En rigtig hund på landet i Amerika
Før man skulle have tilladelse til at have hund, og før der kom regler om at holde hund i snor, før hunde mokkasiner, før man farvede hunde og malede neglene på dem, før man fandt på tandrensninger til 100 dollars, dyrlægeregninger i megaklassen, og før man iførte hundene ydmygende Halloween kostumer eksisterede der - i næsten hver eneste søvnige by med en rød murstensskole og en hvid kirke - en udryddelsestruet art af hunden som jeg holder af at kalde den amerikanske hund. Han eller hun havde navne som Old Shep, Old Dog Tray, eller Spot. Her følger så historien om en amerikansk hund.
Onkel ROY og hans hvalp: SPOT’s eventyr begynder
Min morbroder Roy var veteran fra 1. Verdenskrig. Han havde været udsat for gas i skyttegravene i Frankrig og kom sig aldrig rigtig. Sent i 1930’erne forlod Roys hustru ham, det eneste der var tilbage var deres nye hundehvalp. Dybt ulykkelig og deprimeret indså Roy at han ikke kunne passe hvalpen.
Han lod derfor sin søster få hunden. Hun var gift og havde seks børn, og hvalpen var yderst velkommen. Hvalpen og det mindste barn, min mor Arlene, skulle med tiden blive uadskillelige. Således er indledningen til Spots lange og eventyrlige rejse.
BYENS HUND
Spot var en blandingshund - cocker spaniel og så noget andet. Han var hvid med brune pletter og kom til at veje 20 kilo. Hele familien elskede Spot, men han blev mors hund og trofaste følgekammerat. Spot havde fundet sin lille pige for resten af livet.
Mor kan ikke huske første dag Spot mødte hende da hun fik fri fra skole, men det blev en imponerende rutine der varede ved i samfulde fem år.
Endnu mere bemærkelsesværdigt var det da han begyndte at møde hende efter Pige Spejder møder. Uanset hvilket tidspunkt møderne sluttede på, så sad han udenfor og ventede. Det mærkelige er, at hans lille pige gik direkte fra skolen til Pige Spejder møde i kirken. Hvordan vidste Spot, hvor han skulle dukke op?
Endnu mere mystisk var det at Spot også dukkede op for at møde sin lille pige udenfor biografen om eftermiddagen eller efter en sen aftenforestilling.
På grund af hans ‘rejser’ blev han lige så meget del af byen som del af sin familie. “Arlene, din hund venter udenfor på dig,” blev en ganske almindelig sætning i byen. Mørke vinteraftener og varme sommerdage - Spot var der og ventede.
Spot elskede alle årstider. Han elskede sne, og han elskede børn, derfor var det kun helt naturligt at han tilbragte mangen en vinterdag på kælkebakken og nød det.
Når solen stod på en særlig måde og sneen faldt på en særlig måde da vidste Spot, at det årlige eventyr med at finde det rigtige juletræ var nær. Hver Jul, drog mors brødre ind i skovene for at finde det allerbedste juletræ. De ville være væk i timevis .... men Spot skulle så absolut bare med.
Spot åd af en 25 kg stor Kellogs Gro-Pup tørfodersæk, og han fik regelmæssigt rester fra spisebordet efter aftensmaden. Under aftensmaden var han en uforbederlig tiggerhund: Sad lige ved siden af bordet med forpoterne i vejret, en stilling han kunne indtage i timevis. Undertiden sad han så længe at han langsomt, ganske langsomt faldt roligt forover ...men aldrig helt.
Efter en god regnbyge elskede han at drikke af de friske vandpytter, men det så man ikke med venlighed på i hans familie. “Spot! Kom så her - holdt op med at drikke af de beskidte vandpytter! Kom ind og drik det rene vand!” Spots lille piges mor kunne råbe dette til ham hver eneste gang, men selvfølgelig skulle han forsøge igen efter næste regnbyge.
Når Spot så en riffel, gik han helt bersærk af ren spænding. En riffel var det samme som jagt, og jagt det samme som en lang tur i skovene efter kaniner og en million spor at snuse til.
Nu kunne du måske spekulere på, hvordan Spot kom overens med den der store hunde nemesis - katte. Spot elskede dem, især når de løb væk fra ham. Han elskede især at jagte dem inde i huset. Som en Tom og Jerry tegnefilm drillede kattene som signal til Spot om at legen kunne begynde. Hans poter hamrede i gulvet som Fred Flintsone når han skulle i gang. Han kunne opbygge så megen fart at han ukontrolleret rullede rundt om hvert hjørne, og desperat søgte at få kontrol igen efter at være fløjet gennem rummet. Han fangede aldrig en kat - det var heller ikke meningen. Men denne kontrollerede eksplosion af spænding gav masser af morskab for hans familie.
Ude på manøvrer
Efter et stykke tid flyttede Spots oprindelige ejer, Roy, ind hos sin søster og hendes børn ..og Spot. Roy havde et godt arbejde, men alle vidste, at en del af hans hjerne stadig var skadet af sennepsgassen. Selvom Spot sådan set aldrig blev Roys hund igen havde Roy stor morskab og fornøjelse af at betragte hundens daglige rutiner og spekulere på hans hemmelige eventyr.
Spot foretog regelmæssigt ture på egen hånd. Det er et evigt mysterium hvad Spot havde gang i med sine ensomme foretagender, men det er kendt at han regelmæssigt blev set så at sige i hver eneste krog af byen. Med en så stor familie derhjemme, var der altid en eller anden der kunne fortælle, at de netop havde passeret Spot, og således var der stor omsorg for hans velbefindende. I disse timer væk fra hjemmet, formodes det med stor sandsynlighed at han besøgte venlige borgere, der i al hemmelighed gav ham godbidder.
Når Spot ikke ‘var tilstede.’ ville Onkel Roy af og til højtideligt råbe ud af vinduet og meddele: “Spot er på manøvre!” Han beundrede hunden så meget at han mente den beskyttede frontlinjen selv her årevis efter Den Stor Krig.
Nogle problemer med Spot.
Spot’s særdeles gode rygte fik et alvorligt hak. Min mor (Spots lille pige) var babysitter for bankdirektøren, hr. Wilson. Familien Wilson ejede to grumme bokserhunde der altid gøede af folk. Da mor var babysitter skulle Spot jo mødes med hende der; bokserne var altid inde i huset og kunne se ham udenfor. En dag da mor ankom til Wilsons hus for at babysitte, fortalte de hende, at Spot havde været nede i byen forrige morgen - ved banken.
Spot havde fået opbygget en del frustration over ikke at have mødt de gøende hunde i hjemmet, og havde ventet på at hr. Wilson gik ind i banken og efterlod tit bokserne alene i den åbne bil. Da hr. Wilson kom ud igen var bilen fuldstændig splittet ad indvendig og der var tre hunde i den: To boksere ....og Spot. Overraskende nok tog Wilson oplevelsen med godt humør og så var det det. Mor nærmest besvimede da hun hørte hvad Spot havde lavet. At et familiemedlem kunne opføre sig sådan var totalt uacceptabelt.
Gårsdagen heldige hund.
Der er så mange andre historier om Spot, som da han var udenfor hele natten (hvor han helst opholdt sig i godt vejr), og gøede af de lurende giganter der langsomt omringede hans families hjem, mens de sov. Hvor var familien dog flov over de ikke var opmærksom på Spots advarsler om fare før det var for sent. Det første stråler af morgensolen afslørede at en hel flok køer fra en nærliggende gård havde taget bopæl i haven. Spot havde stået vagt og blokeret for døren, ikke vidende af de mærkelige væsener ikke havde til hensigt at komme indendøre.
Spot levede længe nok til at se sin lille pige blive gift. Hans 13 år på denne jord var fyldt med gode oplevelser og et frit liv. Hans “manøvrer” forblev et mysterium, og det er helt i orden, enhver hund har brug for lidt privatliv. Hans ubegribelige evne til at finde sin lille pige, hans omhyggelige planlægning og snedige forudanelse vil altid blive husket sammen med hans ubetvingelige hengivenhed.
Selvom store fremskridt i medicin til dyr har reddet mange elskede kæledyr så tror jeg Spot vil være enig med mig i at han var særdeles heldig med at være en ‘gårsdagens’ amerikansk hund ...der nød friheden, og sikkerheden som kun få hunde gør i dag, og som kun få mennesker nogensinde kender til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar