Slaget ved Manzikert: Kristendommens underkastelse ved Islam
Årsdagen for et af historiens mest afgørende slag - Slaget ved Manzikert - der igangsatte skabelsen af den moderne stat Tyrkiet, erstatning for det tidligere kristne Lilleasien, var den 26. august. At genfortælle hvad der skete den dag i år 1071, og tiden op til er meget lærerig.
Året 1019 var “første gang man så de blodtørstige uhyrer ....de vilde vantro, kaldet tyrkere, der drog ind i Armenien,” i det østlige Anatolien, “og hensynsløst nedslagtede de kristne med sværdet” skriver en kronikør. I de følgende år og årtier blev faktisk hele Armenien decimeret: Hundredtusinder blev slagtet eller taget som slaver og tusinder af kirker brændt ned eller vanhelliget, også de som blev til moskeer:
“Hvem ville være i stand til at berette om de hændelser og de ødelæggende begivenheder der blev Armeniernes lod, for alt var dækket med blod....På grund af det store antal lig stank landet, og hele Persien var fyldt med utallige tilfangetagne; således var hele denne nation af uhyrer som berusede af blod. Alle mennesker tilhørende den kristne tro var i dyb sorg, trist sindsstemning ...”
Der var sådan set ingen tvivl om, hvad der foranledigede tyrkerne til dette fjendskab: “Denne nation af vantro,” forklarede en militær leder, “kommer mod os på grund af vor kristne tro, og deres hensigt er at smadre de som tilbeder Korset og de vil udslette de trofaste kristne.” Derfor “er det passende og rigtigt for alle de trofaste at gå frem med deres sværd og for den kristne tro.” Mange havde samme holdning, der er fortællinger om munke og præster, fædre, hustruer og børn, alle dårligt bevæbnet men dog nidkære efter at beskytte deres levevis, og de gik ud mod de invaderende - blot for at blive slagtet eller taget som slaver.
De tyrkiske horder, under myndighed af den voksende Seljuk stamme var ikke tilfredse med kun Armenien og de fortsatte at ride mod vest over den anatolske højslette, som var en del af Det Østromerske Rige (Byzans) efterladende en spor af røg og ødelæggelse. Da han blev kejser i 1068 gjorde Romanus Diogenes det til sin hovedprioritet at handle. I 1069 havde han fået samlet en stor hær og marcherede langt ind i Lilleasien og befriede utallige byer fra tyrkernes herredømme.
De to styrker mødte endeligt hinanden nær byen Manzikert, lige nord for Van søen.
Den tyrkiske sultan, Muhammad bin Dawud—i eftertiden bedre kendt som “Alp Arslan,” eller, “Helte Løven”—sendte en delegation for at forhandle med Romanus under “dække af at søge fred,” men snarere for at “købe sig tid,” forklarede Michael Attaleiates, der var til stede dengang. Dette “opildnede blot yderligere Kejseren til krig.”
Romanus tvang udsendingene til at knæle for sig og beordrede dem til at sige til deres sultan at, “der vil ikke blive nogen traktat .. og jeg drager ikke hjem førend jeg har udført det i Islams land som er blevet udført i Roms lande (Byzantium).” Således efter at have “behandlet ambassadørerne med den største foragt,” opildnede Romanus sine mænd til krig med “ekstraordinære voldelige ord.”
Muhammad betonede sine mænd til Jihad og mindede dem om deres muligheder for at vinde: “Hvis vi får sejr over dem er det fint og godt. Hvis ikke vil vi drage videre som martyrer til Paradiset.” “Vi er med dig!” råbte mændene som med en stemme, da han var færdig med sin tale og så fulgte et brøl med “Allah Akbars” der som det fortælles “rystede bjergene.”
Således “mens kampmusikken gav genlyd fra begge lejre og støvet på slagmarken stod op som skyer mod himlen” mødtes de to hære denne skæbnedag - fredag den 26. august 1071.
Slaget gik i gang som sædvanligt: Tyrkiske ryttere, i en halvmåneformation der dækkede over deres få i antal, red hurtigt frem og affyrede byger af pile, før de hurtigt trak sig tilbage. Mange romerske krigere og deres heste faldt, nogle brød ud af rækkerne og flygtede. Den uforfærdede Romanus fastholdt linjen og marcherede sine styrker fremad, men på grund af at tyrkerne havde ubegrænset plads at trække sig tilbage på lykkedes det aldrig den kristne hær at omringe dem og gøre det af med dem, samtidig med tyrkerne gik over til små udfald og baghold.
Da dagen næsten var slut gav Romanus ordre til at vende tilbage til lejren for det var det eneste sted hvor hestene og soldaterne kunne på proviant. Da han var vendt tilbage igangsatte tyrkerne et overvældende angreb “kastende sig med stor voldsomhed mod Romerne under frygtelige krigsråb.” Der opstod kaos og panik. “Alle råbte samstemmigt og red rundt på må og få, ingen kunne få overblik over hvad der skete....Det var som et jordskælv med hylen, en frygt føg over området, skyer af voldsom støv, og ikke mindst tyrkere der red rundt om os,” erindrer Attaleiates.
Romanus’s Varangian Garde (Imperiet eliteenhed bestående af krigere fra Norden, der altid var knyttet til den Kejser de tjente) blev omringet og trods det de kæmpede med stor tapperhed nedslagtet hver eneste mand.
Idet han så at han “var forladt og afskåret fra hjælp drog Romanus sit sværd og udfordrede sine fjender, slog mange af dem ihjel og fik andre igen til at flygte. Men han var omringet at en stor flok modstandere og blev såret i hånden. De genkendte ham og han blev fuldstændig omringet, en pil sårede hans hest, der gled og faldt, og trak sin rytter til jorden. Således blev Roms kejser fanget og ført i lænker til sultanen.”
Værre var det, at den så stolte og kejserlige Romanus blev den første Kejser fra Rom til at blive taget til fange i over tusind år og kom til at erfare ydmygelsen ved at være fanget på slagmarken. “De som undslap var ganske få,” bemærker en en anden historieskriver. “De fleste af hæren blev taget til fange, resten massakreret.” En muslimsk kronikørskriver bekræfter at de kristne “blev dræbt i en sådan udstrækning at en dal hvis to sider var fyldt med deres lig.”
Sultan Muhammad erklærede sejr, og skyndte sig at sende “Korset og det som var blevet taget fra Byzantinerne” til Bagdad og “Kaliffen og muslimerne frydede sig. Bagdad blev udsmykket på hidtil uset måde og kupler blev opført. Det var en stor sejr som Islam ikke havde haft førhen,” skriver en historiker fra Damaskus.
Slaget gav ydermere åbning for en permanent erobring af Lilleasien. Før han blev myrdet havde “Helte Løven” beordret tyrkerne til at være som “løveunger og unge ørne, dragende rundt i landet nat og dag, slå de kristne ned og ikke vise nåde overfor Rom.”
Det gjorde man så, og “Emirerne spredtes som græshopper over hele landet,” invaderende hvert hjørne af Anatolien, nedrev nogle af de vigtigst af Kristendommens oldgamle byer, herunder Efesus, hjemsted for Sankt Johannes Evangelisten, Nikæa hvor den kristne tros læresætninger blev nedfældet i år 325, og Antiokia, hvor Sankt Peter havde tilknytning.
“Det som var tilbage var ødelagte marker, træer der var fældet, lemlæstede lig og byer slået af rædsel eller i flammer.” Hundredtusinder af kristne fra Anatolien blev massakreret eller taget som slaver. Tidligt år 1090 havde tyrkerne indtaget den sidste kristne bastion, Nicomedia ganske tæt på Konstantinopel ved det smalleste sted af Bosporus Strædet.
Fem år senere var Det Første Korstog undervejs.
Muhammad bin Dawud skulle blive hædret af muslimer, især af tyrkerne, i de kommende århundreder. For “sejren ved Manzikert ved Seljuk sultanen var ikke kun en militær triumf over Byzans Kejseren” forklarer historikeren Carole Hillenbrand. “Hans tilfangetagelse symboliserede underkastelsen af Kristendommen til Islam. Manzikert blev opfattet som den første skridt i en episk historie hvor tyrkisk ledede dynastier ville besejre de kristne og proklamere Islams triumf.”
Det kan kun undre en smule at sammen med en anden Muhammad—Sultanen der erobrede Konstantinopel i 1453— at Tyrkiets præsident Erdogan ikke ved nogen lejlighed undlader at ære (om ikke direkte efterligne) denne sultan Muhammad bin Dawud, Tyrkiets “Helte Løve.”
Note: The above account was excerpted and adapted from the author's book, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar