Den kristne Ånd og Islams Ånd - forskellen
Hvor meget har kristne og muslimer til fælles? Masser kan udledes af Julen
“Den mand der ikke har musik i sig, eller bevæges ved søde toners harmoni, er beredt til forræderi, lumske planer og ran.” (særdeles frit oversat)
–William Shakespeare, Købmanden i Venedig
Hvert år på denne årstid sender Ibrahim Hooper, talsmanden for the Council on American-Islamic Relations (CAIR), et Julebudskab til kristne. Budskabet er at kristne og muslimer har meget til fælles, fordi “muslimer også elsker og ærer Jesus, som en af Guds største budbringere til menneskeheden.” Og han viser det ved at citere fra kapitel 3 vers 45 i Koranen,:
Da englene sagde: "Maria! Gud forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn. Han vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær.
De katolske forfattere til Nostra Aetate havde muligvis dette vers i tanke da de erklærede at muslimer “har ærbødighed” for Jesus og “ærer” Maria. Udtalelser som denne, sammen med den kendsgerning at muslimer værdsætter profeter og martyrer og beder, faster giver almisser og tager på pilgrim kan for mange katolikker synes at være bevis på at Islam og Kristendom er meget ens religioner. Kristne burde få gavn af ikke at lægge for meget trøst i disse tilsyneladende sammenfald. Skønt kristne og muslimer deler nogle af de samme tekster og samme praksis, er de to trosretninger adskilt af en bred kløft.
En nærmere undersøgelse at teksterne vil åbenbare dette skisma, men en anden måde at begribe de afgørende forskellle mellem Islam og Kristendommen er at lægge mærke til at de to trosretninger har en fuldstændig anderledes “følelse.” Når vi taler om “mavefornemmelse” eller “man opnår en følelse” for en ny aktivitet så mener vi at vi forstår noget intuitivt, på en afprøvende vis. Det er en ting at læse en instruktionsmanual om tennis og noget helt andet at spille tennis..
Julen: Et referencepunkt
En måde at værdsætte forskellen på “følelsen” mellem de to trosretninger er at tænke på Julen. Den betyder rigtig meget for kristne. De pynter Juletræer, opsætter krybbespil, giver juelgaver, synger julesange og overværer højtidelige julemesser. På den anden side fejrer muslimer et antal religiøse helligdage, Julen er ikke en af dem - hvilket, når man tænker over det er en smule forundrende. Ifølge Hooper “elsker og ærer vi (muslimer) Jesus,” men de ignorerer helt overlagt hans fødselsdag.
Muslimer har en Julefortælling (eller i det mindste en forkortet udgave) men de har ikke nogen Jul. Hvorfor? Nuvel, især fordi der intet er at fejre. For muslimer er Jesus ikke den forsonende Frelser af verden, men blot en profet hvis hovedopgave var at meddele at Muhammad skulle komme.
Ikke kun mangler Islam Julen, den mangler mange af de menneskekærlige elementer vi associerer med Julen. Det centrale vi identificerer Julen med er Den Hellige Familie. Den kendsgerning at Gud blev et medlem af menneskets familie opløftede i umådelig grad vigtigheden af familien, af ægteskabet og af moderskabet. Men i Islam er der ingen tilsvarende opløftelse af familien. Ifølge Nonie Darwish, der voksede op i Egypten “handler muslimske bryllupper mere om sex og penge. De omfatter ikke den hellige pagt i ægteskabet.” De egyptiske standard ægteskabskontrakter, siger hun, drejer som om brudens jomfruelighed, størrelsen af medgiften, og tre steder for ægtemanden til at nedskrive navne og adresser på hustru 1, hustru 2 og hustru 3.
Og skønt muslimer formodes at ære Maria, er dette ikke manifesteret i en højere respekt for kvinder som sådan. I Koranen beskrives kvinder som mindreværdige væsener, og de behandles som sådan i det meste af den muslimske verden. Ophøjelsen af kvinder var i stor grad en kristen foreteelse. Den stammede fra den tro at alle er lige hos Kristus, fra den højeste status tilegnet Maria, og fra ophøjelsen af ægteskabet til et sakramente.
Og så er der musik. Hele Kristendommens mirakel er indfanget i de store kristne hymner og korsang, men især i de traditionelle julesange. De synes at komme fra en anden verden, og skønt nogle af dem er århundreder gamle er de uforgængelige. Budskabet er: “Glæde til verden,” “lad ikke noget slå jer ud,” “tidender med trøst og glæde,” “kærlighed og glæde kommer til her,” “glæde, glæde, glæde...”
Kristendommen angribes hele tiden for at være restriktiv og undertrykkende, men disse sange lader formode noget helt andet, noget enormt befriende. Endnu engang er der intet af det i Islam. Udover kaldet til bøn har islamisk åndelighed kun meget lidt plads til musik. Faktisk er der en del debat blandt islamiske lærde om, hvorvidt musik er forbudt eller ej i den islamiske tradition. De anti-musik kræfter synes at have en stærk sag. I en af Muhammads hadiths, citeres han for at sige, “Allah, Mægtig og Majestætisk ....beordrede mig til at bortskaffe musikinstrumenter, fløjter, strenge, kors og tiden med uvidenhed før æraen med islam. På Opstandelsens Dag vil Allah hælde bly i ørerne på de som sidder og lytter til en sang.”
Som historiker Jamie Glazov påpeger i sin bog United in Hate, er der en dyb mistænksomhed over for musik i Islam. Sayyid Qutb, chefarkitekten bag moderne islamisme, “forhånede” musik. Ligesom Lenin fordømte han musik som en distraktion fra “det rasende hads nødvendighed for ødelæggelse.” I historiens forløb har der været adskillige forsøg på forbyde musik nævner Glazov, “Taliban forbød musik helt og aldeles i Afghanistan, og Ayatollah Khomeini forbød det meste musik i iransk radio og TV.”
<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/YDrPbgE9h58" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>
Khomeinis puritanisme synes at have strakt sig ud over musik og til en forkastelse af enhver form for godt humør. Her er hans synspunkt om jokes:
"Allah skabte ikke mennesket for at det skulle more sig. Målet med Skabelsen var at menneskeheden skulle sættes på prøve gennem besværligheder og gennem bøn. Et islamisk regime skal være alvorligt på ethvert felt. Der er ingen vittigheder i Islam. Der er ingen morskab i Islam. Der kan ikke være morskab og glæde i det som er alvorligt."
Ingen vittigheder? Du kan være fristet til at le. Lad hellere være med at gøre det på det forkerte sted. Sidste sommer erklærede Tyrkiets vicepremierminister i en tale om “moralsk korruption” at kvinder ikke burde le offentligt i Tyrkiet.
For de fleste kristne er glæde i juledagene også forbundet med det gode humør som gives af alkoholiske drikke. Med undtagelsen af nogle (mest amerikanske) trosretninger har kristne levet et rimeligt komfortabelt liv med spiritus. Faktisk er vinen en vigtig del af den katolske liturgi, og forskellige ordener af katolske munke forfinede kunsten at lave god vin. Skønt Evangeliet er imod drukkenskab så fordømmer den kristne tradition ikke det at drikke. Ifølge Koranen er vin en vederstyggelighed indført af Satan.
Forskellen mellem de kristne og de islamiske synspunkter vedrørende det at drikke kan forekomme ikke at være så forskellige, men der en tydelig forskel. Det er ikke kun vin versus vin der er problemet, men de to helt forskellige måder at betragte livet på. Man kan kalde det balanceret mod ubalanceret. Islam betragter alkohol kun fra den ene side - den ødelæggende farlige - og kommer derpå med en ensidig løsning: Forbyd alkohol. Kristendommen ser alkohol som værende kompleks og underfundig - ligesom etiketten på din vinflaske hævder - og foreslår at den skal nydes med måde.
Islams mistænksomhed og forbehold over for vin ligesom med musik forekommer at være overdrevent alvorligt. Vin ligesom musik er en af de helt store menneskelige glæder, og at undertrykke den, som Islam gør, forekommer i Vestens bevidsthed at være noget umenneskeligt. Som kontrast kan nævnes at Kirken altid har fulgt den maksime af Nåde der ikke ødelægger natur, men opfylder den. Efter denne holdning erstatter det overnaturlige ikke det naturlige men komplementerer dette. Således ophøjede Jesus brød og vin til et overnaturligt niveau og gjorde det samme med ægteskabet ved at gøre det til et sakramente. En af de skønne ting i Kristendomme er, at det lægger lag på lag af mening til almindelige menneskelige aktiviteter ved at give dem en særegenhed udover det sædvanlige. Trods, eller måske på grund af dette kald til at deltage i det guddommelige liv, har Kristendommen haft en humaniserende indvirkning og indflydelse overalt hvor den er spredt.
God glæde versus stor frygt
Kristne teologer der gennempløjer Koranen for at finde små bidder og tekstuddrag der synes at harmonere med Kristendommen ville have stor gavn af at lægge mærke til forskellen, og “føle” eller fornemme “Ånden” i de to trosretninger.
Den gennemgående Ånd hos Kristendommen, som med Julen, er en Ånd med håb og godt humør. Det gode humør stammer fra at vide vi er fri for synd, men også fra den viden at vi er sønner og døtre af Gud. Det koncept - adoption som Guds børn - bringer med sig ansvar, men det giver os også god grund til stor glæde.
Den gennemgående ‘ånd’ hos Islam, er derimod, en åndens frygt. Den kristne forestilling om at Gud er en fader der interesserer sig personligt for sine børn er fremmed for læresætningerne i Islam.
Koranens Allah er så fjern og uforståelig som enhver Kalif. Menneskene er hans slaver, ikke hans sønner og døtre. Og han sender ingen Hellig Ånd til trøst for sit folk. Skønt Koranen låner titlen “Helligånden” fra de kristne skrifter er Islams Hellige Ånd blot et låneord - et udtryk revet ud af konteksten og betyder intet andet end Muhammads forkærlighed for begrebsforvirring.
Islam, med dens 1001 love og tilsvarende afstraffelser i denne verden og i den næste er en bogstavtro religion frem for en åndelig - det fuldkomne billede på det Paulus mente da han sagde “ordet dræber, men ånden giver liv.
CAIR talsmand Ibrahim Hooper slutter sit Julebudskab med den sædvanlige smøre om “fælles religiøs arv,” og om at “bygge broer af forståelse mellem religioner.” Når man tager CAIRS ‘fortid’ med indblanding i støtte til terrorister og deres nylige benævnelse som en terrorist organisation af De Forenede Arabiske Emirater, kunne man med rette betvivle hans oprigtighed.
Hvis man imidlertid formoder han mener hvert eneste ord, så forbliver der dog et alvorligt skisma. Hooper konkluderer sit budskab med at forsikre kristne ved at sige, “Vi har mere til fælles end vi aner.” Nuvel ja, hvis man mener at det have et fælles bånd blot går ud på at opliste de samme ord så meget muligt.
Men hvis man ser nærmere på det er påstanden ikke overbevisende. Uanset hvilke overfladiske ligheder der kan være er Kristendommens ånd radikalt anderledes an Islams. Lige som så mange andre islamiske propagandister kender Hooper ordene, men han hører ikke ‘musikken.’
Uheldigvis lider ret mange velmenende, og ivrige efter dialog, kristne af en lignende tonedøvhed. De magter ikke at erkende at Islam marcherer til lyden af en helt anden toneart.
