I historiens mudrede strøm af flod og ebbe findes uforklarlige mystiske dødsfald, nogle af dem er stadig uopklarede. De mere besynderlige af disse dødsfald, der har fundet sted i forskellige lande og historiske perioder er ret velkendte, og blevet emnet for surrealistiske spekulationer og fiktioner.
Jimmy Hoffa, chef for the International Brotherhood of Teamsters forsvandt den 30. juli 1975, intet spor efter ham, undtagen i Martin Scorsese filmen The Irishman. Arvinger til den britiske trone, 9 og 13 år gamle, blev sendt til, og formodentlig myrdet, af Richard III i the Tower of London i 1483. Den svenske premierminister Olaf Palme blev myrdet på åben gade i Stockholm i 1986. Hollywood skuespillerinden Natalie Wood blev myrdet, eller druknede muligvis, ved et uheld i november 1981. I Sovjetunionen blev Sergei Kirov, chef for Leningrad Kommunist Partiet og rival til Stalin myrdet den 1. december 1934 i Smolny Institutet i St. Petersburg, sandsynligvis efter instruks af Stalin. Den nok mest omtalte seriemorder til alle tider er Jack the Ripper, aktiv i Østlondon i 1880’erne, og stadig en levende legende.
Hvem der har ansvaret for disse dødsfald synes være rimelig sikker, men kan dog stadig diskuteres. Mordet på JFK den 22. november 1963 i Dallas, mordet på hustruen til O. J. Simpson. Den 5. december 1791 døde Wolfgang Amadeus Mozart af sygdom eller forgiftning? Bortførelsen og mordet på Charles Lindbergs søn den 12. maj 1932, som blev temaet for Agatha Christies skuespil Murder on the Orient Express. Malcolm X, afrikansk-amerikansk nationalist der formodentlig blev myrdet af rivaliserende Black Muslims i New York den 21. februar 1965. Den seksårige Jon Benet Ramsay der blev fundet myrdet i sit hjem 1. december 1996.
Prominente personer er blandt de, hvis død forbliver et mysterium. Ved et pudsigt sammenfald omfatter det to tapre internationalt berømte svenske diplomater, hvis død stadig er et ikke løst mysterium nu her mange år efter deres død.
Raoul Wallenberg er en hædret person et “Righteous” individ der var svensk særudsending til Budapest mellem juli og december 1944. I løbet af den periode reddede hans indsats mindst 15000-20000 jøder i Ungarn fra at blive deporteret og udslettet i Nazi udryddelseslejre. Den 17. januar 1945 blev Wallenberg tilbageholdt af SMERSH, en afdeling af Sovjets efterretningsvæsen med anklager om at være spion og han forsvandt. Officielt fortaltes det han døde i juli 1947 som fange hos KGB i Moskva i Lubyanka fængslet. Der er imidlertid rapporter der hævder at have set ham på et senere tidspunkt, andre igen at han blev likvideret i fængslet. Sovjet lederen Nikita Khrushchev blev tilstrækkeligt interesseret i sagen og fik en ledende KGB embedsmand Ivan Serov til at efterforske sagen og finde ud af, hvem der beordrede Wallenbergs død. Hændelsen blev gjort kompliceret med ikke bekræftede formodninger om Wallenbergs kontakter med britisk efterretningsvæsen og hans brug af the OSS for at hjælpe jøder og andre til at undslippe nazisterne forbliver uløst.
Det er åbenbart, at uanset hvorledes Wallenberg døde eller blev slået ihjel så var ledere eller agenter for Sovjetunionen involveret. Mere usikkert er imidlertid om Sovjetunionen var ansvarlig for Dag Hammarskjold død som 56 årig. Da Hammerskjold var 47 blev han valgt som Generalsekretær for the United Nations med 57 stemmer for 1 imod den 7. april 1963, og han blev genvalgt enstemmigt i 1957. Præsident John F. Kennedy kaldte ham “den største statsmand i vort århundrede.” Han blev posthumt belønnet med Nobel Fredsprisen i 1961, blot en af fire personer der posthumt er blevet belønnet af Nobel Komiteen.
Hammerskjold blev dræbt sammen med 15 andre i et styrt med et DC-6 fly den 18. september 1961 da flyet nærmede sig Ndola, Northern Rhodesia (nu Zambia) under krisen i Congo. En af passagererne, amerikaneren Harold Julien sagde lige før han døde, at der havde været en eksplosion i flyet før det styrtede. Imidlertid er årsagen stadig omdiskuteret.
Igennem lang tid havde Hammarskjold været optaget af konflikter og trusler i Mellemøsten, især mellem Israel og de arabiske stater. Han havde tilsluttet sig Canadas premierminster Lester Pearson i en resolution for en løsning af the Suez Canal krisen i 1956 ved at organisere UN Emergency Force for at løse krisen. Han spillede også en rolle i krisen i 1958 i Libanon og Jordan. Han var ansvarlig for en fredsmission i september 1961 til Moise Tshombe, præsident for Katanga, der havde erklæret sig en uafhængig stat.
Hammarskjolds store udfordring og dilemma var den aktivitet fremmede mineselskaber stod for, de var imod fuld uafhængighed af Congo fra belgisk styre. Belgiske officerer ledte congolesiske tropper efter den officielle uafhængighed i 1960. Disse tropper gjorde mytteri, støttede Moishe Tsombe da han erklærede den mineralrige Katanka provins uafhængig. FN nægtede at assistere Patrice Lumumba Congos første premierminister. Han appellerede til Sovjetunionen der så sendte tropper som hjælp til regeringen. FNs Sikkerhedsråd beordrede med Resolution 43 de belgiske tropper til at trække sig ud, og indsatte FN fredsstyrker i Katanga for at hindre borgerkrig.
Lumumba blev derpå fanget, sendt til Katanga og henrettet af belgiske lejesoldater. Kort derefter tog Tshombe over som premierminister.
FN sikkerhedsråds resolution 161 opfordrede til tilbagetrækning af alle udenlandske rådgivere og bemyndigede FN til at kunne bruge alle nødvendige midler til at hindre borgerkrig, herunder tropper til at beskytte Congos regering. Det var imidlertid ganske åbenbart at FN tropperne ikke var nok til at kontrollere situationen. Derfor drog Hammarskjold til Northern Rhodesia for at forsøge at få en våbenhvile i stand med Katankas præsident Tshombe.
Så hvem slog Hammarskjold ihjel og hvorfor? Mange alternativer er fremkommet, og kunne være falske nyheder og misinformation. I 1962 konkluderede en kommission fra Rhodesia der havde undersøgt sagen at en pilotfejl var årsagen, fejlbedømmelse af højden på skovens træer. En opfølgende FN undersøgelse fandt ikke klokkeklare beviser for om Hammarskjold døde som følge af en ulykke eller bevidst beskidt spil. Andre mente at flyet blev skudt ned af en person lejet af CIA, eller af U.S. tropper eller af fremmede agenter eller af mineselskaberne hvis interesser støttede Katankas løsrivelse, eller af en lejesoldat fra Sydafrika ved navn Swanepoel. En dokumentar fra 2019 lader formode at Hammarskjold blev slået ihjel af en belgisk pilot.
Den 27. december 2019 godkendte the UN General Assembly en resolution om yderligere undersøgelse af Hammarskjolds død. En dommer fra Tanzania, Mohammed Othman, blev udpeget af the UN i 2017 og fortalte, dog uden at nå en endelig konklusion, at det forekom muligt at et angreb eller trussel udefra kunne være årsag til at flyet styrtede ved et øjebliks uopmærksomhed fra piloternes side. Han anklagede Sydafrika, the U.S. og the UK for med vilje at tilbageholde information om ulykken. Han opmuntrede disse stater til at frigive dem. Dommer Othman er blevet genudnævnt, og et større antal stater ønsker at fortsætte efterforskningen.
Man håber at Othman vil finde ud af om præsident Harry Truman havde ret den 19. september 1961 da han sagde. “Hammarskjold var på nippet til at få gjort noget da de slog ham ihjel. Bemærk at jeg sagde ‘da de slog ham ihjel.’”
Uanset hvad Othman finder ud af - så var Hammarskjold en dødens martyr.
Årsdagen for et af historiens mest afgørende slag - Slaget ved Manzikert - der igangsatte skabelsen af den moderne stat Tyrkiet, erstatning for det tidligere kristne Lilleasien, var den 26. august. At genfortælle hvad der skete den dag i år 1071, og tiden op til er meget lærerig.
Året 1019 var “første gang man så de blodtørstige uhyrer ....de vilde vantro, kaldet tyrkere, der drog ind i Armenien,” i det østlige Anatolien, “og hensynsløst nedslagtede de kristne med sværdet” skriver en kronikør. I de følgende år og årtier blev faktisk hele Armenien decimeret: Hundredtusinder blev slagtet eller taget som slaver og tusinder af kirker brændt ned eller vanhelliget, også de som blev til moskeer:
“Hvem ville være i stand til at berette om de hændelser og de ødelæggende begivenheder der blev Armeniernes lod, for alt var dækket med blod....På grund af det store antal lig stank landet, og hele Persien var fyldt med utallige tilfangetagne; således var hele denne nation af uhyrer som berusede af blod. Alle mennesker tilhørende den kristne tro var i dyb sorg, trist sindsstemning ...”
Der var sådan set ingen tvivl om, hvad der foranledigede tyrkerne til dette fjendskab: “Denne nation af vantro,” forklarede en militær leder, “kommer mod os på grund af vor kristne tro, og deres hensigt er at smadre de som tilbeder Korset og de vil udslette de trofaste kristne.” Derfor “er det passende og rigtigt for alle de trofaste at gå frem med deres sværd og for den kristne tro.” Mange havde samme holdning, der er fortællinger om munke og præster, fædre, hustruer og børn, alle dårligt bevæbnet men dog nidkære efter at beskytte deres levevis, og de gik ud mod de invaderende - blot for at blive slagtet eller taget som slaver.
De tyrkiske horder, under myndighed af den voksende Seljuk stamme var ikke tilfredse med kun Armenien og de fortsatte at ride mod vest over den anatolske højslette, som var en del af Det Østromerske Rige (Byzans) efterladende en spor af røg og ødelæggelse. Da han blev kejser i 1068 gjorde Romanus Diogenes det til sin hovedprioritet at handle. I 1069 havde han fået samlet en stor hær og marcherede langt ind i Lilleasien og befriede utallige byer fra tyrkernes herredømme.
De to styrker mødte endeligt hinanden nær byen Manzikert, lige nord for Van søen.
Den tyrkiske sultan, Muhammad bin Dawud—i eftertiden bedre kendt som “Alp Arslan,” eller, “Helte Løven”—sendte en delegation for at forhandle med Romanus under “dække af at søge fred,” men snarere for at “købe sig tid,” forklarede Michael Attaleiates, der var til stede dengang. Dette “opildnede blot yderligere Kejseren til krig.”
Romanus tvang udsendingene til at knæle for sig og beordrede dem til at sige til deres sultan at, “der vil ikke blive nogen traktat .. og jeg drager ikke hjem førend jeg har udført det i Islams land som er blevet udført i Roms lande (Byzantium).” Således efter at have “behandlet ambassadørerne med den største foragt,” opildnede Romanus sine mænd til krig med “ekstraordinære voldelige ord.”
Muhammad betonede sine mænd til Jihad og mindede dem om deres muligheder for at vinde: “Hvis vi får sejr over dem er det fint og godt. Hvis ikke vil vi drage videre som martyrer til Paradiset.” “Vi er med dig!” råbte mændene som med en stemme, da han var færdig med sin tale og så fulgte et brøl med “Allah Akbars” der som det fortælles “rystede bjergene.”
Således “mens kampmusikken gav genlyd fra begge lejre og støvet på slagmarken stod op som skyer mod himlen” mødtes de to hære denne skæbnedag - fredag den 26. august 1071.
Slaget gik i gang som sædvanligt: Tyrkiske ryttere, i en halvmåneformation der dækkede over deres få i antal, red hurtigt frem og affyrede byger af pile, før de hurtigt trak sig tilbage. Mange romerske krigere og deres heste faldt, nogle brød ud af rækkerne og flygtede. Den uforfærdede Romanus fastholdt linjen og marcherede sine styrker fremad, men på grund af at tyrkerne havde ubegrænset plads at trække sig tilbage på lykkedes det aldrig den kristne hær at omringe dem og gøre det af med dem, samtidig med tyrkerne gik over til små udfald og baghold.
Da dagen næsten var slut gav Romanus ordre til at vende tilbage til lejren for det var det eneste sted hvor hestene og soldaterne kunne på proviant. Da han var vendt tilbage igangsatte tyrkerne et overvældende angreb “kastende sig med stor voldsomhed mod Romerne under frygtelige krigsråb.” Der opstod kaos og panik. “Alle råbte samstemmigt og red rundt på må og få, ingen kunne få overblik over hvad der skete....Det var som et jordskælv med hylen, en frygt føg over området, skyer af voldsom støv, og ikke mindst tyrkere der red rundt om os,” erindrer Attaleiates.
Romanus’s Varangian Garde (Imperiet eliteenhed bestående af krigere fra Norden, der altid var knyttet til den Kejser de tjente) blev omringet og trods det de kæmpede med stor tapperhed nedslagtet hver eneste mand.
Idet han så at han “var forladt og afskåret fra hjælp drog Romanus sit sværd og udfordrede sine fjender, slog mange af dem ihjel og fik andre igen til at flygte. Men han var omringet at en stor flok modstandere og blev såret i hånden. De genkendte ham og han blev fuldstændig omringet, en pil sårede hans hest, der gled og faldt, og trak sin rytter til jorden. Således blev Roms kejser fanget og ført i lænker til sultanen.”
Værre var det, at den så stolte og kejserlige Romanus blev den første Kejser fra Rom til at blive taget til fange i over tusind år og kom til at erfare ydmygelsen ved at være fanget på slagmarken. “De som undslap var ganske få,” bemærker en en anden historieskriver. “De fleste af hæren blev taget til fange, resten massakreret.” En muslimsk kronikørskriver bekræfter at de kristne “blev dræbt i en sådan udstrækning at en dal hvis to sider var fyldt med deres lig.”
Sultan Muhammad erklærede sejr, og skyndte sig at sende “Korset og det som var blevet taget fra Byzantinerne” til Bagdad og “Kaliffen og muslimerne frydede sig. Bagdad blev udsmykket på hidtil uset måde og kupler blev opført. Det var en stor sejr som Islam ikke havde haft førhen,” skriver en historiker fra Damaskus.
Slaget gav ydermere åbning for en permanent erobring af Lilleasien. Før han blev myrdet havde “Helte Løven” beordret tyrkerne til at være som “løveunger og unge ørne, dragende rundt i landet nat og dag, slå de kristne ned og ikke vise nåde overfor Rom.”
Det gjorde man så, og “Emirerne spredtes som græshopper over hele landet,” invaderende hvert hjørne af Anatolien, nedrev nogle af de vigtigst af Kristendommens oldgamle byer, herunder Efesus, hjemsted for Sankt Johannes Evangelisten, Nikæa hvor den kristne tros læresætninger blev nedfældet i år 325, og Antiokia, hvor Sankt Peter havde tilknytning.
“Det som var tilbage var ødelagte marker, træer der var fældet, lemlæstede lig og byer slået af rædsel eller i flammer.” Hundredtusinder af kristne fra Anatolien blev massakreret eller taget som slaver. Tidligt år 1090 havde tyrkerne indtaget den sidste kristne bastion, Nicomedia ganske tæt på Konstantinopel ved det smalleste sted af Bosporus Strædet.
Fem år senere var Det Første Korstog undervejs.
Muhammad bin Dawud skulle blive hædret af muslimer, især af tyrkerne, i de kommende århundreder. For “sejren ved Manzikert ved Seljuk sultanen var ikke kun en militær triumf over Byzans Kejseren” forklarer historikeren Carole Hillenbrand. “Hans tilfangetagelse symboliserede underkastelsen af Kristendommen til Islam. Manzikert blev opfattet som den første skridt i en episk historie hvor tyrkisk ledede dynastier ville besejre de kristne og proklamere Islams triumf.”
Da Trump trådte til i Det Hvide Hus gik venstrefløjen i gang med at fortælle, at alt han gjorde var politisk spin. Det eskalerede i 2020 da Democrats benyttede Wuhan virussen til deres politiske formål. Det er ganske vist, at de bevidst ødelagde økonomien for at sidde i Det Hvide Hus igen. Endnu værre var det at efter Trump hyldede Hydroxychloroquine, gjorde de det nærmest umuligt at medicinen fik en fair chance, hvilket muligvis har været årsag til at titusinder er døde, uden anden grund end at nægte Trump en “vinder.” Men Trump på vej ud synes der nu at være tale om et ganske almindeligt middel mod parasitter kaldet - Ivermectin.
(Husk at når du læser dette er det ikke som et lægeligt råd. Det er blot for at diskutere en ny medicinsk teori i behandlingen af Wuhan virus.)
Jeg hørte første gang om Ivermectins effektivitet mod Wuhan virus i sidste uge gennem min, af alle, frisør, der er brasilianer. Hun fortalte mig, at alle i hendes familie tog nogle midler, hun kunne ikke lige huske navnet på det middel de brugte mod lus, og at ingen af dem har fået virus. Faktisk, sagde hun, at alle hun kendte i Brasilien tog dette middel mod lus. Jeg undersøgte det så da jeg kom hjem.
Ivermectin går helt tilbage til 1970, da Satoshi Ōmura fra Kitasato University og William Campbell fra Merck, arbejdede sammen, og opdagede at en bakteriefamile kaldet avermectins kunne kurere mus for ringorm. Ivermectin benyttes nu helt rutinemæssigt til at behandle mange infektioner ved parasitter.
Fordi det kan indtages gennem munden eller som salve fungerer det mod alt fra hovedlus til børneorm. Du har måske ikke selv anvendt det, men muligvis har du givet det til din hund eller kat fra tid til anden.
I tropiske klimaer bliver Ivermectin også anvendt mod sygdomme der er karakteristiske for de regioner, såsom gul feber, malaria, og flodblindhed. Det kan endog hjælpe mod ikke alkohol relateret fedtlever. Det er et meget imponerende lægemiddel..
Ivermectin’s potentielle virkning mod Wuhan virus blev allerede antydet i april 2020 daaustralske forskere sagde, “Ivermectin mod hovedlus forhindrede hurtigt udviklingen af SARS-CoV-2, den virus der er årsag til COVID-19.” Endnu bedre ifølge David Jans fra Monash University i Melbourne, er Ivermectin “sikker ved ret så høje doser,” selvom han skyndte sig at føje til at ingen bør forsøge sig med selvmedicinering, især ikke med medicin der er beregnet til kæledyr eller mod hovedlus.
I august blev Brasilien voldsomt ramt af Wuhan virus, og kystbyen Itajai blev til et laboratorieeksperiment efter borgmesteren, en læge, meddelte en massiv uddeling, af midlet. Pudsigt nok, ønskede Coda, det onlinemagasin jeg linkede til ikke at nogen skulle blive for begejstret. Man udgav historien i kategorien “krig mod videnskab.”
Dog, i september anvendte yderligere to brasilianske byer Ivermectin på forsøgsbasis. Resultaterne var noget vanskelige at fortolke, fordi undersøgelserne ikke blev foretaget ved brug af dobbelt laboratorium konditioner. Oveni det havde de tre undersøgelser forskellige klimatiske forhold og befolkninger. Imidlertid indikerede rådata at - som gennemsnit - faldt dødstallene i de tre regioner, sygdomstilfældene var mindre alvorlige og der var færre nye tilfælde.
Så i sidste uge fik Ivermectin endelig et boost i Amerika. The NIH har officielt anerkendt Ivermectin som en behandlingsmulighed mod Wuhan virus. Den nye anbefaling “er nu blevet opgraderet til samme niveau som de vidt udbredte monoklonale antistoffer, rekonvalescerende plasma, hvilket er en ‘hverken for eller imod’ anbefaling.” Med andre ord er midlet ikke længere under forbud. Det er en terapeutisk option.
Fra Buffalo er der også oplysende information: Da en dommer beordrede et hospital til at tillade behandling til Judith Smentkiewicz, en 80 årig COVID-syg patient, med Ivermectin, kom hun sig hurtigt. Hendes familie er overbevist om at Ivermectin er grunden til hun kom sig:
“Denne dame lå i respirator, bogstaveligt på sit dødsleje - og så fik hun dette middel.” fortalte Lorigo (en af hendes advokater) til The Buffalo News om Smentkiewicz, en beboer i Cheektowaga. “Hvad os angår er vi overbevist om, at dommerens afgørelse reddede denne kvindes liv.”
Et enkelt tilfælde er naturligvis ikke noget bevis, men det er i tråd med informationen om, hvordan dette ‘billige’ relativt sikre, almindeligt brugte middel er.
At finde den helt rigtige løsning, se den blå himmel gennem de mange dystre ‘skyer’ vi står over for så er dog noget godt der kan ske, hvis venstrefløjen får deres politiske vilje: Måske får vi, endelig, en ærlig tilgang til behandlingen af Wuhan virus således at vi amerikanere kan lægge sygdommen bag os og komme videre.
Den venstreorienterede præsident i Mexico Andrés Manuel López Obrador har som det berettes givet løfte om at gå i kødet på tech-virksomheder torsdag som svar på lukningen, forbuddet som har ramt præsident Donald Trump på de sociale medier.
“Jeg kan sige Jer at ved det første G20 møde vi skal have vil jeg komme med en forslag til dette problem,” sagde López Obrador. “Ja, de sociale medier burde ikke opildne til vold og alt det der følger, men dette kan ikke benyttes som en forløber for at fjerne ytringsfriheden.”
“Hvordan kan en virksomhed handle som om det var almægtig, en slags Spansk Inkvisition om det der gives udtryk for?” spurgte López Obrador.
López Obrador’s udenrigsminister Marcelo Ebrard sagde, at Mexico allerede har indledt arbejdet med at få andre nationer involveret i indsatsen herunder “embedsmænd i Frankrig, Tyskland, EU, Afrika, Latinamerika og Sydøstasien,” fortalte The Associated Press reported.
AMLO, har effektivt forsvaret præsident Trump der blev ydmyget af disse de sociale mediers Stormoguler, der lukker hans adgang til internettet i en kartellignende enighed. AMLO hånede også klart og tydeligt venstrefløjen for at godtage dette angreb mod ytringsfriheden, da giganterne fra de sociale medier er ledet af oligarker med monopoler. Det får opfordringerne til censur som Michelle Obama og Alexandria Ocasio-Cortez står bag til at se ganske afskyelige ud. Det par og hele venstrefløjen opfordrer til internet censur og de ligner nu virksomhedsmarionetter der syngrer og danser for deres aftensmad. Ser det godt ud for nogen på venstrefløjen?
Det er ikke første gang AMLO, en socialist, er stået frem for at forsvare Trump. Tilbage i november så han hvad der foregik i staterne med fejl i valgoptællingen, og anerkendte det havde fundet sted. Han havde nemlig også før fået et valg stjålet. At han er så principfast om det, gør at rigtig mange af os der før var skeptiske over det tilbage i tiden nu er klar over jamen det skete jo faktisk.
Han hjalp også Trump med de store udfordringer med illegale der krydser grænsen til the U.S. og gjorde Trump i stand til at skabe en asylpolitik med Mexico der tjente til at kun de mest oplagte ansylansøgere blev accepteret.Det satte et Stop for de grænsekrænkelser der var foregået i lang, lang tid, overskridelser der primært gavnede Mexicos narkokarteller, der tjente tykt på de ulovlige handel med immigranter.
Det er virkelig ironisk alt dette. To tidligere præsidenter, såkaldte konservative præsidenter i Mexico, Vicente Fox og Felipe Calderon, kæmpede konstant med the U.S. om problemet med at eksportere ulovlige indvandrere til the U.S. Nu er der så en erklæret socialist og han ser verden som den gennemsnitlige amerikanske vælger gør - og har modet til at også påpege det.
AMLOs er såmænd ganske fin, når man tager hans hjælpsomhed over for præsident Trump i betragtning, men der er også noget andet.
AMLO er en erfaren politiker og ville næppe gøre det han har gjort hvis det skulle betyde at hans vælgere bliver færre. Han ved også at al denne ståen op for Trump gavner ham politisk, hvilket igen taler til gunst for den gennemsnitlige mexikanske vælger.
AMLO's har fuldstændig ret. Vi håber at høre mere fra ham snart.
Den hollandske by Utrecht er den fjerdestørste i Nederlandene, efter Amsterdam, Rotterdam og Haag. Der bor cirka 350000 mennesker og byen er et center for kultur og uddannelse - Utrecht har dusinvis af museer og gallerier og University of Utrecht har flere studerende tilknyttet end mange andre universiteter. Og en gang om ugen, kommer der nogle og vandaliserer gaden midt i byen.
Du kan se ‘værket,’ hvis du er i byen en weekend. Gå til hjørnet af Oudegracht og Lange Smeestraat, bedst lige efter kl. 12.00 på en hvilken som helst lørdag. Når du er der så kig ned. Du kan ikke se det på Google Street View, men det er der - et stort J indgraveret i en af fliserne, ved siden af det et E, så en tom flise, derpå et Z, fulgt af et U, derpå L, så et T.
Se nærmere på billedet. Det er ikke vandalers værk - det er digteres.
I 2002, abesluttede en gruppe initiativtagere at betale for et projekt til alle aldersgrupper - et digt der er uendeligt, præget bogstav for bogstav til ‘evigheden.’ En digter skriver en sætning ad gangen, og hver uge skaber en stenhugger et bogstav i en flise. På lørdag eftermiddage kl. 13.00 placeres flisen i den næste ledige plads, og dermed føjes en smule til digtet der således hele tiden ‘udvides.’ Den næste flise løftes op, og der skrives det næste bogstav på den og således fortsætter processen uge efter uge. Når digterens sætning er færdig, tager en ny digter over. Digtet er ikke skrevet på forhånd - digterne kan føje det til de lyster.
For at projektet skulle have større succes, og som Atlas Obscura observerer, "for at komme rigtig i gang fra begyndelsen blev de første 648 fliser lagt og tilbagedateret til 1. januar 2000.” Byen har reserveret nok plads på gaderne til at digtet kan ‘udvides’ til år 2050. Det kan forekomme rigtig lang tid, men “det tager cirka 3 år af fuldføre en sætning,” ifølge Futility Closet -- det er således en sætning på 100 bogstaver - sådan cirka. Men projektet kan fortsætte udover 2050. Der er ingen slutdato fastlagt, så længe byen og (andre bidragydere) betaler for digtet kan det sådan set fortsætte i det uendelige. Det er almindeligt at byens borgere sponserer en sten til ære for en elskets fødselsdag eller en anden mærkedag, og da der lægges 52 sten om året, er der med stor sandsynlighed rigtig mange flere villige sponsorer end der er plads.
Digtet drejer sig lige nu om en rejse - eller måske forvandles det til et testamente for byen der lægger ‘scene’ til? Bedøm det selv. Hvis du gerne vil læse digtet lige d.d. kan det ses på hollandsk ved at benytte dette link, og hvis du vil have det på engelsk, har Atlas Obscura oversat de første seks+ sætninger.
Bonus fact: Utretcht's kunstnere besidder stor og god humor. I 2015 for at fejre fødselsdagen for forfatteren til bogen 1984, George Orwell, besluttede to kunstnere at udsmykke dele af byen med festhatte. Deres mål? Byens allestedsnærværende sikkerhedskameraer som de kan ses her.
Det er på tide at Vesten begynder at bedrage Kina.
Det har længe stået klart af kinesiske data systematisk er blevet forvansket af kinesiske journalister. I den oprindelige rapport til the Joint Congressional Commission, som jeg er medforfatter til, fastslog vi at alle kinesiske data er baseret på ‘opfindsomhed, ‘ fup.’ Den påstand har jeg gentaget adskillige gange.
Motivet for denne forvanskning er let at afsløre. Skatter der pålægges provinserne af Centraladministrationen i Kina efter data er indleveret. Provinsregeringerne ønsker ikke at dele deres formue, velstand med forbundsregeringen og således underbetoner de helt bevidst deres indkomst.
Nettoeffekten af disse tiltag er at rapportere om faldende indkomster på forbundsniveau, hæmme den generelle beskatning af provinserne og få flere penge til at strømme til provinsregeringerne skattekister.
Det er derfor pengestrømmen til centralregeringen har været så lav i meget lang tid. Det er også grunden til den påfølgende undersøgelser af Kinas forbundsregering af de regionale administrationer, og stadig flere beskyldninger om snyd og bedrag af regionale embedsmænd.
Kina har indflydelse på alle kommunistpartier over hele verden for at sikre sig at man ved hvad disse partier har gang i, og for at sprede misinformation om pro-Sovjet operationer. Kampen mellem pro-Kina og pro-Rusland kræfter har været intens i årtier og vil uden tvivl fortsætte i årtier endnu. Det genoplivede venskab mellem Beijing og Moskva har ikke medført fred til de to nationer, da de konkurrerer om global indflydelse. Der er begrænset samarbejde, men ikke noget der ligner en strategisk alliance. Der er ingen aftale mellem de to tidligere supermagter og ingen detaljeret aftale om, hvordan man kan føre en fælles krig mod deres fælles fjender i Vesten, fra Nordafrika til Central-Sydamerika, fra Europa til Israel, fra Australien til New Zealand.
Den store debat om Kinas fremtid har været koncentreret om landets valgmuligheder i den nærmeste fremtid. Dette kan være kulturelle valg. Vil Beijing følge den amerikanske model, og dermed skabe ideologisk og politisk snæversynethed der ville gøre det umuligt for kineserne at konkurrere effektivt på det internationale marked? Eller vil man i stedet finde måder at konkurrere med Vesten på?
Det har længe været en grundlære ved moderne geopolitik at tidssvarende kreativitet kræver fri eksperimentering og at systemer der indfører barske og omgående regler uundgåeligt vil fejle. Det er derfor moderne autoritære stater så udbredt har anvendt underkastelse, tilpasning. At kopiere Vestens produktionsmetoder har gjort deres produkter som vores, og de stoler på vi udvikler de teknologi- og produktionskæder der skal til for at få systemet til at fungere.
Det er op til Vesten af ‘bedrage’ Kina, lokke Beijing til at stjæle teknologi der ikke fungerer, derved bevare ægte hemmeligheder om vort militære system og gøre os i stand til at trænge ind i fjendens netværk. Hvis det ikke lykkes os vil vi overlade Kina kontrollen over moderne militær teknologi til deres godt trænede og disciplinerede mænd og kvinder.
Den 15. juni 1864 indledte the Army of the Potomac det som blev belejringen af Petersburg, der kom til at tjene som porten til Richmond, Virginia, hovedstaden i the Confederate States of Virginia. Selvom byen ikke blev helt omsluttet lykkedes indsatsen for general Ulysses S. Grant, hvilket medførte at flere Union tropper kunne følge med. Han fik fastlåst general Robert E. Lee’s Army of Northern Virginia på stedet, og forhindrede en gentagelse af Lees militære troldmandsagtige genialitet i sejre som Second Manassas og Chancellorsville. Når først kampen udviklede sig til en belejring indrømmede Lee, at afslutningen “blot ville blive et spørgsmål om tid.”
Kirurger fra the 4th Division, 9th Army Corps under belejringen af Petersburg (Wikimedia Commons)
Alligevel var Petersburg en form for lindring for de tapre og dygtige tropper på begge sider. Præsident Abraham Lincoln bragte Grant mod øst for at give sig i kast med Sydens eneste vindende hærenhed. (Sydens styrker ude mod vest led under en flok middelmådige generaler der lignede de uduelige Union generaler der kæmpede uden for Washington; the Confederacys eneste større sejr var Chickamauga, som general Braxton Bragg straks ødslede bort.) Dog, trods det han havde en mandskabsmæssig stor overlegenhed og masser at materiel fandt Grant hurtigt ud af, at der ikke var nogen let vej at bryde gennem Lee’s Army of Northern Virginia.
Under den såkaldte Overland Campaign, der begyndte i vildnisset (the Wilderness) i maj måned og endte med indsatsen mod Petersburg havde, the Army of the Potomac haft cirka 55000 døde og sårede, rundt regnet størrelsen af Lees styrker og dobbelt så stort et tab som Lee.
Cold Harbor,det sidste slag før Petersburg var i særlig grad en fadæse for Grant, tropperne angreb the Confederates der havde gravet skyttegrave, og cirka 7000 mænd blev dræbt eller såret, sammenlignet med knap 1500 faldne og sårede hos Sydens tropper. Union moralen var lav før det katastrofale angreb. Soldater der så Sydens forsvarsforanstaltninger overvejede morbidt at sy deres navne på uniformerne så de lettere kunne identificeres, et tiltag der senere blev til ‘Hundetegn.’
The Dictator morter der blev benyttet ved Petersburg
De endeløse tabslister fik næsten skudt Lincolns genvalg i sænk. Efter slagteriet i the Wilderness, reflekterede, Sen. Henry Wilson fra Massachusetts: “Hvis det scenario kunne have været præsenteret for mig før krigen, lige så bekymret jeg var for bevarelsen af the Union, skulle jeg have sagt: ‘Omkostningen er for stor; vildfarne søstre, gå i fred.’” For sent blev denne brændende nationalist tvunget til at spørge - hvor mange liv var politisk enhed værd? (læs Modets Røde Kokarde af Stephen Crane - synopsis kommentar).
Petersburg var ingen trylledrik i lindring af offentlighedens skuffelse. Tabstallet faldt nådigt og dramatisk da stillesiddende skarpskytter erstattede de store fuld skala angreb, men konflikten stagnerede. The Army of the Potomac brød først igennem i april det følgende år. Kort tid derefter overgav Lee sig, og dermed afsluttedes endegyldigt the Confederacys modstand, selvom nogle små militære enheder blev tilbage og præsident Jefferson Davis tog flugten.
Gen. William Tecumseh Sherman’s indtagelse af Atlanta i september var vel det udslagsgivende for genvalget af præsidenten i 1864. Ofrene i konflikten synes ikke længere nytteløse. Det så nu ud til at en sejr var opnåelig. Faktisk var the Confederacy’s nederlag på det tidspunkt uundgåeligt, uanset Lincolns politiske skæbne. Selvom han havde tabt skulle han først overdrage embedet den 4. marts (senere ændret til 20. januar), hvilket alligevel ville have tilladt ham at bringe krigen til en næsten afslutning.
Konfliktens konsekvenser var rædselsvækkende. Forskere har her for nyligt vurderet at dødstallet i kampene er så meget som 750000. Totalt set menes mindst en million amerikanere at være døde på grund af konflikten. Hundredtusinder af mennesker blev forflyttet da Syden blev hærget, og måtte lide under den form for ødelæggelse der kan knyttes til krigshandlinger i europæiske krige.
Landbrugssamfund, og ejendomme blev smadret i Syden, og civile friheder og forfatningsmæssige rettigheder blev krænket i Nord.
For de tidligere Confederates var det helt ude af proportion. En ud af alle mænd i den militære alder blev dræbt, tre gange flere end i Nord. Shermans Union kampagner, på hans berømte “march to the sea,” og Gen. Phil Sheridan, mens han kæmpede sig vej gennem the Shenandoah Valley indførte moderne krigsteknikker - ødelæggelse af civilt land og ressourcer. Og Sydens folk betalte for deres afhængighed af slaverne, hvilket kunne ses ved at en enorm del af Sydens velstand simpelthen forsvandt, blev opslugt. I dag er den massive centralisering af national styrke der bliver intensiveret ved hver eneste krise efter den anden, et tragisk testamente af the Civil War.
Man siger at sejrherrerne skriver historien og det er helt sikkert sandt med the Civil War - langt bedre karakteriseret som the War Between the States, da Syden søgte separation, ikke dominans. Normalt omfatter en borgerkrig en fælles kamp for at kontrollere ‘hele butikken.’
De fleste amerikanske historiebøger indrømmer at der ikke må være tvivl om nødvendigheden af konflikten, hvilket ifølge den nationale myte var en ‘harvende,’ ild hvorved landet blev raffineret og hærdet. Det var et stort moralsk korstog mod slaveriet og fødslen af en velgørende aktivistisk national regering.
Bekræftelse på the Civil Wars ‘dyder’ afspejles af den samtykkende placering af Lincoln som Amerikas største præsident. Efter ordren om at invadere hans tidligere landsmænd sluttede befalingen med næsten hele en million døde amerikanere. .
Spørgsmålet om krigen var retfærdig er hele tiden blevet overskygget af den retrospektive behandling af konflikten som rettet mod slaveriet. Det var den ikke. Antallet af de som gik ind for ophævelse af slaveriet var lille. Mange kritikere af slaveriet, som Lincoln, gik ind for kolonisering, det vil sige sende de befriede slaver tilbage til Afrika (således blev den moderne nation Liberia til).
Det Republikanske Parti førte kampagne for at begrænse slaveriet, hindre spredningen til territorierne, ikke for at befri slaverne. Var krigen sluttet hurtigt - det sandsynlige resultat havde Lee for eksempel accepteret at stå i spidsen for the Union styrkerne, som han blev tilbudt tidligt 1861 - ville slaveriet have overlevet, i det store og hele som det var. Frigørelse blev et krigsværktøj; det berømte foregivende at befri slaver under fjendekontrol - kom først den 1. januar 1863.
For at forstå selve årsagen til konflikten må man spørge, først og fremmest, hvorfor ville Syden skille sig ud? For det andet, hvorfor hindrede Nord sine brødre i at gøre det?
Om staterne i Syden havde forfatningsmæssig garanti for at de kunne skille sig ud fra the Union er et fascinerende intellektuelt diskussionsemne, uden noget accepteret svar. I denne sag var det bevæbnede styrker der gav svaret. Det betyder heller ikke særlig meget om Syden havde en mere respektabel grund til at skille sig ud end slavespørgsmålet. Hvorfor skulle North slå tidligere landsfæller ihjel for at ønske af træde ud, uanset årsagen? Det er vanskeligt at se hvorfor udtrædelse skulle betyde krig.
Dog var slaveriet det som satte gang i det hele. Der var andre udfordringer, såsom afgifter, men ingen ville have opmuntret den hvide befolkning til at forlade unionen. Selvom Lincoln lovede at respekteret slaveriet som institution ville det have været meget mindre sikkert at stå over for, og imod fjendtligt indstillede nationale udøvende og lovgivende grene. Valget af Lincoln satte gang i den nærmest øjeblikkelige udtræden af syv stater i Syden, begyndende med South Carolina.
Blå indikerer Union staterne i Nord. Lyseblå de 5 Unions stater der tillod slaveri. Rød stater i Syd der ville træde ud the Confederate States of America.
Imidlertid forblev otte slavestater i unionen. Havde de alle valgt at træde ud ville Norths opgave have været meget, meget større. Men de otte forblev loyale, indtil Lincoln indkaldte 75000 mænd til militsen for at undertrykke oprøret. Læg mærke til det ikke var en kampagne for at befri slaver. Selvom præsidenten virkelig ikke brød sig om slaveriet skrev han så velkendt til Horace Greeley: “Mit altoverskyggende mål i kampen er at redde the Union, og det er hverken at redde eller ødelægge slaveriet.” Lincolns overskyggende bekymring var at holde fast på den nationale regering, slavesystemet der i den grad fordrejede regeringen var af sekundær betydning.
Først da præsidenten præsenterede sin plan om at tvinge de udtrædende stater, forlod staterne i den nordlige del af Syden — Arkansas, North Carolina, Tennessee, og Virginia — the Union. De var villige til at lade slaveriet underlægge for den nationale enheds skyld, men ville ikke være med i bestræbelsen på at undertrykke stater som de havde langt mere til fælles med end de fleste stater i North. Grænsestaterne Kentucky og Missouri skilte sig ud og kæmpede deres egen mini civil war, mens Union okkupationen fastholdt Marylands loyalitet og lille Delaware fik aldrig noget andet valg.
En unionist fra North Carolina klagede: "Varme følelser for the Union var i det store og hele i fremgang og fik styrke, indtil Lincoln kastede os til jorden. Han kunne ikke have adopteret nogen mere effektfuld politik for at ødelægge the Union ...Lincoln har gjort os til en enhed for at gøre modstand indtil vi har fået smidt vore invaderende ud eller dø.”
Spørgsmålet om tvang var for mange amerikanere vigtigt. Før han forlod U.S. Army skrev oberst Robert E. Lee: “Jeg kan ikke forvente nogen større ulykke for landet end en opløsning af the Union ....Dog en Union der kun kan opretholdes ved sværdet og bajonetter, og i hvilken stridigheder og borgerkrig vil erstatte den broderlige kærlighed og venlighed, det har for mig ingen tiltrækning.”
Horace Greeley kunne have benyttet Lees ord da han i the New York Tribune skrev: “Vi håber aldrig at komme til at leve i en republik, hvor den ene del skal holdes i skak med bajonetter.”
Det er vanskeligt at være uenig i sådanne holdninger. Hvis Californiens befolkning i dag erklærede at de ønskede at forlade resten af Amerika - måske med entusiastisk opmuntring af mange konservative - burde Washington så sætte hæren ind? Udføre terrorbombninger fra himlen? Indføre en flådeblokade, en opdateret “Anaconda Plan” af en slags? Forhåbentlig ikke. Om the Golden States udtræden var “lovlig” ville kun betyde lidt. Washington skulle vælge mellem at ønske de 40 millioner californiere det godt eller slå dem ihjel. Første mulighed ville være det bedste.
Hvorfor reagerede Nord så anderledes i 1860? De betragtede Sydens stater, især South Carolina, som en krænker af den demokratiske ‘aftale’ der ikke ville følge reglerne når disse gik dem imod. I sin indsættelsestale nævnte Lincoln at “den centrale ide om udtræden er essensen i anarki” ved dens forkastelse af flertalsstyre. Faktisk var det et noget fordrejet synspunkt. Syden forkastede ikke flertalsstyre (for hvide mænd, selvfølgelig) men nationalt flertalsstyre. Der var ingen anarki. Secessionisterne undgik de radikale “fire-eaters,” (gruppe af Democrats) og efterlignede de etablerede institutioner og ledere, herunder det meste i the Constitution. Og selvom Syden var på vej mod “anarki eller despotisme” som præsidenten hævdede var det så en god grund til at deres hjem, familier og stater skulle ødelægges?
Fire-eaters
Nogle i the North frygtede af the Confederacy ville lukke Mississippi floden. Nogle få nationalister frygtede, at et passivt modtræk på Sydens udtræden ville friste andre dele af nationen, såsom Nordvest til også at træde ud. Et antal slavemodstandere så en mulighed for at få afsluttet slaveriet, andre var dog pacifister.
Måske vigtigst var den rå nationalisme, troen på at den amerikanske nation var udelelig og uundgåeligt ville sprede sig over hele kontinentet, den nedrige doktrin om Manifest Destiny.
Lincoln talte om “Erindringens mystiske strenge, strækkende sig fra hver slagmark og patriots grav til ethvert bankende hjerte og hver arne over hele dette store land.” Vellydende holdninger jovist, men ingen retfærdiggørelse for krig - hvor der skabes flere slagmarker og grave som følge af mareridtet i bekrigelsen af hinanden. Hvordan kunne the Union være en god institution hvis den blot “opretholdtes ved sværd og bajonetter.?”
Desværre forestillede alt for mange sig, at løsningen på uoverensstemmelsen ikke ville kræve mange sværd eller bajonetter, at sejr let kunne opnås. Nogle få skud og de kujonagtige Yankee små forretningsmænd ville flygte nordpå eller de kujonagtige hårdnakkede secessionister ville forsvinde.
South Carolina begik en krigshandling da man skød på Fort Sumter, men der var ikke noget behov for at åbne op for større generelle fjendtligheder over en så begrænset handling. Lincoln lod imidlertid U.S. garnisonen, der ikke kunne forsvares, være på plads, og inviterede dermed til netop hændelsen. Det var muligvis hans hensigt, da han altid omhyggeligt kalkulerede og fastlagde al sin politik.
Angrebet på Sumter var med til at opildne til mere støtte for skaffe tropper til at tvinge sin vilje igennem, hvilket Lincoln ønskede. Selvom Fort Sumter ikke fik staterne til at kæmpe, hjalp det sandelig Lincolns evne til at invadere the South og undertrykke de kræfter der gik ind for en udtræden.
Meget at krigs entusiasmen på begge sider afspejlede tragiske illusioner om konfliktens konsekvenser. Både Lee og Sherman forudså en lang blodig krig, men de var i mindretal. Senator James Chestnut fra South Carolina tilbød endda at drikke alt det blod der blev udgydt som resultat af secessionen. Snart skulle oceaner af blod flyde i de forskellige slag og langt flere liv end alle Amerikas forrige krige tilsammen. Amerikanerne måtte lære af deres fejl, men for sent. Mange stod ikke alene med ønsket om at kunne rulle det hele tilbage.
Der var et, meget stort, oprindelig ikke tilsigtet gode ved krigen - ødelæggelsen af slaveriet.
Man kan beundre den heroiske kamp mod svære odds som Confederates stod med, men the South var ikke noget Beau ideal for en god civilisation. Slaveriet var brutalt, umoralsk, umenneskeligt og fortærende. The Souths tilsyneladende fine manerer og opførsel var bygget på falsk menneskelig, på falsk værdighed og på stjålen arbejde. Det var på høje tid at ‘systemet’ skulle ændres.
Imidlertid er der kun et andet samfund med slaver der gennem krig fik elimineret denne ækle praksis: Haiti. Alle andre steder blev slaveriet fredeligt ophævet. For eksempel Brasilien der haltede efter the U.S. med ophævelsen, men til sidst handlede uden at den nationale regering dræbte en eneste og da slet ikke tæt på en million som hos os.
Ydermere fik hvide fra syden gennem “Redemption”genindført de hvides overherredømme. Denne skamplet på det amerikanske samfund overlevede i årtier, efterladende elendigheder der holder ved i dag. Fredelig separation i 1861 ville tænkeligt kunne have resulteret i mere retfærdighed, og hurtigere, for African-Americans end det er sket gennem den tvungne forening.
Vigtigst, når det drejer sig om secession (udtræden af et forbund), var det eneste og mest oplagte gode udfald af krigen faktisk ikke planlagt. I begyndelsen blev ophævelsen af slaveriet nægtet af næsten alle, både i Nord og Syd. At bevare the Union var ganske enkelt ikke en moralsk sag. Det berettigede ikke til masseslageriet.
I juni 1864 nærmede den ultimative afgørelse af the Civil War sig. Da først the Confederacy’s mest effektive hær og mest talentfulde general blev låst fast i forsvaret af Petersburg var nederlaget uundgåeligt. Snart skulle de racemæssige problemer og konflikter vende tilbage til det politiske liv. Der var aldrig nok retfærdiggørelse for hverken secession eller tvang, der så tragisk førte til til at det nordlige Virginia blev et åbent slagtehus i foråret 1864.
Doug Bandow is a Senior Fellow at the Cato Institute and the author of The Politics of Plunder: Misgovernment in Washington and The Politics of Envy: Statism as Theology, both published by Transaction.
