Min barndom i en kult
“Hvor kommer du fra?” For de fleste er det et almindeligt socialt spørgsmål. For mig er det særlig betændt, og kræver enten en løgn eller at jeg forskønner kendsgerningerne, fordi de korrekte svar lyder som dette: “Jeg voksede op i lejre i Kansas, Los Angeles, San Francisco, New York, Boston, og Martha’s Vineyard, ofte kørte vi i campingvogne, caravans gennem landet fra det ene sted til det næste. Min verden og virkelighed omfattede LSD, fødevaremærker (government cheese) og en ombygget skolebus med ordene ‘Venus or Bust’ malet på begge sider.” Og selvom det er så sandt som noget kan være er det svært at tro på, og lyder som et skrig om opmærksomhed. Derfor plejer jeg blot at sige, “Upstate New York.”
Lad mig uddybe. Jeg blev født ind i en familie med hundrede voksne og tres børn i 1968, og tilbragte de første syv år at mit liv hos dem. Den blev kaldt
The Lyman Family, og omtalte sig selv i flertal som “samfundene.”
Det var en isoleret tilværelse. Jeg havde ingen kontakt med nogen udenfor the Family, hele min verden var blandt dem, de mennesker jeg allerede og altid havde kendt. Jeg fik hjemmeundervisning, kom aldrig til læge. Kun hvis det var dødsensalvorligt bad man om lægehjælp, og hvis man fik hugget en finger af ved brændekløvning eller en knægt blev skoldet under sirupfremstilling.
Jeg blev opfostret til at tro at vi med tiden skulle bo på Venus. Da jeg var først i tyverne, årevis efter jeg forlod the Family, beskrev jeg min barndom for en veninde og hun sagde: “det lyder ikke som et samfund - det lyder som en kult.” Jeg bryder mig stadig ikke om det ord og alle de forudfattede holdninger der følger med det. Hvad er forskellen på et ‘samfund’ og en kult? Her er en: En kult betegner aldrig sig selv som en kult. Det er et udtryk skabt af mennesker som ikke er i kulten og klassificerer grupper som de betragter som ekstreme eller farlige. Derfor lyder det fordømmende, forud indfattet og snæversynet. Det gør jeg føler jeg må beskytte min opvækst. Du har nok svært ved at sætte dig ind i det.
Forfatteren til højre. Fotograferet i 1971 ved the Lyman Family’s Boston compound.Photograph by Michael Dobo / Dobophoto
Men med tiden måtte jeg dog overveje nogle uigendrivelige sandheder. Jeg voksede op under et styre af en karismatisk, kompliceret leder ved navn Mel Lyman, der konstant udstedte nye regler for, hvordan livet skal leves. Det er sandt at Lyman aldrig beordrede sine følgere til at slå nogen ihjel, som Charles Manson gjorde. Men hvis Lyman havde bedt om det, ville de helt sikkert have gjort det. I 1973 forsøgte tre medlemmer at the Lyman Family at begå bankrøveri, den ene blev dræbt og de to andre kom i fængsel. Mel Lyman skrev også en bog “En Verden frelsers Selvbiografi.”
For de som vokser op under mere normale forhold, kunne min barndom lyde meget eksotisk, skandalefyldt og fascinerende. Kults er fascinerende - men en ting Manson Family og Lyman Family havde til fælles er alt det banale ved dagliggdagen i disse ‘verdener.’ Hvis du bor med en stor gruppe mennesker er der altid tallerkener der skal vaskes op, og bunker af vasketøj der skal hænges til tørre. Planen for rejsen til Venus var altså med disse hverdagens trivialiteter i mente.
Jeg siger som regel når jeg fortæller om min baggrund, “Det hele var ikke syre og orgier.” Syre blev benyttet af de voksne, som et middel til åndelig vækst. Jeg mener ikke der var nogen orgier.
Det jeg ikke altid fortæller er, at jeg også havde en lykkelig barndom, eller så da en delvis en af slagsen. De unge Family medlemmer sang sammen næsten hver dag under høstarbejdet af jordbær eller majs - Woody Guthrie sange eller folkesange som “Down in the Valley.” Vi fouragerede i skovene efter svampe. Fiskeri var in, og hver gang en voksen fangede en aborre eller ørred, skrev jeg det ned i min dagbog. Vi havde hunde, katte, geder, køer, høns, en Shetland pony ved navn Stardust og en kakadue ved navn Charles. De lidt ældre børn læste godnathistorier —“
The Chronicles of Narnia,” “
A Wrinkle in Time”—og vi faldt i søvn klumpet samme, tre eller fire i en seng.
Selv den mystiske del havde en verdslig kvalitet for de af os der ikke kendte til noget andet. Ouija brættet for eksempel var helt almindelig i vort liv. Skuffer blev proppet med notesbøger der indeholdt udskrifter af samtaler voksne havde haft med forskellige ånder. Vi børn fik lov til at tale med kun en ånd, Faedra og undertiden efter aftensmad samledes vi rundt om brættet for at sludre med hende. Ouija brættet var skåret i hånden, smukt poleret, og pointeren i purpur fløjl. Det var kun de ældre børn der fik lov at stille spørgsmål, og vore øjne var som limet til pointeren når den gled hen over den glatte overflade, fik fart på, den tavse hvislen af filt mod træ som den eneste lyd mens vi holdt vort åndedræt for at få svar. En aften var et spørgsmål om “Hvad har Guinevere brug for at lære?” Svaret var at jeg var en doven lille pige. Efter det vaskede jeg hvert askebæger i lejren i ugevis, men hemmeligt beæret over af Faedra vidste hvem jeg var.
Dengang gav det måske mening at da jeg blev bedt om at forlade the Family, dengang i 1979, da bønfaldt jeg om at måtte blive, tårerne strømmede ned af mit ansigt. Den aften, 25 august, skrev jeg i min dagbog, “Jeg er sønderknust og totalt forbløffet. Jeg kan ikke tale ...Jeg kan ikke leve borte fra alt det jeg elsker. Jeg kan ikke sove i aften, alt ....Men jeg sværger ved Gud på at jeg kommer tilbage, og jeg vil være den samme. Jeg vil bekæmpe verden og komme tilbage til der jeg hører til.” Selv nu, er det svært for mig at skrive om the Lyman Family. Der er gået fire årtier siden jeg bad om at måtte blive, og jeg tager stadig i betragtning hvad de mon tænker.
Min mor sluttede sig til the Lyman Family da hun var gravid med mig som 19 årig. Børn og deres biologiske forældre var ofte separeret i begyndelsen af the Family og jeg var ingen undtagelse. Min mor og jeg var sjældent i samme lejr, og jeg kendte hende ikke særlig godt. Den eftermiddag, hun var da 30 år, da hun sneg sig ud af the Familys Manhattan bygning, vidste hun at hun aldrig ville kunne vende tilbage. Jeg befandt mig da på the Family farm i Kansas.
I hver lejr var der et hus for ungerne, og et hus for de voksne, som vi kaldte the Big House. Den aften var jeg til middag i børnenes hus, et kaotisk optrin med 30 af os der spiste og lo, men kun nogle få kvinder til at holde os i ørerne. Vi var stærkt optagne af et skuespil vi var ved at skrive - det handlede om en mand der havde kræfter til med en gigantisk knap at gøre en ende på verden, og historiske personer kom og forsøgte på at overtale ham til at trykke på knappen eller lade verden fortsætte. Jeg skulle spille Eleanor Roosevelt. Vi hørte samtaleanlæggets brummen, det blev brugt til at kommunikere mellem husene. Den ene af kvinderne kom hen til bordet og sagde til mig, “De ønsker du skal op til The Big House,” i
Alle blev stille. Jeg troede jeg var i problemer, selvom jeg var ret sikker på jeg ikke havde gjort noget forkert. Det var ellers en selvfølge at vi kunne være i problemer for intet konkret. Jeg blev straffet for at se på nogen “med en skorpions sjæl i øjnene.”
Jeg begav mig ud i sommeraftenen og begyndte den lange gåtur op til det store hus, lyttede til fårekyllingerne og cikaderne - ængstelig som jeg var ønskede jeg at være alene. Men jeg turde ikke gå langsomt. Da jeg kom til The Big House var de voksne mere alvorlige end de plejede. “Gå op til Jimmy,” var der en der sagde, “Han er ovenpå.”
Jeg åndede lidt lettere op. Jimmy var den mindst skræmmende af de voksne mænd, han havde lært mig at spille banjo og sang børnesange med os, fik os til at le.
Da Jimmy så fortalte mig at min mor havde forladt the Family var min første reaktion - lettelse over jeg ikke var i problemer. Jeg var angst for hvad der skulle ske min mor, og det fik mig til at græde. Men Jimmy sagde noget mere, og det var langt mere angstfremkaldende. Jeg skulle være sammen med min mor, uanset hvor hun befandt sig. Jeg var fuldstændig knust. Han krammede mig, “Hvorfor?” spurgte jeg.
“Ethvert barn her har mindst en af sine forældre i samfundene, og din far er her ikke,” sagde med en venlig stemme. Jeg gad ikke modargumentere - jeg bad blot, og hulkede. Det er vanskeligt at begribe det chok det er at blive bortvist. Jeg var blevet opdraget til at tro at World People—alle undtagen os var uden sjæle. Hvis man havde for meget kontakt med dem kunne din sjæl blive suget ud. Det var ikke noget jeg ville afprøve.
Ikke desto mindre blev jeg næste morgen kørt til lufthavnen og sat på et fly til Boston. Der gik jeg så hen til lejren ved Fort Hill midt i Roxbury og hentede min fire årige søster Annalee - min mors andet barn, hvis far var død tre år tidligere. Jeg bønfaldt igen om at forblive i samfundet, forgæves. Næste dag blev vi kørt til min bedstemors hus i en lille by i New Jersey, hvor jeg fandt min mor på fortrappen.
“Jeg vidste de ville sende Annalee,” sagde hun, og krammede min søster. “Men jeg troede aldrig jeg ville se dig igen.” Jeg så op på himlen, hvor en regnbue netop kom. “Se” sagde min mor. “Det skal nok gå alt sammen.”
Jeg kunne knap forestille mig at det var sandt, ikke derude blandt World People. Jeg betragtede min mor som forræder, en der havde ødelagt mit liv, og jeg følte mig fuldstændig alene. I det næste uger græd jeg mig i søvn hver nat. Jeg græd ikke over den kendsgerning at hun helt klart var ‘hoppet af’ og sådan set aldrig skulle se mig igen - trods alt havde jeg været villig til at leve mit liv uden hende. Jeg græd, fordi jeg ønskede at vende ‘hjem.’ Hver aften sagde jeg det til hende, og hun ville sige, “Vent blot nogle uger længere.” Jeg græd fordi hun var forhindringen mellem mig og det at komme ‘hjem.’
Så er der en ny grænseoverskridende udfordring. Skolen. Jeg var nervøs (fordi, du ved det der med sjælen). Men jeg var også spændt. Jeg var vant til at være omgivet af dusinvis af børn på min egen alder, jeg havde nu været i varetægt hos min bedstemor i to måneder. Jeg længtes efter at se mennesker. Jeg var iført grøn velour med klokkeblomster og en bluse med store blå blomster, begge dele havde jeg selv syet og fået ros for. Mit hår var langt til ned over den øverste del af ryggen, og jeg børstede det så det skinnede.
Jeg var midt i skoleåret, og da min mor talte med inspektøren kunne jeg se at pigerne var forsamlet uden for vinduet til kontoret og forsøgte at se på mig. “Hvor kan jeg anmode om at se hendes skolepapirer?” spurgte inspektøren.
“Åh, skolen brændte,” svarede min mor, med stor overbevisning om at sådan var det. Det var den første af mange løgne vi måtte fremføre for at virke normale. Snart efter fandt jeg ud af at sige jeg kom fra Boston.
Skolen var et minefelt. Da jeg blev introduceret til min lærer i sjette klasse, Mrs. Winther, kom en pige løbende forbi, råbende, “Hamsteren er i zigguraten, hamsteren er i zigguraten.” Jeg blev straks ramt af frustration - ville jeg nogensinde forstå verden uden for?
Der viste sig at være en model af en ziggurat i klasseværelset, og det havde netop den rette størrelse for klassens kæledyr. Jeg var lettet over at dette lille mysterium så let kunne løses. Dog kunne mine klassekammerater fornemme at jeg var en fremmed i et fremmed land.
“Du ligner jo Laura Ingalls, fra ‘
Little House on the Prairie,’ ” sagde en pige. Mine hjemmelavede klæder og lange lige hår skilte sig ud fra alle designer jeans og Farah Fawcett pyntede kammerater. Jeg erfarede at jeg ikke skulle prale med at kunne spille banjo, og hvor meget jeg holdt af Glenn Miller - for det ville ikke gøre mig populær. Jeg lærte at jeg skulle lade som om fik alle mine indfald gennem “
The Brady Bunch.” (Jeg havde aldrig set moderne TV). Vigtigst lærte jeg en lektion om øjenkontakt. “Du kan ikke stirre på folk,” hviskede en pige til mig, for at være venlig. Da jeg aldrig havde mødt nogen jeg ikke havde kendt siden min fødsel, forstod jeg ikke, at direkte øjenkontakt med nogen i mere et par sekunder - det virker meget underligt.
År senere da jeg besøgte the Lyman Familys lejr ved Marthas Vineyard bemærkede jeg, hvordan alle jeg voksede op med så hinanden i øjnene. Det forekom igen helt normalt.
Jeg var 18 år dengang. Jeg havde været ude i the World i seks år. På high school havde jeg på effektiv vis fået slettet alle tegn om min opvækst - jeg talte ikke om den, og det gjorde livet så meget lettere. Et år efter jeg forlod the Family havde en af de mere betydende voksne skrevet til mig. “Jeg ønsker du skal vide at du altid er velkommen her, og at alle savner dig.” Et brev nogle uger efter forklarede, “Vi arbejder alle på det, stræber efter indre bevidsthed, selvudvikling indefra i stedet ude fra. Det liv vi lever er ikke for alle, kun hvis du har Mel inden i dig.”
Da jeg skulle gå på college skrev jeg til the Lyman Family om jeg kunne komme på besøg. Medlemmerne bød mig varmt velkommen, og jeg havde nogle dejlige dage der. Langsomt opmuntrede folk i the Family mig til at blive hos dem i stedet for at gå på college. Det var hjemmet, der hørte jeg til sagde de. Jeg følte virkelig det var mit hjem, og efter et par dage overvejede jeg om jeg skulle gå på college. Disse mennesker kendte mig virkelig godt. De så mig i øjnene.
Efter aftensmaden en dag, da alle sad i dagligstuen og drak vin og talte sammen som de plejede, sad jeg på gulvet og sugede det hele til mig. Jeg følte en kærlighedsbølge ramme mig, et tilhørsforhold. Jeg var klar til at blive der for evigt. I det øjeblik satte en mand der sad i en lænestol tæt på mig sit tomme glas foran mig, og samtidig med han talte var det med et udtrykt ord, “Hent mig mere vin.”
Pligtskyldigt tog jeg glasset og fyldte det igen. Da jeg kom ud i køkkenet slog det mig at de fleste kvinder vaskede op, havde travlt med at fylde glassene igen, er var ved at gøre børnene klar til sengetid. Det var kvinder der betjente mænd her. Jeg var vokset op med sådan var det - men nu gjorde det mig panikslagen. Pludselig kunne jeg ikke forestille mig at blive.
Jeg formoder dette har noget at gøre med det rigide køns hierarki i the Family, fordi det var lettere, end at skulle gøre modstand mod de andre foruroligende sandheder om dem. I det mindste måtte jeg acceptere at jeg var blevet en World Person. Netop som the Family havde advaret om - Verden Udenfor var trængt ind i min sjæl. Jeg følte ikke jeg var bedre end dem, men dog anderledes - som om jeg ikke længere hørte til. At lade denne følelse af et tilhørsforhold gå var meget svært, og jeg græd da også da jeg sagde farvel, to dage senere.
Jeg drog af sted til Sarah Lawrence, hvor jeg opdagede at en ironisk forandring var sket. Da jeg gik i high school, fjernede jeg ganske effektivt min fortid, her på college blev den en værdifuld hjælper. Alle der forsøgte at overgå hinanden med hans eller hendes vilde familiehistorier. Min vandt helt klart. Når folk spurgt mig hvor jeg var fra blev jeg kostbar og min bedste ven skulle så ‘lokke’ mig: “Fortæl dem om Moonbevægelsen. Fortæl dem om Moonies!” Han kunne bare ikke vente på deres reaktion om mine historier.
Med tiden forsøgte jeg at skrive om min fortid i en workshop om fiktion, og fandt det frustrerende. I stedet for at kritisere mine evner som skribent, ønskede læserne blot flere detaljer om min eksotiske oprindelse. Jeg forstod deres nysgerrighed, men det løste ikke mit dilemma. Hvordan kunne jeg tale om en opvækst der var så mærkelig? Hvordan kunne min egen fortælling give mening uden den var knyttet til sensationer, eller blot blev et kortfattet slogan?
Jeg er begyndt at lære at jeg ikke kan være angst for at åbenbare de svære forhold. At børn som jeg blev straffet ved at blive låst inde i et skab en hel dag, eller ikke fik mad eller blev slået mens alle skulle se på, eller være genstand for en udstødelse, hvor ingen måtte se på dig eller tale med dig i dagevis. Undertiden blev vi sat op imod hinanden. Jeg overhørte voksne der havde sex i sengen blot få skridt fra mig, mens et halvt dusin andre børn sov, eller måske ikke sov, på gulvet.
Adskillige piger, der var 13 eller 14 år gamle blev “udvalgt” af voksne mænd. De kaldte det ægteskab, skønt der ingen ceremoni eller noget officielt var tilstede. En 13 årig boede i et værelse lige overfor Mel Lyman. Det var almindelig kendt at hun tilhørte Mel, og nej ingen anden skulle have hende eller blot tænke på det resten af hendes liv. Når vi var alene græd hun og sagde hun ikke ville have sex med Lyman, men vidste at det skulle hun. Hun sov allerede i hans seng. Hvis jeg var blevet nogle få måneder længere ville der sandsynligvis være blevet udpeget en mand til mig også.
Se nu har hele beretningen taget en vending. Du har måske glemt alt jeg har skrevet. Du er slået af rædsel, du ønsker at vide mere. Jeg har fortalt disse ting, fordi jeg ikke ønsker du skal tro jeg var svag eller genert, eller undskyldende over for nogle af de ubehagelige sandheder. Nu, kan jeg ikke trække noget tilbage.
I dag, da jeg er 50 år gammel og skriver manuskripter til film, er jeg tiltrukket af historier om kults og deres opførsel. Min næste film,
“Charlie Says,” har fokus på de kvinder der slog ihjel for Charles Manson og den tid de befandt sig som i en fængsel, i isolation. En ting jeg ønskede at vise var, hvordan disse kvinder i den enhed var holdt fangne i årevis i et ekkokammer udsat for Manson manipulationer. Jeg har altid været forundret over den sensationsprægede måde, hvorpå 60’- og 70’ernes kults er portrætteret i medierne. I en nation der er fikseret på individualisme er kults udsat for lette angreb af foragt - og måske misundelse. Deres medlemmer bryder reglerne, smider den hellige kernefamilie til jorden. Deres liberalisme plus sex og stoffer, og det er forkert, men jeg ved det alt sammen.
Sandheden er dog langt mere kompleks skønt ikke mindre tillokkende. Hvordan kan vi som individer sige hvilke systemer eller hvilken tro der er rigtig eller forkert? Da jeg var teenager spurgte jeg min mor, “Tror du virkelig på vi skal leve på Venus? Jeg mener blot som en begyndelse, så ved vi at Venus ikke er beboelig for mennesker?”
Hun kunne så sige, “Det er kompliceret. Du kan ikke bære en masse ideer der er i konflikt på samme tid.” Helt klart hun ikke ønskede at tale om det. Der var, som jeg kom til at indse, en vigtig forskel mellem os. Jeg var blevet født ind i et trossystem og accepterede det blot, som børn nu gør. Hun på den anden side havde foretaget et frit valg om at være der, og det var utvivlsomt blevet stadig sværere at leve med. Følte hun flovhed? Fortrydelse? Skyld? Hun sagde det aldrig til mig.
“Ikke alt er sort-hvidt, du vil komme til at forstå bedre når du bliver ældre,” sagde hun. Det gjorde jeg så ikke. For jeg hverken valgte at blive i the Lyman Family eller valgte at gå ud. Jeg kan beskrive min erfaring uden at blive dømt for den. Men, for at være fair, forestillingen om at UFOs vil bringe til til Venus, er helt klart ikke mere skør end den kristne forestilling om Himmel og Helvede, for slet ikke at nævne de uvidenskabelige troslærer der fremføres af andre førende religioner.
Den blotte popularitet og vedholdenhed kan gøre en masse for at gøre mærkelige overbevisninger så dejligt familiære. For at kompensere for deres størrelse, (lille) overgår kults sædvanligvis konventionelle religion med deres forpligtelse til apokalypsen. Den Store Konfrontation nærmer sig, sådan insisterer de til stadighed. Vi skal være klar, og villige til at dø. Vi vil blive bragt til en højere bevidsthed eller et bedre sted. The Lyman Family forudså at verden ville ende den 5. januar 1974. Den dag ville vi ifølge Lyman blive bragt til Venus. Da dagen nærmere sig blev vi børn bedt om at finde vort yndlingstøj frem og vælge et stykke legetøj til rejsen. Vi sad i dagligstuen hele natten og ventede på UFO’ernes summen.
At profetien ikke gik i opfyldelse fik dog ingen til at tro mindre på Mel Lymans visdom. Vi fik at vide at rumskibene ikke var kommet fordi vore sjæle ikke var klar. Vi havde ikke udført det arbejde vi skulle gøre og vi havde ødelagt tingene for Mel, hvis sjæl var hvor den skulle være. Året blev sat til 00, han besluttede vi ikke længere skulle benytte tidsbegrebet (der ville ikke være Verdens Tid og Vor tid), og vi børn fik ikke lov til at tale om den nærmeste fremtid. Vi gav hinanden beskeder. Vi hviskede til hinanden når vi var sikre på at ingen voksen hørte med. Måltiderne blev indtaget i tavshed. Det var en mørk og usikker tid.
Manson prædikede om den kommende Helter Skelter, da sorte ville gøre opstand mod de hvide, men spare hans følgere (der alle var hvide). David Koresh hævdede han var den endelige kristne profet, der havde brug for at være far til masser af børn for at alt skulle fungere.
Marshall Applewhite, lederen af the Heaven’s Gate cult, nær San Diego, overtalte dusinvis af sine tilhængere om at de skulle begå selvmord for at komme ombord i et rumskib der skulle føre dem til en “eksistens over mennesket.” Bhagwan Shree Rajneesh fokuserede på behovet for at skabe et nyt samfund, for “den tredje og endelige krig var på vej.”
Ingen af disse apokalypser kom til at indtræffe. Hvilket ikke betyder at en eller anden version af dem aldrig vil ske. I 1993 under kampen mellem the F.B.I og Koresh og hans følgere i Waco, Texas, husker jeg at jeg tænkte. Konfrontèr dem ikke på den måde! I får hans forudsigelser til at være en realitet. Mennesker vil dø. Og der døde 76. Det var at foretrække, kan det se ud til, fremfor at indrømme at Gud Jeres far har fejlet, eller at den Store og Magtfulde Oz i virkeligheden var en lille, desperat person.
I det mindste fik disse selv salvede ledere en vis grad af berømmelse. Efter min erfaring er folk nærmest undskyldende for at de aldrig har hørt om the Lyman Family. Hvad jeg fortæller dem er at hvis du ikke har hørt om en kult, så er det ikke fordi den er forsvundet i et flammehav. Dens medlemmer gør blot i stilhed det de gør, hvilket betyder at der er mange flere aktive kults i dag end vi er klar over.
Samfundet, grundlagt af afdøde Mel Lyman, er her stadig og driver en blomstrende forretning med renovering af boliger i Los Angeles området. Jeg kender ikke meget til, hvordan de lever nu om stunder, men jeg er sikker på de ikke ville kalde sig en kult. De har altid kaldt sig en Family. De ville også opfordre dig til at overveje dine barndomserindringer som værende “undertiden upræcise, ikke fyldestgørende, overdrevne eller på anden fejl fyldt med fejl” (som deres advokat forsikrede dette tidsskrift om) bedøm dog selv.
For de kultmedlemmer der har overlevet årtierne er det muligt at idealerne de begyndte med har givet plads til dagliglivets krav, til den større kultur lindrende effekter, til det velkendte, til rutinen. Eller måske har de bare ikke fundet en vej ud, eller regnet sammenhængen ud.
Der vil altid være mennesker der søger hvad kults har at tilbyde - struktur, solidaritet, en form for håb. I baghaven til vor lejr i Los Angeles byggede de voksen en pyramide af træ, stor nok til at 20 børn kunne opholde sig der, den stod på stylter. Duften af blomstrende jasmin omgav os når vi klatrede ind i den om natten, sad med krydsede ben i en cirkel og sang fællessange. Det gjorde vi i timevis. Der var vinduer i loftet, og vi stirrede på stjernerne mens vi sang. Jeg elskede de øjeblikke, og holdt tonen indtil mine lunger gjorde ondt, så en dyb indånding og forfra. Det føltes som vi var en organisme, og vi var stolte over det. Mest af alt håbede vi at rumskibene kunne høre os, at de til sidst ville være her.
This article appears in the print edition of the May 6, 2019, issue, with the headline “The Others.”
Guinevere Turner, a writer and an actor, was a screenwriter for such films as “American Psycho,” “The Notorious Bettie Page,”
