onsdag den 30. december 2020

Uforklarlig eksplosion på verdens næststørste anlæg for hydroxychloroquine

 

Uforklarlig eksplosion på verdens næststørste anlæg for hydroxychloroquine

Thomas Lifson

Vil vi opleve knaphed på den billige, effektive terapeutiske behandling af de tidlige stadier i Covid-19 infektionen - hydroxychloroquine (HCQ)?

Lægemiddelbranchen i the U.S. har netop 
afdæmpet sin absurde og livsfarlige undertrykkelse af den billige kopimedicin efter præsident Trumps anbefaling af det i starten af pandemien. Leverancer af HCQ og tilgængeligheden kan lide derved. Verdens andenstørste lægemiddel facilitet der producerer substanser der anvendes i HCQ er blevet ødelagt ved en eksplosion og brand.

Taiwan English News rapporterer:

En eksplosion ved lægemiddelfakbrikken i Taoyuan City har givet to sårede og forårsaget en brand tidlig eftermiddag den 20. december.

Mennesker så langt borte som Tamsui District i New Taipei City rapporterede at de hørte et voldsomt brag lige efter middagstid. Straks derefter vætede sort, tyk røg op fra the SCI Pharmtech factory. (snip)

Men er ved at undersøge hvad der er årsagen til eksplosionen.

Liberty Times rapporterer at fabrikken producerer hydroxychloroquine APIs [active pharmaceutical ingredients —TL], og er verdens andenstørste HCQ råmateriale leverandør.

Photo via Taiwan English News.

En opfølgende rapport antyder at en af de sårede arbejdere, en filippinsk gæstearbejder der har fået 3. grads forbrændinger på 90% af kroppen er død, Eksplosionen kom lige efter middagstid, og igangsatte flere eksplosioner i flydende substanser tæt ved.

The Taipei Times rapporterer at virksomhedens talsmand fastslår, "Det vil tage mindst seks måneder at genopbygge anlægget, da de fleste produktionslinjer er ødelagt af branden."

SCI Pharmtech havde allerede udvidet produktionen og salg af HCQ APIs for at imødekomme den øgede efterspørgsel.

Virksomheden kunne fortælle om et virkelig godt afkast på NT$2.61 milliarder i de første 11 måneder af dette år, mere end 18,9% af de NT$2.21 milliarder i samme periode sidste år, takket været stabile leverancer af APIs for hydroxychloroquine

Man undersøger hvad årsagen til eksplosionen kan være. Grundet den eksplosive karakter ved nogle af ingredienserne kan forklaringen være ganske oplagt. Men en forsinkelse på seks måneder for genoptagelse af produktionen kan forsinke leverancer af HCQ ganske voldsomt. COVID- 19 patienter der i dens tidlige stadie kunne blive behandlet, sammen med zink og antibiotika som azithromycin vil blive alvorligt ramt.

Jeg har været i Taoyuan og besøgt faciliteterne der. Det er tæt på Taipei Taoyuan International Airport, den største internationale lufthavn på Taiwan, og også besøgt Hsinchu Science Park, et Mecca for high-tech med over 400 virksomheder.

Dette område er yderst sofitikeret og velstående og har en Bullet Train Station der forbinder det med det centrale Taipei på cirka 30 minutter. Det er således ikke et tilbagestående tredje-verdens land - tværtimod det modsatte.

https://www.americanthinker.com/blog/2020/12/unexplained_explosion_and_fire_destroy_worlds_second_largest_pharmaceutical_factory_producing_precursors_for_hydroxychloroquine_.html


søndag den 27. december 2020

Den kristne ånd og islams - forskellen

Den kristne Ånd og Islams Ånd - forskellen

Hvor meget har kristne og muslimer til fælles? Masser kan udledes af Julen



“Den mand der ikke har musik i sig, eller bevæges ved søde toners harmoni,  er beredt til forræderi, lumske planer og ran.” (særdeles frit oversat)
–William ShakespeareKøbmanden i Venedig
Hvert år på denne årstid sender Ibrahim Hooper, talsmanden for the Council on American-Islamic Relations (CAIR), et Julebudskab til kristne. Budskabet er at kristne og muslimer har meget til fælles, fordi “muslimer også elsker og ærer Jesus, som en af Guds største budbringere til menneskeheden.” Og han viser det ved at citere fra kapitel 3 vers 45 i Koranen,:
Da englene sagde: "Maria! Gud forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn. Han vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær.
De katolske forfattere til Nostra Aetate havde muligvis dette vers i tanke da de erklærede at muslimer “har ærbødighed” for Jesus og “ærer” Maria. Udtalelser som denne, sammen med den kendsgerning at muslimer værdsætter profeter og martyrer og beder, faster giver almisser og tager på pilgrim kan for mange katolikker synes at være bevis på at Islam og Kristendom er meget ens religioner. Kristne burde få gavn af ikke at lægge for meget trøst i disse tilsyneladende sammenfald. Skønt kristne og muslimer deler nogle af de samme tekster og samme praksis, er de to trosretninger adskilt af en bred kløft. 
En nærmere undersøgelse at teksterne vil åbenbare dette skisma, men en anden måde at begribe de afgørende forskellle mellem Islam og Kristendommen er at lægge mærke til at de to trosretninger har en fuldstændig anderledes “følelse.” Når vi taler om “mavefornemmelse” eller “man opnår en følelse” for en ny aktivitet så mener vi at vi forstår noget intuitivt, på en afprøvende vis. Det er en ting at læse en instruktionsmanual om tennis og noget helt andet at spille tennis..
Julen: Et referencepunkt
En måde at værdsætte forskellen på “følelsen” mellem de to trosretninger er at tænke på Julen. Den betyder rigtig meget for kristne. De pynter Juletræer, opsætter krybbespil, giver juelgaver, synger julesange og overværer højtidelige julemesser. På den anden side fejrer muslimer et antal religiøse helligdage, Julen er ikke en af dem - hvilket, når man tænker over det er en smule forundrende. Ifølge Hooper “elsker og ærer vi (muslimer) Jesus,” men de ignorerer helt overlagt hans fødselsdag.
Muslimer har en Julefortælling (eller i det mindste en forkortet udgave) men de har ikke nogen Jul. Hvorfor? Nuvel, især fordi der intet er at fejre. For muslimer er Jesus ikke den forsonende Frelser af verden, men blot en profet hvis hovedopgave var at meddele at Muhammad skulle komme. 
Ikke kun mangler Islam Julen, den mangler mange af de menneskekærlige elementer vi associerer med Julen. Det centrale vi identificerer Julen med er Den Hellige Familie. Den kendsgerning at Gud blev et medlem af menneskets familie opløftede i umådelig grad vigtigheden af familien, af ægteskabet og af moderskabet. Men i Islam er der ingen tilsvarende opløftelse af familien. Ifølge Nonie Darwish, der voksede op i Egypten “handler muslimske bryllupper mere om sex og penge. De omfatter ikke den hellige pagt i ægteskabet.” De egyptiske standard ægteskabskontrakter, siger hun, drejer som om brudens jomfruelighed, størrelsen af medgiften, og tre steder for ægtemanden til at nedskrive navne og adresser på hustru 1, hustru 2 og hustru 3. 
Og skønt muslimer formodes at ære Maria, er dette ikke manifesteret i en højere respekt for kvinder som sådan. I Koranen beskrives kvinder som mindreværdige væsener, og de behandles som sådan i det meste af den muslimske verden. Ophøjelsen af kvinder var i stor grad en kristen foreteelse. Den stammede fra den tro at alle er lige hos Kristus, fra den højeste status tilegnet Maria, og fra ophøjelsen af ægteskabet til et sakramente.
Og så er der musik. Hele Kristendommens mirakel er indfanget i de store kristne hymner og korsang, men især i de traditionelle julesange. De synes at komme fra en anden verden, og skønt nogle af dem er århundreder gamle er de uforgængelige. Budskabet er: “Glæde til verden,” “lad ikke noget slå jer ud,” “tidender med trøst og glæde,” “kærlighed og glæde kommer til her,” “glæde, glæde, glæde...”
Kristendommen angribes hele tiden for at være restriktiv og undertrykkende, men disse sange lader formode noget helt andet, noget enormt befriende. Endnu engang er der intet af det i Islam. Udover kaldet til bøn har islamisk åndelighed kun meget lidt plads til musik. Faktisk er der en del debat blandt islamiske lærde om, hvorvidt musik er forbudt eller ej i den islamiske tradition. De anti-musik kræfter synes at have en stærk sag. I en af Muhammads hadiths, citeres han for at sige, “Allah, Mægtig og Majestætisk ....beordrede mig til at bortskaffe musikinstrumenter, fløjter, strenge, kors og tiden med uvidenhed før æraen med islam. På Opstandelsens Dag vil Allah hælde bly i ørerne på de som sidder og lytter til en sang.”
Som historiker Jamie Glazov påpeger i sin bog United in Hate, er der en dyb mistænksomhed over for musik i Islam. Sayyid Qutb, chefarkitekten bag moderne islamisme, “forhånede” musik. Ligesom Lenin fordømte han musik som en distraktion fra “det rasende hads nødvendighed for ødelæggelse.” I historiens forløb har der været adskillige forsøg på forbyde musik nævner Glazov, “Taliban forbød musik helt og aldeles i Afghanistan, og Ayatollah Khomeini forbød det meste musik i iransk radio og TV.”
<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/YDrPbgE9h58" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>
Khomeinis puritanisme synes at have strakt sig ud over musik og til en forkastelse af enhver form for godt humør. Her er hans synspunkt om jokes:
"Allah skabte ikke mennesket for at det skulle more sig. Målet med Skabelsen var at menneskeheden skulle sættes på prøve gennem besværligheder og gennem bøn. Et islamisk regime skal være alvorligt på ethvert felt. Der er ingen vittigheder i Islam. Der er ingen morskab i Islam. Der kan ikke være morskab og glæde i det som er alvorligt."
Ingen vittigheder? Du kan være fristet til at le. Lad hellere være med at gøre det på det forkerte sted. Sidste sommer erklærede Tyrkiets vicepremierminister i en tale om “moralsk korruption” at kvinder ikke burde le offentligt i Tyrkiet.
For de fleste kristne er glæde i juledagene også forbundet med det gode humør som gives af alkoholiske drikke. Med undtagelsen af nogle (mest amerikanske) trosretninger har kristne levet et rimeligt komfortabelt liv med spiritus. Faktisk er vinen en vigtig del af den katolske liturgi, og forskellige ordener af katolske munke forfinede kunsten at lave god vin. Skønt Evangeliet er imod drukkenskab så fordømmer den kristne tradition ikke det at drikke. Ifølge Koranen er vin en vederstyggelighed indført af Satan. 
Forskellen mellem de kristne og de islamiske synspunkter vedrørende det at drikke kan forekomme ikke at være så forskellige, men der en tydelig forskel. Det er ikke kun vin versus vin der er problemet, men de to helt forskellige måder at betragte livet på. Man kan kalde det balanceret mod ubalanceret. Islam betragter alkohol kun fra den ene side - den ødelæggende farlige - og kommer derpå med en ensidig løsning: Forbyd alkohol. Kristendommen ser alkohol som værende kompleks og underfundig - ligesom etiketten på din vinflaske hævder - og foreslår at den skal nydes med måde. 
Islams mistænksomhed og forbehold over for vin ligesom med musik forekommer at være overdrevent alvorligt. Vin ligesom musik er en af de helt store menneskelige glæder, og at undertrykke den, som Islam gør, forekommer i Vestens bevidsthed at være noget umenneskeligt. Som kontrast kan nævnes at Kirken altid har fulgt den maksime af Nåde der ikke ødelægger natur, men opfylder den. Efter denne holdning erstatter det overnaturlige ikke det naturlige men komplementerer dette. Således ophøjede Jesus brød og vin til et overnaturligt niveau og gjorde det samme med ægteskabet ved at gøre det til et sakramente. En af de skønne ting i Kristendomme er, at det lægger lag på lag af mening til almindelige menneskelige aktiviteter ved at give dem en særegenhed udover det sædvanlige. Trods, eller måske på grund af dette kald til at deltage i det guddommelige liv, har Kristendommen haft en humaniserende indvirkning og indflydelse overalt hvor den er spredt.
God glæde versus stor frygt
Kristne teologer der gennempløjer Koranen for at finde små bidder og tekstuddrag der synes at harmonere med Kristendommen ville have stor gavn af at lægge mærke til forskellen, og “føle”  eller fornemme  “Ånden” i de to trosretninger.
Den gennemgående Ånd hos Kristendommen, som med Julen, er en Ånd med håb og godt humør. Det gode humør stammer fra at vide vi er fri for synd, men også fra den viden at vi er sønner og døtre af Gud. Det koncept - adoption som Guds børn - bringer med sig ansvar, men det giver os også god grund til stor glæde.
Den gennemgående ‘ånd’ hos Islam, er derimod, en åndens frygt. Den kristne forestilling om at Gud er en fader der interesserer sig personligt for sine børn er fremmed for læresætningerne i Islam.
Koranens Allah er så fjern og uforståelig som enhver Kalif. Menneskene er hans slaver, ikke hans sønner og døtre. Og han sender ingen Hellig Ånd til trøst for sit folk. Skønt Koranen låner titlen “Helligånden” fra de kristne skrifter er Islams Hellige Ånd blot et låneord - et udtryk revet ud af konteksten og betyder intet andet end Muhammads forkærlighed for begrebsforvirring.
Islam, med dens 1001 love og tilsvarende afstraffelser i denne verden og i den næste er en bogstavtro religion frem for en åndelig - det fuldkomne billede på det Paulus mente da han sagde “ordet dræber, men ånden giver liv. 
CAIR talsmand Ibrahim Hooper slutter sit Julebudskab med den sædvanlige smøre om “fælles religiøs arv,” og om at “bygge broer af forståelse mellem religioner.” Når man tager CAIRS ‘fortid’ med indblanding i støtte til terrorister og deres nylige benævnelse som en terrorist organisation af De Forenede Arabiske Emirater, kunne man med rette betvivle hans oprigtighed.
Hvis man imidlertid formoder han mener hvert eneste ord, så forbliver der dog et alvorligt skisma. Hooper konkluderer sit budskab med at forsikre kristne ved at sige, “Vi har mere til fælles end vi aner.” Nuvel ja, hvis man mener at det have et fælles bånd blot går ud på at opliste de samme ord så meget muligt.
Men hvis man ser nærmere på det er påstanden ikke overbevisende. Uanset hvilke overfladiske ligheder der kan være er Kristendommens ånd radikalt anderledes an Islams. Lige som så mange andre islamiske propagandister kender Hooper ordene, men han hører ikke ‘musikken.’
Uheldigvis lider ret mange velmenende, og ivrige efter dialog, kristne af en lignende tonedøvhed. De magter ikke at erkende at Islam marcherer til lyden af en helt anden toneart.
William Kilpatrick is the author of The Politically Incorrect Guide to Jihad (Regnery Publishing). For more on his work and writings, visit his website, turningpointproject.com.

onsdag den 23. december 2020

Jule afføring er godter til børnene

 Jule afføring og godter til børnene


I 1997, fik South Park, den måske ikke for børn egnede tegneseriefilm sin debut. Den har fokus på livet hos nogle skoleelever -— Stan, Kyle, Kenny, og Cartman — og ofte bryder den med opfattelsen af hvad der er god smag for at gøre disse ungers eventyr til noget man kan more sig over.

Første sæsons Juleepisode er et godt eksempel. Kyle der er jøde, bliver udvalgt til at spille Josef af Nazareth i skolens krybbespil. Kyles forældre er imod, og byens andre voksne kommer i ophedet debat om, hvor passende det er med sådanne optrædener i en offentlig skole.

Kyle har en løsning, han vil synge en sang om Mr. Hankey, Jule Bæen, en værre rod af andromorfiseret afføring der er iført en Julemands hat, som det kun er Kyle der er klar over. Kyle argumenterer med at Mr. Hankey er det perfekte billede på et kompromis, da han går på tværs af alle trosretninger og således ikke kan krænke nogen.

https://www.youtube.com/watch?v=r88Q-wyRHQM

I virkelighedens verden? Kyle tager måske fejl. Hvis man bor i Katalonien, Spanien er et krybbespil ikke i orden,  hvis ikke det har en scene med en lille figur der ‘skider’ kaldet en Caganer.

El Caganer – Barcelona, Spain - Atlas Obscura

Caganeren som i eksemplet på billedet overlader kun lidt til fantasien. Den lille figur skider med bukserne nede om anklerne, en nydelig lille ‘pyramide’ præcis der hvor man kan forvente den. Traditionen byder at Caganeren skal placeres et eller andet sted i krybbespillet men gerne lidt skjult. Trods det er Caganeren for mange katalanere nødvendigt i scenen.  

Den første dukkede op i det 16. eller 17. århundrede af ukendte årsager. Der er mange teorier om betdningen af Caganeren, men ingen konsensus. En tankerække lader formode at Caganeren giver gødning til scenen, og dermed illustrerer fornyelse, livskraft. En anden mener at Caganeren repræsenterer at mennesker er helt lige - alle har trods alt behov for at lette sig. Eller måske er Caganeren blot en prakctical joke der ved sin gentagelse huskes.

Selvom de fleste i Katalonien værdsætter denne Caganer (eller i tilfældet med de katolske kirker i området, tolererer figurerne) så havde byen Barcelona den ikke med i sit krybbespil i 2005, idet man henviser til et nyt regulativ hvor det forbydes at lette sig offentligt.  Åbenbart var urinering og afføring et alvorligt problem i Barcelona før 2005, og regulativet gav da også debat. Men andre i byen var de der lo sidst - for ikke kun Barcelona, genindførte Caganeren i 2006 og i de efterfølgende krybbespil, men Barcelona er også hjemsted for en næsten 20 fod høj figur.

 

Bonus fakta: Caganeren er ikke den eneste katalanske juletradition der har med afføring at gøre. Tio de Nadal — bogstaveligt, “Jule Planken” er et stykke udsmykket træ med et tegnet ansigt. Efter traditionen bliver planken “madet” hver aften fra den 8. december til Juleaften - hvor den så skider julegodter til hjemmenes børn.

lørdag den 19. december 2020

Ubåd sænket med kartofler

U-båd sænket med kartofler

Krigsskibet USS O'Bannon, tjente i United States Navy under 2. Verdenskrig og Koreakrigen. Destroyerens våbenudrustning var på alle måder imponerende - dybvandsbomber mod u-både, 17 anti-luftskytskanoner, torpedorør mod skibe og u-både, og fem  5"/38 kaliber kanoner for overflademål. Der var kun få trusler som O’Bannon og andre skibe i dens klasse ikke kunne svare igen på.
Men i april 1943, under tjeneste i Stillehavet kom besætningen til at stå over for en udfordring de ikke var klar til. Man opdagede Ro-34, en japansk u-båd der af en eller anden grund var kommet op til overfladen. O’Bannons officerer besluttede at sejle ind i Ro-34, hvilket ville have betydet at den blev sænket, med kun meget lidt skade på destroyeren. Før man gik i aktion indså man at planen havde nogle risikomomenter. Man frygtede at Ro-34 kunne have lagt miner ud - en sådan set rimelig antagelse - den var jo kommet op til overfladen - og derfor ville det være fatalt at lade O’Bannon komme for tæt på.
O’Bannon drejede skarpt for at undgå en ellers planlagt kollision og kom til at ligge ganske tæt på u-båden (som faktisk var ved at lægge miner ud). Japanerne løb til deres kanon på dækket og skulle til at skyde mod O’Bannon.
Nu havde japanerne amerikanerne lige der hvor de gerne ville. O’Bannon, trods dens svære våben, kunne ikke forsvare sig da dens våben ikke var beregnet til nærkamp. 5"/38 kanonerne kunne ramme et mål på flere hundrede meters afstand, men blot få meter - helt umuligt. For at gøre det hele værre, så forventede O’Bannon ikke at komme i nærkamp og havde således ingen våben der var egnet dertil. I den situation måtte mandskabet nu lede efter noget der kunne benyttes som ‘projektiler’ mod fjenden. Det var der rigeligt af - i kabyssen Kartofler.
Under normale omstændigheder er det ikke noget særlig god plan - ikke meget at stille op overfor en dækskanon på en u-båd. Men de mange kartofler der blev kastet, måske var de ret så effektive? Japanerne kunne ikke forestille sig de blev bombarderet med stivelsesholdige grøntsager, når de troede at amerikanerne kastede håndgranater mod dem. Derfor søgte de skjul, efterlod kanonen ubemandet og trak sig tilbage fra O’Bannon og begyndte at dykke.
Det var, mildt sagt, en kæmpefejltagelse. Om nu blot japanerne havde ignoreret de flyvende kartofler (eller samlet dem ind til senere brug) ville u-båden kunne have påført destroyeren betydelig skade. Ved at flygte overdrog japanerne ikke blot fordelene til O*Bannon, men satte sig selv i stor fare.  O'Bannon havde nu tilstrækkelig afstand til kunne affyre sine kanoner og dybvandsbomber - hvilket man gjorde med succes. Med hjælp fra en anden U.S. destroyer sænkedes Ro-34. Alle 66 ombord mistede livet og de 300 amerikanerne overlevede og kunne kæmpe videre.

Bonus Fakta: Sent det 17. århundrede var der en succesrig britisk væddeløbshest ved navn Potoooooooo, der udtales "potatoes." Grunden til den besynderlige stavemåde? Som Wikipedia bemærker, var hestens originale navn "Pot-8-Os," men en staldknægt blev forvirret og skrevet så alle 8 o’er på hestens ædetrug. Hestens ejer morede sig over den alternative stavemåde og holdt så fast ved den.

onsdag den 16. december 2020

Fotofartfælden der selv blev fældet

 Fotofartfælden der selv blev straffet

"Beskytte og tjene" er motto for the Los Angeles Police Department, og på smukkeste vis opsummerer det hvad politiet stræber efter at opfylde. Men for den lille by Stringtown, Oklahoma, er der noget politiet skal nå før de kan være beskyttere af det samfund de tjener:

Først og fremmest skal det selv skaffe midler så det kan eksistere.

Stringtown er en lille by midt i det tyndt befolkede Atoka County, i det sydøstlige  Oklahoma. Atoka County, strækker sig over cirka 1,000 square miles (citka 2,600 km2). Stringtown har et indbyggertal på cirka 400, men alligevel den næststørste by i Atoka. Der er ikke megen kriminalitet - udefrakommende skal virkelig gøre sig store anstrengelser for at røve de få butikker der findes. Og selv da kunne forbryderen få sig en overraskelse -- Stringtown's største arbejdsplads er the Mack Alford Correctional Center, et mellemstørrelses statsfængsel i nærheden af byen.

Kort fortalt er Stringtown en landsby med fængselsbetjente midt i ødemarken - det er ikke stedet man drager til for at begå århundredets forbrydelse. Snarere er det et sted man passerer på vej andet sted hen.  

Og jo, mennesker kører gennem Stringtown -- eller nærliggende områder, ret så ofte.  U.S. Route 69 i Oklahoma går gennem staten fra nord til syd, og møder State Highway 43 i Stringtown. (Wikipedia har et kort og ruteliste her.) Og det blev altså for fristende for the Stringtown politiafdelingen.

.Oklahoma Shuts Down Speed Trap

Indtil 2014, stod the Stringtown PD for at patruljere en strækning på cirka 10 kilometer af Route 69, fortæller de lokale medier. Og hvis de kørte gennem området på motorvejen var der en stor chance for at du ville få en fartbøde. Politet holdt meget strikt fast på fartbegrænsningen - de fleste kørende der fikfartbøder kørte mellem 20-35 kilometer for stærkt,” hvilket muligvis ikke var et større faremoment for offentligheden da der ikke er megen trafik gennem område og vejen er fin og overskuelig.

Men for Stringtown, var bøderne vigtige - ikke af sikerhedshensyn, men p.g.a pengene. Stringtown har ikke mange forretninger og virksomheder, og de som var har det meget svært. Således er det ikke let for byen at få skatteindtægter. Stringtown benyttede derfor fartbøder som indtægtskilde. Man skrev masser af fartbøder. Ifølge Oklahoman, "skrabede byen $483,646 ind i bøder i 2013, og det udgjorde hele 76% af Stringtowns skatteindtægter. I 2012 var det samme billede.” Speed trap profits could come to end in small towns, with new laws - CBS  News

Det viste sig så at være lidt for mange bøder. Ifølge statens love kan byer kun opkræve 50% af deres skatter gennem fartbøder. Stringtown lå langt over den grænse. Og straffen for deres overtrædelse var alvorlig. Per CBS News, "statens undersøgelse viste overdreven lokken fartbøder ud af de kørende, og politiafdelingen blev opløst.” Korrekt - Stingtown, Oklahoma må ikke have en afdeling med politi.  

Hvis du er en af de 400 indbyggere så fortvivl dog ikke - Sheriffen tager stadig imod 9-1-1 opkald. Når det gælder 69, er den ni kilometer lange strækning nu overvåget af the Oklahoma Highway Patrol.

Bonus fakata: Hvis du gerne vil undgå fartbøder så hold dig væk fra byen Hopewell i det østlige Virginia. Interstate 295 går gennem byen med en strækning på cirka 4 kilometer og strækningen har det tvivlsomme navn: the Million Dollar Mile. Navnet er tildelt på grund af den aggressive fartbøde udskrivning af det lokale politi. I 2014 skrev “byen flere end 1000 fartbøder om måneden.” Det blev så samlet til "Hopewell opkrævede $1.8 million gennem bøder. Motororganisationer sagde det er en af de værste fartfælder i hele nationen, trods den kendsgerning at trafikeksperter nævner der er ingen grund til at være bekymret over sikkerheden på den strækning af I-295."

søndag den 13. december 2020

Privatiser rub og stub - organdonation

Privatiser rub og stub

                                                 
John Stossel                         
                                         
Markedet er udmærket til nogle ting vil folk sige, men andre aktiviteter er alt for vigtige til at blive overladt til markedet. Eller for komplicerede. Eller for fundamentale for vort demokrati.
Jeg siger PRIVATISER DET HELE!                                                  
                                                                                 
For nogle vil det lyde ufølsomt, kynisk - men fiaskoen ved ikke at privatisere tjenesteydelser, at lade dem være op til regeringen, det er  det som dræber og gør mennesker fattige. Der er intet medfølende ved det.
Billedresultat for privatization
Tag f.eks. organ donationer.                                        
Regler, regulativer forbyder det at købe og sælge organer, og markedet fungerer ikke på det område. Desperate patienter må vente, og håbe at nogen giver af ren og skær generøsitet, at nogen dør - lige på det rigtige tidspunkt - og af hospitalets personale lader deres sag komme helt i top af ventelisten.
I USA er der 100000 mennesker på venteliste for en nyre. Nyrer udgør op til 80% af organmanglen. Vi har to nyrer, men har kun brug for den ene. Donorer kunne redde mange liv, men ikke tilstrækkeligt mange vælger at donere. Som kontrast, så er der i Iran ofte en venteliste på villige donorer. Det er fordi, i Iran er det lovligt at sælge organer. Det er dog yderst sjældent at Iran gør noget rigtigt.
Folk køber, og sælger alligevel stadig organer selvom det er ulovligt, men som det ofte er tilfældet så skaber det sorte marked rædsler der sandsynligvis ikke ville forekomme dersom folk åbenlyst kunne handle. Derfor får vi overskrifter som “Pige smuglet ind i Storbritannien for at få sine ‘organer høstet’” og “Kinesisk dreng på 6 år, har fået fjernet sine øjne. De skal sælges på det sorte transplantationmarked.”
Det er helt sikkert bedre om udveksling af organer - som med alle andre udvekslinger - finder sted på frivillig basis.
Bioetikeren Sigrid Fry-Revere, grundlægger af Center for Etiske Løsninger, drog til Iran for at møde sælgere og købere af organer.
På mit TV-progam fortalte hun om mennesker som “en lærling der havde brug for penge for at åbne sin egen butik ....Den har han nu. Han gav sin nyre til en 15 årig pige, der går i skole og har det fint. Han er regelmæssigt i kontakt med hendes mor, fordi det giver ham en opmuntring at høre at pigne har det godt.”
Fry-Revere siger handel med organer i Iran er nærmest som adoption i USA: De to parter kan beslutte at de kan besøge hinanden for bedre at lære hinanden at kende. Til andre tider er donationen anonym. Begge løsninger er langt bedre end at bortføre og fjerne øjnene på en 6 årig.
I Amerika lader vi folk sælge blod. Og sæd. Og æg. Hvorfor ikke nyrer? Hvorfor krymper politikerne sig over ideen om et lovligt marked? Fry-Revere siger, “Jeg tror det blot er gamle vaner der er yderst vanskelige at lægge fra sig.”
Der er alle mulige slags services som mennesker mener markedet ikke kan håndtere. Muligvis har de en slags mental blokering. Præsident Obama siger, at uden regeringen, kan vi ikke slukke brande. Men næsten halvdelen af de mennesker regeringen betaler for at slukke ildebrande arbejder for private udbydere. Ofte kommer de til branden langt hurtigere.
Byen Sandy Springs, Georgia, udliciterede de fleste af sine serviceopgaver. Beboerne blev overrasket over at erfare at gaderne blev rengjort hurtigere, og trafiklysene blev synkroniserede. Det er ikke fordi de gode gamle regeringsarbejdere er dovne - de har blot ikke samme incitament til at finde på bedre løsninger. De har regnet med at de aldrig ville miste deres arbejde hvis de blot gjorde som de altid har gjort.
Der er visse ting der bør udføres af regeringen: Domstole, overvågning af forurening, og grænsebeskyttelse. Men næsten alt andet burde overlades til private aktører.
Regeringen giver ofte garantier på papir og løfter i taler. Men regeringen leverer sjældent. Private virksomheder udførte et brillant stykke Internet arbejde for præsident Obamas valgkampagne. Men når det drejer sig om websitet for hans sundhedsforsikring, lod præsidenten regeringen klare det. Vi kender resultatet (en katastrofe). .
Markedet er overhovedet ikke perfekt, men det tillader en verden hvor kløgt belønnes og slendrian straffes, en verden hvor flere mennesker tager risici og er innovative. Det er en verden hvor mennesker stortrives.
Nogen trives i stedet for at vente - og dør undertiden - mens de håber regeringen med tiden vil gøre det rigtige.
John Stossel is a longtime award-winning broadcast journalist who hosts "Stossel" on the Fox Business Network. His newest book is "No, They Can't: Why Government Fails, but Individuals Succeed." To find out more about John Stossel, visit the Creators Syndicate webpage.

torsdag den 10. december 2020

Dyrs formidable hjælp i krig

Dyr i krig

Mange familier udtrykker under Thanksgiving deres taknemmelig for at de klarer sig, deres sejre og deres overvundne kampe. Der fortælles beretninger om, hvad man anser som mest værdifuldt i livet, kerneværdier som kærlighed, mod og gavmildhed. En bog der netop er udkommet viser, hvordan menneskets pelsede venner altid har stået til tjeneste.
War Animals af den nationale bestseller forfatter Robin Hutton fortæller om oplevelserne med heste, muldyr hunde og duer der alle var del af de Allieredes krigsmaskine. De var budbringere, spioner og vagter. De bragte forsyninger frem i frontlinjen, passede på de sårede soldater, blev krigsfanger og var en vigtig del af eftersøgnings og redningshold under den tyske blitz af London. 
Dette er Huttons anden bog i “War Animal” serien. I den første fortalte hun historien om Reckless, en lysebrun hoppe, lille af sin race, der var med the Marines under Korea Krigen. Brugt til at hjælpe med at flytte tunge rifler og ammunition over stejlt og forræderisk terræn. Her beviste hun til stadighed sin tapperhed og udholdenhed var med i farefulde operationer med at trække ammunition til soldater der var ved at løbe tør, og ofte under svær beskydning. Da hun kom hjem spredtes nyheden om hendes forfremmelse som Seniorsergent sig hurtigt. Huttons passion og beundring for Reckless vises da hun rejste penge til ikke eet, men hele tre monumenter for denne modige hest ved Quantico, Camp Pendleton, og the Kentucky Horse Park.
Red mare Sgt. Reckless, Korean War hero, finally gets recognition | Books  and Literature | siouxcityjournal.com
I hendes seneste bog fortælles helt utrolige og inspirerende fortællinger om dyr der modtog the PDSA Dickin Medal under 2. Verdenskrig og mindre kendte beretninger om andre dyr i militæret, hvis heroiske handlinger indtil nu har været mere eller mindre glemt. Grundlagt i 1943 er den ærværdige PDSA Dickin Medal den højeste pris et dyr kan opnå for mod udover det sædvanlige og for tapperhed i en militær konflikt, en slags Victoria Cross for dyr.
Krigshunde dukkede op efter Japans angreb på Pearl Harbor. De kom ikke fra militæret men krigshunden blev skabt af Arlene Erlanger fra New Yorks ‘finere’ kredse.. Hun opdrættede pudler og ønskede at hjælpe i krigsindsatsen. Hun påbegyndte en græsrodsbevægelse Dog for Defense Inc., en frivillig organisation der rekrutterede en hundehær, kendt som the K-9 Corps.
Hundeejere donerede deres kæledyr til krigsindsatsen. De 40000 dyr blev skåret ned til cirka 19000, derpå igen til de 10000 der blev bedømt som egnede. Kravene var at hunden skulle være cirka 55 centimeter i skulderhøjde og ikke ældre end fem år. Efter optræning blev de sat på opgaver under stor hemmelighed.
Briterne indledte også en hundeprogram i maj 1941, og bad borgerne om at overdrage deres hunde frivilligt. The War Dogs Training School åbnede officielt den 5. maj 1942 ved en greyhound kennel i Northaw. Fyrre rekrutter skulle trænes. Ved krigens slutning var cirka 3300 hunde med succes udsendt til enheder over hele kloden.
Hver eneste af disse fortællinger gør man bliver tryllebundet, men de mest hjertegribende var om Judy en engelsk pointer. Valgt som maskot for en Royal Navy kanonbåd, og hun gav moralen et enormt skub. Efter at noget af besætningen blev placeret på et andet skib drog Judy med dem. I 1942 blev skibet angrebet af flere end 100 japanske bombemaskiner, skibet blev sænket, men heldigvis overlevede Judy forliset sammen med nogle af besætningen.
 Billedresultat for english pointer
Den 18. marts 1942 blev Judy og de overlevende taget til fange af japanerne og krigsfanger i en arbejdslejr. En nys ankommen RAF pilot, Frank Williams fik ondt af hende og besluttede at hun skulle være hans kammerat. Han lærte hende at adlyde forskellige signaler og hviskende lyde, og hun bragte ham madaffald der sådan set reddede ham. Han blev overført til en endnu mere brutal arbejdslejr, hvor han arbejdede 16 timer i døgnet med at bygge jernbane. Williams beskrev hende som en “radmagert dyr der holdt sig i live ved at være snu og benytte sit instinkt...Jeg overdriver ikke når jeg siger at denne hund med sit eksempel på livsvilje gav mange af os der helt sikkert ville være døde, livsmod og livslyst.” Befriet i august 1945 af allierede soldater - hun boede sammen med Frank til hun døden den 16. februar 1950. 
Hutton bemærkede, “Da jeg hørte om Judy vidste jeg hun ville blive selve essensen i denne bog. Hendes historie betog mig, og ville også berøre læserne. Hun var fuld at modstandskraft og blevet kæledæggen for mange krigsfanger. Mændene ville sige, ‘hvis Judy kan klare det kan jeg også.’ De holdt ud på grund af hende og gav ikke op. I dag benyttes hunde til at hjælpe med PTSD og det var ikke anderledes med Judy. Hun gav trøst og sikkerhed.”
Endnu en tapper hund var the U.S. Army's Chips, en schæferhundeblanding - collie, husky - der blev oplært som vagt, og angreb en italiensk maskingeværrede, fik svære skader som følge af brændende krudt, og reddede sin ‘lærers’ liv. Han modtog faktisk the Silver Star, men den blev taget fra ham i 1944, efter at en kommandør havde klaget. Kendt som “Mr. Chips,” blev han behørigt æret igen den 10. december 1945. Menig John Rowell der arbejdede med hunden som partner skrev, “Vi gik gennem en masse sammen... han er i sandhed vidunderlig. Han reddede mit liv mere end en gang når det gik hårdt til.” 
Hutton besluttede “at nominere Chips til en Dickin’s Medal da han er Amerikas mest dekorerede hund. Den modtog han så i januar måned.”
Nogle af de mest egnede hunde blev benyttet til eftersøgninger og redningsaktioner. Irma er et eksempel på en hund der med stort mod fandt overlevende. Hun var en schæferhund med en enestående intelligens, og en meget stærk pligtfølelse. Hendes ejer skrev i 1945, “Irma gjorde stand for at vise, hvor ofrene for et kollapset hus befandt sig, og skønt nogle blandt redningsfolkene der arbejdede i ruinerne tvivlede, foretog man dog udgravningen. Man fandt to små piger der begge var i live. Denne redningsaktion var især bemærkelsesværdig, fordi Irma nægtede at forlade sin position og blev ved at vende tilbage i to dage. Kun på grund af hendes vedholdenhed overlevede de to piger.” I dag er der hunde hvis opgave det er at søge, og andre hvis opgave det er at redde. Irma var pioner da hun var i stand til skelne mellem ofre der var i live og de som var døde, og informere redningsholdet med forskellig gøen. 
Hutton håber læserne opdager dyrenes hjerte og ‘hvordan de vil gøre alt for os.’ De fortjener at blive æret, fordi de er så pligtopfyldende. “Jeg har nogle projekter som jeg håber vil gøre netop det. Jeg er ved at oprette et International War American Museum i Washington D.C., hvor publikum kan lære meget mere om disse vidunderlige dyr. Der burde være en ærespris til disse dyr. Jeg ville også elske at lave en filmserie om disse dyr i krig, hvor man kunne genopføre den rolle de har haft i historien, især i krigstid.”
Når man læser bogen kan man se hvordan dyr har tjent med stor tapperhed.
The author writes for American Thinker.  She has done book reviews, author interviews, and has written a number of national security, political, and foreign policy articles.