Reflektioner over 100 år med fupvidenskab i disse coronatider

Reflektioner over 100 år med fupvidenskab

Jack Cashill

Lørdag aften kørte jeg til et lokalt pizzeria for at hente en pizza. Der var ingen anden mulighed for at få pizza. I Kansas City har alle barer og restauranter været lukket en uge.

I de seneste uger har jeg valgt ikke at se eller følge nyhederne. Jeg stoler ikke på nogen af dem. TV-et på pizzeriaet var imidlertid tændt og stod på CNN. Her vistes dødstallet for Coronavirus: 12000 på verdensplan og 285 i USA. (artiklen er en måned gammel) 

Tallene forundrede mig. Ikke at følge nyhederne på nært hold, og jeg formodede, baseret på den hysteri der hersker i æteren at tallene ville have været mindst ti gange højere både internationalt som nationalt.

285? Ifølge the Centers for Disease Control døde 185 amerikanere af overdosis stoffer hver eneste dag i 2018. Ifølge the CDC, døde 315 mennesker af influenza hver eneste dag i de seks måneder influenzasæsonen varede 2018-19. Og hvis det at beskytte liv er målet, så kunne vi redde 400 småbørns liv hver eneste time ved at lukke Amerikas abortklinikker.

Det er ikke ved at ske. De fleste politiske retningslinjer synes af udelade abortklinikker fra nedlukningsbestemmelserne. “Under denne offentlige sundhedskrise forbliver graviditets omsorg, herunder abortomsorg en væsentlig, vigtig sundhedsservice,” insisterer the National Abortion Federation. “The NAF opfordrer ledere til at sikre at abortklinikker kan forblive åbne og opfordrer hospitaler til at fortsætte med at give abortomsorg.”

Knap var jeg kommet hjem med min pizza da nyheden kom frem om at metroen i Kansas City ville være helt lukket ned torsdag morgen. “Efter 30 dage,” rapporterede TV News stationen som en kendsgerning, “vil myndighederne overveje om bestemmelsen skal fortsætte.” Så let er det i 2020 Amerika at suspendere the U.S. Constitution og smadre økonomien..

Jeg ville langt bedre kunne forstå ordren og mine medborgere dersom en eller anden ganske forfærdelig pest hærgede metroen. Det er netop ikke tilfældet. Lørdag aften havde der været samlet fire dødsfald knyttet til Covid-19, i hele Kansas og Missouri, et eneste var i Kansas City metro området, en “mand i 70’erne med svære helbredsproblemer.” 

Ved at dele min skepsis på Facebook mødte jeg en flodbølge af benægtere, nogle af dem konservative der insisterer på at videnskaben retfærdiggør denne alarmtilstand. Jeg ved ikke nok om dette særlige fænomen til at gå i debat, men jeg ved nok om amerikansk historie til at vide at videnskab ofte helt og aldeles uden retfærdig grund slår alarm.

I min bog fra 2009, Hoodwinked: How Intellectual Hucksters Have Hijacked American Culture, dokumenterede jeg 100 år med videnskablig misinformation, halve sandheder og løgne der formidles næsten udelukkende for at fremme en progressiv dagsorden. 

Et af emnerne jeg behandlede var medlidenhedsdrab bevægelsen tidligt det 20. århundrede. De som skubbede på videnskaben og betalte for den var de store ‘troldmænd’ fra Ku Klux Klan, men Amerikas akademikere og progressive, særlig grundlæggerne af Planned Parenthood Margaret Sanger og Højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes var også fortalere.

Progressive har altid arbejdet i Krise mode. “Det mest presserende problem i dag er hvordan vi begrænser og ikke tilskynder til overfrugtbarheden hos de med mentale og fysiske defekter,” skrev Sanger i 1922. “Muligvis må drastiske og Spartanske metoder påtvinges det amerikanske samfund hvis det fortsætter med selvtilfreds at opmuntre til muligheden af, og den kaotiske avling der er resultatet af vor stupide, onde, sentimentalisme.” Som vi ser i dag er “Spartanske Metoder” sjældent noget progressive afholder sig fra at fremføre.  

I årene siden er vi blevet udsat for den ene videnskabsforanstaltede krise efter den anden. I 1962 udgav Rachel Carson sin meget populære bog om miljøet, Silent Spring. Kapitlerne har makabre overskrifter som “Dødseleksiren,”  Floder af død.” og Bedre end Borgiaernes drømme,” men den “gift” der i sandhed provokerede til Carsons litterære vrede var dichlorodiphenyl-trichloroethane eller som det bedre end kendt som DDT.

Bekymret over effekten af DDT på rødkælke og andre fugle syntes Carson at være ligeglad med den kendsgerning af DDT reddede bogstaveligt talt millioner af liv i de malaria inficerede regioner rundt om i verden. Afdøde Michael Crichton, en Harvard M.D., kaldte forbudet på foranledning af Carson, som “den uden for diskussion største tragedie i det tyvende århundrede, “ og  statistikken over dødsfald bakkede ham op. 

I 1968 indledte Dr. Paul Ehrlich sin enormt populære bog, The Population Bomb, med den forbløffende påstand, “kampen for at brødføde hele menneskeheden er allerede tabt.” I de mest “muntre” af disse scenarier vil amerikanerne se “modent på det,” en ny Pave “give sin velsignelse til abort,” og kun en halv milliard vil dø som følge af hungersnød.

Den fuldstændige fiasko ved hans forudsigelser fik ikke Ehrlichs stjerne til at falme. Han modtog hele livet prestigefyldte miljøpriser med en $345,000 MacArthur Foundation “geni” ydelsen og the Crafoord Prize fra Det Svenske Videnskabernes Akademi, det som svarer til Nobelprisen for miljøaktivisterne.

Ingen anden mis informations kampagne slås imidlertid, dog viste den sig knap så dødbringende, som den der angik udbruddet af AIDS.

De fleste der fulgte trop gjorde det af uvidenhed eller tendens. Men nogle få af dem - undervisere offentlige sundhedsembedsmænd, videnskab skribenter - vidste udmærket godt hvad de havde gang i.

For at “af bøsse” sygdommen adopterede de magtfulde slogans som “AIDS der ødelægger lige muligheder.” Mere underfundigt, nederdrægtigt finpudsede de antallet for at demokratisere sygdommens rækkevidde. Uheldigvis kom mange bøsser til at tro på propagandaen som aktivisterne, bøsse som hetero, spredte.

Hvis AIDS ikke er ‘en bøsse sygdom.’” skrev AIDS Aktivisten Gabriel Rotello, “hvorfor skulle bøsser så undersøge de økologiske årsager for at deres samfund blev så ødelagt? Helt klart var det blot et uheld i historien, et lykketræf, en midlertidig indtræffen af en på anden vis universel pandemi.”

Heteroseksuelle kom også til at tro på denne “afbøsseficeringskampange.” Den blev spredt langt hurtigere end sygdommen og ‘inficerede’ mennesker der burde være klogere. Tidligt i 1987, indledte den så kendte og meget ‘troede’ Oprah Winfrey sit show som følger:

Hej allesammen, AIDS har fået begge køn til at være skrækslagne. Forskningsundersøgelser regner nu med at en ud af fem - lyt nøje til mig, svært at tro - en ud af fem heteroseksuelle kunne død af AIDS i løbet af næste tre år. Det er altså i 1990. En ud af fem. Det er ikke længere blot en bøssesygdom. Tro mig.

Oprah’s publikum havde ingen grund til at være vantro. I 1987 var skrækken overalt. Så at sige hvert eneste medie gentog den samme barske besked. “Ingen er i sikkerhed for AIDS,” proklamerede forsiden af Life. “Sygdommen for dem er pludselig sygdommen for os alle,” tilføjede U.S. News & World Report.

Det populære tidsskrift bekræftede blot hvem der var OS - hvide, middelklasse, heteroseksuelle amerikanere midt i livet. Selv de mere sobre og troværdige medier blev ofre for flammerne. “AIDS har infiltreret den heteroseksuelle befolkning,” advarede the Washington Post sine læsere i november 1987, “og en meteor lignende stigning i tilfælde af HIV smittede forventes på grund af de falske formodninger om at AIDS er en sygdom der rammer homoseksuelle.”

Videnskabsetablissementet var knap ved at varme op. I årtierne fremefter ville den komme med ‘nu bliver det køligere, nu rammes vi af atomvinter, sprøjtemidler, forurening fra røg, global opvarmning, klimaforandring, og en stribe af andre formodede dommedags scenarier. Når så den forudsete Dommedag ikke indtraf, skiftede dommedagsprofeterne blot dato og købte sig flere ejendomme ved stranden. 

Aldrig før, har en mani skabt så meget kaos, og så hurtigt, som Covid-19 skrækken. Mange af forudsigelserne er ikke troværdige, som de var med AIDS for heteroseksuelle, og selvom de skulle være præcise, så retfærdiggør det ikke de angreb mod vor økonomi og vore friheder vi oplever.

Lad venligst nogen advare præsidenten om videnskabsforskerne i hans midte.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/03/reflections_on_a_century_of_junk_science.html