem. Som et eksempel - sammenlign mediernes meningsundersøgelser der hævder Trumps popularitet ligger i 30’erne samtidig med hans rallies er for propfyldte arenaer, tilhørerne venter en dag eller længere i kø for at få chancen for at se Trump in person. Jeg vil gerne dele mine observationer blottet for sludrechatollerne i medierne.
Photo credit: Brian C. Joondeph
London’s Borgmester Sadiq Kahn forhåner præsident Trump, men hvad med Londons befolkning? Faktisk ikke. Londonere fortalte mig, at de beundrer Trump. Hvorfor? Af de samme grunde som timillionvis af amerikanere. Trump siger hvad han mener og mener hvad han siger. Ulig de fleste politikere, om det er i US eller UK, der siger en ting når de er på kampagne og gør noget helt andet når de er blevet valgt. Trump gør det han sagde han ville, en forfriskningen forandring fra den sædvanlige politiske verden både i UK som andre steder.
Vil Brexit ske? UK har sin egen deep state, politikere og bureaukrater der er afhængige af deres donorer og globalister. Den nye premierminister Boris Johnson lover at respektere de britiske vælgeres afgørelse og at trække sig fra EU, meget ligesom Trump lover vælgerne at bygge muren, for blot at se Parlamentet og Kongressen kaste hindringer på vejen, og dermed knægte folkets vilje.
Den konsensus jeg fornemmede er at Brexit vil ske, som det var vælgernes valg for nu nogle år siden. At regere mod folket kan føre til endnu en Peasants' Revolt, lig den i 1381, hvor folket stormede the Tower of London fulgt op med en masse hængninger og halshugninger.
Britisk regeringsopbygning er interessant, med en lovlig Suveræn som en del af regeringen, ulig vor selverklærede royale familier, Clintons, Obamas og Kennedys der mener de står over valgt regerng.
Deres House of Commons svarer til vor House of Representatives, hvor det meste lovgivning stammer fra. Uheldigvis har vor House spildt næsten tre år jagende en forestilling om russisk indblanding og forsøg på rigsretssag, frem for at gøre deres forfatningsbaserede pligt, at udforme lovgivning.
The British House of Lords er mere et rådgivende organ. Lords arver deres titler, i visse tilfælde bliver de nomineret grundet deres indsats i forretningsverdenen eller akademiet, men deres rolle er kun rådgivende. De ligner vort Senate, de selverklærede valgte der ikke gør meget andet end at tale, nogle får deres sæde i Senate ved deres blotte navn såsom Hillary Clinton eller i sin tid Ted kennedy.
Britisk historie er rig på erobringer, forræderi, intriger og drama strækkende sig tusind år tilbage, sammenlignet med den noget kortere amerikanske historie. Den royale familie nyder en del respekt. På gaderne er det en almindelig opfattelse af Charles med tiden skal være konge, dog kun kortvarigt for han er 70 år, og har måttet leve i skyggen af sin mor der har været Queen i 65 år, den eneste monark de fleste briter nogensinde har kendt. Dianas død kan være en slags konspiration, men de fleste tror at hun døde ved en kombination af spiritus, for hurtig kørsel og dårlige beslutninger.
Hendes søn Prince Harry betragtes som en del af den kongelige blodlinje trods hans nærmest skræmmede lighed med Dianas rideinstruktør James Hewitt, men er nu langt nede på liste da Prince William har tre børn og i arverækkefølgen betyder det noget, og bliver høfligt ignoreret.
London er en enorm by, og trafikken er direkte grusom. Kraner og skyskrabere præger byen, og hvis Brexit indtræffer, om mindre end to måneder vil det nok ikke ændre sig. Hvis Brexit var skafottet for U.K. hvorfor så al denne byggevirksomhed?
Goldman Sachs advarede for få år siden om den ulykke der ville indtræffe ved et Brexit, dog er de ved at flytte deres nye faciliteter til London, 300000 kvadratmeter kontorer. Hvorfor bruge penge hvis man står over for en katastrofe? Følg altid pengene i stedet for nyhederne.
Følg ikke kun pengene men også ejerskabet. Harrods London ikoniske stormagasin ejes nu af Qatar..
Videre til Tyskland og nogle betragtninger. Trods den konventionelle formodning om at deres “økonomi er solid,” observerede jeg nogle beviser på det modsatte. Lange strækninger af Autobahn hvor vi kørte var under ombygning, kilometer efter kilometer. Hvem betaler for dette? Er det den solide pengekasse der betaler?
Det så også ud til at næsten hvert eneste køretøj på Autobahn var en lastvogn. Handlen er spillevende med langt flere lastvogne end vi ser på vore amerikanske motorveje. Vindmøller var der en overflod af, mindst halvdelen kørte mens vi kørte forbi.
Hvor ironisk at Tyskland en af verdens førende økonomier, har vindmølleparker overalt i landskabet, dog er halvdelen af køretøjerne på Autobahn store benzinslugende firhjulstrækkere. Ingen af dem er drevet af vind eller sol. Budskabet hos Democrat præsidentkandidater er at fossile energikilder ikke sådan lige vil forsvinde uden at sende landet tilbage i det 18. århundrede.
Til sidst besøgte vi et indkøbscenter i Tyskland og observerede langt flere unge mænd der kunne hedde Abdul eller Mohammed fremfor Kurt eller Frederick. Demografien er skæbneafgørende.
Vindkraft og grøn energi kan være det mindste af Tysklands udfordringer om en generation eller to. Når det er sagt, så nyd alligevel Europa, folkene, historien, maden, kulturen.
Og hvis dit hotels fjernsyn har CNN International som eneste nyhedskanal, så sluk for det og afgør selv hvad ægte nyheder er.
London forsøger at komme til orde, men medierne lytter ikke, i stedet fortsætter de deres dagsorden uden hensyn til virkeligheden.
Brian C Joondeph, MD, is a Denver based physician, freelance writer and occasional radio talk show host whose pieces have appeared in American Thinker, Daily Caller, and other publications. Follow him on Facebook, LinkedIn, Twitter, and QuodVerum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar