Ruslands plan om at efterligne Månen

Ruslands plan om at efterligne Månen

Verden er et levende sted fra solopgang til solnedgang. Men når solen går ned, dukker spøgelserne op og -- nej ikke kun dårligt. Men du har ikke brug for en gyserfilm for at forstå at vi er mindre produktive om natten end om dagen. I generationer har mennesker forsøgt at finde metoder til at lyset kan fortsætte om natten. Stearinlys, elpærer og ‘sommertid’ har alle haft det formål at gå op imod at Jorden drejer sig om sin aske, og der slukkes for solens stråler i nogle timer.

Og så var der dengang russerne byggede et kæmpe rumspejl designet til at efterligne Månen.

Og utroligt nok, det fungerede. Sådan da.

Historien indledes med en sejlbåd, - et rumsejlskib. I årtider havde rumingeniører foreslået at lys kunne skubbe et rumfartøj gennem kosmos. Fotoner der udgår fra Solen har en smule momentum - en styrke der, når der ikke er tyngdekraft og friktion i teorien kan benyttes som drivkraft for et rumfartøj.

Som Bill Nye (jo, den Bill Nye) forklarede i et Nat Geo essay, “siden 1920’erne har mennesker forestillet sig rumfartøjer der ville være med så lidt masse, og dog så store at presset fra fotoner kunne lade det skubbe gennem rummet, på samme måde som gasmolekyler - luft - skubber sejlskibe over havet.”

Ideen er endda kommet til Star Trek: De tidlige Bajorans brugte lignende teknologi til rejsen til Cardassia, som Deep Space Nine fans ved. (og Cardassia forsøgte at benægte).

Og i 1980’erne arbejdede en Sovjet ingeniør ved navn Vladimir Syromyatnikov med samme ide. Syromyatnikov var en kendt personlighed i rumagenturet, han arbejdede med en række succesrige projekter i de foregående årtier, herunder Vostok, det rumfartøj som Yuri Gagarin befandt sig i som første menneske i rummet. Syromyatnikov ønskede at Rusland skulle drage til, hvor hidtil kun proto-Bajorans havde været. Det Russiske Rumagentur viste ikke særlig interesse i dette, men så dog en anden mulighed for Syromyatnikov's ideer. Agenturet spekulerede over om ikke et kæmpe foliespejl i kredsløb kunne fungere som en kunstig Måne. 

Ifølge the New York Times, var ideen med den præmis, at “Solen skinner altid et eller andet sted på Jorden, og hvis nogen placerede en kæmpereflektor højt oppe i rummet der fulgte Jordens kurve, kunne denne indsamle nogle af Solens stråler og lade dem skinne ned på den mørke del af Jorden.” 

Som VICE forklarede, ville dette være et gode for produktiviteten: “arbejdsdagen kunne forlænges, omkostningen til kunstigt lys reduceres, og arbejderne kunne arbejde længere.” 

Så russerne forsøgte. Den 27. oktober 1992 opsendtes et 20 meter bredt solspejl, der sendte sollyset tilbage til Jorden. Det var en succes, det gav lys som en ekstra måne (dog ikke ved overskyet), over en fem kilometer bredt område. Men denne folie var ikke beregnet til at være en permanent indretning blandt stjernerne - sejlet var designet til at holde et par nætter. Det faldt ned på Jorden, og brændte op i atmosfæren.

Knap 7 år senere opsende Rusland et endnu større spejl, et der ville give rumagenturet et gigantisk løft nærmere en skinnende pseudo-måne over vor planet. Men som du nok ved har vi ikke en kunstig måne i dag. Som Smithsonian rapporterer, "kom følgesatelliten til at sidde fast i en af Mirs antenner, hvilket ødelagde det sarte sejl,” der blev nytteløst. De kunne have forsøgt igen, men besluttede at omkostningen ved projektet var for voldsom og fremtidige planer blev lagt i skuffen.

Men opgiv ikke håbet - hvis du virkelig vil se en kunstig måne i aktion, får du måske chancen. Kina  planlægger at opsende en i 2020.

Bonus fakta: Hvad så med ideen om et rumsejl til rejser mellem stjerner? Det er måske ikke så urealistisk som man måske kunne tro. I maj 2020 opsendte Japan's rumagentur et fartøj ved navn IKAROS.

 

"Interplanetary Kite-craft Accelerated by Radiation Of the Sun"), der primært er drevet af et solsejl. Fartøjet passerede Venus og fortsatte videre. I 2015 mistede Japan kontakten med fartøjet.