lørdag den 27. februar 2021

Da U.S. Air Force bombede Montana

Da U.S. Air Force bombede Montana

Hvis du tjente i U.S. Armed Forces tidligt 1944 er der en ganske god chance for at du befandt dig i udlandet. 2. Verdenskrig var i fuld udvikling, og Amerika kæmpede både i Europa og i Stillehavsregionen. Men den 21. marts 1944, havde militæret et andet mål. Selve Amerika.
Man bombede byen Miles City, Montana.
Miles City befinder sig i det sydøstlige del af staten og ifølge folkeoptælling 1940 og 1950 havde byen mellem 7500 og 9000 indbyggere i det årti. Nogle få kilometer nord for dette lille samfund er Yellowstone River, en vigtig vandvej i området. Den var et godt sted for en militærbase i det amerikanske grænseland sent det 18. århundrede. Med tiden forsvandt behovet for en befæstning, men folk blev tilbage. Miles City blev senere en handelsby for ranchers i området - byen havde masser af åbent land i nærheden og floden gav rigeligt med vand til kvæghjordene.
Men nærheden af Yellowstone River blev en udfordring. Under særlig hårde vintre. ville store dele af floden fryse til. Kæmpe isklumper der brød op skabtes på flodens overflade, isen pakkede, og lukkede den til. I marts 1944 kom der en advarsel på den lokale avis forside. Isen var nu blevet til en dæmning, og oversvømmelser var i fuld gang og Miles City lå i farezonen. Det var en katastrofe. 
Problemet kunne først løses ved kraftigt tøvejr, men det kunne beboerne i Miles City ikke vente på. Cirka 300 familier stod for at blive hjemløse i løbet af få timer og være ude i kulden og flere ville komme til. Så byens styre gjorde det eneste de kunne komme på - bede militæret om hjælp.
Specifikt ønskede man at the Air Force skulle bombe floden.
Som Associated Press fortalte, sendte  the Air Force en bombemaskine -- en B-17 Flying Fortress -- til assistance for Miles City. Bombemaskinen medførte seksten 250 punds bomber (sådan set relativt små bomber) og fik lov til at kaste dem. Efter et par prøveflyvninger blev alle bomber kastet, ramte ismasserne i floden. Hvordan eksplosionerne så ud er uklart, men det må have været voldsomt. For eksempel nævner en kilde at “sekunder efter eksploderede en enorm mængde is, mudder og vand op af den frosne Yellowstone River."
En ting er sikkert: Planen fungerede. Ifølge the AP, "vand og bombeknust is flød ned af the Yellowstone River [. . .] få øjeblikke efter bombeeksplosionerne.” Isblokaden opløstes og Miles City var i sikkerhed igen.
Bonus fakta: Is der klumper sig sammen er ikke det samme som isbjerge - isskruningen er alt for lille. Men hvad sker der når den del af isbjerget der er udsat for luften smelter og den største del der befinder sig under vandet ikke smelter? Ja, så vælter isbjerget. Og så kan det forekomme at være blåt. som her.
 
Som Planet SEED forklarer, "har isen i gletscheren været under et enormt tryk i umindelige tider. Sammenpresningen presser luft og overflader der kan reflektere ud. “Resultatet er at når lys rammer isbjerget, så afvises det ikke længere. Som i vand, jo længere (rød eller grøn) de synlige bølgelængder af lys absorberes des mere bliver isen blå eller blåliggrøn.”

tirsdag den 23. februar 2021

Texas og vinterkulden - ifølge eksperter ingen grund til at forberede sig

 

Texas og vinterkulden - ifølge eksperter ingen grund til at forberede sig 

Jack Hellner


Siden 1980’erne har amerikanerne hørt at Jorden hurtigt bliver varmere, at the South ikke længere ville opleve vintre, og at “snevejr ikke længere vil forekomme.”

Vi blev fortalt at det var den “videnskabelige konsensus” og at videnskaben var “afgjort.” Så hvorfor i alverden skulle politikerne så forberede sig på noget de har fået at vide af “eksperterne” aldrig nogensinde vil kunne ske?

(source)

Det må stå meget klart af FN, Al Gore, John Kerry, Bill Gates og alle de andre der støtter og skubber på for denne gang eklatante sludder til offentligheden, uden støtte i videnskabelige data er de der har skylden ikke politikerne i Texas.

John Kerry, der flyver med privat jetfly er ude og sige der kun er 9 år tilbage til at løse problemet. Hvis vi havde haft ærlige journalister, i stedet for mennesker der støtter op om dagsordenen, så ville de kunne fortælle ham at FN i 1989 sagde at vi kun havde 10 år tilbage. Så vidt jeg kan se har vi stadig snevejr, temperaturen er stort set den samme, byerne ved kysten er der stadig, iskapperne er der stadig og af Manhattan og Miami er endnu ikke oversvømmet. 

50 år med selvskabte dystre forudsigelser der har vist sig forkerte og så bliver man ved med at hævde at videnskaben er præcis og ikke til diskussion?

Lad os gennemgå 50 år med dystre klimaforudsigelser og se hvad der faktisk skete

1967 Salt Lake Tribune: 1975 udsigt til alvorlig hungersnød. Allerede for sent.

1969 NYT: "Medmindre vi er yderst heldige vil alle forsvinde i en blå dampsky om 20 år. Situationen vil blive værre medmindre vi ændre vor væremåde.”

1970 Boston Globe: Videnskabsforskere forudsiger en Ny Istid i det 21. århundrede siger James P. Lodge, forsker ved the National Center for Atmospheric Research.

1971 Washington Post: En katastrofe medørende Ny Istid kommer siger S.I. Rasool fra NASA.

1972 Brown University sender et brev til  Præsident Nixon: Advarsel om Global Afkøling

 

1974 The Guardian: Satellitter i rumme

tr viser at Istiden kommer og det hurtigt

1974 Time Magazine: Endnu en Istid “tegn på det alle vegne. Siden 1940’erne er gennemsnitstemperaturen faldet 2.7 grader F."

1974 "Mindskning i Ozonlaget er en stor fare for livet” University of Michigan Scientist

1976 NYT Klimatologien Stephen Schneider fra University of Wisconsin er frustreret over “de døve ører hans advarsler over for.”

1988 Agence France Press: Maldiverne vil være helt under vand om 30 år.

1989 Associated Press: UN embedsmænd siger at Øget vandstand i havene vil ‘Udslette nationer’ i år 2000.

1989 Salon: New York City’s West Side Highway under vand i 2019, sagde Jim Hansen forskeren der holdt indlæg for Congress i 1988 om drivhuseffekten.

2000 The Independent: "Snefald er noget fortidigt. Vore børn vil ikke vide hvad snefald er," siger senior klimaforsker.

2004 The Guardian:  The Pentagon fortæller Bush at klimaforandring vil ødelægge os.

"Storbritannien vil være som Sibirin om mindre end 20 år,” fortalte Pentagon Bush.

 

2008 Associated Press: NASA videnskabsmand siger “Vi bliver ristet. Om 5-10 år vil Arktisk være isfri."

2008 Al Gore: Al Gore advarer om isri Arktisk i 2013.

2009 The Independent: Prinse Charles siger at vi har blot 96 måneder til at redde verden. "Prisen for kapitalismen er for høj."

2009 The Independent: Gordon Brown siger "Vi har færre end 50 dage til at redde vor planet fra katastrofen.”

 2013 The Guardian: Arktisk vil være isfri om to år. “Udsendelsen af 50 gigatons metan” vil destabilisere.

2013 The Guardian: US Navy Forudsiger Isfri Arktisk i 2016. "The US Navy's afdeling for Oceanografi benytter komplekse modeller der er mere præcise end andres.

2014 John Kerry: "Vi har 500 dage til at undgå klimakaos,” i en diskussion med den franske udenrigsminister Laurent Fabious ved et fælles møde.

Ovenstående er takket være 50 år med fejlagtige øko-apokalyptiske forudsigelser. .

Artiklen har endda nyere klip og links til hver af de nævnte sager.

Vi har haft årtier med ødelæggelse af U.S. økonomien baseret på upræcise, manipulerede computermodeller og alligevel ikke et eneste spørgsmål fra journalister der spørger Kerry, Biden, Yellen eller nogen andre kabinetsmedlemmer om de videnskabelige data fra de sidste 140 år der spørger ind til  den radikale venstreorienterede agenda om at ødelægge Amerika. 

Kina, Rusland og Iran klukler, snarere storgriner mens medierne og democrats helt bevidst svækker Amerika og skader de fattige.

Så hvornår vil journalister udføre deres arbejde i stedet for at gentage det de bliver bedt om at fortælle?

https://www.americanthinker.com/blog/2021/02/why_would_texas_have_prepared_for_record_cold_and_snow_if_they_listened_to_the_media_and_other_global_warming_fanatics_the_last_forty_years.html


lørdag den 13. februar 2021

Min barndom i en kult

Min barndom i en kult

Guinevere Turner

“Hvor kommer du fra?” For de fleste er det et almindeligt socialt spørgsmål. For mig er det særlig betændt, og kræver enten en løgn eller at jeg forskønner kendsgerningerne, fordi de korrekte svar lyder som dette: “Jeg voksede op i lejre i Kansas, Los Angeles, San Francisco, New York, Boston, og Martha’s Vineyard, ofte kørte vi i campingvogne, caravans gennem landet fra det ene sted til det næste. Min verden og virkelighed omfattede LSD, fødevaremærker (government cheese) og en ombygget skolebus med ordene ‘Venus or Bust’ malet på begge sider.” Og selvom det er så sandt som noget kan være er det svært at tro på, og lyder som et skrig om opmærksomhed. Derfor plejer jeg blot at sige, “Upstate New York.”
Lad mig uddybe. Jeg blev født ind i en familie med hundrede voksne og tres børn i 1968, og tilbragte de første syv år at mit liv hos dem. Den blev kaldt The Lyman Family, og omtalte sig selv i flertal som “samfundene.”
Det var en isoleret tilværelse. Jeg havde ingen kontakt med nogen udenfor the Family, hele min verden var blandt dem, de mennesker jeg allerede og altid havde kendt. Jeg fik hjemmeundervisning, kom aldrig til læge. Kun hvis det var dødsensalvorligt bad man om lægehjælp, og hvis man fik hugget en finger af ved brændekløvning eller en knægt blev skoldet under sirupfremstilling.
Jeg blev opfostret til at tro at vi med tiden skulle bo på Venus. Da jeg var først i tyverne, årevis efter jeg forlod the Family, beskrev jeg min barndom for en veninde og hun sagde: “det lyder ikke som et samfund - det lyder som en kult.” Jeg bryder mig stadig ikke om det ord og alle de forudfattede holdninger der følger med det. Hvad er forskellen på et ‘samfund’ og en kult? Her er en: En kult betegner aldrig sig selv som en kult. Det er et udtryk skabt af mennesker som ikke er i kulten og klassificerer grupper som de betragter som ekstreme eller farlige. Derfor lyder det fordømmende, forud indfattet og snæversynet. Det gør jeg føler jeg må beskytte min opvækst. Du har nok svært ved at sætte dig ind i det.
Forfatteren til højre. Fotograferet i 1971 ved the Lyman Family’s Boston compound.Photograph by Michael Dobo / Dobophoto
Men med tiden måtte jeg dog overveje nogle uigendrivelige sandheder. Jeg voksede op under et styre af en karismatisk, kompliceret leder ved navn Mel Lyman, der konstant udstedte nye regler for, hvordan livet skal leves. Det er sandt at Lyman aldrig beordrede sine følgere til at slå nogen ihjel, som Charles Manson gjorde. Men hvis Lyman havde bedt om det, ville de helt sikkert have gjort det. I 1973 forsøgte tre medlemmer at the Lyman Family at begå bankrøveri, den ene blev dræbt og de to andre kom i fængsel. Mel Lyman skrev også en bog “En Verden frelsers Selvbiografi.”
For de som vokser op under mere normale forhold, kunne min barndom lyde meget eksotisk, skandalefyldt og fascinerende. Kults er fascinerende - men en ting Manson Family og Lyman Family havde til fælles er alt det banale ved dagliggdagen i disse ‘verdener.’ Hvis du bor med en stor gruppe mennesker er der altid tallerkener der skal vaskes op, og bunker af vasketøj der skal hænges til tørre. Planen for rejsen til Venus var altså med disse hverdagens trivialiteter i mente.

Jeg siger som regel når jeg fortæller om min baggrund, “Det hele var ikke syre og orgier.” Syre blev benyttet af de voksne, som et middel til åndelig vækst. Jeg mener ikke der var nogen orgier. Det jeg ikke altid fortæller er, at jeg også havde en lykkelig barndom, eller så da en delvis en af slagsen. De unge Family medlemmer sang sammen næsten hver dag under høstarbejdet af jordbær eller majs - Woody Guthrie sange eller folkesange som “Down in the Valley.” Vi fouragerede i skovene efter svampe. Fiskeri var in, og hver gang en voksen fangede en aborre eller ørred, skrev jeg det ned i min dagbog. Vi havde hunde, katte, geder, køer, høns, en Shetland pony ved navn Stardust og en kakadue ved navn Charles. De lidt ældre børn læste godnathistorier —“The Chronicles of Narnia,” “A Wrinkle in Time”—og vi faldt i søvn klumpet samme, tre eller fire i en seng.
Selv den mystiske del havde en verdslig kvalitet for de af os der ikke kendte til noget andet. Ouija brættet for eksempel var helt almindelig i vort liv. Skuffer blev proppet med notesbøger der indeholdt udskrifter af samtaler voksne havde haft med forskellige ånder. Vi børn fik lov til at tale med kun en ånd, Faedra og undertiden efter aftensmad samledes vi rundt om brættet for at sludre med hende. Ouija brættet var skåret i hånden, smukt poleret, og pointeren i purpur fløjl. Det var kun de ældre børn der fik lov at stille spørgsmål, og vore øjne var som limet til pointeren når den gled hen over den glatte overflade, fik fart på, den tavse hvislen af filt mod træ som den eneste lyd mens vi holdt vort åndedræt for at få svar. En aften var et spørgsmål om “Hvad har Guinevere brug for at lære?” Svaret var at jeg var en doven lille pige. Efter det vaskede jeg hvert askebæger i lejren i ugevis, men hemmeligt beæret over af Faedra vidste hvem jeg var.
Dengang gav det måske mening at da jeg blev bedt om at forlade the Family, dengang i 1979, da bønfaldt jeg om at måtte blive, tårerne strømmede ned af mit ansigt. Den aften, 25 august, skrev jeg i min dagbog, “Jeg er sønderknust og totalt forbløffet. Jeg kan ikke tale ...Jeg kan ikke leve borte fra alt det jeg elsker. Jeg kan ikke sove i aften, alt ....Men jeg sværger ved Gud på at jeg kommer tilbage, og jeg vil være den samme. Jeg vil bekæmpe verden og komme tilbage til der jeg hører til.” Selv nu, er det svært for mig at skrive om the Lyman Family. Der er gået fire årtier siden jeg bad om at måtte blive, og jeg tager stadig i betragtning hvad de mon tænker.
Min mor sluttede sig til the Lyman Family da hun var gravid med mig som 19 årig. Børn og deres biologiske forældre var ofte separeret i begyndelsen af the Family og jeg var ingen undtagelse. Min mor og jeg var sjældent i samme lejr, og jeg kendte hende ikke særlig godt. Den eftermiddag, hun var da 30 år, da hun sneg sig ud af the Familys Manhattan bygning, vidste hun at hun aldrig ville kunne vende tilbage. Jeg befandt mig da på the Family farm i Kansas.
I hver lejr var der et hus for ungerne, og et hus for de voksne, som vi kaldte the Big House. Den aften var jeg til middag i børnenes hus, et kaotisk optrin med 30 af os der spiste og lo, men kun nogle få kvinder til at holde os i ørerne. Vi var stærkt optagne af et skuespil vi var ved at skrive - det handlede om en mand der havde kræfter til med en gigantisk knap at gøre en ende på verden, og historiske personer kom og forsøgte på at overtale ham til at trykke på knappen eller lade verden fortsætte. Jeg skulle spille Eleanor Roosevelt. Vi hørte samtaleanlæggets brummen, det blev brugt til at kommunikere mellem husene. Den ene af kvinderne kom hen til bordet og sagde til mig, “De ønsker du skal op til The Big House,” i
Alle blev stille. Jeg troede jeg var i problemer, selvom jeg var ret sikker på jeg ikke havde gjort noget forkert. Det var ellers en selvfølge at vi kunne være i problemer for intet konkret. Jeg blev straffet for at se på nogen “med en skorpions sjæl i øjnene.”
Jeg begav mig ud i sommeraftenen og begyndte den lange gåtur op til det store hus, lyttede til fårekyllingerne og cikaderne - ængstelig som jeg var ønskede jeg at være alene. Men jeg turde ikke gå langsomt. Da jeg kom til The Big House var de voksne mere alvorlige end de plejede. “Gå op til Jimmy,” var der en der sagde, “Han er ovenpå.”
Jeg åndede lidt lettere op. Jimmy var den mindst skræmmende af de voksne mænd, han havde lært mig at spille banjo og sang børnesange med os, fik os til at le.
Da Jimmy så fortalte mig at min mor havde forladt the Family var min første reaktion - lettelse over jeg ikke var i problemer. Jeg var angst for hvad der skulle ske min mor, og det fik mig til at græde. Men Jimmy sagde noget mere, og det var langt mere angstfremkaldende. Jeg skulle være sammen med min mor, uanset hvor hun befandt sig. Jeg var fuldstændig knust. Han krammede mig, “Hvorfor?” spurgte jeg.
“Ethvert barn her har mindst en af sine forældre i samfundene, og din far er her ikke,” sagde med en venlig stemme. Jeg gad ikke modargumentere - jeg bad blot, og hulkede. Det er vanskeligt at begribe det chok det er at blive bortvist. Jeg var blevet opdraget til at tro at World People—alle undtagen os var uden sjæle. Hvis man havde for meget kontakt med dem kunne din sjæl blive suget ud. Det var ikke noget jeg ville afprøve.
Ikke desto mindre blev jeg næste morgen kørt til lufthavnen og sat på et fly til Boston. Der gik jeg så hen til lejren ved Fort Hill midt i Roxbury og hentede min fire årige søster Annalee - min mors andet barn, hvis far var død tre år tidligere. Jeg bønfaldt igen om at forblive i samfundet, forgæves. Næste dag blev vi kørt til min bedstemors hus i en lille by i New Jersey, hvor jeg fandt min mor på fortrappen.
“Jeg vidste de ville sende Annalee,” sagde hun, og krammede min søster. “Men jeg troede aldrig jeg ville se dig igen.” Jeg så op på himlen, hvor en regnbue netop kom. “Se” sagde min mor. “Det skal nok gå alt sammen.”
Jeg kunne knap forestille mig at det var sandt, ikke derude blandt World People. Jeg betragtede min mor som forræder, en der havde ødelagt mit liv, og jeg følte mig fuldstændig alene. I det næste uger græd jeg mig i søvn hver nat. Jeg græd ikke over den kendsgerning at hun helt klart var ‘hoppet af’ og sådan set aldrig skulle se mig igen - trods alt havde jeg været villig til at leve mit liv uden hende. Jeg græd, fordi jeg ønskede at vende ‘hjem.’ Hver aften sagde jeg det til hende, og hun ville sige, “Vent blot nogle uger længere.” Jeg græd fordi hun var forhindringen mellem mig og det at komme ‘hjem.’
Så er der en ny grænseoverskridende udfordring. Skolen. Jeg var nervøs (fordi, du ved det der med sjælen). Men jeg var også spændt. Jeg var vant til at være omgivet af dusinvis af børn på min egen alder, jeg havde nu været i varetægt hos min bedstemor i to måneder. Jeg længtes efter at se mennesker. Jeg var iført grøn velour med klokkeblomster og en bluse med store blå blomster, begge dele havde jeg selv syet og fået ros for. Mit hår var langt til ned over den øverste del af ryggen, og jeg børstede det så det skinnede.
Jeg var midt i skoleåret, og da min mor talte med inspektøren kunne jeg se at pigerne var forsamlet uden for vinduet til kontoret og forsøgte at se på mig. “Hvor kan jeg anmode om at se hendes skolepapirer?” spurgte inspektøren.
Relateret billede
“Åh, skolen brændte,” svarede min mor, med stor overbevisning om at sådan var det. Det var den første af mange løgne vi måtte fremføre for at virke normale. Snart efter fandt jeg ud af at sige jeg kom fra Boston.
Skolen var et minefelt. Da jeg blev introduceret til min lærer i sjette klasse, Mrs. Winther, kom en pige løbende forbi, råbende, “Hamsteren er i zigguraten, hamsteren er i zigguraten.” Jeg blev straks ramt af frustration - ville jeg nogensinde forstå verden uden for?
Der viste sig at være en model af en ziggurat i klasseværelset, og det havde netop den rette størrelse for klassens kæledyr. Jeg var lettet over at dette lille mysterium så let kunne løses. Dog kunne mine klassekammerater fornemme at jeg var en fremmed i et fremmed land.
“Du ligner jo Laura Ingalls, fra ‘Little House on the Prairie,’ ” sagde en pige. Mine hjemmelavede klæder og lange lige hår skilte sig ud fra alle designer jeans og Farah Fawcett pyntede kammerater. Jeg erfarede at jeg ikke skulle prale med at kunne spille banjo, og hvor meget jeg holdt af Glenn Miller - for det ville ikke gøre mig populær. Jeg lærte at jeg skulle lade som om fik alle mine indfald gennem “The Brady Bunch.” (Jeg havde aldrig set moderne TV). Vigtigst lærte jeg en lektion om øjenkontakt. “Du kan ikke stirre på folk,” hviskede en pige til mig, for at være venlig. Da jeg aldrig havde mødt nogen jeg ikke havde kendt siden min fødsel, forstod jeg ikke, at direkte øjenkontakt med nogen i mere et par sekunder - det virker meget underligt.
År senere da jeg besøgte the Lyman Familys lejr ved Marthas Vineyard bemærkede jeg, hvordan alle jeg voksede op med så hinanden i øjnene. Det forekom igen helt normalt.
Jeg var 18 år dengang. Jeg havde været ude i the World i seks år. På high school havde jeg på effektiv vis fået slettet alle tegn om min opvækst - jeg talte ikke om den, og det gjorde livet så meget lettere. Et år efter jeg forlod the Family havde en af de mere betydende voksne skrevet til mig. “Jeg ønsker du skal vide at du altid er velkommen her, og at alle savner dig.” Et brev nogle uger efter forklarede, “Vi arbejder alle på det, stræber efter indre bevidsthed, selvudvikling indefra  i stedet ude fra. Det liv vi lever er ikke for alle, kun hvis du har Mel inden i dig.”
Da jeg skulle gå på college skrev jeg til the Lyman Family om jeg kunne komme på besøg. Medlemmerne bød mig varmt velkommen, og jeg havde nogle dejlige dage der. Langsomt opmuntrede folk i the Family mig til at blive hos dem i stedet for at gå på college. Det var hjemmet, der hørte jeg til sagde de. Jeg følte virkelig det var mit hjem, og efter et par dage overvejede jeg om jeg skulle gå på college. Disse mennesker kendte mig virkelig godt. De så mig i øjnene.
Efter aftensmaden en dag, da alle sad i dagligstuen og drak vin og talte sammen som de plejede, sad jeg på gulvet og sugede det hele til mig. Jeg følte en kærlighedsbølge ramme mig, et tilhørsforhold. Jeg var klar til at blive der for evigt. I det øjeblik satte en mand der sad i en lænestol tæt på mig sit tomme glas foran mig, og samtidig med han talte var det med et udtrykt ord, “Hent mig mere vin.”
Pligtskyldigt tog jeg glasset og fyldte det igen. Da jeg kom ud i køkkenet slog det mig at de fleste kvinder vaskede op, havde travlt med at fylde glassene igen, er var ved at gøre børnene klar til sengetid. Det var kvinder der betjente mænd her. Jeg var vokset op med sådan var det - men nu gjorde det mig panikslagen. Pludselig kunne jeg ikke forestille mig at blive.
Jeg formoder dette har noget at gøre med det rigide køns hierarki i the Family, fordi det var lettere, end at skulle gøre modstand mod de andre foruroligende sandheder om dem. I det mindste måtte jeg acceptere at jeg var blevet en World Person. Netop som the Family havde advaret om - Verden Udenfor var trængt ind i min sjæl. Jeg følte ikke jeg var bedre end dem, men dog anderledes - som om jeg ikke længere hørte til. At lade denne følelse af et tilhørsforhold gå var meget svært, og jeg græd da også da jeg sagde farvel, to dage senere.
Jeg drog af sted til Sarah Lawrence, hvor jeg opdagede at en ironisk forandring var sket. Da jeg gik i high school, fjernede jeg ganske effektivt min fortid, her på college blev den en værdifuld hjælper. Alle der forsøgte at overgå hinanden med hans eller hendes vilde familiehistorier. Min vandt helt klart. Når folk spurgt mig hvor jeg var fra blev jeg kostbar og min bedste ven skulle så ‘lokke’ mig: “Fortæl dem om Moonbevægelsen. Fortæl dem om Moonies!” Han kunne bare ikke vente på deres reaktion om mine historier.
Med tiden forsøgte jeg at skrive om min fortid i en workshop om fiktion, og fandt det frustrerende. I stedet for at kritisere mine evner som skribent, ønskede læserne blot flere detaljer om min eksotiske oprindelse. Jeg forstod deres nysgerrighed, men det løste ikke mit dilemma. Hvordan kunne jeg tale om en opvækst der var så mærkelig? Hvordan kunne min egen fortælling give mening uden den var knyttet til sensationer, eller blot blev et kortfattet slogan?
Jeg er begyndt at lære at jeg ikke kan være angst for at åbenbare de svære forhold. At børn som jeg blev straffet ved at blive låst inde i et skab en hel dag, eller ikke fik mad eller blev slået mens alle skulle se på, eller være genstand for en udstødelse, hvor ingen måtte se på dig eller tale med dig i dagevis. Undertiden blev vi sat op imod hinanden. Jeg overhørte voksne der havde sex i sengen blot få skridt fra mig, mens et halvt dusin andre børn sov, eller måske ikke sov, på gulvet.
Adskillige piger, der var 13 eller 14 år gamle blev “udvalgt” af voksne mænd. De kaldte det ægteskab, skønt der ingen ceremoni eller noget officielt var tilstede. En 13 årig boede i et værelse lige overfor Mel Lyman. Det var almindelig kendt at hun tilhørte Mel, og nej ingen anden skulle have hende eller blot tænke på det resten af hendes liv. Når vi var alene græd hun og sagde hun ikke ville have sex med Lyman, men vidste at det skulle hun. Hun sov allerede i hans seng. Hvis jeg var blevet nogle få måneder længere ville der sandsynligvis være blevet udpeget en mand til mig også.
Se nu har hele beretningen taget en vending. Du har måske glemt alt jeg har skrevet. Du er slået af rædsel, du ønsker at vide mere. Jeg har fortalt disse ting, fordi jeg ikke ønsker du skal tro jeg var svag eller genert, eller undskyldende over for nogle af de ubehagelige sandheder. Nu, kan jeg ikke trække noget tilbage.
I dag, da jeg er 50 år gammel og skriver manuskripter til film, er jeg tiltrukket af historier om kults og deres opførsel. Min næste film, “Charlie Says,” har fokus på de kvinder der slog ihjel for Charles Manson og den tid de befandt sig som i en fængsel, i isolation. En ting jeg ønskede at vise var, hvordan disse kvinder i den enhed var holdt fangne i årevis i et ekkokammer udsat for Manson manipulationer. Jeg har altid været forundret over den sensationsprægede måde, hvorpå 60’- og 70’ernes kults  er portrætteret i medierne. I en nation der er fikseret på individualisme er kults udsat for lette angreb af foragt - og måske misundelse. Deres medlemmer bryder reglerne, smider den hellige kernefamilie til jorden. Deres liberalisme plus sex og stoffer, og det er forkert, men jeg ved det alt sammen.
Sandheden er dog langt mere kompleks skønt ikke mindre tillokkende. Hvordan kan vi som individer sige hvilke systemer eller hvilken tro der er rigtig eller forkert? Da jeg var teenager spurgte jeg min mor, “Tror du virkelig på vi skal leve på Venus? Jeg mener blot som en begyndelse, så ved vi at Venus ikke er beboelig for mennesker?”
Hun kunne så sige, “Det er kompliceret. Du kan ikke bære en masse ideer der er i konflikt på samme tid.” Helt klart hun ikke ønskede at tale om det. Der var, som jeg kom til at indse, en vigtig forskel mellem os. Jeg var blevet født ind i et trossystem og accepterede det blot, som børn nu gør. Hun på den anden side havde foretaget et frit valg om at være der, og det var utvivlsomt blevet stadig sværere at leve med. Følte hun flovhed? Fortrydelse? Skyld? Hun sagde det aldrig til mig.
“Ikke alt er sort-hvidt, du vil komme til at forstå bedre når du bliver ældre,” sagde hun. Det gjorde jeg så ikke. For jeg hverken valgte at blive i the Lyman Family eller valgte at gå ud. Jeg kan beskrive min erfaring uden at blive dømt for den. Men, for at være fair, forestillingen om at UFOs vil bringe til til Venus, er helt klart ikke mere skør end den kristne forestilling om Himmel og Helvede, for slet ikke at nævne de uvidenskabelige troslærer der fremføres af andre førende religioner.
Den blotte popularitet og vedholdenhed kan gøre en masse for at gøre mærkelige overbevisninger så dejligt familiære. For at kompensere for deres størrelse, (lille) overgår kults sædvanligvis konventionelle religion med deres forpligtelse til apokalypsen. Den Store Konfrontation nærmer sig, sådan insisterer de til stadighed. Vi skal være klar, og villige til at dø. Vi vil blive bragt til en højere bevidsthed eller et bedre sted. The Lyman Family forudså at verden ville ende den 5. januar 1974. Den dag ville vi ifølge Lyman blive bragt til Venus. Da dagen nærmere sig blev vi børn bedt om at finde vort yndlingstøj frem og vælge et stykke legetøj til rejsen. Vi sad i dagligstuen hele natten og ventede på UFO’ernes summen.
At profetien ikke gik i opfyldelse fik dog ingen til at tro mindre på Mel Lymans visdom. Vi fik at vide at rumskibene ikke var kommet fordi vore sjæle ikke var klar. Vi havde ikke udført det arbejde vi skulle gøre og vi havde ødelagt tingene for Mel, hvis sjæl var hvor den skulle være. Året blev sat til 00, han besluttede vi ikke længere skulle benytte tidsbegrebet (der ville ikke være Verdens Tid og Vor tid), og vi børn fik ikke lov til at tale om den nærmeste fremtid. Vi gav hinanden beskeder. Vi hviskede til hinanden når vi var sikre på at ingen voksen hørte med. Måltiderne blev indtaget i tavshed. Det var en mørk og usikker tid.
Manson prædikede om den kommende Helter Skelter, da sorte ville gøre opstand mod de hvide, men spare hans følgere (der alle var hvide). David Koresh hævdede han var den endelige kristne profet, der havde brug for at være far til masser af børn for at alt skulle fungere. Marshall Applewhite, lederen af the Heaven’s Gate cult, nær San Diego, overtalte dusinvis af sine tilhængere om at de skulle begå selvmord for at komme ombord i et rumskib der skulle føre dem til en “eksistens over mennesket.” Bhagwan Shree Rajneesh fokuserede på behovet for at skabe et nyt samfund, for “den tredje og endelige krig var på vej.”
Ingen af disse apokalypser kom til at indtræffe. Hvilket ikke betyder at en eller anden version af dem aldrig vil ske. I 1993 under kampen mellem the F.B.I og Koresh og hans følgere i Waco, Texas, husker jeg at jeg tænkte. Konfrontèr dem ikke på den måde! I får hans forudsigelser til at være en realitet. Mennesker vil dø. Og der døde 76. Det var at foretrække, kan det se ud til, fremfor at indrømme at Gud Jeres far har fejlet, eller at den Store og Magtfulde Oz i virkeligheden var en lille, desperat person.
I det mindste fik disse selv salvede ledere en vis grad af berømmelse. Efter min erfaring er folk nærmest undskyldende for at de aldrig har hørt om the Lyman Family. Hvad jeg fortæller dem er at hvis du ikke har hørt om en kult, så er det ikke fordi den er forsvundet i et flammehav. Dens medlemmer gør blot i stilhed det de gør, hvilket betyder at der er mange flere aktive kults i dag end vi er klar over.
Samfundet, grundlagt af afdøde Mel Lyman, er her stadig og driver en blomstrende forretning med renovering af boliger i Los Angeles området. Jeg kender ikke meget til, hvordan de lever nu om stunder, men jeg er sikker på de ikke ville kalde sig en kult. De har altid kaldt sig en Family. De ville også opfordre dig til at overveje dine barndomserindringer som værende “undertiden upræcise, ikke fyldestgørende, overdrevne eller på anden fejl fyldt med fejl” (som deres advokat forsikrede dette tidsskrift om) bedøm dog selv.
For de kultmedlemmer der har overlevet årtierne er det muligt at idealerne de begyndte med har givet plads til dagliglivets krav, til den større kultur lindrende effekter, til det velkendte, til rutinen. Eller måske har de bare ikke fundet en vej ud, eller regnet sammenhængen ud.

Der vil altid være mennesker der søger hvad kults har at tilbyde - struktur, solidaritet, en form for håb. I baghaven til vor lejr i Los Angeles byggede de voksen en pyramide af træ, stor nok til at 20 børn kunne opholde sig der, den stod på stylter. Duften af blomstrende jasmin omgav os når vi klatrede ind i den om natten, sad med krydsede ben i en cirkel og sang fællessange. Det gjorde vi i timevis. Der var vinduer i loftet, og vi stirrede på stjernerne mens vi sang. Jeg elskede de øjeblikke, og holdt tonen indtil mine lunger gjorde ondt, så en dyb indånding og forfra. Det føltes som vi var en organisme, og vi var stolte over det. Mest af alt håbede vi at rumskibene kunne høre os, at de til sidst ville være her.
This article appears in the print edition of the May 6, 2019, issue, with the headline “The Others.”
Guinevere Turner, a writer and an actor, was a screenwriter for such films as “American Psycho,” “The Notorious Bettie Page,”

mandag den 8. februar 2021

Abrahm Lincoln oprettede Secret Service dagen før han blev myrdet

Abraham Lincoln skabte The Secret Service dagen før han blev skudt

                                                                                                                                                                                                                            
Den 14. april 1865 blev Abraham Lincoln skudt i Ford’s Theater, Washington D.C. Han døde næste morgen.
Den 14. april 1865 nåede Lincoln også at underskrive lovgivning der oprettede Secret Service - bureauet til overholdelse af loven, og hvis hovedopgave var at forsvare præsidenten mod mordforsøg, såsom det der ramte Lincoln samme aften.
Var det dårlig timing af Lincoln? Måske havde han ESP? Faktisk ikke - snarere er det blot en besynderlig historisk tilfældighed. Nu, hvor vi hovedsageligt tænker på Secret Service som noget der skal beskytte præsidenten, så var det ikke den oprindelige hensigt.
Tidligt i 1850’erne var cirka en tredjedel af de amerikanske penge falske. Løsningen var en der kunne ligne nutidens tilgang til at møde større problemer - oprette en kommission. 
På opfordring af Skatteminister Hugh McCulloch, var det præcis det Lincoln gjorde. Løsningen var at oprette en håndhævelses division (på den tid var der intet FBI),  “Secret Service of Division of the Department of the Treasury.”   Den afdeling var kun få timer gammel da John Wilkes Booths på så tragisk vis skød præsidenten.
Secret Service udførte først og fremmest deres pålagte pligter for Finansministeriet i de næste 35 år. Da mordet på Lincoln igangsatte en diskussion om behovet for en permanent sikkerhedsafdeling til præsidenten, så blev dette behov ikke opfyldt i årtier. I den mellemliggende periode blev både James A. Garfield (1881) og William McKinley (1901) myrdet.
Sidste mord forårsagede at Kongressen arbejdede frem mod en løsning, og helt uformelt blev Præsidentens sikkerhed, en opgave som Secret Service stod for begyndende med McKinleys efterfølger, Theodore Roosevelt.
Dog omfatter Secret Services opgaver stadig “efterforskninger i forbrydelser mod den finansielle infrastruktur i United States.
Bonus fakata:  Under Den Amerikanske Revolution havde daværende general Washington en sikkerhedsafdeling der rejste med ham og som blev kaldt  “Command-in-Chief’s Guard.”  Den blev opløst i 1783 efter krigen. Men ikke uden masser af kontrovers. En af de ‘ansatte’ Thomas Hickey, blev afsløret i falskmøntneri (hvilket sammenfald!) og fængslet. I fængslet tilstod han overfor en anden indsat at han planlagde at hoppe af til briterne. Han blev henrettet juni 1776.

onsdag den 3. februar 2021

Forskning: Psykiatriske diagnoser er ubrugelige i behandlingen

Forskning: Psykiatriske diagnoser er ubrugelige i behandlingen

John Anderer

LIVERPOOL, England — Ikke to mennesker er nøjagtig ens. Derfor er forsøg på at placere unikke individers mentale sundhedsudfordriger i pæne kategorier ikke noget der kan bruges. Det er den påstand der kommer fra the United Kingdom og som helt sikkert vil skabe tumult i visse psykologers forestillingsverden.
Flere og flere mennesker bliver diagnosticeret som havende mentale sygdomme, flere end nogensinde før. Mange faktorer kan være årsag til denne øgning: Mange mennesker lægger skylden på de sociale mediers popularitet, og for megen tid foran en skærm, men det er også værd at overveje at i dagens verden er flere mennesker villige til at indrømme at de har mentale udfordringer, Uanset årsagen, mener man i det store og hele at en psykiatrisk diagnose er første skridt mod helbredelse. 
Det er derfor ny forskning udført ved the University of Liverpool har fået øjenbrynene til at løfte sig, da den konkluderer at psykiatriske diagnoser er “videnskabelig set meningsløse” og værdiløse som redskaber til præcis identifikation og behandling af mentalt uro på individuelt plan. 
Forskerne benyttede en detaljeret analyse over fem af de vigtigste kapitler i the Diagnostic and Statistical Manual of Mental Heath Disorders (DSM). The DSM betragtes som den definitive guide for alle mentale helbredstilstande og deres symptomer. De fem kapitler der blev analyseret var: Bipolaritet, schizofreni, depressive tilstande, angsttilstande og traume-relaterede tilstande.
 DSM-5 Hero
Forskerne kom frem til et antal bekymrende konklusioner. Først og fremmest vurderer forskningens skribenter at der er en betragtelig andel af overlappende symptomer mellem tilstandsdiagnoserne, trods den kendsgerning af hver diagnose benytter forskellige beslutningsgrundregler. I tilgift ignorerer disse diagnoser fuldstændig den rolle et traume eller andre unikke skadelige hændelser en person kan komme ud for i livet.  
Det måske mest bekymrende er at forskerne siger at disse diagnoser fortæller os så at sige ingenting om den individuelle patient og hvilke behandlinger de kunne have brug for. Der konkluderes at denne tilgang til at sætte diagnoser på er et “kunstfærdigt kategorisk system.” 
“Selvom de diagnostiske etiketter skaber en illusion af en forklaring er de videnskabeligt set meningsløse og kan skabe stigma og fordomme. Jeg håber disse konklusioner vil opmuntre de professionelle i mentale sygdomme til at overveje andre forklaringer på mental tilstande, såsom trauma og andre livsbetingede svære omstændigheder,” forklarer den førende forsker Dr. Kate Allsopp i en pressemddelelse.
Ifølge forskerne bag undersøgelsen er det traditionelle diagnose system der benyttes i dag et der forkert formoder at alle mentale foruroligende tilstand er forårsaget af en uorden og man stoler alt for meget på subjektive forestillinger om hvad der anses som “normalt.” 
“Måske er det på tide at vi holder inde med at lade som om at etiketter der forekommer at være lægeligt begrundet sådan set ikke bidrager til vor forståelse af de komplekse årsager til humane kriser eller hvilken slags hjælp vi behøver når vi er i en krise” kommenterer professor John Read.
Undersøgelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Psychiatry Research.