Etisk revolution i Amerika
To ture til New Orleans, med mere end 50 års tidsinterval
Jeg var i New Orleans, Lousiana, sidste uge for at tale til et meget venligt, lysvågent og opmærksomt publikum, sjældent jeg møder et sådant. De er en gruppe der kalder sig INFOR, og de arbejder med software løsninger til ekstremt vanskelige problemer. Jeg kunne altså ikke have ønsket mig et bedre publikum.
De stillede endog spørgsmål, og det er altid inspirerende.
Jeg boede på et dejligt hotel Windsor Court og fik fin morgenmad hver dag. Min ven Judah og jeg vandrede rundt i det franske kvarter, i den udstrækning mit dårlige højre knæ ville tillade.
Her er hvad jeg først og fremmest bemærkede om denne vidunderlige by: Der findes så at sige ingen racisme længere.
Første gang jeg var i NOLA var efteråret 1961 (jo, den er god nok 1961!) på en Montgomery Blair High School udflugt for at besøge berømte slagmarker fra Civil War. Forældrene til 30 af os var ægte Civil War nørder og de var med. Vi lejede en Greyhound bus der bragte os fra Silver Spring, Maryland sydpå, over 14th Street bridge og derpå videre til the Heart of Dixie, Northern Virginia.
Øjeblikkeligt stod det helt tydeligt at vi var i en fremmed nation fordi badeværelserne på Guld Oil tankstationerne var skarpt raceopdelt. Der var for hvide og for farvede og det samme med drikkefontænerne. En af vore Nørder, mener det var Bill Silverman, der fjernede “colored” skiltet over en Coke automat, og nej hvor ejeren råbte af ham.
Ned, ned, ned længere sydpå drog vi indtil vi befandt os på et virkelig tragisk sted, Shiloh, hvor de døde lå i en massegrav - den var for the Confedrates. Union mændene kunne identificeres.
Derpå langs endeløse asfaltveje med masser af fyrretræer gennem Missisippi og endelig til en enorm bro, og der var vi så i metropolis New Orleans. Vores hotel lå i det Franske Kvarter og vi kunne have kastet os ud i synd ved vor tilstedeværelse sammen med 99% andre turister. På Bourbon Street.
Der stank af gin og øl og opkast, men alligevel meget morsomt. Og så det der horror show i rødt og hvidt. Den del var absolut ikke morsom. Men vi var der for at more os og se på Civil War steder.
Men mærkeligt var det at se en by så gennemført opdelt som var det et Klan rally.
Nu er tiden gået. En masse tid. I sidste uge blev Judah og jeg stillet et nyt New Orleans i udsigt - og det fik vi.
Først og fremmest er det ikke raceopdelt, slet ikke. Ikke det mindste. For det andet har byen et af de to mest dynamiske museer i Amerika: the National WWII Museum. Dette topmoderne museum har som en invitation - en Sporvogn. Så var der en kort, men utrolig godt lavet film om hvordan krigen blev udkæmpet. Den var spændende og berørte følelserne meget stærkt, da den viste amerikanske drenge blive slagtet på øerne i Stillehavet. Skærmen blafrede og fortælleren, Tom Hanks, talte til os som befandt vi os i hans dagligstue i Malibu.
Jeg sad der og hulkede som et spædbarn. Rystede af gråd. En tåremaskine. Judah der er 30 år yngre end jeg, var også meget berørt. Så kom der et blændende lysglimt og filmen var færdig, og jeg blev ved at græde.
Hvorfor græd jeg så meget? Hvad fik mig til det?
Delvist fordi jeg havde tre fætre der blev slået ihjel af nazisterne. Og min svigerfar fik the Silver Star i Tyskland. Og delvist fordi der døde så mange for at redde verden og menneskelig anstændighed.
Men mest fordi vi vandt den krig også hjemme. Vi vandt den krig ved at racemæssig undertrykkelse blev ulovligt. Jeg kan stadig erindre sorte blive behandlet som skidt på U.S. jernbanerne i Syden samtidig med at tilfangetagne Luftwaffe officer blev behandlet som officerer og gentlemen.
Nu er det alt sammen forbi, og vi har et Amerika med en stadig større Pullman til frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg græd så meget. Jeg ved blot at da jeg kom tilbage til hotellet, var det eneste jeg kunne tænke på talemåden:
The Ethical Revolution in America. Og ære, ære, ære til alle der gjorde det muligt ved Tarawa og Tulagi og Cassino og på verdenshavene, og i Missisippi og steder som Pettus Bridge.
Gud velsigne dette højt elskede America, hjemsted for det 21. århundredes Ethical Revolution. Frihedens lys for hele menneskeheden.
Ben Stein
Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes “Ben Stein’s Diary” for every issue of The American Spectator.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar