Begravelse af offer for corona i Iran
Det der følger er en bretning om begravelse af en mor der døde i marts måned af coronavirus på Ashayer hospitalet Khorramabad (det vestlige Iran), fortalt af et familiemedlem.
Hun døde ca. 2.30 om natten, men ingen gav besked om det før min søster ringede. Søndag var en officiel helligdag og hospitalet var overfyldt.
Trods alle opfordringer om ikke at komme på hospitaler måtte min bror gå gennem alle gangene der var reserveret patienter i karantæne for coronavirus for at skulle betale hospitalsregningerne. I yderligere to eller tre dage for hospitalsindlæggelsen i karantæne afdelingen måtte min bror oveni det beløb hospitalet fik fra vores forsikring betale ekstra, hvilket hospitalet ikke burde have krævet. Men den vigtigste krænkelse og ligegyldighed er at man skal passere mellem patienter inficeret med corona for at komme til at betale. Han følte sig mere som en skyldig kriminel end et offer for en katastrofe.
Ambulanceføreren der kom fra lighuset stod ikke ud af bilen og sagen, “Det kommer ikke mig ved. Få fat i nøglen.” Min bror gik med et brev han havde modtaget fra en vagt, og fandt en arbejder der ikke var meget for at åbne døren til lighuset. Han åbnede dog og trak sig tilbage. Han sagde, “Du må selv gå derind og finde liget og lægge det i ambulancen,” Det var helt klart at han var skræmt for at komme for tæt på. Han havde ret. også ambulanceføreren.
Vi fik liget ud af metalkassen og lagde det i en plasticpose og derpå ind i ambulancen. Ingen særlige arrangementer, intet særligt tøj eller beskyttelsesudstyr. Ingen kontrollerede os. Havde intet andet valg. Vi var slet ikke klar til alt dette. Ambulancen kørte afsted og vi drog hen til begravelsesstedet.
Det var det samme her. Vi bragte liget ind og lagde det i et kølerum. De satte en seddel på kølerummets dør med navnet på den afdøde. Den ansvarshavende for lighuset var også bange for os. Han sagde vi skulle grave en grav cirka 10 fod dyb. Han gav os telefonnummeret på en graver og sagde vi skulle købe ni pakker kalk og sprede det under og over liget når vi havde lagt det i graven. Vi skulle også købe to sæt beskyttelsesdragter (pris pr. stk. 28 dollars) fra et sted han henviste os til brug for de som skulle vaske liget. Han advarede os om at hvis vi ikke købte dragterne ville de ikke røre ved liget.
Graveren forlangte $150, selvom tariffen skrevet på hans væg var $30.
Sundhedsmyndigheden kontaktede os og spurgte ind til vort slægtskab med den afdøde og nogle andre ligegyldige spørgsmål. De sagde vi ikke kunne få nogen ceremonier og at blot to eller tre personer kunne overvære begravelsesceremonien. Jeg spurgte om de ville sende nogen. Var der særlige forhold? Man svor at man ikke kunne sende nogen, ingen ville komme og det var det!
Næste dag bragte vi så liget til begravelsesstedet. End ikke den gejstlige var der til at bede over liget. De sagde vi selv skulle have en med. Jeg blev vred og sagde jeg selv ville fremføre en bøn. De pålagde os også en latterlig ekstra afgift for noget elendigt klæde der var så tyndt at det gik i stykker da jeg åbnede posen. Vi bad med vore brødre og søstre og de fire der endelig dukkede op. Vi lagde selv liget i graven. Min nevø og jeg stod nede i graven og få andre hjalp oppefra. Igen ingen særlige redskaber. Intet beskyttelsesudstyr. Ingenting.
Jeg fjernede ikke sløret fra min mors ansigt. Hvilket barn ville kunne lægge kalk på sin mors ansigt? Hjertet blødede! Alt fandt sted uden en passende ceremoni. Begravelsesceremonien er meget vigtig i Lor kulturen. (iranske minoriteter lever hovedsageligt i det vestlige og sydvestlige Iran) Alle der har overværet en hvad vi gennemgik.
Et par dage derefter ringede sundhedsmyndigheden adskillige gange, fordi vi havde været i kontakt med en patient, og vi skulle gå i selv karantæne, og vore kolleger skulle teste os. Efter en uge var de stadig ikke kommet. Vi fik fat i dem. Efter mange ord og undskyldninger sagde de til sidst at de intet udstyr have og det ingen mening gav. Deres eneste anbefaling til os var - bliv hjemme.
Vi mistede vor mor. Dette er en fortælling om hvad vi måtte udholde oveni i at miste vor mor. En nation der ikke lever i værdsættelse af livet kan ikke dø i ro. Der er ingen muligheder for at indgive klager. Alle myndighederne kender historien gør de ikke?
Det dybt triste ved at miste en mor er en smerte der aldrig vil forsvinde, og jeg vil ikke nævne mere nu her, men måske vil denne beretning nå de ansvarlige for at få dem til ikke at ydmyge os mere end dette - erkende vi er også mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar