To sæt DNA hos samme person

        

Fup og svindel med rugemødre er, selvom de er sjældne ikke helt så ualmindelige. Typisk lover en kvindelig svindler at bære et pars foster til fødslen, men hen ad vejen bliver prisen langt dyrere end man med rimelig kunne forvente.

Men da James Townsend og Lydia Fairchild blev separeret i 2002, mente myndigheder, at de stod overfor en lang mere ondsindet plan - en rugemor der beholdt barnet, for at få flere velfærdsydelser.

Myndighederne tog fejl. Fairchild havde ingen planer om noget i den stil.  Men sandheden var endnu mere bizar.

Efter skilsmissen, hvor Fairchild var gravid med Townsends barn krævede hun hjælp af regeringen i sin hjemstat Washington. Hun hævdede hun havde to børn, begge med Townsend. For at imødegå velfærdssvindel krævede staten DNA fra de nye ansøgere og deres familier - staten ønskede at sikre sig at børnene faktisk var ansøgernes - Fairchild gik med stor velvilje med til DNA prøven.

Men DNA prøven passede ikke. Ifølge testen så var børnene ikke hendes (Fairchilds) egne. .

Fairchild protesterede og kom med fotos fra hendes to svangerskaber, fotos fra fødeklinikken og endog vidneudsagn fra jordemoderen. Men disse, hævdede regeringen var falske, det kunne DNA ikke være. Man konkluderede at Fairchild løj, hvilket igen betød at de to børn i hendes varetægt ikke var hendes - og hendes graviditet - tjah hvem ved?

Så kom der mistanke om snyd som rugemoder. For at bevise det beordrede retten at en observatør skulle være til stede når Fairchild fødte og at en DNA prøve af den nyfødte skulle straks tages.

Igen, passede DNA prøven ikke. Det kunne se ud til at Fairchild, på en eller anden måde stjal æg, og fik dermed børn, det hele i et kompliceret forsøg på at snyde.

Hun stod helt sikkert til flere års fængsel - indtil hendes advokater opdagede historien om en kvinde i Boston området ved navn Karen Keegan.

Ifølge ABC News, havde Keegan brug for en nyretransplantation og hendes familie - herunder hendes børn - gennemgik prøver for at se om nogen af dem kunne være den rigtige donor.

I stedet opdagede lægerne at Keegans DNA var anderledes end hendes børns, en lignende  situation ligesom med Fairchild. Keegans læger konkluderede at hun havde det som kaldes chimerisme  (fra "chimera," delvist løve, delvist slange, delvist ged fra græsk mytologi, som på billedet) en yderst sjælden hændelse for at sige det mildt.

 

ABC News forklarede: “I menneskets biologi, er en chimera en organisme med mindst to genetisk distinkte typer celler - eller med andre ord, noget der skulle have været en tvilling. Men i moderens livmoder, forener de to befrugtede æg sig, og bliver et foster der indeholder to distinkte genetiske koder - to tråde af forskellig DNA.” I Keegans tilfælde, indeholdt en prøve fra skjoldbruskkirtlen den samme DNA som hendes børns, selvom det meste af hende ikke gjorde.

Der er blot nogle få dusin dokumenterede tilfælde af chimerisme hos mennesker, og det viser sig at Fairchild var en af disse. Lægerne tog en prøve fra hendes livmoder der så passede med hendes børns. Hun havde altså to forskellige DNA sæt, og var helt uskyldig i alle de anklager der blev rejst mod hende.

Bonus fakta: En DNA prøve er ikke meget behjælpelig, hvis man skal identificere to identiske tvillinger, fordi de har samme DNA. Hvad kan hjælpe? Deres navler. Navlehuller er ar, bemærker Wikipedia, og er ikke bestemt af genetik.

Om at forstå historiens rødder korrekt

Om at forstå historiens rødder

RICHARD WINDERS

"Vort første bidrag er en udeladelse. De med tiden hædrede beretninger om udnyttelse og biografier om helte ” Charles A. and Mary Beard, The History of the United States (1921)

Jeg er uddannet historiker. En af de vigtigste ting jeg erfarede i mit studium for at tage eksamen var da en professor forklarede, at hendes doktorgrad var i “filosofien om historie,” ikke om selve historien. Der er en vigtig forskel, fordi mennesker sætter lighedstegn mellem historie og så det at mestre historiske trivialiteter. Muligheden af, at der er en filosofisk tilgang eller en måde at tænke historie rejses sjældent.

Faktisk er der syv forskellige filosofier om historie - ofte i konflikt med hinanden - der er altså ikke en universel filosofi. I de første år af Den Amerikanske Republik, hjalp historien med til at skabe en national identitet og indgyde positive holdninger, dyder, i offentligheden. Præsten Mason Locke Weems fik drejet den berømte historie om George Washington der fældede et kirsebærtræ til en mindeværdig fabel der lærer børn om ærlighed.

En af de første kvindelige undervisere Emma Willard skrev i The History of the United States, Or, American Republic at, “den vigtigste fordel ved at studere historien, er en forbedring hos individet og den nationale dyd ....(især) i historien om den amerikanske republik.”

Disse skribenter præsenterede the Founding Fathers og de militære helte som rollemodeller. Kendsgerningen, at hvide mænd dominerede nationens tidlige historiske fortælling var en afspejling af samfundet som det var dengang. Ikke desto mindre var denne stræben efter republikansk ideologi, hjulpet af ord som frihed og friheder det man mener var ‘maskinen’ der førte til at the United States kom ind i en oplyst tidsalder.

Selvom den nye oplyste tid kom til var der andre der beklagede, at kun nogle få grupper faktisk fik velstand. Industrialiseringen udløste velstand over de der kontrollerede kapital, men hvad med de der arbejdede ved maskinerne eller pløjede markerne og med kvinder og minoriteter, der havde laveste status? Der kunne kun være rigdom og retfærdighed når samfundet delte sine værdier med alle dets medlemmer. For disse tidlige kritikere var det økonomiske faktorer - ikke ideologi - der motiverede handlinger. Karl Marx blev talsmanden for denne filosofi i fremgang —Marxisme.

I begyndelsen af det 20. århundrede knyttede en gruppe af historikere sig til den progressive bevægelse og erklærede krig mod traditionel historie. I 1921 skrev Charles A. og Mary R. Beard (ægtefolk) sammen en lærebog til high school med den enkle titel The History of the United States, et værk der detaljerede den progressive bevægelses plan for at revolutionere undervisning i historie. Man kan se en online udgave af værket her.

I introduktionen til værket sloges fast: “Hvis studium af historien ikke kan være ægte progressivt (eller organiseret) som studium af matematik, videnskab og sprog, så påtager historikerne sig et alvorligt ansvar ved at føje deres emne til det allerede overfyldte curriculum.” Deres tilgang udslettede “De med tiden værdsatte beretninger om udforskning, opdagelser og biografier om helte,” og “alle beskrivelser af slag” som ikke nødvendige og endog skadelige.

Parret Beard lavede en liste med syv ændringer til den traditionelle tilgang og fortælling om histoire.

For det første var deres pensum emnebaseret.

For det andet afslørede disse emner, hvordan disse hver især havde bidraget til nationens udvikling.

For det tredje var udgangspunket at det “skulle hvile helt og aldeles på de sociale og økonomiske aspekter” af amerikansk historie.

For det fjerde erstattede årsagerne og resultaterne af krige og problemer med til at finansiere og opretholde de væbnede styrker og den militære strategi.

For det femte, opdagelser og udforskning blev udeladt for at gøre plads til det at være medborger.

For det sjette, selvom man anerkendte Amerikas enestående stilling på visse områder, mente de at det mere skyldtes diplomati, udenrigspolitiske forhold, relationer med den øvrige verden og indflydelsen fra andre nationer.

Og for det syvende hævdede parret at deres tilgang ville stimulere eleverne til at tænke og analysere, hvilket ville resultere i studerende der ville være klar til den moderne verden.

Som Weems mente Beards at historisk instruktion ville forme karakteren hos fremtidige borgere. Vi hørte ‘frugten’ af Beards filosofiske tilgang i Barrack Obama’s berømte tale i Berlin, hvor en amerikansk præsident erklærede sig som verdensborger.

Andre progressive historikere genoptog og forstærkede dette synspunkt om historien, hvor økonomiske faktorer står bag. Især de Marxistiske holdninger til ejendom og klassekamp der igen begyndte at blive favoriseret. Disse forfattere og deres værker skabte adskillige generationer af studerende der så igen ville blive forfattere og lærere.

Selvom Beards og de fleste progressive historikere i det store og hele er blevet ført tilbage til historiografiske læselister kan deres indflydelse på den moderne historie profession ikke overbetones. At Howard Zinn’s A People’s History of the United States er så populær demonstrerer hvor vidt og bredt accepteret og dybt indgroet den progressive fortolkning af historien, iværksat af Beards, er blevet. 

Denne økonomisk relaterede tilgang til historien er blevet populær på universiteter og i lærebøger i gennem flere år. Eksemplerne er velkendte: Den Amerikanske Revolution var en krig for økonomisk uafhængighed. The Founding Fathers var rige hvide mænd, der oprettede en regering for at beskytte egne interesser. Nationen blev bygget op på arbejdernes energi, der trællede for at slaveejerne og industrialister kunne blive endnu mere rige. Udvidelsen mod Vest stjal land fra  indfødte amerikanere og mexicanere. Kvinder og minoriteter måtte leve liv der var på eksistensgrænsen og i stor nød. Ord som frihed, eller friheder var blot dække for hykleri og grådighed. Helte var ikke disse vildledte mænd der kæmpede for konger og kapitalister, men de som sled på fabrikkerne og i markerne mod undertrykkelse. Det var en verden der skreg på retfærdighed og forandring, og en verden hvor individuel triumf kun kunne ske med assistance fra regeringens magt, basis ‘troslæren’ for progressivismen.

Man kan konkludere at alle historiske fortolkninger har en politisk agenda som baggrund. Imidlertid skabte de progressive historikere en holdning til verden der var designet på at hjælpe politikerne til de rekonstruere samfundet. 

Offerrolle er den progressive fortolkning af historien. I bund og grund, hvis nogen opnår noget er der en anden der mister. Således bliver historie et scorekort som vindere og tabere kan identificere sig med. De med velstand og magt benytter dette til at undertrykke andre. Målet for progressiv historieforståelse er ikke at forstå fortiden, men at identificere, hvem der er skyldige. At pege på undertrykkernes rolle og de undertryktes rolle (det vil sige offeret) signalerer således hvilke ting tilbage i tiden der skal rettes op på. Da de skyldige ‘syndere’ er døde, hviler ansvaret for at rette op på skævhederne på deres afkom. De som får gavn af dette er ikke de oprindelige ofre, men deres efterkommere. En økonomisk omfordeling af velstanden er sædvanligvis det der foreslås for at demonstrere anger. 

For moderne progressive kan der ikke eksistere nogen anden narrativ end påstanden om at grupper med magt undertrykker mindre magtfulde grupper, hvilket altså er med til at støtte de moralske, lovmæssige implikationer som historien ofre fortjener oprejsning for.

Progressives historieforståelse smadrer direkte ned på selve roden i den tidlige amerikanske republiks historiske narrativ ved at forkaste synspunktet om amerikansk exceptionalisme. Fremfor at anerkende og fejre the Founding Fathers og andre helte fra dengang nedværdiger progressive historikere dem og arbejder for helt at fjerne dem fra offentlig omtale. Det er det der er ved at ske med statuer man mener er krænkende og ‘skyldige’ i tidligere tiders uretfærdighed.

 

En statue af Confederate General Robert E. Lee sættes på en lastvogn for at blive fjernet  den 19. maj 2017, fra Lee Circle in New Orleans. (AP Photo/Scott Threlkeld)

Hvorfor har fortolkninger af historien betydning? Grænsen mellem historie og politik er knivskarp, og alt for mange udøvere hævder at være historikere når de faktisk er værktøjer for politikere. Jeg henviser ikke blot til de akademiske røster i klasseværelset der hyler op om social retfærdig, men de historikere der er fortalere for og som stræber efter at fastholde deres gruppes eftermæle og/eller identitet. Begge kan være ekstreme på deres facon, udvælgende de historiske “kendsgerninger” der støtter deres holdning til fortiden. Ydermere har kampen om kontrol over den historiske fortælling gjort at offentligheden ikke finder det appellerende som et hele og især gælder det for de studerende.

Det er en uheldig og usund situation for både professionen og samfundet som man bekender sig til at tjene.

Vi har alle hørte det udslidte svar, “De som glemmer fortiden er dømt til at gentage den.” Ikke desto mindre går mange i vort samfund i deres dagligdag med kun lidt viden eller ingen tanke på historien eller de som skriver den. Er det nok at stille spørgsmålet, “Er historien overflødig?” Svaret er naturligvis et stort NEJ!

Imidlertid er det på tide at man i professionen evaluerer, hvor vi præsenterer historien for offentligheden og adopterer strategier til at imødegå problemet med mangel på interesse for emnet. Hvis vi ikke finder et middel, så bliver historikerne selv uden betydning.

Richard Bruce Winders, Ph.D., served as the curator and historian for the Alamo for more than two decades. He is the author of a number of books on borderland history including 

https://pjmedia.com/news-and-politics/understanding-the-roots-of-the-war-on-history/

Buttigieg som præsident? Spørg borgerne i South Bend

Borgerne i South Bend sender et budskab til Amerika: Vælg ikke Pete Buttigieg

RICK MORAN 

South Bend, Ind., er en snavset industriby med cirka 100000 indbyggere der befinder sig ved St. Joseph River. Kendt for at være “hjem” for Notre Dame University -- hvilket faktisk ikke er sandt, da Notre Dame teknisk set befinder sig i Notre Dame, Indiana.

Men South Bend, som er kendt for the Studebaker National Museum inde i byen er hjemsted for Democratic præsidentkandidat Pete Buttigieg. Den meget ambitiøse Buttigieg strlber efter at blive præsident trods blot to perioder som borgmester i en lille by.

Et job, som de fleste ville betragte som en trædesten til højere stillinger i politik og ikke til at blive præsident så hurtigt. Lidt ligesom en burger flipper der ansøger om at blive boss hos McDonald's.

Der er rigtig mange borgere i South Bend der også undrer sig.

New York Post:

Når borgerne i denne bys ludfattige West Side reflekterer over Pete Buttigieg’s to perioder som borgmester bringer det to ting i tanke:

En stigning i voldelig kriminalitet. At de afro-amerikanske samfund i store træk er blevet ignoreret og hvordan deres eneste gade med belysning er den der fører til Notre Dame University.

Så hvordan i alverden ville Buttigieg kunne betroes at lede landet, tænker de.

“Hvis han bliver den næste præsident, er jeg nervøs på landets vegne. Han kunne ikke lede vor by. Hvordan kan han lede the United States?,” sagde Michelle Burger, 42, en hjemmegående husmor, der bor i South Bends ludfattige og overvejende sorte bydel West Side.

Der er blevet gjort meget ud af Borgmester Buttigiegs problem “med farvede.” Det kan se ud til der er noget om den kritik da økonomisk fremgang under Buttigiegs embedsperiode synes at være helt borte fra det sorte samfund.

En anden borger i West Side, Cornish Miller, 62, sagde om Buttigieg, “På en skala fra 1 - 10, så giver jeg ham et 2 tal.”

“Buttigieg talte om alle de forbedringer han har fået udført, men han har knap sat et lille mærke,” sagde Miller, der arbejder for en virksomhed der leverer til militæret.

“The West Side er den mest oversete del af byen. Gaden jeg bor på er den eneste i området der har lys. Og grund fordi vi er ‘porten’ til Notre Dame.”

Ung, veltalende, attraktiv - og bøsse. Er det derfor Democrats tager denne mand seriøs? At gå fra at være borgmester for en by med et budget på $350 millioner og til at lede et land med et budget på $5 billioner, er nok at gå et skridt for langt, og højt.

Men han er Democrat og han er bøsse så det skal nok gå.

At kræve kredit for andres arbejde er en del af politik, men Buttigieg synes at være gået lidt for langt i det koncept.

Men formanden for Indiana Republican Party Kyle Hupfer gør opmærksom på at jovist “havde Buttigieg nogle få økonomiske udviklings gevinster,” men at han faktisk “kun lidt, eller intet havde været medvirkende til det.”

“Jeg fandt det meget ironisk at da han gav meddelelse om at han stiller op som præsident, gjorde han det foran Studebaker Building 84, der har stået tom siden 1963,” sagde Hupfer.

“Men det var $3.5 millioner fra daværende guvernør Mike Pence’s Regional Cities Initiative der fik gang i det projekt.”

Hupfer sagde at den øgede beskæftigelse i området der dækker South Bend - hvor arbejdsløshedstallet faldt fra 9,3% i 2012 til 3,6% i 2018 - i store træk skyldtes en “nationsomfattende økonomisk styrke under Republikansk ledelse.”

Rush Limbaugh havde den dristighed at påpege, at det ville være særdeles vanskeligt for Buttigieg's at opnå valg som præsident på grund af hans homoseksualitet. Vi kan med rette beklage det uretfærdige i det, kritisere de som ikke vil stemme på ham, fordi han er bøsse, og gøre nar af dem der har religiøse indvendinger mod hans livsstil.

Men du kan ikke benægte den virkelighed at Pete Buttigieg vil tabe konkurrencen præsident mod Donald Trump fordi han er bøsse. Og borgerne i South Bend siger vi burde drage et lettelsens suk på grund af det.

https://pjmedia.com/election/south-bend-residents-have-a-message-for-america-dont-election-pete-buttigieg/

Søen der med vilje blev farvet sort

Søen der blev farvet sort med vilje

Hvis du har en Instagram konto og du var nær søen på billedet herunder ville du helt sikkert have taget et foto og delt det med dine venner.

Den ser så idyllisk ud - den grønne bakke til venstre, klinten til højre, og en søoverflade med lokkende blåt vand der bare venter på du hopper i.

Men det ville være en meget, meget dårlig ide. Altså det at svømme - for vandet er giftigt, trods det blå skær. 

Billedet er fra Harpur Hill, en lille landsby i Derbyshire, England. Søen er ikke naturligt forekommende, men snarere et historisk uheld. I årevis var der en grusgrav der, men da den ikke brugtes længere tog naturen over. Grundvandet stig i det åbne hul, og regnvand hjalp til at fylde det. Så i 2005 fik grusgraven i Harpur Hill et nyt navn - the Blue Lagoon.

Men ulig det azurblå vand i Caribien eller Middelhavet er flotte blå farve ikke en invitation til en svømmetur. Det er snarere en advarsel. Lagunens lokkende blå skær stammer fra et kautisk restprodukt ved det kalciumoxid der blev blottet i bunden af grusgraven, og at svømme i det er ikke godt.

PH-niveauet i vandet er ifølge Slate (hvorfra billedet stammer) hele 11,3, hvilket igen betyder at det mere er som at svømme i blegevand (ph 12,3) eller i ammoniak (11,5) end vand (7.0). Læg dertil at lagunen er stærkt forurenet - der er alle mulige former for rædsler under vandets overflade, fra gamle biler til døde dyr og menneskers affald.

Alligevel selvom skilte beder folk holde sig væk - selv de der specifikt gør opmærksom på fare  - så har det ikke fungeret. Folk drog stadig derhen for at få en dukkert, blot for at få kløende øjne irriteret hud og det der er værre. I 2009, mistede en knægt endog livet efter at have svømmet i søen. Derfor ændrede myndighederne i 2013 situationen, som det kan ses herunder, for at hindre at folk sprang i det blå vand.  

Netop: Man farvede søens vand sort.

Ideen var ganske enkel - få vandet til at se farligt ud, som det jo er. Som en lokal forretningskvinde fortalte BBC, var planen effektiv. De besøgende “tror ikke længere de er på ferie på Bahamast, de ved de befinder sig i Harpur Hill." Og gradvist holdt man sig væk fra vandet.  Atlas Obscura rapporterede at "ifølge de lokale, nærmer de skuffede besøgende i weekend sig ikke søen når de ser den farvede lagune.”

Det sorte blæk mistede sin kraft i 2015 og lagunen gik midlertidigt tilbage til sin “naturlige” farve. De lokale myndigheder har siden kommet ny sort blæk i andet. Hvis besøgende nu kommer til søen forstår de forhåbentligt budskabet: Hold Jer væk fra vandet.

Bonus fakta: Der findes en anden kunstig Blue Lagoon -- en man faktisk kan svømme i. I 1976, åbnedes et geotermisk kraftværk på Island, og kraftværket samlede det meget varme overskudsvand i nærliggende damme så vandet kunne køle af og genbruges. Nogle få år efter, som Wikipedia oplyser: "bemærkede en psoriasis patient der badede i vandet at det lindrede hans symptomer.” En efterfølgende forskning viste det ikke var tilfældigt, derfor ændrede kraftværket dammene til svømmebassiner. Den er nu kendt som den Blå Lagune, og der var i 2017, 1,3 millioner besøgende og blevet en ganske god ekstra indtægt for kraftværket.

Moralsk set bør vi trække os fra Kina

David Archibald

En af de første der indså at forgabelsen i Kina ville ende i en tårestrøm, var Robert Kaplan. I 2005 skrev han en artikel med overskriften “Hvordan vi burde bekæmpe Kina,” selvom han ikke sagde, hvornår og slet ikke hvordan ifølge overskriften til artiklen.

Nu flyder tårerne så da forgabelsen næsten er helt forbi. Kinas andel af verdenseksporten nåede et højdepunkt på knap 15% i 2015 og er nu konstant. Kinas andel af  verden BNP er også cirka 15% og den vil også blive på det niveau.

I Carroll Quigley’s ‘Tragedy and Hope’ første gang udgivet i 1966 skrev han at det kinesiske kommunistregime i de første år efter dets grundlæggende var “sindssygt aggressivt.” Kina-Kommunisterne skiftede så ‘type’ for cirka 10 år siden og gik tilbage til “snerre diplomati.” Det eneste der afholdt dem fra at påtvinge andre deres vilje var at de var fattige.

At virksomheder trækker sig ud af Kina foregår lige så hurtigt som fabrikkerne kan flyttes til andre steder. Men selvom Kina ikke brød sine forpligtelser i WTO om at have en frimarkeds økonomi, og en valuta der kan veksles, ikke stjal intellektuel ejendom og ikke opførte sig bølleagtigt overfor sine naboer, så er der endnu en grund til, hvorfor vi bør holde os helt væk fra Kina, og det er en grund der er altoverskyggende og yderst vigtig for vor selvværd som civilisation.

Dr Arthur Waldron, nu professor ved the University of Pennsylvania, har studeret Kina i over 50 år. Han giftede sig med en kineser så hans synspunkter er ikke overdrevent kinaskeptiske. I et online interview giver han interessant detaljer om de fejltagelser der er gjort i vor relation til Kina, begyndende med Nixon.

https://www.youtube.com/watch?v=w-2cArChw5M#action=share

Dr Waldron indleder interviewet med at minde os om at: Kina er det mest ondsindede regime i verden siden Det Tredje Rige, udover Sovjetunionen.

Det 68 minutter lange interview er interessant, men der hvor han virkelig sætter tingene på plads er i hans lignelse om ‘delikatesserne’ som følger herunder: 

Lad os formode du levede på 86th gade og ved siden af den lokale delikatesse med lækre produkter, og alle godterne var udstillet for de forbipasserende. Men hvis du kom om i baglokalet var der bunker af varer der blev opbevaret lige over frysepunktet, friskhøstede nyrer og levere og hjerter og de ting der lige for tiden blev benyttet. …

Mennesker bliver slået ihjel så deres organer kan benyttes til transplantation. Mange af organerne går til den kinesiske ledelse der bliver ældre og ældre og til deres børn. En søn af en af de seneste ledere i Kina har haft cancer og har fået mange organer udskiftet.

Hvad synes du så nu om den ‘delikatesse.’ Ville du ikke sige, jeg tror jeg blot vil handle i forbutikken og ikke lade mig påvirke at den kendsgerning at der er alle disse menneskeorganer i baglokalet. Gud ved hvor de kommer fra - de der i baglokalet?

Det du siger er: “Hvad hulen laver den butik i Amerika?”

Du kan ikke lade som ingenting om disse ting. Det er et integreret system.

Og det er en af årsagerne til at vi skal holde Kina økonomisk i karantæne.

Eller man kunne sige: “Nuvel det er sandt at er nogle udfordringer med det Hitler gør med sigøjnerne og jøderne, men Leica er dog stadig et fremragende kamera.”

Sent 1930’erne da det var ganske åbenbart at Hitler forfulgte og dræbte minoriteter, ville du da have købt tyske varer, velvidende at ved at gøre det gjorde du det muligt for det onde regime at fortsætte? Det er såmænd ikke anderledes i dag. Ethvert kinesisk stykke plasticlegetøj eller juledekoration der tages ned af hylderne i Walmart bidrager til en langsom død for U.S., men udover det er der altså metaforiske beholdere med menneskeorganer i baglokalet hos Walmart. 

Tak og lov for at det at slå mennesker ihjel for at få deres organer er noget der i sandhed er afskyeligt hos os, og den indstilling skal fortsætte dersom vi fortsat vil være en god og kærlig civilisation. Men at handle med, tale med, interagere med mennesker der slår andre ihjel for at få deres organer gør at vi kaster smuds på vore værdier. 

Hvis vi fortsætter med at handle med sådanne personer gør vi os moralsk medskyldige i deres barbari. Af hensyn til vore sjæle, af hensyn til vor selvrespekt bør vi i det mindst holde ind med at handle med sådanne personer, give dem uddannelser på vore universiteter og lade dem komme ind i landet.  

Dr Waldron’s holdning er at at uden vor handel med Kina vil landets politik falde fra hinanden, deres statsejede virksomheder er ikke nok til at holde landets økonomi kørende. Den bedste mulighed, chance for at sætte det kinesiske folk fri er at vi lader tingene mage sig i den retning.

David Archibald is the author of American Gripen: The Solution to the F-35 Nightmare.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/the_moral_case_for_decoupling_from_china.html#ixzz677bhZmzE

Angela Merkel og ødelæggelsen af tysk demokrati

Jared Peterson

I striden for at bevare Vestens civilisation mod interne fjender der ville dæmonisere historien, fjerne eller uslette vor kulturelle fortid, og lade os overvælde at millioner af fjendtligt indstillede og ikke assimilerings egnede fremmede - en kamp præsident Trump nu fører an i - har Amerika brug for allierede.

Tyskland det vigtigste land på kontinentet, hvor Vestens civilisation stod frem, skal bare være blandt dem. Merkels lovløse handlinger i den seneste uge, hendes kritik af tapre kritikere og hendes øgede undertrykkelse af tysk frihed og demokrati fortjener fordømmelsen af enhver amerikansk konservativ.

Diss tanker afspejler skribentens bekymring over de stadig værre politiske og sociale forhold i Tyskland, en nation hvis vigtighed for - Amerika, Europa og verden - burde være oplagt for en læserskare af politisk sofistikerede amerikanere.

Det som sker i Tyskland i dag er svært bekymrende.

Og det er ikke af den grund som mange amerikanere, herunder mange konservative kunne tro baseret på informationen der kommer fra de førende engelsk sprogede medier. Modsat disse fortalere for globalistisk multi-kulturel propaganda er grunden til bekymring over Tyskland ikke at finde i det tyske parlament (Bundestag) men den stadig større styrke som vælgerne giver til  "Die Alternative für Deutschland" (eller AFD) — der helt uden undtagelser, imod alle kendsgerninger og konstant latterliggøres af Vestens medier som værende - ultrahøjrefløjs AFD - som man betegner alle politiske partier i Vesten der går ind for at bevare de nationale kulturer.

Den dybe bekymring for Tyskland fremstår ved to forskellige, men dog relaterede fænomener.

For det første, Angela Merkel's ødelæggelse af center-højre kristendemokraterne, den kristne sociale union altså CDU og den kristne sociale union i Bayern, altså CSU og hendes radikale transformation af tilknyttede partier, der sammen skabte de fleste af efterkrigstidens regeringer, der igen førte Tyskland ud af det psykiske, fysiske og moralske kaos i ruinerne af 2. Verdenskrig. Gennem Merkels politik, har CDU/CSU forkastet deres konservative principper og er næsten ikke til at skelne fra Tysklands ekstreme Die Grünen ("De Grønne") og landets hensygnende Sozial Demokratische Partei Deutschlands ("SPD"). 

For det andet, og langt mere bekymrende Merkels grundløse dæmonisering, og stadig mere direkte forfølgelse af alle de tyskere, hovedsageligt tidligere CDU/CSU vælgere der har følt sig tvunget af Merkeliseringen af CDU/CSU til at give det eneste tyske politiske parti der i dag faktisk kan karakteriseres som konservativt deres stemmer nemlig AFD.

* * *

Lidt om mine kvalifikationer som er som følger:

Jeg har været interesseret i Tyskland siden jeg var 14, da jeg første gang fik kendskab til det tyske sprog. Efter tre års studier i tysk, og jeg slugte bøger om tyske histori fuldførte jeg et år i tysk ved U.C. Berkeley og derefter, eftersom min advokatpraksis tillod, yderligere studium af tysk sprog og historie.

Da jeg var i midt 30’erne rejste jeg ofte til Europa og Tyskland. Jeg havde fået tyske venner og mestrede sproget udmærket. Jeg kan samtale om vanskelige emner på tysk næsten så godt som på engelsk. Dagligdagssamtaler er intet problem

Når man kan tale et sprog får man en forståelse af kulturen der ellers ofte ikke er mulig. Under mine rejser og ophold i den tysktalende verden fra 1981 har jeg muligvis talt med hundreder af tyskere i alle samfundslag, med medlemmer af Bundestag og virksomhedsledere, tjenere, chauffører, studerende og butiksassistenter.

Her fornylig har jeg også været i stand til at få adgang til to andre kilder med information som ikke tyskere ikke har - for det første, de få eksisterende alternative, hovedsageligt konservative tysksprogede nyheds- og politiske kommentar websites. Disse omfatter jungefreiheit.de, journalistenwatch.com, og epochtimes.de.  For det andet har jeg lyttet til, set snesevis af YouTube — muligvis 100 — af taler fra Bundestag, herunder af de fleste AFD ledere og medlemmer, når de citerer kendsgerninger og præsenterer fornuftige argumenter der ellers ignoreres af regeringen og medier,

Disse alternative informationskilder er vigtige for at forstå dagens Tyskland, fordi de ensidede tyske medier, både Tv og aviser - der stadig er vigtige i Tyskland, mere end de amerikanske tilsvarende - får de amerikanske førende medier til at godt ud. De tyske medier ligner mere Sovjetunionens eller DDR’s propaganda end et moderne demokrati i Vesten ved at de nærmest ensidigt taler  Merkels regering efter munden, især om den muslimske masseindvandring og undgår at dække hændelser og kendsgerninger der ikke passer med regeringens propaganda. 

* * *

Dagens AFD får i overvældende grad sine medlemmer, ledere og stemmer fra tidliger tyske konservative der er blevet politisk hjemløs ved Merkels venstredrejning og transformation af CDU/CSU — AFD er det eneste tyske politiske parti der ville kunne genkendes  i dag af post krigs CDU/CSU ikoner som Konrad Adenauer, Ludwig Erhard, og Helmut Kohl.  AFD er konservativ, patriotisk,  for det frie marked, for Israel og støtter jødisk tilstedeværelse i Tyskland, man er imod masseimmigrationen fra Den Tredje Verden, især muslimsk immigration til Tyskland og Europa og man er helt med på at være parlamentarikere, demokrater, hyldere af ytringsfrihed og lade lov styre -  disse absolut ubestridelige holdninger betyde intet for den stadig mere desperate regering og de førende mediers tilsvining af partiet.

Når du møder betegnelsen “ultra-højrefløjs AFD” eller “ekstremistiske AFD” så fald ikke for det.

Det er den store løgn i tysk politik i vor tid.

Den virkelige grund til dyb bekymring om nutidens Tyskland har intet at gøre med de førende mediers svining af AFD men har alt at gøre med følgende to kendsgerninger

1. Angela Merkel har forvandlet CDU/CSU, gennem 50 år et center-højre parti til et venstre-parti gennem to større beslutninger. For det første hendes fuldstændige omfavnelse af de de tyske Grønnes ekstreme klimahysteriske holdninger a la Greta Thunberg og med dens efterfølgende konsekvente krig mod tysk økonomi, især atomsektoren, mod kul, mod diesel og mod tysk autoindustri førende til de højeste energiomkostninger i Europa for gennemsnitstyskeren. For det andet - og uden tvivl den mest katastrofale af alle beslutninger siden krigen af en tysk kansler - hendes beslutning om at tillade adgang til Tyskland, og således ved EUs åben grænser at mindst 1 million fuldstændig ukontrollerede muslimske “flygtninge” et tal der i dag er svulmet op til over 2 millioner gennem fortsat indvandring og “familiesammenføringer” og det fortsætter med at vokse.
2. Angela Merkel, støttet af de statsdrevne tyske medier og af en frygtsom, kortsigtet selvoptaget elite der har svaret nærmest tyrannisk - intet andet ord ville passe - mod de som vover at kritisere den nuværende politik især om “flygtninge” invasionen. Hovedmålet for Merkels galopperende undertrykkelse har været AFD.

Som det så tydeligt vil fremgå ved den seneste politiske vignette herunder så har denne undertrykkelses kampagne nået et niveau af en sådan anti-demokratisk karakter at det er tvivlsomt om Tyskland stadig fortjener at blive betragtet som et frit land regeret ved lov.

 

* * *

Hovedsageligt og voldsomt på grund af den Merkel støttede “flygtninge” invasion i 2015 er AFD stormet ind i Bundestag ved valget i 2017 med næsten 13% af stemmerne, og 94 medlemmer, og dermed det tredjestørste parti i Tyskland efter CDU/CSU (32.9%, 246 medlemmer, voldsomt fald fra 41.5% i det tidligere valg) og SPD (20.5%, 153 medlemmer, også tilbagegang fra 25.7%).

I Bundestag var der efter valget i 2017 også tre mindre partier der var vigtige for at danne en koalitionspregering: FDP ("Freie Demokratische Partei," et gammelt og respekteret frihandelsmarkeds parti, 10.7%, 80 medlemmer optur fra 5.9% "Die Linke," faktisk reminiscens af det ikke helt uddøde tyske østkommunistiske parti (9.2%, 69 medlemmer, lille fremgang til 8.6%); det virkelig verkeligsfjerne tyske parti Die Grüne (8.9%, 67 medlemmer også marginal fremgang til 8.5%).

Siden 2017 valget har Merkel regeringen gjort alt for at knuse AFD og gøre partiet og dets repræsentanter nogen man ikke skal ‘røre’ ved - man mangler blot at ulovliggøre partiet og fængsle lederne. Det kan komme. 

Regeringen og dets medie- og institutionelle allierede har anvendt fire metoder til at knuse AFD.

Først den store løgn ved at man regelmæssigt kalder AFD vælgerne og deres valgte repræsentanter “fascister og nazister.” Meget effektivt for at terrorisere en nation hvis folk er blevet bombarderet og traumatiseret fra spæd med ondskaberne der fandt sted i årene 1933-1945.

For det andet ved at udstøde og ignorere -som blot et eksempel, får lederne af AFD sjældent om nogensinde en stemme i landets statsstøttede tv stationer - som tyskerne er tvunget til at betale til gennem lov.

For det tredje, trusler om og direkte vold ved Antifa, tidligere allieret med den tyske venstrefløj, men det beviser hvor langt Merkel er gået i substans og metoder -og så at sige aldrig kritiseret, eller gjort noget ved af hendes “centrum-højre” regering. Faktisk er Antifa i Merkels kamp for at udslette AFD blevet hendes stormtropper.

Og for det fjerde, en blank afvisning af Merkel CDU/CSU til at arbejde med, og slet ikke forme en koalitionsregering med AFD. Den sidste taktik tvang CDU/CSU efter valget i 2017 at forsøge sig med en besynderlig koalition med de radikale Grønne og prokapitalisterne hos FDP, en oplagt tåbelighed der blev kvalt af FDPs mangelende vilje til at være i samme rum med de Grønne. I den seneste tid har CDU/CSU's Merkel-dikterede afvisning af at arbejde sammen med AFD endog ført til det utænkelige - men mulige - ideen om at danne regering med "Die Linke" og det kan ikke understreges tydeligt nok - de er en aflægger af østtyske kommunister.

Det man sådan set har brug for at vide om Angela Merkel kan ses ved hendes præference for at regere med "Die Linke" eller De Grønne (som hendes parti allerede gør i Baden-Würtemberg) hvor de nedgør deres land. Hellere det end samarbejde med AFD, et parti der i stor udstrækning ledes af tidligere medlemmer af hendes eget parti og får stemmerne..

Således er Tyskland i dag - dybt splittet, forvirret og bange. regeret af en lille gruppe karrierepolitikere, der er beredt til, af forskelllige grunde, til at bruge metoder, herunder anti-demokratiske, anti- forfatningsmæssige og direkte ulovlige til at yderligere at undertrykke den eneste organiserede politiske modstand mod regeringens immigrationspolitik, som en stor procentdel af tyskerne mener vil ødelægge tysk civilisation.

Jeg vil lade læserne selv afgøre hvor langt Merkels bølletyranni er gået og mod den tyske forfatning.

De seneste hændelser i Thüringen

Delstaten Thüringen, en af de 16 tyske delstater (Bundesländer) og den stat der ligger mest mod vest i det gamle DDR afholdt valg i oktober 2019. Før valget var Thüringens ministerpræsident (svarende til en U.S. guvernør) Bodo Ramelow, medlem af venstrefløjspartiet "Die Linke,"  Ramelow var blevet valgt af det tidligere parlament i Thüringen (Landtag) med stemmer fra hans eget parti, Die Linke, plus fra SPD og De Grønne. En lige så ødelæggende politisk koalition man kan forestille sig i dagens Tyskland. Faktisk var Ramelows ministerpræsidentskab det første tyske statsregering siden genforeningen der havde gamle østtyske kommunister med.

I oktober 2019 afholdtes et nyt valg i Thüringen, og Ramelows stinkende politiske trojka, og kanslerens nu mere og mere venstreorienterede CDU fik store tab navnlig over for AFD. Efter valget blev sammensætningen af Thüringens Landtag som følger:

Die Linke: 29 medlemmer

AFD: 22 medlemmer

CDU: 21 medlemmer

SPD: 8 medlemmer

FDP: 5 medlemmer

De Grønne: 5 medlemmer

At AFD blev næststørste i Thüringen, foran kanslerens CDU sendte chokbølger gennem tysk politik.  

Efter valget i 2019, og ifølge sædvanlig parlamentarisk praksis valgte Thüringens Landstag en ny ministerpræsident. Det blev endnu et politisk jordskælv. Den 5. februar 2020 med stemmer fra de fleste CDU repræsentanter, plus de fra FDP og AFD blev, Thomas Kemmerich fra FDP valgt som ministerpræsident. Medvirkende til dette resultat var at de fleste af Thüringens CDU repræsentanter nægtede at følge Merkels diktat om aldrig at støtte eller stemme med AFD. Kendsgerninger er, at det valg viste at de fleste lokale CDU repræsentanter i Thüringen foretrak at have en ledelse med et patriotisk parti end yderligere at underlægge sig et styre ved Tysklands destruktive venstrefløj.  

Men så trådte Merkel til med andre præferencer. Da hun var på rejse i Sydafrika meddelte hun at valget til  Thüringens parlament var “uacceptabelt” og skulle “annulleres.” Bare sådan uden videre.

Britiske Remainers og American Trump-hating Deep-Staters kan blot med misundelse stirre på Merkel.

Merkel's ord fra Afrika vil for evigt være berygtet i europæisk politisk historie, fordi de signalerer begyndelsen til enden på parlamentarisk demokrati i Tyskland.  Hendes vigtigste budskab var at Thüringens parlamentsvalg var “utilgiveligt” ("unverzeihlich") og at det “må laves om”  (muss ruckgängich gemacht werden).

Og således ved diktat af Kansleren latterlige påstand om at ville beskytte demokratiet blev et demokratisk valg erklæret ikke acceptabelt. Laves om. Annulleres. Og det hurtigt.

Thomas Kemmerich, ikke skabt af samme materiale som Trump trak sig 25 timer efter han blev valgt, dermed blev han den ministerpræsident der har siddet kortest tid som ministerpræsident i Bundesrepublikkens historie.

Situationen i Thüringen er vild forvirring, men sandsynligvis vil kanslerens diktat føre til en gendannelse af en venstredrejet regering.

Det er skammeligt at diktaturet i Tyskland har sejret.

Tysklands nye diktator in spe, Angela Merkel, sagde i sidste uge er, at det tyske folk kan stemme på AFD, men under ingen omstændigheder, uanset hvor mange stemmer partiet får, vil det få lov til at regere, at deltage i en regering, eller endog deltage i valget af en regering. 

Frihed, styre efter loven og demokrati er i ægte fare i Tyskland. Vi bør som amerikanere være bekymret over det.

I striden for at bevare Vestens civilisation mod interne fjender der ville dæmonisere historien, fjerne eller udslette vor kulturelle fortid, og lade os overvælde at millioner af fjendtligt indstillede og ikke assimilerings egnede fremmede - en kamp præsident Trump nu fører an i - har Amerika brug for allierede.

Tyskland det vigtigste land på kontinentet hvor Vestens civilisation stod frem, skal bare være blandt dem. Merkels lovløse handlinger i den seneste uge, hendes kritik af tapre kritikere og hendes øgede undertrykkelse af tysk frihed og demokrati fortjener fordømmelsen af enhver amerikansk konservativ.  

https://www.americanthinker.com/articles/2020/02/angela_merkel_and_the_destruction_of_german_democracy.html#ixzz6EC8KuJCo